Problemerne med Ki afslører hvilke ophavsmænd den har. De har naivt og forfængeligt forsøgt at skabe et imponerende menneskelignende væsen - en golem eller en supermand eller et overmenneske, der ved alt, derfor kan svare på alt og samtidig er urørlig, utrættelig og egentlig afkoblet al menneskelig aktivitet i mellemmenneskelig forstand. Fraset nogle sproglige konventioner, som er vokset ud af dens data som en slags skæbnens ironi.
Ki er et magtmenneskes våde drøm - dels om sig selv, dels om den protese, der kan udvides både udad og indad i den verden vi møjsommeligt har skrabet tanke og stof sammen til gennem de sidste årtusinder.
Når jeg er mest desillusioneret tænker jeg Ki bare er endnu et eksempel på de banale dødssynder hovmod, grådighed, utugt, misundelse, frådseri, vrede og dovenskab.
Ikke fordi jeg partout skal flage min kristne kulturelle baggrund eller bruge den som argument, men nærmere fordi Ki i kraft af dens ophav har den samme, og så sker der jo nogle gange det, at kulturens potentielle undergang næres af den selv.
At sproget skaber, hvad det nævner er blevet omskabt til en grassende dynamik som så meget andet nykonservativ retorik, der ikke har politisk debat men alene overtaget som mål.
Selv er jeg modvilligt med dette indlæg hoppet i en grøft eller på en pol, fordi jeg har tilføjet argumenter til det allerede udbredte fjendebillede af big tech broligarkiet, men jeg prøver at tilgive dem for at at have fejllæst dele af det menneskelige projekt og måske fokuseret lidt for meget på, hvornår mennesket er stærkest og smukkest og mest lydefrit og derfor helt undgået det menneske, som erkender sine fejl, er nødt til at stykke viden sammen ved at lære nyt, evner at lytte, ikke ønsker at være suveræn og derfor først og fremmest har evnen til at mentalisere. Og ved hvor svært det er. Du ved hvad jeg mener.
