Der mangler ikke beviser på Firenzes forbindelser til renaissancen - eller rinascimentoen - og al dens væsen, når man bevæger sig rundt i gaderne, navne, statuer og paladser. Og indenfor hænger så alle de værker og navne vi ved var der dengang. Angiveligt parallelt til at Olafur Eliasson lyser i palæet på Amaliensborg, Richard Mortensen tilser forhandlingerne på Christiansborg og Per Kirkeby hænger på Esplanaden. Men Firenzekunstnernes svaghed for at iscenesætte de skildrede begivenheder i netop deres by (og tid) er der også rig mulighed for at få bekræftet. Tag fx det meget populære motiv 'Bebudelsen', hvor vi ser Maria både tidssvarende klædt og opholdende sig i særdeles stilbevidst arkitektur for den tid. Hun foretager sig også det en rettroende renaissancekvinde bør gøre - nemlig læser Biblen (antageligt GT). I Leonardos version forekommer udover det nævnte også en ret udførlig botanisk redegørelse for træer, som virker en anelse anstrengt (men nok blot er udtryk for Leonardos maniske nysgerrighed) - lige indtil man kaster blikket op på de mange bakker og bjerge, der omgiver byen og ser, i perfekt udklippet silhouet: Træer som på maleriet.
For en nordbo står Santo Spiritos facade som en af de mere vellykkede udsmykninger. Endelig falder øje og sjæl lidt ro uden de mange bånd, pilastre, marmorintarsiaer, flødeskum og kringlede anakronismer. Det er selvsagt fordi facaden aldrig blev færdig - tsk. Meget lig planerne for San Lorenzo, hvor man dog ikke er i tvivl om, at der ligesom mangler noget. Det er klart, at denne oplevelse er en parallel til nordboens forskrækkelse over de overlæssede og baroktbelyste kirkerum og tilbedte helgener indenfor, som igen er en forlængelse af den kulturkristne kløft vi har over til den katolske religiøsitet. Vi NOMAder har i flere omgange fundet os selv i en streng og sparsom tilbedelse af intellekt, inderlighed og enkelhed; der er sten nok at leve på.
Det er lidt som at se Fiorentiona og Palermo mødes på Stadio Atemio Franchi, og ikke kunne forstå, hvordan man kan spille i hhv. lilla og lyserødt, og stadig tage mandfolksporten alvorligt?
Måske handler det om, at alle de sydlandske gestus - de være sig taktile, tekstile, sakrosante og standardiserede - netop handler om at vise, at der ér noget derinde. Ikke at overfladen er det afgørende. Næsten tværtimod. Hvor vi - lutheranere, syndige og altid klar på at svigte den ene eller den anden sag - ikke tør bygge, bo eller bede i en fristelse. Man kunne jo falde i svime over noget yderligt!
Når man nu rejser i embeds medfør kommer man lykkeligvis også andre steder end de oplagte. På denne færd blandt andet på byens naturhistoriske museum - eller Galileo-museet. Og udover at være et naturhistorisk museum på godt og ondt (udvalg og omfang), så byder det dog også sin opmærksomme og loyale besøgende på både poesi og indsigt. Museets hovedattraktion er nogle solide og historiske - omend ikke originale - modeller af Galileis og andre videnskabsmænds redskaber og instrumenter. Alene erkendelsen af, at videnskaben var så meget i sin vorden, at forskeren ikke havde noget at forske med, men først skulle tænke sig til et instrument, der - så at sige - kunne nå ind i materien, alternativt ud i rummets abstrakte, er utroligt fascinerende. Al fald for en lægmand med humanistisk (ud)dannelse. Forestil Dem en ubændig trang til at vide noget om smaragdens indre eller struktur og i princippet kun have en hammer at finde ud af det med. Smukkest er dog grebet med at gøre faldet til en bane eller en spiral, hvor den ene efter den anden kugle bevæger sig lovmæssigt i et parallelunivers af hver gang nyfunden viden og erkendelse. Det må svare til at gøre sjælen til en krukke eller beholder, som man så pludselig kan stikke sin hånd ned i.
Når man helt kvantitativt sammenholder byens attraktioner, så må man dog sige, at kirken og kunsten har sejret over videnskaben. Kan godt hænde kuplerne spænder sig statisk, matematisk mod himlen, men kampen for at oplyse verden med solen og fysikken er ikke den man har med hjem på nethinder og scandiscs. Det er som et omvendt syndefald, hvor kirken blinder og døver os så veholdende med skønhed og lidenskab, at tyngdekraften igen bliver Guds foranstaltning. Ikke modreformation ... nærmere modlys.
Med gennemsnitligt 250.000 besøgende turister om dagen, er det ikke underligt udsalgsmulighederne med tiden har foldet sig som kommercielle lameller i gaderne omkring Mercato Central og skabt tre gader, hvor der før var een. Det betyder man nogle gange både går på bagsiden og forsiden af det endeløse salg af lædervarer og t-shirts. I en art afsætningsøkonomisk farce ved man ikke hvor man befinder sig med sit forbrug, når man hele tiden bliver mindet om, at pengene flyder til den, der tilbyder det mest fristende, men selv det altid har en bagside af fortjeneste og profit. Måske meget passende, at det eneste man kan sige med sikkerhed er, at man går i rendestenen.
Firenzes mange gamle renaissancebygninger er som en slags omvendte Potemkin-kulisser, der står rejst som et bevis på at det vár her storhed fandt sted og, at det vár her de største boede og levede. Men egentlig er det er blot tomme skaller fyldt med ualmindeligt almindeligt liv, hvis profane og simultane karakter afspejler sig i den måde alle skilte, bogstaver, opfordringer og ruder som mug har angrebet facaderne.
Under et besøg på Palazzo Pitti (på en særudstilling - den permanente kan bestemt også anbefales) møder øjet pludselig Hokusai og hans bølge. Og pludselig forstår man, i hvor høj grad man har bevæget sig rundt i en monokultur, hvor legendarisk den så er. Men også (igen og for Gud ved hvilken gang) bliver man slået af den ubeskrivelige skønhed i netop dét værk. Rummet fladen, dynamikken, fortællingen, eksistensen og, som Tom Kristensen siger, kunsten at kæntre med sjæleblank ro. Kan hænde Tom K netop rejste derud, for at få renset øjne, ører og dejets trug for den vestlige, selvforsynende og selvsynede facon, som Firenze på mange måder er det bedste og værste eksempel på.
Ex Oriente Lux, Ex Occidente Lex.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar