en
tre bogstavs slagssang
USA
og mit hjerte
min mave
min lukkemuskel
slipper
det fælles håb for andre
for alle
for os
og bliver til noget
jeg er alene om
ikke at kunne
gøre noget ved
POESI ER DET PÅ KANTEN
en
tre bogstavs slagssang
USA
og mit hjerte
min mave
min lukkemuskel
slipper
det fælles håb for andre
for alle
for os
og bliver til noget
jeg er alene om
ikke at kunne
gøre noget ved
Jeg er kommet til at tænke, at kunstig intelligens tilbyder noget vi alt for gerne vil have. At kunstig intelligens ikke tilfældigt tilbyder det lige nu. At kunstig intelligens kan komme til at fylde på en måde som vi ikke kan overskue men heller ikke ønsker at overskue.
Det ser sådan ud: Kunstig intelligens er resultatet af menneskehedens ihærdige arbejde for at blive klogere og dygtigere. Det er et arbejde som strengt taget har været hele målet for menneskehedens udvikling. Vi har alle sammen - måske mere eller mindre udtalt, men under alle omstændigheder i en slags konsensustankegang - bidraget til denne udvikling. Vi har sgu taget en tørn for dether. Vi har slidt og slæbt og gennem blæk og papir og skrivemaskiner og leksika og stencils og protokoller og arkiver og noter bag ørerne og hukommelstricks og papyrusser og murmaling og ridser og fliser og A4 og biblioteker og ildebrande og post its all over.
Nu har vi endelig fået vores løn for alt det slid. En maskine, der kan tænke selv og gøre alt det kedelige og besværlige arbejde for os. Det har vi fortjent. Derfor tager vi en slapper og sætter autopiloten på.
Det var det.
Der er vidner til alt. Der er vidner til at. Der er vidner som tavse ikke billiger din opvækst, men aldrig kommer til at blande sig i rettergangen. Min bane er frodig, men gør kun mod fortæring. Min vogn er smurt ind i rester.
Motivet med den organiske væg har været med mig mange år. Jeg ved ikke om d ord jeg har satte på det er dækkende. Men det er måske netop det, det handler om. At dække.
jeg kigger på festugen
i folk
om den sidder helt tæt og
dybt
eller bare er et vedhæng som et
fnug
eller en å-våd brudekjole
jeg kigger på festugen
i deres øjne
for at se
om vi er enige
om glæden
promillen
om at natten kommer med sit skjold
og den utålmodige fortælling om
sidste år hvor
jeg kigger på festugen
og dens fliser
der stikker op
som fadølssnublesten
eller scener for opgør
mellem elskende
børn og byen
Klokken er syv i Køln
Domkirken holder solen men ikke lyset
og tiden tilbage
En sirene tændes og slukkes
som et vækkeur
vred og utålmodig
Jeg har kæmpet med min slægt
hele natten
fuld af frygt og raseri i kroppen
som er den eneste
der med sikkerhed
ved
at den ikke er i familie
med nogen
Det er morgen i Køln
hotellet svajer i sin konstruktion
fordi bunden tømmes for affald
og vasketøj
en ny sirene lyder på kanten af mit øre
suges ind i tankerne og slutter
sig til de andre ulykker
Det er morgen i Køln
sengen er tom
hvor jeg lå
En fremmed ligger tilbage
Mine ord, mine drømme, krydser broer og gemmer sig i landskabet. De søger efter et sted at sætte sig ned. Højdeskræk er også en måde at flyve på. Nåle kan bruges til at trække blod og minder. Vrøvlet er min væbner.
Det er bagside-teknikken. Altid spændende. Så først grebet hos Peter Holst Henckel for mange år siden og har anvendt den på forskellig vis siden. Jeg ved godt ordet betyder at rable og egentlig syntes jeg ikke om det; men da jeg skrev den improviserede tekst for et øjeblik siden gav det god mening. Jeg har været heldig med flugtningerne - ikke bare på broen, men også mellem bropillerne og de lyse planter i bunden af billedet. Fotografiet er så taknemmeligt og jeg er så taknemmelig for fotografiet.
vi kalder os hjul
vi siger vi er hjul
små
nogle store
de skal holdes i gang
de snurrer
de kører
de drejer langsomt men sikkert
rundt
og det føles rigtigt
vigtigt
fordi det er hjul
i nat
forlod hestene
statuerne i byen
jog gennem gaderne og centrum
med deres ønsker i en kappe af metal
og kongerne måtte gå
Eller hvordan du får øje på dig selv i billeder af verden.
Hvor man i det moderne teater med Henrik Ibsen taler om, at publikum udgør den fjerde væg i det hjem, hvor dramaet udspiller sig, stiller tingene sig anderledes an i fotografiet. For når man først har afkodet fotografiets motiv – eller ’væg,’ går det op for én, at man befinder sig i det rum, der findes foran det. Fotografiet har altid spillet med åbne kort, når det har sorteret i virkeligheden og afgrænset sit felt. Dengang fotografier var mest normale på papir var det nærmest indlysende, i dag kan vi godt glemme det af og til, men fotografiet har aldrig insisteret på, at det fortalte mere end en del af virkeligheden. Det er derfor vi forenklet kan sige, at fotografiet er den fjerde væg i fotokunsten og vi – beskuerne – så må udgøre de resterende tre med vores rumlighed og dybde: Være en slags stand ins for fotografens oprindelige krop og eventuelle drama. Det er ikke mindst denne fordobling, der udgør fotografiets poesi og kraft: Det er som at være der selv. Rum er den ultimative autenticitetsmarkør og fotografiets metonymi er derfor en styrke, man ikke må undervurdere.
Jeg har ofte spontant taget billeder af min udsigt fra hotelværelser eller andre steder med vinduer. Faktisk ikke engang udsigten – bare vinduet. Et billede af det at se. Ladet kameraet komme tættere på det menneskelige blik, men også forsøgt at smelte det menneskelige blik sammen med kameraets, hvor værelset bliver kameraets hus og vinduet derfor dets linse. En opførelse af, at man kan se. Der er en vigtig gestus i de motiver, fordi den fotografiske virkelighed presses til sit alleryderste og næsten skaber kroppen i det manglende rum, imens man ser ud af det. Det er et nulpunkt i billedernes fortælling og en understregning af, at fotografiernes begrænsede udsyn samtidig må være beviset på deres menneskelige udgangspunkt. Jeg vil anbefale dig at gøre det samme næste gang du besøger et sted.
Med disse udgangspunkter bliver det at tage fotografier til en frihed overfor verden, fordi det, der først og fremmest kendetegner den menneskelige eksistens, er at være fri. Den grundlæggende frihedsfornemmelse stammer fra, at fotografiet er bundet til kroppen, fordi det er inde i den, fotografen befinder sig, men når først billedet er fremkaldt bliver kroppen multipliceret og demokratiseret – tilgængelig for alle. Fotografiet er bundet til en krop, for at kunne frisætte den. Og med den krop kan vi også tage fotografier af en verden, der nogle gange fremstår fremmed – eller måske bare ikke er fotogen(erisk), fordi vi med en særlig slags motiver kan øge udfaldsrummet for vores frihed. Det er en handling vi genfinder hos rebellen og den oprørske tænker. Surreelle, aparte eller absurd morsomme motiver, som insisterer på, at verden også findes i andet end det genkendelige eller logiske og ønsker at befri dette andet. Frisætte sprog, liv, ideer eller det René Magritte kaldte poesi. En ophævelse af, hvad verden almindeligvis er og dermed også af, hvad den nødvendigvis skal være. Selvom René Magritte var maler, var hans motiv den samme virkelighed som fotografens.
Derfor bliver fotografiet også en trøst – et vidnesbyrd om at der er plads. I første omgang plads til fantasien og det fabulerende, men som en konsekvens af dette også plads til dig. Til dit blik. Ikke nødvendigvis et eskapistisk eller et oprørsk blik, men som udgangspunkt et blik, der gør dig gældende. Og når man bliver en del af værket, bliver man med fotografiet også en del af verden. Fri af verden og fri til verden på samme tid. Jeg vil gerne have at fotografiet skal være papir på, at det almindelige øjeblik kan blive til et ophøjet sådan; at Kronos kan blive til Kairos, hvis man skal sige det højtideligt. Et stykke papir som i et pas eller et visum. Billedet skal bevise, at det hverdagslige flow kan standses i et øjeblik, hvor det viser sig at indeholde noget unikt, noget andet. Nogle gange er beviset helt tydeligt i motivet, andre gange kræver det ekstra tid. Når vi genkender motiverne, genkender vi i en slags platonisk forstand også det, der ikke er her. Når et fotografi ligner, er det altså lig med et tab eller et minde eller en kognitiv refleks, der understreger et manglende tilstedevær. Men når et fotografi ikke ligner, eller gengiver noget, vi ikke umiddelbart kan genkende, er det det samme, som at udvide verden. Skabe. Have frihed.
Fotografiet er en frihed, fordi det forløser vores behov for at se. Få øje på. Glo. Kaste vores blik. Der er noget urørligt i blikket. Som med sulten et autonomt begær efter at indtage verden. Noget uopdrageligt egomant og for fotografen ofte noget arrogant. At ville kontrollere, orientere, konservere eller digte verden om til noget andet. Noget mit. Ved hjælp af blikket. Ingen har nogensinde kunnet sige til et barn, at det ikke måtte se det, der var. Skærme det, pege på noget andet, forbyde eller bede det lade være med at kigge, ja. Men ikke at kunne se det synlige, nej. Det er en original lyst.
Panikken bor i huset ved siden af. Eller ikke præcist dét ved siden af, men heller ikke længere væk. Jeg ved ikke hvor den bor. Den bor tæt på.
Den kan rejse sig fra sin kontorstol, sin chaiselong, sin kørestol, sin lænestol eller sin køkkenskammel hvert øjeblik det skal være, for at komme over til mig.
En indskydelse, et minde, en lyd, en lugt, et lille bitte forbandet ord på en linie, der skal ikke ret meget til, så står den udenfor og kigger ind. Vil låne noget. Have noget. Noget jeg kan undvære men kun af høflighed. Jeg vil ikke give den noget, men giver den noget. Den kommer, fordi den skal komme tilbage efter mere. Man skulle tro mit hus var tømt, men der står møbler over det hele og skabene er fyldte. Jeg bruger penge på mit hjem, hver dag på nettet.
Gadelampen giver huden et gulligt skær.
jeg lytter til Jeff Buckley
og det skal jeg lade være med
nu er leveren tung og sjælen uvillig
som en guldfisk i en kulmine
det er dumt at lytte til Jeff Buckley
dumt som at stikke næsen helt ind i en klase
syrener
rive stemmen op med duft og fortid
som kun et forvildet menneske kan gøre det
være det menneske
man kender igen
jeg ser sport
og jeg ser sport
lytter til endeløse analyser og hierarkiseringer
forskønnede båndsløjfer
der får mig til at glemme
det er sport
der er sport
i mit hoved Berlin
Paris Elben Nice
vender kroppen
holder blikket
så jeg ikke mister glimtet
af den nye mytologi
Det er _____________ at findes
____________ at være til.
Min _______ fyldes op mens
mit __________ drænes af
_____________.
Et møde mellem en græsslåmaskine og en springmadras foran en hemmelig familie. Himlen er barberet ned til det blødende ler, der ufølsomt letter som fnug. Det er ikke de samme adskilte genstande, men de venter på det samme og bliver til det samme. To spillebrikker.
Det er og bliver et storskraldfotografi. Noget af det jeg faktisk altid undgår at fotografere, men her blev scenen for tydelig, spillet for oplagt surrealistisk. Der er et element af popkunst i det, som jo ligesom Duchamp prøver at skubbe readymaden ind i en anden betydning. Måske er det fordi der også ligger en slags vittighed eller fortælling gemt i de to fremmedelementer.
Jeg er i Wien
min tunge er opsvulmet
så
jeg taler ikke gerne
heller ikke om mig selv
eller noget andet
jeg er i Wien
og jeg ser og oplever
ting jeg gerne vil tale om
og hvad de gør ved mig
hvordan de ser ud og
smager
på tungen
som jeg har brændt mig på den
bidt i den
og min krop ikke har energi til at
reparere den
betændelse
og ruhed
blæner
blister
jeg er mest i mine tanker
om tungen
i Wien
Han sidder i toget
blikket hviler i det landskab
han kører gennem.
Et træ
en gård
en bro
en bil som kører på vejen langs med jernbanen i næsten samme hastighed
som hans inde i toget.
Umuligt at forstå ikke at måle.
Med de rette instrumenter.
Regnearter.
Han tænker på de ting han ikke har fået ryddet op i
og smidt ud.
Han tænker på stationen
hvor han stod og ventede.
Kold og nøgen mellem plakater og automatiske døre.
Han tænker på
hvordan rytmen
svarer til pulsen
som han kan mærke med hjertet på ryggen.
Lyden af ordet sveller.
Tænker han på.
Et træ
en gård
en bro
en trailer parkeret ved en skovsti
en mand ved en overskæring kigger forbavset på hans blik.
Han kigger selv efter han er kørt forbi.
Han tænker på de bakker der lå
de træer der stod
for længe siden
hvor en dreng og pige
kælkede klatrede
lo.
Højt som kun de glemsomme kan.
De uskyldige.
Som ham.
Grådløs. På en anden måde.
Ruden er både blank og gennemsigtig.
En fugl
en sky
en sø
en kvinde på en cykel med motor.
Nederdelen flagrer foran det sorte stel.
De usynlige eger.
Han tænker på
at blive beskrevet.
Blive set.
Læst.
Rammet ind.
Som en skitse eller et udkast.
Han tænker på en tegning han så på et museum i Paris.
Hvordan den hvis den
kunne
ville spørge hvad den lavede der
i et oevre der først og fremmest består af færdige værker.
Rummet
himlen
lyset
mørket.
Sporet.
Han tænker på at ankomme.
En ny station.
Han tænker på hvordan man kan mærke farten sænkes
og toget standse.
Hvordan togets døre åbner sig mod de nye passagerer.
At stige ned i perronens menneskevarme
nøgen og kold
udhvilet efter rejsen.