Ring my bell
For snart mange år siden læste jeg en lille artikel i Information af Hans Edvard Nørregaard Nielsen, hvor han - givet retteligen - påstod, at danskerens syn på, opfattelse af og ønsker om naturens udseende, var formet af guldaldermalernes landskaber. Og bortset fra at tanken stadig er voldsomt fascinerende i sin normsættelse og iøvrigt beslægtet med et andet indlæg om (selv)biografisk analyse, så har den på det seneste også meldt sig på andre motiver.
Således kan jeg ikke længere se træer i vand uden at se L.A. Rings 'Elletrunter' for mig. Det betyder ikke, at jeg så synes naturen lever op til den symbolistiske malers syn og skøn, men at jeg hver gang motivet finder mig må sukke og knage over det stærke motivs eksistentielle - omend gådefulde - sandhed. Det er på mange måder ligesådan med hans fjordbillede, hans landsbybilleder og maleriet med hegnspælene. Man ser sig selv udsat, siden indmalt i et sjæleligt grænseland spinkelt som en novelle af Seeberg. Og ligesom Seebergs sene noveller blot fortæller historier fra afgrundens ugudeligt almindelige rand, så står træerne i næring til langt op over rødderne og fortæller deres og min version af samme almindelige og umuelige liv.
Det er ikke mange kunstnere der evner at gå med din sjæl UD i verden for at spejle derfra. Dem der kan, kan man aldrig slippe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar