TVIVLSOMME TALEMÅDER

Munduheld

Talemåder er en svær een, som man kan sige med en let omskrivning af et kendt mundheld. Men eet er at omskrive med kærlig henvisning til, noget andet at sige noget, man tror er klogt, uden at spørge sig selv, om det vist ikke var noget sludder. Følgende fire eksempler på forvredne talemåder er hentet ud af mine egne ører og min lange næse. Med andre ord akustisk autentiske.

“Vove skindet på næsen.” 
Selvfølgelig fejlhørt i udtrykket ‘(be)holde skindet på næsen’ - der betyder, at man lige klarer den; eller ‘skærene’, hvis vi skal blive i de faste udtryk. Spørgsmålet er hvad det mon betyder at vove skindet på næsen? Er det bare en lille risiko, man tager, eller er det den slags farer, man udsætter sig selv for ved at stikke næsen for langt frem? Jeg siger ikke vi ikke godt kunne bruge et udtryk, der dækker - måske især - det sidste, men måske skulle det så være nemmere at skelne fra det skind på den næse man lige formåede at holde oven vande.

“Det var det vi kæmpede for på arkaderne.”
Jeg er stadig usikker på om det er en subtil ‘plantet’ fejlhøring af det oprindelige udtryk, hvor man ‘kæmpede på barrikaderne’. Det er næsten for godt til at være en misforståelse, når man ser kontrasten mellem unge, der har henslæbt deres tilværelse på grillbarer og spillearkader, hvor de har nedkæmpet endeløse armeer af spaceinvaders, og så de unge, der rent faktisk kæmpede mod pansere og parcelhusmentaliteten ved at forskanse sig bag bunker af bænke, biler og brændende molotowcocktails.

“Der er valg på alle hylder.”
Udtrykket er selvfølgelig genereret af ‘frit valg på alle hylder’, hvis metaforiske aner går til tivoli, hvor man kunne komme i den lykkelige situation at måtte vælge frit, fordi man havde skudt kridt i stykker eller væltet dåser med så stort held (eller ekspertise), at man fortjente det. Når der er valg på alle hylder hører jeg pludselig den senmoderne sukkende refleksivitet tale. Om de mange svære valg forstås. Man er end ikke begrænset af hyldernes hierarki, nej man skal sagomedme vælge på dem allesammen. Hvis vi skulle føre analogien tilbage til tivoli, så svarer det til, at de stakler stiller op i boden, ikke løsner et skud eller kaster en bold, men bare har at vælge, fordi nogen eller noget har gjort det hårde arbejde for dem. Måske er det det, de senmoderne sjæle savner: Lidt konkurrence, lidt ekspertise og lidt større tillid til tilfældighedernes spil?

“Det er som at tisse i bukserne.”
Et udtryk jeg før har besværet mig over, men da fordi der var en tendens til at man skulle forklare det uhensigtmæssige i ‘at tisse i bukserne for at få varmen’. Her er vi (måske efter samme beskæringsprincip som ovenfor med valgene) ude i det modsatte. 
Vi mangler lidt information, for at talemåden falder på plads og gør det, det er meningen sådan nogle skal gøre: Forklarer sagernes sammenhæng. Hvad betyder “Det er som at tisse i bukserne?” I sig selv hober mulighederne sig op på få associerende sekunder: Det er som at give slip på noget, der virkelig presser, det er som at bryde et tabu, det er som at gøre noget man véd man vil skamme sig over om lidt, det er en helt særlig varm og vammel følelse? Jeg ved det virkelig ikke. Og jeg er ikke sikker på denne variant bliver bedre, hvis vi monterer den i kontekst: 
“Vil ministeren uddybe, hvorfor Danmark ikke skal sende tropper til Syrien?” 
“Ja, det ville jo være som at tisse i bukserne.” 
“Hej, skal du have et stykke kage?” 
“Nej, det vil være som at tisse i bukserne.”
Bedre bliver det vel ikke af, at man som bekendt kan ‘være lige ved at tisse i bukserne’ af skræk. Så forestiller man sig næsten udtrykket bliver en skunk-agtig forsvarsmekanisme. Helt unødvendig endda. Så måske kan vi lande den der: Lige meget hvad er det en dårlig idé at tisse i bukserne. Også selvom man frivilligt står på øverste barrikade med næsen meget langt fremme.
Hav en god sprogdag.