Elementært
Jeg spørger til mængden af krimier på alle vores flader - herunder natborde, sendeflader, hånd- og flade pander i disse tider. Alle bedømt, berømmet og prist som vedkommende og levende skildringer af vores tid. Og jeg vover denne påstand: Det er kriminalgenrens - for hver dag der går mere og mere endeløse - skildringer af det perverse og uacceptable, som har flyttet 'freak'- og tabergrænserne i vores samfund.
IKKE som man skulle tro længere ud i ekstremerne, hvor de fleste af fortællingerne som bekendt befinder sig, men tættere på normalen. Jagten på at forstå det onde (en altid aktuel substitut for at forstå det gode, vi har) har ikke gjort os klogere, blot mere paraniode. Vi er ikke blevet bedre til at skønne (mellem godt og ondt), blot bedre til at dømme.
Hvad man engang troede var samtidsromanens frelse er blevet til en moralsk svøbe, et sublimeret had til det unormale og alternative - herunder det uformuende og uformående. På trods af alle allegoriske medløbspointer, undersøger genren ikke det standende - den holder konservativt fast i det bestående.
Hvis dette passer - at en kultur der fodrer sig selv med udskilte og udskældte forbryderes ugerninger og (mere og mere) menneskelige og køligt intelligente lov- og ordenshåndhævere, så lurer også her den gryende nykonservatismes pæne ansigt.
Og gør ondt værre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar