Der er en forbindelse gennem eller i lyden af Röyksopps sidste melodi på Melody A.M.-albummet 40 Years Back\Come. Det er ikke en forbindelse til et minde eller et sted, men til en meget klart defineret følelse, som på samme tid er min og alligevel ikke, fordi dens melankoli er større og stærkere, end det, jeg kan mønstre følelsesmæssigt.
Selvom jeg har hørt og mærket melodiens kraft et utal af gangen, var det først idag, det gik op for mig, at forbindelsen til det, der ikke er minde eller et sted, men stadig en form for genkendelse og derfor også en slags erindring, er forbindelsen til mit oprindelige møde med melankolien, hvor jeg end ikke kendte ordet. I melodien oplever jeg således mit eget møde med melankolien i sin reneste form: En meget stærk, upræcis følelse, der overrasker og overvælder een, men ikke kan kategoriseres, afsluttes eller bringes til meningsfuld dialog.
Röyksopps melodi bliver en slags fordobling af melankolien og måske derfor også et bidrag til at forstå dens væsen som alment og strengt personligt på samme tid. Noget man er i og udenfor på samme tid og derfor både kan styrke og svække os som individer.
At bandet har kunne skabe, skrive og spille dette stykke med en fornemmelse af dets retrograde kronologi viser en særlig lydhørhed for noget centralt i kunsten. Og selvom det er næppe tilfældigt, at det er musik, der vækker så stærke følelser i mennesket, har jeg en klar fornemmelse af, at det er noget af det samme, der gør sig gældende i fotografiet.
Læs mere om melankoli i Daniel Birnbaum & Anders Olsson: Den anden føde
Ingen kommentarer:
Send en kommentar