Keeps going and going
For nogle måneder siden skar jeg lidt af min venstre hånds pegefinger. Der var ikke tale om mere end spidsen af fingeren - skævt på, så et hjørne egentlig. En lille smule negl, yderste blomme. Men det lå da på brættet, da jeg kom tilbage til køkkenet med fingeren pakket ind i papir. Jeg snittede persillerødder til en røsti, og havde for travlt. Jeg mærkede egentlig ikke kniven gå ned gennem fingeren, men jeg kunne sé det gik galt. Jeg stoppede som i den drøm, hvor man pludselig kan bevæge sig i en anden tilstand og næsten røre ved tiden og kigge sig om i den. Først ærgrelsen, så chokket og så det forventede blod. Derefter en længere i denne sammenhæng uinteressant kasuistik.
Sagen er, at jeg ikke fortsatte med at snitte. Naturligvis ikke. Men det ville en maskine have gjort. Også ligegyldigt hvad, hvor lidt eller hvor meget, der var kommet i kniven. Dette banale faktum har fulgt mig lige siden. Det betyder, at det gyser i mig, når jeg hører udtrykket, at få ørerne i maskinen. Det betyder, at jeg ikke kan gå ind til slagteren uden at skæve til kødhakkemaskinen og personalets led fedladne arme. Jeg kan ikke gå en tur på Prøvestenen uden at falde i staver over de støvede transportbånds evighedsform - som trapper uden etager. Jeg tænker på hjul der snurrer, tandbørster der hvæser, kogeplader der gløder. Altid dette element af uophørlighed, fordi maskinens ånd er at køre. Og når så man kaster kroppe ind i dette mekaniske sus, så bliver det så sørgeligt blodigt og udsigtsløst.
Jeg bevæger mig ret tydeligt og uoriginalt i en maskinstormer-tradition, hvis luddit-navn jeg lærte allerede i gymnasiet, og aldrig har glemt. Det er også en tradition vi finder i dele af sci-fi litteraturen, nyligt med stor succes i Matrix-trilogien og vel som modbevægelse i øko- og selvforsyningsbevægelserne. Det er også den, der spøger i hele det krampagtige hvordan-lever-vi-med eller-uden-sociale medier-spørgsmålet. Der er talløse andre eksempler, så hvad laver jeg her, når alt dette er sagt, set og ment klogere ting siden starten af 1800-tallet? Jeg leder efter en forklaring på, hvorfor jeg stopper kniven, når maskinen ikke gør. For jeg synes ikke spørgsmålet er så enkelt, som det egentlig tager sig ud. Og slet ikke, når jeg stadig har smerter i min ellers flot helede finger. Og da overhovedet ikke, når jeg forestiller mig den samme situation med en pålægsmaskine i stedet for en kokkekniv.
For hvem eller hvad har ansvaret for de nådesløst snittende, hakkende, kvasende, knasende, makulerende og centrifugerende maskiner, der skygger snart sagt enhver menneskelig aktivitet? Hvem eller hvad har opfundet det mastergreb teknologien dechifrerer, logger, faciliterer og forklædt faldbyder vores virtuelle aktiviteter med? Det har vi naturligvis selv. Det afgørende er blot - tror jeg - at hvis den menneskeligt modellerede maskine en dag kommer til at skære en finger af, lillefingeren fx, så stopper den ikke der. Der er ikke en suveræn dødemandsknap på den industrielle og teknologiske revolution. Var der det, ville det vel netop svare til den bevidsthed, jeg stopper min ene hånd med, når den skader den anden.
Så skal vi erkende vores slægtskab med maskinerne? Skal vi erkende, at ud af elektricitet, svinghjul, digitalisering og telegrafvæsen er vokset en Golem - et monster - der ikke blot har akkumuleret og omsat vor forstand, men også inkarneret den kompromisløse vækst? Det tror jeg da vil være en måde at komme videre på - lidt som man kan i andre kulturer, hvor jeg oplever man er tættere på og har meget lettere ved at hilse på broder automat og søster acetat.
Det er enten det, eller som jeg, forblive fanget i og skræmt af spørgsmålet om, hvorfor jeg stopper kniven, når ikke den menneskeskabte maskine ville.
