RIVER

Safe journey. 

AUTOKORREKTUR

Al den viden vi har ...

Den vil computeren gerne 

Vi ved på en måde for meget ...

Det vil computeren gerne 

Viden er kun viden hvis den er begrundet ...

Det vil  computeren gerne 

Alt det jeg har glemt ...

Det vil  computeren gerne 

Alt det jeg skal huske på ...

Det vil  computeren gerne 

Alle de sprog ...

Det vil  computeren gerne 

Min blog skal have nye posts ...

Det vil  computeren gerne 

Min tid skal planlægges ...

Det vil  computeren gerne 

Computeren skal opdateres, programmerne ...

Det vil  computeren gerne 

Jeg skal have købt ind til ...

Det vil  computeren gerne 

Men, det er for sent at ...

Det vil  computeren gerne 

Jeg ...

Det vil  computeren gerne 

SIGER NOGET UDEN SUBJEKT

I min gerning som dansklærer har jeg pludselig set det nok gange til at det har dannet et mønster. Som flittig medialiseret læser og bare litrafag (som jeg kalder det, at jeg læser alt jeg ser uden at kunne gøre fra eller til) dukker det hyppigere og hyppigere op: Sætninger uden subjekt. Sætninger som typisk bare begynder med verbet. Spørgsmålet er måske ikke så meget om subjektet er på vej ud af sproget, for det er det næppe. Men noget tyder på det kan være ved at forsvinde ud af de mere eller mere helstøbte sætninger vi kommunikerer med.

Som retningsløs indgangsbøn er det tankevækkende at sproget for een gangs skyld ikke bærer præg af anglicismer, men strengt taget læner sig op ad det latinske, men det er så også de uskyldigheder der er at komme efter i denne sag.

For vi kan helt sikkert ikke udelukke af det subjektløse sagtens kan stamme fra den virale engelsksprogede mere eller mindre memeficerede internetkultur, hvor sætningskonstruktionerne ofte lefler for det indforståede i situationen eller replikken, hvad man kan understrege ved at pille subjektkonstruktionen ud til fordel for en beskrivelse eller en når-sætning. Sociolingvistisk set kan det være fordi memes ønsker at være (såkaldt) relaterbare - ikke bare fordi man kan genkende sig selv i deres mere eller mindre pinlige eller eksistentielle indhold, men altså også fordi man så at sige indsætter sit eget subjekt i dem.

Det afkortede chatsprog i sms'er og andre dialogiske kanaler er en anden måske mere oplagt forklaring, fordi vi her taler om en voksende sprogpraksis, der dermed har alle muligheder for at suge os allesammen ind i praksis. Her ryger subjektet ikke alene ud, fordi det går hurtigere uden, men fordi det næsten ikke længere giver mening at bruge (typisk jeg'et), da afsender jo som regel er kendt af modtager: Der kommer ikke noget fra et kendt nummer, der behøver støtte sig til et subjekt. Teknoantropologisk kan man overveje om vores devices har overtaget pladsen som en slags subjekt? Ikke at de mig bekendt har fået køn eller navne endnu, men deres formidlende og kontaktskabende rolle antager da en slags anstands- eller lakajagtig funktion.

Vi kan heller ikke udelukke den afskyelige clickbait-syntaks har spillet ind her. Meget lig memes er clikbait-sætningerne ofte formet uden subjekt for at fange fordomme og forestillinger, der kan klikke på bappen. Vi må vide hvem eller hvad! Lur mig om ikke clickbait-sproget allerede har sneget sig ind parodierne eller de ironiske samtaler blandt superbrugerne på nettet.

Sluttelig tror jeg vi skal kaste et blik på de flydende kønsbetegnere, som også kan have spillet ind. Ikke at jeg'et er kønnet, men det er til gengæld meeeget konservativt og bagudskuende, hvad de, dem, vi og alle intersektionalisterne jo er i stærk opposition til, hvorfor både de, som jo går strukturalistisk til værks og vi, der gerne bakker op om det inkluderende og ligestillende, oftere finder nye veje til at undgå visse subjekter, før der hersker klarhed over, hvem vi er sammen med. Og diskursivt handler det måske overordnet om, at subjektet er påvirket ikke bare af nytænkning, men også truet af udskammende trolde og storme og offentlig hån og derfor i det hele taget lever livet farligt i den syge kombination af fejl- og præstationskultur vi pt (og hvor længe endnu) lever. Kan det blive så farligt, at der ligefrem kan opstå uvilje og ubehag i forbindelse med brugen af nogen som helst pronominer?

Men ér det overhovedet et problem eller bare en gammel kridthvid lektors jeremiader? Som sprogelsker, sprogbruger og ditto opdrager (vel) skal jeg være den første til at erkende, at sproget kan og skal udvikle sig. Jeg holdt allerede for flere år siden op med at beklage både skidt og skred i alskens idiomer og fonemer. MEN. Der er noget bekymrende i at sproget helt grundlæggende både skal bære og forlænge os i verden, at vi skal forme og blive formet af det blandt andet fordi det rummer os som subjekter, som kan gøre mig bekymret. Hvis sproget Gud forbyde lige så langsomt skulle transformeres til at ligne al den anden ligegyldige og autogenererede anonyme sump, der hellere end gerne som en forsødet parasit vil omslutte og suge initiativet ud af os ... så vil JEG gerne som den første sige her: DET bliver over MIT lig.

Prøvede hele tiden at undgå fra meta-jokes, men så var indlægget næsten skrevet færdig og se så, hvad der skete!

Vil dog helst være fri for at skulle stå til regnskab for noget, så ovenstående er alene bygget på egen empiri, sprogøre, sund fornuft og teknologiskepsis.

LYSENDE LØGNE

I fremtiden forsvinder billederne. Der går lang tid før man forstår det er det, der sker, men pludselig en dag er der en person, som mister to på samme dag og fra da af begynder det at gå op for menneskeheden.

Forsvindingen gør ikke forskel på, hvor billederne forsvinder fra. Det kan være et billede i en bog, på en hjemmeside eller på et museum. Et fotografi i en tegnebog eller en indrammet børnetegning på en væg. 

De forsvinder ikke som de døde gør, for det materiale, som billedet befinder sig på, bliver nøgent tilbage i sin ubilledlighed, når forandringen har fundet sted. Således står lærredet tilbage som rent lærred, når fx Rembrandts maleri er forsvundet og væggen står nøgen tilbage, efter grafittien er væk. Fotopapiret efter fotografiet.

Kun på skærmen bevares de i en slags elektrisk evighed. 

DIGITAL SELVKRITIK

Ved at lade de sociale medier spalte vores opmærksomhed digitalt har vi skabt et publikum som er en slags kloner af os selv. Vores blikke er nu lige så meget udefra som på eller af os selv. Man tænker sig hegnet ind af en boblende kødrand af røde, trætte og kritiske øjne og bedømmere. Et publikum mere kritisk og ueftergivende end et hvilket som helst virkeligt publikum man ville kunne opdrive. Vi er sikre på det består af alle de andre, for det føles helt bestemt sådan. Men der er kun os selv. Et nyt vrid på det snart gamle begreb ekkokammer. 

Man skulle tro den teknologiske baggrund ville pege på dette uheldige forhold. Bevise at der kun er een i maskinrummet, der producerer og betragter, der er kun een i prøverummet, der betragter og vurderer, der er kun een i tankerne, der crasher og kæmper sig tilbage. Fortællinger følger som udgangspunkt altid fortælleren, og selvom fortælleren kun fungerer ved at tænke på dem, der skal høre historien er de der aldrig, når fortællingen formes.

Hvor Lacan engang virkede præcis og dragende i sine analyser om mødet med den anden er der i dag slet ikke nogen tilbage, når vi spejler os, end os selv. Aktiviteten og mødet som oprindeligt kunne sparke liv i selvforståelsen med en frodig og af og til - det medgiver jeg - skræmmende konfrontation, er nu blevet til mødet med en selvoptaget selvforståelse, der til stadighed gærer til et monstrøst blik sammensat af alle de værste tanker vi kan genere om os selv i vores digitalt vandmærkede ensomhed.