ÅNDSSVAGE ARGUMENTER

Chocolate dimwit scuse me

I fin overensstemmelse med et tidligere omtalt åndssvagt argument (Fynbo marmelades 'From the nature to you'), hvor det engelske skal fungere som laber eyeliner på et produkt, der tydeligt kæmper med en slags exclusive-branding, har vi Crüslis slogan 'A taste of more …' 
Prik, prik, prik - står der ja! Som om der var en logisk smagsgiver at indsætte på pladsen? Quaker Dark Chocolate - a taste of more … chocolate, or what? For det ville virkelig være mystisk, hvis der stod 'Quaker Dark Chocolate - a taste of more … honey!' Den omvendte ordstilling ville være mere på sin plads - more taste of chocolate. Ultimativt ville en dansk vending nok være mest logisk: Mere smag. Og det er da også tænkeligt, at det er i oversættelsen det er gået galt ...
Den sande årsag tror jeg dog er, at man bare vil udsuge en slags euforisk association af ordet 'more', fordi man antager det må være et plusord. Problemet med 'mere' er bare, at det ikke rigtig kan noget alene. Udover at fremstå enfoldigt og grådigt. Fint til et morgenmadsprodukt, hvor dagens første aktivitet er at proppe sig med så meget mere som muligt. God smag ad libitum.
Og er der ikke også noget skummelt ved kun at hype smagen i et produkt, der skal fungere som basisføde? God morgen.

FORMELLE FREUD

Formelig uformel  

Findes der en (pervers) parallel til den freudianske svipser (fortalelse), hvor man så at sige kommer til at tale offentligt i en intim sammenhæng? Og at det er lidt pinligt. 

Jeg medgiver det ikke er oplagt, men vel på den anden side ikke utænkeligt, og måske endda mere tænkeligt, end man regner med - ?

Lad os rigge scenen op:

- To ægtefæller ligger i sengen og kvinden udbryder: Åh! Invester din penis i mit legeme!

Ikke tænkeligt. Ville også skubbe til grænserne for hvad pinlighed er.

- To gode venner sidder og får et par øl på en bar. Den ene siger: Sikke en køn pige, der sidder dernede.

Mere tænkeligt - for her sker svipseren i kraft af en forglemmelse hos den talende. Han glemmer at i denne situation hedder piger 'kællinger' og dernede bare 'dér', fordi han sidder og hænger ud med sin ven. Han glemmer det, fordi han rent faktisk interesserer sig for pigen, og med hende deler et offentligt rum, som han må nærme sig hende gennem, hvis der skal ske mere. Det er bare pinligt at komme til at sige det.

- Måske kan man aktualisere forståelsen af, hvad det vi leder efter med ordet 'prosit'. 

Ordet prosit må siges at være meget formelt - da det er vedtaget gennem mange års brug og konventioner (samt en etymologi vi ikke skal redegøre for her), at sådan siger man, hvis man overværer et nys. I denne sammenhæng er nyset det intime, og udtalelsen af prosit det kejtet formelle. Kejtet fordi de fleste vel synes det både er unødvendigt et gøre den just nyste person opmærksom på, at han nyste, og kejtet fordi det er et fremmed ord at tage i sin mund.

- At bruge den udkårnes fornavn, måske. 

Det kommer selvsagt an på, hvilke vaner man har i sit ægteskabelige/kæresteliv og ditto sprog, men navnet er og bliver i mange sammenhænge en formaliseret beskrivelse af ens person(lighed). Bemærk i hvilke sammenhænge man bruger sin partners navn: Ved festlige lejligheder er man "forlovet med Arne .. derovre", ikke med "min elskede" eller "min skat". Folk der siger den slags er vulgære og overdrevne typer, man ikke tillægger social intelligens. Ved samtale med myndigheder siger man heller ikke andet end det der står på partnerens navneskilt. Det bringer os desværre ikke nærmere på, om der er en udbredt praksis af omvendte freudianske svipsere.

- Nu vi er ved pronominerne, så er omtalen af en person i nærheden som "hun" eller "han", interessant nok udtryk for en uacceptabel og vel respektløs sproglig adfærd. 

Her tilskriver kutymen, at man omtaler den pågældende med hans eller hendes navn (se lidt Christiansborgdebat, hvis du vil have eksempler in extremis). Svipseren her er altså en depersonalisering … anonymisering, som åbenbart er mindre formel end brugen af egennavnet.

- To venner spiser pizza på et pizzaria. Den ene får en ansjos i munden, som han ikke bryder sig om, hvorfor han spytter den ud på gulvet. Hans ven udbryder: Det kan du ikke tillade dig! 

Ikke helt utænkeligt - omend "ad for helvede" eller "dit svin" måske er mere troværdige reaktioner. Ikke desto mindre er ordet 'tillade' spændende, for denne svipser peger på, at den talende ubevidst inddrager et regelsæt (måske endda en opdragelse - som vel også er en formalisering!) for at kunne kommentere sin vens opførsel. Hvorvidt det ér en omvendt freudiansk svipser ved vi først, når den ansjosforladte ven replicerer.

Jeg ser mig nødsaget til indtil videre at lade teorien ligge lidt, og opsøge flere eksempler i felten før freud antitetisk også fungerer formelt.

Hvorfor har vi pikke et ord for fisse på disk?

Fejltagelser fremmer forståelse

Sagen er den, at på engelsk kalder man det 'freudian slip'. Men oversættelsen lyder 'freudiansk fortalelse'. Og det er jo ikke dækkende, når den freudianske 'parapraksis' jo lige så vel kan gøre sig gældende, når man hører, læser, ser eller for den sags skyld skriver(!) forkert, på en psykoanalytisk meningsfuld flacon.
(dansk) Sprogpraksis er vel blevet, at selvom der ikke er tale om (sic) en fortalelse, hvis jeg fx tror hun har sagt 'vil du suttes nu?' - og altså derfor har praktiseret en fejlhøring, så kaldes det stadig en fortalelse. Tale bliver altså metafor for (mis)forståelse. Ikke en ringe metafor - men kognitivt antyder det måske, at det freudianske element i høj grad handler om det pinligt private - fordi talen som metafor illustrerer det offentlige overfor det private (eller intime). På dansk antyder begrebet fortalelse altså en social og offentlig sammenhæng, hvor ens pinlige lyster afsløres. På engelsk er fejltagelsen (slippet) et mere rundt og tilgængeligt begreb, der ikke behøver udstille andet end en tilgivelig og menneskelig optagethed af noget ... mere interessant.
Sagen er nok, at jeg savner mine ører og mine hænders frihed til at tage fejl. Jeg savner modspil til den kedelige 'det er lemmere at gøre sådan og sådan' og den almindelige 'pat' stedet for 'at'. Jeg synes der er en stor poetisk pointe i, at man kan skrive 'tage hende med i seng' i stedet for 'tage hende med hen' (og måske-måske ikke nå at rette det), eller høre et andet menneske sige det har 'lyst til sex' når det siger det har 'løst et trick', og så holde det for sig selv som ens eget freudianske slik.

Logan's lip #2



Det ta'r kun 5 minutter

faktas slogan hár gået sin sejrsgang over det ganske land. Det fik (som fx Rexona, Danmarks Idræts-Forbund og Kohberg også gjorde og Telia gerne ville) hul til det for slogans så lukrative hverdagssprog og den danske idiomatik, med deres "Det ta'r kun fem minutter - men vi vil så gerne have du bliver lidt længere". Betegnende nok for problemet med deres slogan i dag, er netop, at det var den sidste del, som gjorde det til et sjovt og kreativt slogan - både i deres tv-reklamer, men også i de hverdagssproglige sammenhænge, hvor alt muligt, som "kun tog fem minutter", fx at finde en parkeringsplads eller skide på et offentligt toilet, kunne efterhænges et helt absurd og morsomt: "- men vi vil så gerne have du leder og skider lidt længere".
I dag hedder det (alfald på faktas hjemmeside) så kun "Det ta'r kun 5 minutter". Lad os lige kigge på grafikken først. fakta er jo ligesom fx ARoS og HÜMÖR, lykkedes med at få indbygget deres navn i selve opsætningen af bogstaverne. Point for det! Hvergang jeg ser ARoS-navnet kan jeg ikke undgå at tænke på Peter Laugesens beskrivelse af det lille "o" som et røvhul (Inf. 30.01.03) ... han kunne heller ikke lide navnet på det nye hus. HÜMÖRS overhængende prikker er i sådan en sammenhæng ikke øjne, men antallet af cifre på kasseapperatet, når man anskaffer sig en "humoristisk" beklædningsgenstand. I faktas slogan indgår både en apostrof "'" og et ciffer "5". Apostroffen er absolut i orden. Slogans skal - grafisk eller blot udtalemæssigt - bestemt rumme en mundrethed. Point for det. Værre med 5-tallet. Det er grimt sammen med bogstaverne, stikker - selv for en reklamegenstand - for meget ud. Omvendt ville det jo også gå helt galt, hvis man skrev: "fakta - Det ta'r kun fem minutter", for se ville det se ud som det var enelleranden embedsmand, som under pres i en håbløs omskoling var sat til at skrive slogans. "fakta - Det tager bare fem minutter af Deres tid".
Det står altså 2-1. Vi mangler et par selvmål. Det åbenlyse selvmål er løgnen. det ta'r ikke fem minutter. Det ta'r helt sikkert mere. Nogle gange tager det tre gange så lang tid, hvis man skal stå i kø. Hvad man nemt kan komme til på Vesterbro i Aalborg fx. Der er nok en grund til sloganet ikke er at se INDE i butikken.
Allright - hvem lyver ikke i et slogan? Jeg synes man skal lade være. Bare for en tid: "fakta - det ta'r ikke lige så lang tid som andre steder". "Tefal - vi tror du kan lide vores produkter". "føtex - vi vil gerne gøre mere for dig, hvad skulle det være?"
2-2. Vi er nået frem til det afgørende selvmål, som meget passende hænger sammen med omtalte amputationen i starten. Hvis et slogan understreger at noget går hurtigt, må det være fordi det er en kvalitet i sig selv, at det er hurtigt overstået - så hvis det kun tager fem minutter i fakta, og det er godt, så må det være fordi det er rædsomt at købe ind der. Så deres slogan fremhæver faktisk det værste ved deres produkt. Udover at være stimulerende sprogligt afmoterede det oprindelige slogans andet sætning dette faktum. Vi vil selvfølgelig gerne have du bliver lidt længere, fordi det faktisk slet ikke er så slemt at handle hos os!
Det er muligt fakta mener de kan lave "en Netto", som med deres "DERFOR!" altid allerede henviser til at priserne er billigst - og derfor(!) ikke behøver skrive andet end det, for det har de gjort så mange gange før (det kan diskuteres som det virker, men det er en modig strategi), hvor mange af de nye, unge forbrugere kan efterhånden huske traveren - "men vil vil så gerne have de strigler lidt længere"?
Jeg bliver ikke længere. Farvel.

Jeg tænker jeg synes jeg føler jeg tror - nok



Brain dam

Lige siden min (ellers) gode ven Jeppe fangede mig i at bruge forleddene "jeg tænker" på en af mine udredninger eller kommentarer, har udtrykket hærget min opmærksomhed. Jeg hører det alle vegne HELE tiden. Udtrykket må have et viralt peak disse tider - det smitter, og vi talende er åbenbart ikke vaccineret mod det.
Udtrykket er som udgangspunkt selvsagt en sproglig markør, som skal bane vejen for det efterfølgende udsagn. I den forstand kan det sidestilles med en lang række andre almindelige sproglige greb. Men modsat Michael, som bestemt ikke bryder sig om udtrykket - hvad jeg i øvrigt heller ikke gør (hvorfor han 'fangede' mig) - mener jeg ikke det er udtryk for en særlig form for afrundet og følende argumentation. Jeg vil hellere se det i (mental)historisk perspektiv.
Teorien er som følger: Inden for de sidste tre tiår har forledene bevæget sig fra "jeg tror" over "jeg føler" via "jeg synes" til det nu meget snart totalt dominerende "jeg tænker". Hvorfor det? Se på ordene! Vi er gået fra at være religiøst funderet (al fald i den sproglige praksis) i en art tro på vores udsagn, til at være mere følelsesmæssigt defineret (styret af det ægte jeg!), derefter blev det mere politiseret og bevidstgjort - den såkaldte "synsning", som jeg bestemt også fik nok af, for nu at være landet i disse tiders højhellige hal: Kraniet og med det JARNEN! Det er da også oplagt at videnskaben efterhånden har gennempenetreret sprogbrugen med sin argumentative og - al fald sammenholdt med denne korte mentalhistoriske linie - afpersonaliserede og dermed ret så ansvarsløse position. Man skal ikke gå og tro videnskaben kun vil os det godt. Videnskaben lider under en så kronisk ensporet mangel på moral i så mange henseender, at den har været nødt til at opfinde et speciallegeret ekstra cyborgben for overhovedet at kunne bevæge sig. Sic.
Det er som om udsagnet "jeg tænker" skal bane vejen for, at bare der er lys i pæren så er man kvalificeret til at fremføre sine teorier uimodsagt. Der er ret beset ikke langt til den kvælende synsning, hvor det pseudokartesianske belæg lå i, at når bare man er er 'sig selv', så har man også ret. Nå ja, stillet overfor den cerebrale bulldozerretoriks "jeg tænker" er det lige ved man kunne savne et enkelt quasifilosofisk "jeg synes" til at bløde tingene lidt op. "Jeg tror" er for altid for tabt: Når (hvis) man bruger det i dag, er det netop udtryk for, hvor håbløst lidt man ved! Det er da ikke udtryk for, at man har overvejet, tvivlet og siden fundet fodfæste ... min Herre, min Herre, hvorfor har du forladt mig her på retorikkens slagmark?
"Jeg føler"? Jeg tør dårligt nok skrive det! Hvis man skulle komme for skade at ytre de to ord gør man klogt i ikke at sige mere. Så kan de til nød kvalificere sig som en art humanistisk statement, eller måske bare et mentalhygienisk nap i nakkedellerne. Hvis jeg går så vidt som til at "føle" noget som helst om noget som helst begrebsligt eller måske endda politisk, så er det ud og skide sig (godt biodynamisk, men altså alligevel) tom i nælderne sammen med alle de andre hippier.
Velan! Sådan kom brikkerne til at stå. Så kan du synes om det hvad du vil - du kan endog tænke dit. Jeg vil øve mig på de næste forled, der kommer dominere det sproglige karantæneområde vi kalder dansk: "Jeg siger".

Logan's lip #1

Det er til dig

Og velkommen til ny kategori: Slogans og deres indbyggede logik eller mangel på samme.

Telias slogan er (pt) "Det er til dig". Ideen er tydeligt nok hentet i den fælles forståelse af tingen og teknologiens intetkønnethed, og yderligere boostet af metaforen "en samtale er en ting". Så ting der kommer gennem æteren - her typisk samtaler, men efterhånden vel også MMS'er, SMS'er og måske endog mails og invitationer - tager Telia sig af!
Bare fordi det er første gange vi prøver dette, tager vi den ellers under bom-pointe med også, at Telia og alt deres væsen også, "helt filantropisk", men også ubetinget og monopolistisk uliberalt i sin grund, er til dig. Du må ikke have andre selskaber, for dette er til dig!
The slip? Det der gør, at Telias slogan kvalificerer sig til at komme på listen over svipsere, er ganske enkelt - at den mundrethed der ligger i ytringen "det er til dig", stammer fra en tid, hvor man kunne komme for skade, eller hvor det ligefrem var amindelig praksis, at man tog den telefon som ringede, hvis man var i nærheden af den. Det sker aldrig længere! Al teknologi er sat op til den enkelte og bestemte bruger. Fastnet er for gamle mennesker, som i øvrigt bor alene. Ingen telefoner ringer steder, hvor man ikke ved, hvem de er til - muligvis på et kontor, hvor samtaler bliver stillet om x antal gange, og ender overfor den person, som egentlig skulle modtage den, men ikke i Telias (går jeg ud fra) klart afgrænsede privattelefoni.
At sloganet skulle være bygget på den sjove men sjældne hændelse, hvor nogen ved hvem nogen er sammen med men ikke kan ringe til (strøm, lydløs, slukket) den ene nogen, og derfor ringer til den anden, som så himmelfalden (afpersonalificeret) må kigge på den anden og sige: "Det er til dig", anser jeg for utænkeligt - og i bedste fald en dårlig afspejling af den almindelige udbredelse et telefonselskab gerne ville have.
Farvel.