Jeg tænker jeg synes jeg føler jeg tror - nok



Brain dam

Lige siden min (ellers) gode ven Jeppe fangede mig i at bruge forleddene "jeg tænker" på en af mine udredninger eller kommentarer, har udtrykket hærget min opmærksomhed. Jeg hører det alle vegne HELE tiden. Udtrykket må have et viralt peak disse tider - det smitter, og vi talende er åbenbart ikke vaccineret mod det.
Udtrykket er som udgangspunkt selvsagt en sproglig markør, som skal bane vejen for det efterfølgende udsagn. I den forstand kan det sidestilles med en lang række andre almindelige sproglige greb. Men modsat Michael, som bestemt ikke bryder sig om udtrykket - hvad jeg i øvrigt heller ikke gør (hvorfor han 'fangede' mig) - mener jeg ikke det er udtryk for en særlig form for afrundet og følende argumentation. Jeg vil hellere se det i (mental)historisk perspektiv.
Teorien er som følger: Inden for de sidste tre tiår har forledene bevæget sig fra "jeg tror" over "jeg føler" via "jeg synes" til det nu meget snart totalt dominerende "jeg tænker". Hvorfor det? Se på ordene! Vi er gået fra at være religiøst funderet (al fald i den sproglige praksis) i en art tro på vores udsagn, til at være mere følelsesmæssigt defineret (styret af det ægte jeg!), derefter blev det mere politiseret og bevidstgjort - den såkaldte "synsning", som jeg bestemt også fik nok af, for nu at være landet i disse tiders højhellige hal: Kraniet og med det JARNEN! Det er da også oplagt at videnskaben efterhånden har gennempenetreret sprogbrugen med sin argumentative og - al fald sammenholdt med denne korte mentalhistoriske linie - afpersonaliserede og dermed ret så ansvarsløse position. Man skal ikke gå og tro videnskaben kun vil os det godt. Videnskaben lider under en så kronisk ensporet mangel på moral i så mange henseender, at den har været nødt til at opfinde et speciallegeret ekstra cyborgben for overhovedet at kunne bevæge sig. Sic.
Det er som om udsagnet "jeg tænker" skal bane vejen for, at bare der er lys i pæren så er man kvalificeret til at fremføre sine teorier uimodsagt. Der er ret beset ikke langt til den kvælende synsning, hvor det pseudokartesianske belæg lå i, at når bare man er er 'sig selv', så har man også ret. Nå ja, stillet overfor den cerebrale bulldozerretoriks "jeg tænker" er det lige ved man kunne savne et enkelt quasifilosofisk "jeg synes" til at bløde tingene lidt op. "Jeg tror" er for altid for tabt: Når (hvis) man bruger det i dag, er det netop udtryk for, hvor håbløst lidt man ved! Det er da ikke udtryk for, at man har overvejet, tvivlet og siden fundet fodfæste ... min Herre, min Herre, hvorfor har du forladt mig her på retorikkens slagmark?
"Jeg føler"? Jeg tør dårligt nok skrive det! Hvis man skulle komme for skade at ytre de to ord gør man klogt i ikke at sige mere. Så kan de til nød kvalificere sig som en art humanistisk statement, eller måske bare et mentalhygienisk nap i nakkedellerne. Hvis jeg går så vidt som til at "føle" noget som helst om noget som helst begrebsligt eller måske endda politisk, så er det ud og skide sig (godt biodynamisk, men altså alligevel) tom i nælderne sammen med alle de andre hippier.
Velan! Sådan kom brikkerne til at stå. Så kan du synes om det hvad du vil - du kan endog tænke dit. Jeg vil øve mig på de næste forled, der kommer dominere det sproglige karantæneområde vi kalder dansk: "Jeg siger".

Opdragelse er historie

Dårlig opdragelse kan skyldes mange ting - i disse tider er man næsten entydigt efter forældre som mere eller mindre skyldige står som årsagen til den dårlige eller helt manglende opdragelse hos små og store børn (lyt til linket fra Netværket, en anbefalelsesværdig udsendelse, læs Henrik Jensen eller Johannes Andersen for videre provokationer). Jeg tænker imidlertid også det værdisæt som mange af de små og store børns forældre fik givet, intravenøst eller mere mentalnervøst tilbage i de glade 60'erene må spille med. Oprør er som regel en god ting - og så er det lige meget om det er aktion eller reaktion i min bog - så længe dialektikken spiller så kommer vi videre i teksten. Så på samme måde med 68'ernes opgør med nogle af de mørke mænd (men ikke lige Hr Thomsen i sparekassen i Store Heddinge!) og de mange stive retningslinier - God bless! Desværre tror jeg realiseringstanken ikke alene nu er så velnæret og gennemkneppet på samme tid, at det er svært ikke at se andre muligheder - den gør sig også gældende i opdragelsen af 68'ernes børnebørn - som jo, af gode grunde ikke rigtig har noget at skulle realisere sig selv op MOD. Dels fordi det er de da ikke gamle nok til, dels fordi der ikke nogen steder er nogen der siger de bare har aldrig nogen sinde at komme på den sindssyge tanke at de da skulle være noget og nogen ...

Så hvad går man så som forælder? Giver den mere af det samme? Ja. Realiser dig mere, hurtigere, bedre bare gør det før de andre når det - get in front, not in line - køer er dårlige. Og så har vi en slags perversion. Som man også kan kalde dårlig opdragelse, for nu ikke at ryge ud i darwinistisk overdrive. Men hvis man skulle være i tvivl: Det vi har brug for - vi oldschool dialektikere - er mere pli, mere orden, flere standarder og mere enighed - ja, mere konsensus. Fællesskabet kan ikke dannes på at man enige om at man kun er sig selv.