TALEMÅDER VI IKKE TÆNKER OVER

Fik jeg sagt det?

Vist forstår og bruger vi udtrykkene 'ud af vagten', 'brænde sit lys i begge ender', 'solgt til stanglakrids' og 'at stå op før Fanden får sko på'. Men forstår vi dem på samme klare måde som vi forstår, 'at man ikke skal slå større brød op end man kan bage', 'som at slå i en dyne' og 'sulten som en ulv'? Nej vel.

- Ud af vagten.
Vi siger det når vi vil have nogen skal skride. 
Og som man måske kan forestille sig, nu man opfordres til det, så er vagten jo et sted - men her altså et ganske særligt sted, hvor man, eller den påråbte udskridende, ikke har noget at gøre. Det kunne være den besked man fik, hvis man fx sad og gjorde sig magelig i et rum tilegnet hjertekirurger eller dyrepassere, og man ikke var nogen af delene. Bedre endnu kan man se for sig, at man ytrer noget om noget, man slet ikke har forstand på. Og bliver bedt om at forlade etablissementet. NU! Man genkalder sig en og anden spæd protest overfor forældrenes reglement.
- At brænde sit lys i begge ender.
Vi siger det, når vi vil understrege at nogen, eller een selv, tager for meget (arbejde/ansvar) på sig. I den helt andet ende, når nogen fester/lever livet i overdreven grad.
Her giver litteraturen ikke megen hjælp, udover at påpege det oplagte i lysets symbolske repræsentation (livet, you know). Jeg ser ikke anden forklaring end den praktiske, at hvis man tænder et stearinlys i begge ender, og holder det på sin (så at sige) forkerte akse, så får man absolut mere lys, men stearinen forbrændes ikke, fordi den drypper spildt til jorden, og lyset brænder desto hurtigere. (Lys er i øvrigt en af de hyppigste gæster i talemåderne.)
- Solgt til stanglakrids.
Vi bruger det, når vi vil understrege, at nogen er prisgivet (også et spændende udtryk!), eller ikke har en chance.
Talemåden kommer - som nogen måske vil vide - af at man solgte sin (udtjente?) hest til slagtning, og slagteren (eller nok en anden fagmand) derefter brugte blodet til lakridsfremstilling. Det der kan undre er, hvorfor det er sammenligneligt med ikke at have en chance? Det kan vel kun ligge deri, at er det dét man er solgt til - så bliver der ikke meget andet ud af den affære. Tingene er altså afgjort på forhånd. Man er skæbnesvangert og "på rad & række solgt til stanglakrids."
uPassende til sidst - At stå op før Fanden for sko på.
Vi bruger det, når vi vil sige at noget sker meget tidligt. Fx kl. fire om morgenen.
Man hvorfor skal fanden have sko på? Og hvilke sko passer den kløvede klov? Det melder litteraturen desværre ikke noget om - men den peger på den logiske sammenhæng med 'ukristeligt tidligt.' Talemåden kommer givet fra en levende forestiling om djævelen som en altid entrepenant type, der kun lurede på muligheder for at ødelægge liv og levned for vi svage kønnede mennesker. Og netop det kan vel også forklare skoene, som i de gamle dage var utænkelige ikke at stikke i, når man stod ud af halmen (før man fik fjer) og satte fødderne på det kolde gulv. At det så er ensbetydende med, at Den Hornede gik i træsko er svært at forestille sig

Talemåder i dansk (Gyldendal 2010)
Politikens hvorfor siger vi sådan (2001)
Ordbog over det danske sprog
Hvorfor det (Frydenlund 2006)
http://www.ebbemunk.dk/cvs_tekster/index.html

Cholokade

Mærkevarer tager vare på mærket mere end på varen

Jeg er ikke en slikfixer, hvertfald ikke hver dag, men jeg er meget hooked på slik som sådan. Mere om det en anden gang; her handler det om et særligt stykke slik. Jeg blev skeptisk introduceret til en chokoladebar af nogle yngre mennesker, som kender de nye mærker bedre end jeg. Jeg mente i første omgang der måtte være tale om en fejl, da de nævnte en "Marabou Daim" (her skal indskydes, at det kan være svært at vide, hvordan navnet skal udtales: Som eet: Mercedes Benz? Som navnet på en særlig type: Magnum Gold? Eller med samme vægt: HTC Columbia?).
Min skepsis skyldtes jo, at det umiddelbart lød som "ost med ost". Daim er jo en chokoladebar i sin egen ret - hvorfor i alverden skulle den pakkes ind i mere chokolade? Javel - Daim er måske mere rettelig en karamelbar, men ikke desto mindre er karamellen drageret i en ganske lækker lys chokolade.
Baren findes selvfølgelig. Hvis der er noget yngre mennesker ved noget om, er det slik. Og jeg købte een samme dag. Den smagte af Daim. Og Marabouchokolade (som jeg i øvrigt altid har fundet en smule for indsmigrende sød og flødet. Daim er god karamel - lige fra panden). Tilbage stod spørgsmålet om, hvorfor dog? Hvorfor dog ikke lave en Daim x-tra chocolate, eller en Marabou karamel?
Fordi smagen skal mærkes som et mærkes smag. På samme måde, som hvis du skal have et tyndt og blødt lommetørklæde, for så skal du have en Kleenex. Hvis du skal have et smørbart nøddechokoladepålæg skal du have Nutella. Hvis du skal have en bar med karamel skal du have en Daim. Og det ligemeget om det der er tale om en anden producent. Princippet er jo rystende udbredt - ikke bare i fødevareindustrien, men alle mulige sammenhænge, og man ser det mere og mere: Goretex, Zeiss, 3M, Chiquita, Smarties, B&O, ... brands are screwing around with brands - måske er især brands, som har en meget bred produktvifte en særlig interesse i at få et specialbrand tilknyttet. Under alle omstændigheder må filosofien være, at hvis mærkevarer er udtryk for kvalitet, så er dobbeltmærkevarer udtryk for dobbelt kvalitet! Ikke sådan i tilfældet Marabou - hvis man smager på den. Hvis man bare æder den kan det meget vel være man virkelig synes man har fået noget for pengene!
På mit morgenbord står en pakke Crüsli (brands, som kan få bygget en visuel markør ind i navnet ér for seje/smarte/irriterende), som udover det ganske rædselsfulde imagepleje på bagsiden, har en annonce for Tropicana (pure premium!) juice på siden? En variant af mærkevarebolleriet? Denne juice har VI (Crüsli-folket) godkendt - derfor er det IKKE en annonce du ser på siden af pakken, men et cool mærkevare-til-mærkevare-netværk DU får adgang til.
Første gang jeg så en After Eight-is var jeg ved at besvime, da jeg så den stod ved siden af en Lionbar-is gav jeg slip.
Der er intet i vejen for at sige noget smager som en Big Ben-karamel (den med lakrids, som egt. er for blød, men har en ret spændende smag, der kun lige flirter med salmiakken), eller en Toms skildpadde (hvis hovedattraktion er det bestialske cum-shot af karamel - fra et i øvrigt komplet usexet og flegmatisk dyr - ikke smagen, som man bliver hæs af) - problemet opstår når smagen ikke har et eget navn: Karamel, salmiak, fransk nougat, pebermynte ... men er blevet til et mærke: skulle det være en santa-maria-hakkebøf og et fanta-condom? Hvornår er mælk ikke længere mælk men et glas Arla? En skive ost en Klovborg? Prøv evt. med andre forbrugsgoder: "Jeg vil gerne se på et par Adidas." "Hvor står Jeres Sony'er?" "Åh, jeg har brug for en kodimagnyl!"