Lige så vel som der er talemåder vi ikke tænker over (se mere under ‘talemåder’ i etiketterne) så er der jo også metaforer vi ikke kigger på længere. I sprogvidenskabelige sammenhænge kalder man dem ofte ‘døde metaforer,’ men det har altid provokeret mig lidt sådan at henrette et perfekt godt ordbillede, bare fordi man sløser med eftertanken. Jeg betragter det nærmest på linie med Freuds manifeste og latente drømme - for så bliver det hele meget mere interessant. Hvorfor skulle sproget da ikke også have en underbevidsthed? Lad os betragte nogle af de mest populære og et par af de mindre brugte.
- Hvad forestiller De dem fx at fingeren skal trækkes ud ad, når nogen skal se at få (trukket) den ud? Således stillet til ansvar er der ikke mange muligheder vel? Jeg undrer mig blot over, hvad den laver deroppe? Muligheden for at den befinger sig oppe i næsen er selvsagt også til stede, men ret beset, hvem ville bede en person, der har fingeren permanent i næsen, om at foretage sig noget som helst, der involverer et ansvar? Ikke at det hjælper den sidder fast i den anden ende. Selvfølgelig kan fingeren befinde sig i så mange andre - mindre vulgære, for ikke at sige latrinære, huller; ørerne fx, eller honningkrukken. Maskinen endog. Det er bare ikke særlig plausibelt, fordi vendingen har den der chokerende og måske afslørende tone, som man nemt kan sammenligne med det at blive taget med bukserne nede. Det antyder jo også, at det er en ældgammel problemstilling med folk, der simpelthen sidder for længe på lokum, hvad der jo er upraktisk både fordi man selv kan være trængende, eller fordi det ikke er særlig produktivt … så ja, jeg tror faktisk fingeren sidder dér. Selvom det bestemt ikke er et nydeligt billede, vel?
- I første ombæring må man spørge, hvad det er for en bro man har brændt? Ud over en af træ, hvad der tydeligt anviser en alder for vendingen. I anden ombæring åbner udsagnet også for den fantastiske mulighed, at man rent faktisk kan træde ind i metaforens rum; Hvorfra ser De således den brændende bro? Landsiden, vandsiden, fra luften? Og siger dette syn noget om, hvordan De har det med de brændte broers taktik? Jeg må bekende at se broen fra flodsiden - eller måske bare fra siden. Altså i dens mest allegoriske (og derfor lidet tredimensionelle) form. Men ser man den fra den ene side vil jeg vove den påstand man har et iltert, men jo stadig strategisk, temperament. Ser man broen fra luften har man en levende fantasi, eller spillet for mange krigsspil. Befinder man sig på den … må man være offer for andres opgør eller ude på at give betydningen et selvmorderisk tvist, hvad man jo godt kan se muligheden i, hvis man virkelig ultimativt vil brænde sine broer.
- Hvor går man ned med flaget? I skraldespanden, i kælderen eller måske med det synkende skib. Udtrykket er med garanti ældre end Asterix, men seriens piratskib går så klart ned med flaget, at det burde være ophavet (…). Vendingen kommer nu også fra det maritime. Men det er ikke entydigt et spørgsmål om heltemod eller nederlag. Den almindelige betydning er det sidste; hvis nogen er gået ned med flaget, har de mistet grebet (om hvad fristes man til at se efter) - men sætter man billedet og hele skibet på, synes jeg egentlig ikke det er en fair udlægning. Man bliver jo ombord, hvis man går ned med flaget? Som en rigtig kaptajn gør. Der er på den anden side også historier om, at kaptajnen gik ned med skibet, som en slags selvmord, for at undgå det retlige og økonomiske efterspil. Forklaringen på udtrykkets billede må være ‘gangen’ - det at gå - som har erstattet ‘strygningen.’ Altså det at flaget (fanen, standarden) ikke længere (kan) holdes oprejst i kamp. På samme måde som man kan gå op i limningen (en metafor som man faktisk stadig har ret god visuel id på eller hvad?), uden at gå nogle steder. At gangen spiller så afgørende en rolle (Hvordan går det med dig? Det lige op for mig, at … etc.) i de sproglige faste vendinger, må vi spekulere over en anden gang. Vi går videre.
- Men hvad strammer man op, når man strammer op? Hvad ser De for dem, når noget trænger til at blive strammet op? En anseelig mængde metaforer betjener sig jo af den menneskelige anatomi - men spørgsmålet om det også gør sig gældende her? Man kan jo stramme så meget: Barduner, bælter, remme, liner og bånd. Man kan stramme garnet, rebet, grebet og skruen. Lige meget, hvad jeg prøver på, ender jeg med at se en vom, der ikke helt vil blive i bukserne. Det siger nok noget om mig og min vom - men siger det så til gengæld noget om den helsebringende tid jeg lever i? Var der engang, hvor man så billeder af tovværk i sit ubevidste, når udtrykket blev brugt? Næppe, når talen faldt på de stramtandede typer (som jeg har hørt er blevet til stramtantede! med tidens sløsede og så alligevel også kreative udtale), og næppe heller når noget lugtede stramt. Jeg ser mere og mere hud for mig. Og hvis ikke hud - så strambuks, så det næsten kommer ud på et. Stram op! Sproget hænger dig langt ud ad halsen.
- Sluttelig MÅ jeg alligevel spørge, hvad er det for en abe, man sender videre? Hvis vendingen har en oprindelse, hvilken slags abe var det så, og i hvilke omgivelser og især hvordan? Sender man aben videre med post, virker det umiddelbart for langsommeligt til en talemåde, der handler om at slippe af med noget i en fart. Kan man håndtere aben selv, er det vel fordi den er armgænger og håndtam, og så er der jo ingen grund til at skille sig af med den, al den stund den ikke er besværlig og bider med sine gule tænder. Vi ved godt, hvorfor den bliver sendt videre - det er fordi ingen bryder sig om at sidde med den (til sidst). Meget lig spillet om Sorteper, der jo er en kat … abe-kat? Er den for nem? Men udtrykket ‘at sende videre’ er slet ikke uforeneligt med spil. Nå, men i gamle dage var aben også lig en ubegavet person - som man således godt kan forstå ingen gider være sammen med og derfor sender videre til de næste gæster eller personer i rækken. Hvis dette besøg på bloggen var alt for abeagtigt og slapt, så se at få fingeren ud og send det videre, før De går ned med flaget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar