Fredag den 2. september udkommer min debutroman ‘Henrik, omkuld’ på Forlaget Vandkunsten.
Nogle af kapitlerne og nogle af tankerne i den vil man kunne finde ansatser til og egentlige tekstrester fra på bloggen her.
Romanens tilblivelse har haft sine egne grasserende og associerende sekvenser indimellem de mere almindelige lineære træk. Det er de første bloggens forskellige billeder og tekster er blevet trukket ind i, men det har ikke været intentionen, at bloggen skulle levere til romanen. Bloggen har været et sted at komme af med et analytisk overskud - hvad enten det handler om kunst, samfund eller noget tredie, og så har det været et taknemmeligt sted at komme af også med et visuelt overskud. Men nogle gange har tanken eller synet manifesteret sig her, før det viste sig, det skulle leve videre i romanen.
I og med romanens hovedperson er scenograf, er det især poster med etiketter som ‘øje, øjemennesker, syn, teater og fotografi,’ der kan have blandet sig.
På forsiden af bogen finder du netop et fotografi - et selvportræt af den franske fotograf Hippolyte Bayard (1801 - 1887), som er centralt for bogen.
Om nogle dage rammer bloggen tilfældigvis også 40.000 sidevisninger (inklusiv en del ukrainske?) siden begyndelsen i 2009, så det markerer vel også en slags skæringspunkt. Jeg noterer mig dog, at det er indlæggene om talemåder, der ubetinget har haft størst interesse derude - så fik man den røv at trutte i.
Bloggen fortsætter naturligvis. Jeg håber du også vil læse videre i romanen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar