torsdag den 28. marts 2013

ET PER BAK JENSEN-BLIK


At se det at se det

Per Bak Jensen er en af de største (som det hedder med det der lidt kejtede udtryk ... dygtigste) nulevende danske fotografer. Hans billeder understreger altid, at det kræver mod at skabe magi, og at det kræver pertentlighed at skabe poesi. Men de er så også bevis for at netop disse to findes i det dennesidige og ofte skærende almindelige. 
























Når jeg kalder hosstående fotografi for 'et Per Bak Jensen-blik' er det fordi jeg tror jeg - da jeg gik gennem Haveforeningen Risskov, hvor det er taget - pludselig blev ramt af noget af det han altid kan se: Umiddelbart den grove og uskønne sammenstilling - sammenstimlen - af emner og former, men derefter langsomt en fortælling og fortolkning af former og dybde: En længsel hos de optrædende. Bemærk hvordan det blå fletværk kaster sin skygge ind på ryggen af den afklædte kvinde, hvis blik til gengæld fører videre til den bølgende stang. Forrest en orange kontrasterende tom krukke, hvor fra hele fortællingen kunne være undfanget og født eller siden skal opsluges i. Scenen er en afgrænset have, som gennemskæres af den tomme hvide farve, der strengt hersker over alt der ment til at spire.
Det er ikke til at se sådan noget, hvis ikke man har set Per Bak Jensens billeder. 

H.C. Andersen skriver på et tidspunkt til Ingemann: "Det er tidt for mig, som om hvert Plankeværk, hver lille Blomst sagde til mig: 'See lidt paa mig! saa skal min Historie gaa i Dig'; og vil jeg det, saa har jeg Historien."


Mere om PBJ bl.a. på http://www.kunstonline.dk/profil/per_bak_jensen.php4
Citatet dukkede serendipitielt op i Lotte Eskelunds 'Da Andersen var i Wien' (1991)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar