Jeg talte med mit hjerte i nat. Vi blev to i mørket. Lige vågne af noget. Hele og delt. Hjertet vidste bedre end jeg, hvilken dag det havde været. Alligevel var det mig, der talte til det og bad det blive. At vi var mere end flygtige bekendte eller tilfældige långivere. Afsluttede. Mørket var lyttende. Tætnende. Som en dyne over dynen. Sengen blev til. En flåde, en planke, en plet. Dagen ret fremme tydelig som en kant på mørket grænsende til det store lyse rum, hvor alt bliver opløst. I dets egne tanker. Dagen er ikke en frelse. Natten ikke en løsning.
Jeg talte med mit hjerte i nat. For første gang. Og jeg kunne mærke en skuffelse under sproget. At jeg trods mit liv ikke vidste, hvad jeg husede med min krop. At der var en sitrende ven i mit eget mørke. Lige så forladt og frygtsom som jeg. Men trofast i de tilfælde, hvor noget vil rive livet i stykker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar