VALGT PRÆSIDENT

en 

tre bogstavs slagssang

USA

og mit hjerte

min mave

min lukkemuskel

slipper

det fælles håb for andre

for alle

for os

og bliver til noget

jeg er alene om

ikke at kunne

gøre noget ved

21.09.12 | MAGRITTERUTEN - WIEN

APHEX TWIN TRASH

WSWYG

GIGOLOL

POLARISERING

Efter alt for mange år at have frygtet og forsøgt at forstå polarisering, så indså jeg i morges - ikke i den hypnagoge tilstand, men i en lige så kreativ bevægelse; nemlig den, hvor man forsøger at ignorere emnet - at polarisering ikke handler om yderpunkterne, men om midten. 

Jo mere man tilfører yderpostionerne, jo mindre bliver der tilbage, der ikke er defineret og jo mere afgørende bliver det at vinde, hvorfor man trækker endnu hårdere i ekstremen. Hvis jeg havde forstand på fysik og kemi ville jeg kunne give et naturvidenskabeligt - måske med en snert ørstedsk universalisme - billede af det. 

Facit bliver dog under alle omstændigheder, at befinder du dig på det vi i almenvellets forstand kan kalde midten, så bliv der. Bind dig til masten, hvis nødigt.

FREUDIELE

 

AI ER VORES LØN

Jeg er kommet til at tænke, at kunstig intelligens tilbyder noget vi alt for gerne vil have. At kunstig intelligens ikke tilfældigt tilbyder det lige nu. At kunstig intelligens kan komme til at fylde på en måde som vi ikke kan overskue men heller ikke ønsker at overskue. 

Det ser sådan ud: Kunstig intelligens er resultatet af menneskehedens ihærdige arbejde for at blive klogere og dygtigere. Det er et arbejde som strengt taget har været hele målet for menneskehedens udvikling. Vi har alle sammen - måske mere eller mindre udtalt, men under alle omstændigheder i en slags konsensustankegang - bidraget til denne udvikling. Vi har sgu taget en tørn for dether. Vi har slidt og slæbt og gennem blæk og papir og skrivemaskiner og leksika og stencils og protokoller og arkiver og noter bag ørerne og hukommelstricks og papyrusser og murmaling og ridser og fliser og A4 og biblioteker og ildebrande og post its all over. 

Nu har vi endelig fået vores løn for alt det slid. En maskine, der kan tænke selv og gøre alt det kedelige og besværlige arbejde for os. Det har vi fortjent. Derfor tager vi en slapper og sætter autopiloten på. 

Det var det. 

EN ART TEST

MONTY PULL

01.07.24 | MAGRITTERUTEN - FANØ

 

Der er vidner til alt. Der er vidner til at. Der er vidner som tavse ikke billiger din opvækst, men aldrig kommer til at blande sig i rettergangen. Min bane er frodig, men gør kun mod fortæring. Min vogn er smurt ind i rester. 

Motivet med den organiske væg har været med mig mange år. Jeg ved ikke om d ord jeg har satte på det er dækkende. Men det er måske netop det, det handler om. At dække. 

AARHUS FESTUGE 2024 - KIGGER PÅ

jeg kigger på festugen

i folk

om den sidder helt tæt og 

dybt

eller bare er et vedhæng som et 

fnug 

eller en å-våd brudekjole

jeg kigger på festugen

i deres øjne

for at se

om vi er enige

om glæden 

promillen

om at natten kommer med sit skjold

og den utålmodige fortælling om

sidste år hvor

jeg kigger på festugen

og dens fliser

der stikker op

som fadølssnublesten

eller scener for opgør

mellem elskende

børn og byen

MORGEN I KÖLN

Klokken er syv i Køln

Domkirken holder solen men ikke lyset

og tiden tilbage

En sirene tændes og slukkes

som et vækkeur

vred og utålmodig

Jeg har kæmpet med min slægt

hele natten

fuld af frygt og raseri i kroppen

som er den eneste

der med sikkerhed

ved

at den ikke er i familie

med nogen 

Det er morgen i Køln

hotellet svajer i sin konstruktion

fordi bunden tømmes for affald

og vasketøj

en ny sirene lyder på kanten af mit øre

suges ind i tankerne og slutter 

sig til de andre ulykker

Det er morgen i Køln

sengen er tom

hvor jeg lå

En fremmed ligger tilbage

FERIEREMINDER

kører gennem plantagen

på svigerfars Union

kroppen har led 

og muskler

der vokser

ind i stellet

kædekassen holder på vores hemmelighed

at

jeg ikke kan høre forskel

på cyklen og

fuglenes piben i træerne

for

de er lige gamle

og

havet venter under stien

28.07.24 | MAGRITTERUTEN - MOSEL

Mine ord, mine drømme, krydser broer og gemmer sig i landskabet. De søger efter et sted at sætte sig ned. Højdeskræk er også en måde at flyve på. Nåle kan bruges til at trække blod og minder. Vrøvlet er min væbner. 

Det er bagside-teknikken. Altid spændende. Så først grebet hos Peter Holst Henckel for mange år siden og har anvendt den på forskellig vis siden. Jeg ved godt ordet betyder at rable og egentlig syntes jeg ikke om det; men da jeg skrev den improviserede tekst for et øjeblik siden gav det god mening. Jeg har været heldig med flugtningerne - ikke bare på broen, men også mellem bropillerne og de lyse planter i bunden af billedet. Fotografiet er så taknemmeligt og jeg er så taknemmelig for fotografiet. 

HJUL

vi kalder os hjul

vi siger vi er hjul

små

nogle store

de skal holdes i gang

de snurrer

de kører

de drejer langsomt men sikkert

rundt

og det føles rigtigt

vigtigt

fordi det er hjul

 

KIEFERHOMEN NEU

29.07.24 - MAGRITTERUTEN - KÖLN

Støvlerne er sjælens stof. Et ekko af liv. Gå et millisekund i mine tanker. 

Det er som gaver det menneskene stiller fra sig. Historierne er umulige at fortælle, når de sænkes ned i verden. Støvlerne er gode, men det er gentagelsen af den mørke form inde i den måtte rude, der giver dem noget mere. Den hvide genstand - som nok er en slags tørrestativ mister sin relation til virkeligheden, fordi den optræder sammen med det forladte fodtøj. Den virker som en forstørrelse af noget småt - måske også fordi den ser ud til at have slået noget af sålbænken. Havde den været fx en fyldepen eller måske en fjer ville det næsten være et maleri af Magritte.

HESTENE

i nat

forlod hestene

statuerne i byen

jog gennem gaderne og centrum

med deres ønsker i en kappe af metal

og kongerne måtte gå 

FOTOGRAFI, FENESTRERING, FRIHED

 

Eller hvordan du får øje på dig selv i billeder af verden. 

Hvor man i det moderne teater med Henrik Ibsen taler om, at publikum udgør den fjerde væg i det hjem, hvor dramaet udspiller sig, stiller tingene sig anderledes an i fotografiet. For når man først har afkodet fotografiets motiv – eller ’væg,’ går det op for én, at man befinder sig i det rum, der findes foran det. Fotografiet har altid spillet med åbne kort, når det har sorteret i virkeligheden og afgrænset sit felt. Dengang fotografier var mest normale på papir var det nærmest indlysende, i dag kan vi godt glemme det af og til, men fotografiet har aldrig insisteret på, at det fortalte mere end en del af virkeligheden. Det er derfor vi forenklet kan sige, at fotografiet er den fjerde væg i fotokunsten og vi – beskuerne – så må udgøre de resterende tre med vores rumlighed og dybde: Være en slags stand ins for fotografens oprindelige krop og eventuelle drama. Det er ikke mindst denne fordobling, der udgør fotografiets poesi og kraft: Det er som at være der selv. Rum er den ultimative autenticitetsmarkør og fotografiets metonymi er derfor en styrke, man ikke må undervurdere.

 

Jeg har ofte spontant taget billeder af min udsigt fra hotelværelser eller andre steder med vinduer. Faktisk ikke engang udsigten – bare vinduet. Et billede af det at se. Ladet kameraet komme tættere på det menneskelige blik, men også forsøgt at smelte det menneskelige blik sammen med kameraets, hvor værelset bliver kameraets hus og vinduet derfor dets linse. En opførelse af, at man kan se. Der er en vigtig gestus i de motiver, fordi den fotografiske virkelighed presses til sit alleryderste og næsten skaber kroppen i det manglende rum, imens man ser ud af det. Det er et nulpunkt i billedernes fortælling og en understregning af, at fotografiernes begrænsede udsyn samtidig må være beviset på deres menneskelige udgangspunkt. Jeg vil anbefale dig at gøre det samme næste gang du besøger et sted. 

 

Med disse udgangspunkter bliver det at tage fotografier til en frihed overfor verden, fordi det, der først og fremmest kendetegner den menneskelige eksistens, er at være fri. Den grundlæggende frihedsfornemmelse stammer fra, at fotografiet er bundet til kroppen, fordi det er inde i den, fotografen befinder sig, men når først billedet er fremkaldt bliver kroppen multipliceret og demokratiseret – tilgængelig for alle. Fotografiet er bundet til en krop, for at kunne frisætte den. Og med den krop kan vi også tage fotografier af en verden, der nogle gange fremstår fremmed – eller måske bare ikke er fotogen(erisk), fordi vi med en særlig slags motiver kan øge udfaldsrummet for vores frihed. Det er en handling vi genfinder hos rebellen og den oprørske tænker. Surreelle, aparte eller absurd morsomme motiver, som insisterer på, at verden også findes i andet end det genkendelige eller logiske og ønsker at befri dette andet. Frisætte sprog, liv, ideer eller det René Magritte kaldte poesi. En ophævelse af, hvad verden almindeligvis er og dermed også af, hvad den nødvendigvis skal være. Selvom René Magritte var maler, var hans motiv den samme virkelighed som fotografens. 

 

Derfor bliver fotografiet også en trøst – et vidnesbyrd om at der er plads. I første omgang plads til fantasien og det fabulerende, men som en konsekvens af dette også plads til dig. Til dit blik. Ikke nødvendigvis et eskapistisk eller et oprørsk blik, men som udgangspunkt et blik, der gør dig gældende. Og når man bliver en del af værket, bliver man med fotografiet også en del af verden. Fri af verden og fri til verden på samme tid. Jeg vil gerne have at fotografiet skal være papir på, at det almindelige øjeblik kan blive til et ophøjet sådan; at Kronos kan blive til Kairos, hvis man skal sige det højtideligt. Et stykke papir som i et pas eller et visum. Billedet skal bevise, at det hverdagslige flow kan standses i et øjeblik, hvor det viser sig at indeholde noget unikt, noget andet. Nogle gange er beviset helt tydeligt i motivet, andre gange kræver det ekstra tid. Når vi genkender motiverne, genkender vi i en slags platonisk forstand også det, der ikke er her. Når et fotografi ligner, er det altså lig med et tab eller et minde eller en kognitiv refleks, der understreger et manglende tilstedevær. Men når et fotografi ikke ligner, eller gengiver noget, vi ikke umiddelbart kan genkende, er det det samme, som at udvide verden. Skabe. Have frihed.

 

Fotografiet er en frihed, fordi det forløser vores behov for at se. Få øje på. Glo. Kaste vores blik. Der er noget urørligt i blikket. Som med sulten et autonomt begær efter at indtage verden. Noget uopdrageligt egomant og for fotografen ofte noget arrogant. At ville kontrollere, orientere, konservere eller digte verden om til noget andet. Noget mit. Ved hjælp af blikket. Ingen har nogensinde kunnet sige til et barn, at det ikke måtte se det, der var. Skærme det, pege på noget andet, forbyde eller bede det lade være med at kigge, ja. Men ikke at kunne se det synlige, nej. Det er en original lyst.

NABOSKAB

Panikken bor i huset ved siden af. Eller ikke præcist dét ved siden af, men heller ikke længere væk. Jeg ved ikke hvor den bor. Den bor tæt på. 

Den kan rejse sig fra sin kontorstol, sin chaiselong, sin kørestol, sin lænestol eller sin køkkenskammel hvert øjeblik det skal være, for at komme over til mig. 

En indskydelse, et minde, en lyd, en lugt, et lille bitte forbandet ord på en linie, der skal ikke ret meget til, så står den udenfor og kigger ind. Vil låne noget. Have noget. Noget jeg kan undvære men kun af høflighed. Jeg vil ikke give den noget, men giver den noget. Den kommer, fordi den skal komme tilbage efter mere. Man skulle tro mit hus var tømt, men der står møbler over det hele og skabene er fyldte. Jeg bruger penge på mit hjem, hver dag på nettet. 

Gadelampen giver huden et gulligt skær. 

JEG LYTTER TIL JEFF BUCKLEY

jeg lytter til Jeff Buckley

og det skal jeg lade være med

nu er leveren tung og sjælen uvillig

som en guldfisk i en kulmine

det er dumt at lytte til Jeff Buckley

dumt som at stikke næsen helt ind i en klase

syrener

rive stemmen op med duft og fortid

som kun et forvildet menneske kan gøre det

være det menneske

man kender igen

HUMAN BEFORE YOURSELF

He has nothing to say. 

HENRY, THE BRAIN PICK LEGEND

He has nothing to say. 

SPORTSSOMMER 2024

jeg ser sport

og jeg ser sport

lytter til endeløse analyser og hierarkiseringer

forskønnede båndsløjfer

der får mig til at glemme

det er sport

der er sport

i mit hoved Berlin 

Paris Elben Nice

vender kroppen

holder blikket

så jeg ikke mister glimtet 

af den nye mytologi

EFTERLADT UDENFOR

Det er _____________ at findes

____________ at være til.

Min _______ fyldes op mens

mit __________ drænes af

_____________.

09.03.24 - MAGRITTERUTEN - VEJLBY RISSKOV

 

Et møde mellem en græsslåmaskine og en springmadras foran en hemmelig familie. Himlen er barberet ned til det blødende ler, der ufølsomt letter som fnug. Det er ikke de samme adskilte genstande, men de venter på det samme og bliver til det samme. To spillebrikker. 

Det er og bliver et storskraldfotografi. Noget af det jeg faktisk altid undgår at fotografere, men her blev scenen for tydelig, spillet for oplagt surrealistisk. Der er et element af popkunst i det, som jo ligesom Duchamp prøver at skubbe readymaden ind i en anden betydning. Måske er det fordi der også ligger en slags vittighed eller fortælling gemt i de to fremmedelementer. 

DET REGNER

det regner

jeg skriver alting ned på papir

ting skylles rene for støv og pollen

står blanke tilbage og ruster

gaderne giver slip på deres skodder og slikpapir

til ukendte egne

overflader forklædt med sig selv i vand

papiret er så skrøbeligt

TUNGEN I WIEN

Jeg er i Wien

min tunge er opsvulmet

så

jeg taler ikke gerne

heller ikke om mig selv

eller noget andet

jeg er i Wien

og jeg ser og oplever

ting jeg gerne vil tale om

og hvad de gør ved mig

hvordan de ser ud og

smager

på tungen

som jeg har brændt mig på den

bidt i den

og min krop ikke har energi til at 

reparere den

betændelse

og ruhed

blæner

blister

jeg er mest i mine tanker

om tungen

i Wien

TRE DIGTE FRA JUNI TOTUSINDEOGFIREOGTYVE

det er juni og regnen vasker alt det gamle væk men

tynger alt det nye ned med vemod

over tørken og kulden som altid følger

der var engang hvor

jeg søger som altid tilflugt i fortællingernes evighed

selvom den er og bliver en melankoli sat på formel

lige så ufri som fantasier

-

Det er frygteligt at gå til lægen

Du er dødelig

Du skal ikke dø 

-

Jeg taler om Douglas Couplands roman

og mærker en ungdom gøre mig rastløs

over en indsigt og viden jeg ikke havde

men alligevel stadig har i dag

Genkender en tomhed

som jeg med mit ene ansigt siger jeg ikke

kunne spejle mig i

men afslører med det andet

at den tomhed stadig er her

Jeg må rejse mig og rydde bordet for vinglas og rester

TRANSPORTMØNSTER

Han sidder i toget 

blikket hviler i det landskab 

han kører gennem.  

Et træ 

en gård 

en bro 

en bil som kører på vejen langs med jernbanen i næsten samme hastighed 

som hans inde i toget. 

Umuligt at forstå ikke at måle. 

Med de rette instrumenter. 

Regnearter. 

Han tænker på de ting han ikke har fået ryddet op i 

og smidt ud. 

Han tænker på stationen 

hvor han stod og ventede. 

Kold og nøgen mellem plakater og automatiske døre. 

Han tænker på 

hvordan rytmen 

svarer til pulsen  

som han kan mærke med hjertet på ryggen. 

Lyden af ordet sveller. 

Tænker han på. 

Et træ 

en gård 

en bro 

en trailer parkeret ved en skovsti 

en mand ved en overskæring kigger forbavset på hans blik. 

Han kigger selv efter han er kørt forbi. 

Han tænker på de bakker der lå 

de træer der stod 

for længe siden 

hvor en dreng og pige 

kælkede klatrede 

lo. 

Højt som kun de glemsomme kan. 

De uskyldige. 

Som ham. 

Grådløs. På en anden måde. 

Ruden er både blank og gennemsigtig. 

En fugl 

en sky 

en sø 

en kvinde på en cykel med motor. 

Nederdelen flagrer foran det sorte stel. 

De usynlige eger. 

Han tænker på  

at blive beskrevet. 

Blive set. 

Læst. 

Rammet ind. 

Som en skitse eller et udkast. 

Han tænker på en tegning han så på et museum i Paris. 

Hvordan den hvis den  

kunne  

ville spørge hvad den lavede der 

i et oevre der først og fremmest består af færdige værker. 

Rummet 

himlen 

lyset 

mørket. 

Sporet. 

Han tænker på at ankomme. 

En ny station. 

Han tænker på hvordan man kan mærke farten sænkes 

og toget standse. 

Hvordan togets døre åbner sig mod de nye passagerer. 

At stige ned i perronens menneskevarme 

nøgen og kold 

udhvilet efter rejsen.