ET WOLFGANG TILLMANS-BLIK

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Eller hvordan man får en eneret på et motiv

Selvfølgelig skal man (være snobbet nok til at) kende Wolfgang T., men gør man så det - så ved man, hvad jeg mener, når jeg siger ovenvisende fotografi ligner noget han kunne have taget tilbage i 90'erne. Hans ikoniske stilleben med orkide og vandflaske og andre variationer over samme tema, kombineret med den skødesløst dokumenterende stil har hvert fald bidt sig fast i mine hornhinder.
Man kan godt få noia på engang imellem, når man ikke synes man kan få lov at se på verden uden indblanding af andre øjemenneskers blikke og sanser. Men for det meste er det en ret sexet kalaidoskopisk leg.
Dette blik foranledigede mig dog til at tænke videre over, hvordan man se det er hans blik, der hviler på disse blomster, og ikke fx Mapplethorpes, van Goghs eller Erik A. Frandsens. Selvsagt gør de her nævnte kunstnere brug af meget forskellige materialer og dermed også gengivelser, men derfor er det interessante også, om deres blikke er forskellige - eller det blot er deres sprog?
Der er mange om budet, når det kommer til blomstermotivet (Louisiana havde en rigtig fin udstilling med temaet i forrige århundrede, hvor man måske burde have tænkt disse tanker, men hvad). Andy Warhols blomster og Georgia O'Keeffes blomster vækker jo på ingen måde de samme tanker og følelser i mig - men de er jo stadig blomster an sich. Monets blomster, Bonnards blomster og Magrittes rose i sovekammeret. Matisse og Gauguin. Koons. Er vi egentlig ikke i et motiv, der (med poetisk retfærdighed) kan gøre nøgenmodellen (Q) rangen stridig?
Tag nu Holbeins blomster i dette portræt:

og sammenlign med Tillmans nyklassikere:

 

Hvad er det så han ser, som Holbein ikke så? Hvad betyder gengivelsen for os, der skal kigge den ekstra (forbandende) gang, som kunstneren (den velsignede) ikke skal? Blomsterne bor og gror som blomster, men kunstneren griber og gør noget, som kun de kan med dem.
Tag nu Georgia O'Keeffes (overfortolkede - intet nævnt intet nudged):

 

og sammenlign med Robert Mapplethorpes (som er bøsse før man kan nå at sige plug it):

 

Hvad er det så for forskelle vi opfanger? Og hvorfor kan blomsten fortælle så meget forskelligt, når den nu blot er og bliver en blomst.
Det er en fænomenologisk fangeleg. Og jeg er helt klar over vi leger faretruende nær ved absolutternes banale afgrund: Kunsten hjælper med at afdække virkelighedens mange lag. en blomst er en blomst er en blomst. Et blik er et blik er et blik. Åbenbart.
http://tillmans.co.uk/