Autoimmun
Jeg er med garanti ikke den eneste, som har bemærket den til døden kedsommelige tendens til at navngive biler med navne, der ender på -a (helst), -o (gerne) eller -i(s) (ældre, sjældnere). Men hvor kom de fra og hvorfor?
Historisk set skifter vokalen måske omkring Capri'en og Cortina'en, eller måske bliver det for alvor synligt med japanernes massive ankomst - hvor lyden jo spores ind i selve fabrikkens navn (Mazda, Toyota)? Volvos egennavn kan dog også spille med her. Men jeg antager helt uden at kunne underbygge det, at en af hovedårsagerne til vokalendelserne må komme fra Italien - eller latinen. Jeg ved godt det er en eurofascistoid tankegang, men udover at insistere på et teknologisk patent, er der også både et fællessprogligt gen, og så de latinske verbers evne til at fange bevægelse og rul. Der ligger nok også en slags logik i, at man henter sine navne i det sprog, der har bestemt, at det hedder et automobil.
Latin eller ej - mange af navnene lyder jo mere end de betyder. Fordi den vokale udgangslyd åbenbart er blevet en tvangstanke hos producenterne, ser (hører) vi flere og flere anstrengte og tåbelige eksempler som Piccanto, Verso og Multipla, der nok kan signalere en betydning, men mere bliver et miskmask af dumme ord på gaden, man (fordi man har en mild litrafagi) hele tiden skal læse og tage stilling til.
Det kunne være forfriskende med en Ford Sumo, en Fiat Psycho og en Opel Mega. For ikke at tale om om den nye Toyota Vagina.
Synes man om denne flig af sprogbrug og iøvrigt godt om køretøjer er der meget mere her:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar