Man taler så meget om at forældrene skal opdrage mere og bedre, at der kommer så mange problemer fra den manglende opdragelse. Senest hørte jeg det fra Frankring, hvor der blev appelleret til forældrene til de unge mennesker, der laver optøjer og konflikter med politiet. Hjemligt nævnes den manglende opdragelse igen og igen især i forbindelse med skærmbrug, men også når talen falder på mobning, alkohol, inklusion og jeg havde nær sagt demokrati. Forældrene skal altså også på banen, lyder det typisk, når problemstillinger eller kriser og diverse politisk motiverede sanktionsmuligheder eller lovgivninger har været vendt. Kan man sige det sådan, at det lyder til at den hegemoniske diskurs ikke alene hælder til at der foregår for lidt opdagelse i hjemmene, men jo også at den kan gøre en forskel? Men har nogen gjort sig ulejligheden med at undersøge, om det overhovedet er muligt eller endog ønskeligt at opdrage børn i dag?
Disclaimer: Jeg tænker og skriver som forælder, skolelærer og moralist. Stop her, hvis ikke du vil opdrages på.
Tabet af sund fornuft er en af de helt store katastrofer i udsynet fra de frelstes grundfæstede borg. Hvordan kan de unge dog undgå at vide, hvad der er almindeligt kendt og accepteret. Hvorfor er de dog ikke bedre til at drikke mindre, læse op på tingene, være bevidst om kausalitet, gennemskue kapitalismen, forstå at man høster som man sår, ligger som man reder, får løn efter fortjeneste?! Nu må forældrene se at komme på banen!
Det sproglige fraset (som mange år som sproglærer har lært mig er så flygtigt og sårbart, at man ikke skal forvente selv personer over tredive ved, hvad snusfornuft er), så er sund fornuft ikke noget man opdrager sine børn med eller til. Det er noget man oplever sammen med dem eller udsætter dem for, og oplevelser er ikke, hvad de har været. Hverken i omfang eller karakter. Den fælles refleksion (mesterlæren) ej heller. Oplevelser skal helst være overskuelige, afmålte, perfekte og æstetiske. Ikke uventede, besværlige, korte (eller alt for lange), mystiske, usynlige og udenfor kategori. Ferier, hvor oplevelser jo oftest forekommer er til hygge og velvære. Afstresning og hvis der et tale om stressning eller udfordringer, så er de stadig kontrollerede, betalte på forhånd og med aftalt sluttidspunkt. Der er ikke oplagte benspænd, hvor der skal vurderes eller planlægges om igen. Ingen sjusning, ingen trial and error, ingen anden vej.
Familien er det vigtigste. Det siger alle, der har en som de er glade for (der er markante undtagelser - også flere end man kan bagatellisere dem - men i denne sammenhæng er det diskursen, det handler om, så tilgiv mig). Der er ingen, der siger der er noget vigtigere end den - om det er børnene, konen, kæresten, mor og far og slægten fristes man til at frygte. Intet arbejde, karriere, kald eller nogen pligt er vigtigere end den. Så selvfølgelig skal der ikke kastes grus i den. Selvfølgelig skal vi kunne være sammen og hygge. Bare være og vide, der ikke er noget, der kan eller skal forstyrre os i vores trygge, veludviklede harmløse samvær. Der er jo ikke tid til det i det daglige. Det er i ferier og fritid vi gør afbigt for det travle liv i skoler, på job og med interesser. Vi skal ikke lære nye ting om os selv og hinanden. Vi skal ikke teste teorier eller reaktionsmønstre, vi skal ikke fare vild eller bliver uvenner. Vi skal bare være på det udviklingsstade vi nu engang er på - for familien er det vigtiste og det vigtigste må ikke være det værste. Det værste er her den uvidenhed og usikkerhed, der fører til at fornuften skal aktiveres. Vi har ikke tid til ikke at have det godt, når vi har så travlt med at kunne have det godt, når vi har fri.
Opdragelsen stopper når børnene kan klare sig selv, kan man sige. Faktisk er det nok blevet (se også flertalsmisforståelser) den bedste opdragelse - og dér den såkaldt sunde fornuft er endt - at man selv skal finde ud af det, gøre det, leve det og være det, og når så man er hjemme, så skal der ikke arbejdes med bedømmelser, evalueringer og forsøg. Det er hele verden jo fyldt op med. Men pottetræning, gode manerer, syntaks og hygiejne er ikke 1:1 = sund fornuft. Der er overlap, bevares, men sund fornuft florerer først og fremmest i socialt samvær og interaktion med en uterlig fysisk omverden, der ikke gør eller er det man forventer. Den stiller krav, den brænder, den vender ryggen til en, den giver kvalme og stiller gåder. Den går ikke til tiden og den tager din tid. Dét besvær er opdragelse. Det besvær skal man som forælder og familie omfavne. Der er endda også chancer for vi forældre kan lære noget og blive opdraget lidt og modsat den selvforvaltende opdragelse er den bedste opdragelse den, hvor man kan se, hvad sund fornuft er in vivo hos nogen, der prøver sig frem.
Jeg skal undlade er folde konsekvenserne ved at overlade opdragelsen til det digitale univers, hvor moral og etik er fiktive begreber og fornuft ikke findes som andet end rationaler og strategier ud, men samlet blot pege på, at jo mere vi overlader problemerne til individerne at løse, jo sværere og mere udbredt bliver de.
Det er med andre ord ikke forældrenes skyld, at børnene mangler opdragelse og sund fornuft. Kun i den udstrækning, at vi har fjernet den del fra fællesskabet ved at presse familierne med arbejde og kår, der ikke levner plads eller lyst til at tage kampene med opdragelsen og eller tilgrænsende dannelsesaktiviteter. At der findes et begreb som kvalitetstid er rammende; for dels peger det netop på, at den tid man har i sin familie med fokus på familien er blevet et koncentrat (som olie, karat eller kunsttryk), fordi der er så lidt af den, men også betydningen af den vigtigste tid, der jo er, at man skal have en dejlig, konfliktfri og hyggelig tid sammen, uden forstyrrelser. Og altså uden opdragelse af børn og forældre.
God ferie.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar