IMPERATOR 2015

TALE TIL DET NYE ÅR - NYT ÅRS TALE

 

Kære nye år gamle ven. Det ved at være de tider, hvor vi vender et af de store blade i bogen, trækker vejret dybt ind i håb om at snyde alle dem, der har ventet på dette skift, og i øvrigt lader som om det at tiden går og døden nærmer sig er den naturligste ting i verden. (Hvad den jo også er.)

Kære nye gamle år, der ligger du så og byder dig til som en erfaren luder, der lader som om hun er spændt på, hvad der sker når propperne springer og klokkerne bimler. 

Men kære nye gamle år, sagen er jo den, hvad vi to godt ved, at 98% af det, der skal ske i der næste nye år ligner det, der skete i det forrige nye gamle år. 

Og sagen er jo den, gamle nye ven, at det nok er det der passer os bedst. Vi siger, når vi holder taler, at vi håber på det bedste i det nye, men langt hen ad vejen er det bedste jo det gamle. Hvor mange ville rent faktisk ønske sig et år fyldt med forandringer? Hvor mange ville villigt hoppe ned fra sofaen eller klapstolen (der er fundet frem, fordi man har ventede gæster), hvis man ikke vidste det var parketten eller kelimtæppet eller væg til fucking skræmmende væg-løsningen, der tog fra? Hvor mange lover rent faktisk andet eller mere end det kendte, når man lover man vil rejse til nye og usete steder, lave ny og ukendt mad, tabe ukendte kilo og kysse ukendte kærester? Nøjagtig som man lovede sidste nye gamle år.

Kære nye gamle år, din charme er som pudder og mascara. Det kønne ligger i at virkeligheden findes under sminken, og det gemene i, at vi ikke ønsker at kende den. Og du ved det, gør du. Du ved godt vi længes efter troen på du rent faktisk har noget at byde på. Men du ved også vi er så ræd for der ikke kommer til at ske noget godt nyt - og kun dårligt, at vi villigt ved midnatstide labber det nye års helt jævnt boblende champagne i os, mens skærmene og himlene bimler et bedrag så tydeligt man drukner i det. Man kunne hænge sig i alle de raketter vi skyder af.

Kære forkætrede nye gamle år. Hvis jeg nu lover at jeg intet lover; at jeg højst lover, du ikke får lov at holde mig for nar, lover du så at holde mig til ilden og i live? Kære nye gamle ven. Kære år som kommer og går, mens vi prøver at holde dig fast med falske forandringer. Kom over til mig. Spring ned fra sofaen, klapstolen og din piedestal. Kære tid, kom over på menneskesiden, hvor vi rent faktisk kan måle og veje at du findes. Lad os sammen følge sekunderne fra den latterlige raket tændes og baner sig vej ind i det ukendte mørke lige som os. To. Gamle. Venner.

 

DETTE ER IKKE NYHEDERNE

 Hvem ved hvad

Jeg tror det var Esben Kjærs radioprogram ‘Bagklog på P1’, der tippede vægten for  mig. Endnu et program OM nyheder, som tilmed læner sig tilfreds tilbage og skyder satirisk med skarpt efter budbringere såvel som begivenheder, og som man kan se af programmets titel åbenlyst parasitært og bedrevidende.
Han er ikke alene Kjær, men er måske med sin selvbevidste form kronen på værket, som i flæng bygger på en lang tradition fra Uha Uha! over Det der om søndagen, Selvsving og Monte Carlo. Man har altid gjort (og skullet gøre) grin med nyhederne - ikke mindst de ting, der er i nyhederne, for det er jo på mange måder dér dumhederne kommer fra. Men på det sidste er ikke kun dumhederne, men også nyhedsformidlingen og medierne kommet op og stege. ‘På det sidste’ har sit år nul med Jon Stewarts første ‘Daily Show’ (1996) vil jeg tro.
Jeg har for så vidt ikke noget mod Esben Kjær og hans program, men når jeg kalder det kronen på værket, er det fordi det virker som en naturlig forlængelse på alle de andre nyhedskritiske og mediesatiriserende programmer, at man nu laver et program, som ret suverænt vurderer om vi overhovedet havde brug for de nyheder vi nu fik i ugens løb. Det peger enten på et problem med dem der formidler nyhederne, eller nyhederne i sig selv - som sagt må det være en af de to ting man gør grin med, når man gør grin.
BBC havde tilbage i slut 70’erne en komedieserie, der hed ‘Not the nine o’clock news’, blandt andet fordi den lå på samme tid som nyhederne (de rigtige) på BBC1. Det var en udmærket udsendelse som jeg husker fra min barndoms tv-kigning - vel egentlig satire og komik, som den ser ud, når det er britisk og ikke også Monty Python. Der var fine indslag om menneskelig dårskab og ditto hos samfundets instanser. Jeg grinede. Men det var IKKE nyheder, man gjorde grin med. Bestemt anden mediebåren viden og selvhøjtidelighed, og måske også en reporter af og til, men det var IKKE klokken ni nyhederne, fordi det var noget andet.
I dag er satiren OGSÅ nyhederne - i flere programmer jo sådan set ikke andet end. Man har gjort en dyd af - eller måske netop fundet det nødvendigt at trække de to ting sammen. Udover Monte Carlo og Esben Kjær er ‘Helt normalt’ og ‘Rokkokoposten’ to andre gode eksempler på sagen. Man kan altså snildt finde nyheder kogt om og bøjet ind efter nye, underholdende og derfor i sagens natur mere spidsvinklede kriterier end de kendte Aktualitet, Væsentlighed, Identifikation, Sensation og Konflikt. Men hvorfor skal det være sådan?
Måske fordi man på grund af den store satan Fox News mener, det er vigtigt at angribe (en) nyhedsformidling, som kan få 30’ernes propaganda til at blegne. Måske fordi det altid leveringsvillige internet med dets inverterede verdenssyn hoster nogle groteske, og selvsagt underholdende nyheder op, som ukritisk henter billeder ind fra alt fra tjekkiske bilkameraer til engelske overvågnings, men sjældent har nogen som helst værdi. Eller måske fordi man ikke orker, eller endnu værre evner at se - eller gisp læse - RIGTIGE nyheder, som de skrives, tales og produceres af vore hjemlige medier, som ikke er hverken Fox News eller et konstiperet internet.
Hvis det sidste er tilfældet - hvad jeg i en vis udstrækning tror det er - så tror jeg også man vælger de underholdende nyheder, frem for de rigtige nyheder, fordi underholdning og satire - selv den virkelig skæve af slagsen - er nemmere at forstå, end virkeligheden. Det er som bekendt virkeligheden, man får når nyhedsstrømmen bevæger sig gennem hodet på een. Og jeg medgiver den ikke er lige så nem afkodelig som en joke eller et funny face, den ikke så ligetil at gå til som en hån eller en parodi, og den er ikke lige så medgørlig som en sketch eller en pastiche. DE genrer kender vi nemlig både forfra og bagfra. Dem er vi jo opdraget med, fordi man siden den senmoderne træthed satte ind der sidst i halvfjerdserne, har kunnet vælge det der IKKE var nyheder. Underforstået - fordi man ikke orkede den seriøse, kedelige, problematiserende og nok også lidt forstokkede virkelighed, som den så ud dér, stående, siden vaklende på oplysningstidens institutioners forkalkede klassiske søjler. Spørgsmålet er så om humorens og satirens valgbare tilgængelighed på et tidspunkt bliver så omklamrende, at der melder sig et behov for et program der hedder 'Dette er ikke dette er ikke nyhederne' - eller måske bare ‘Dette ER nyhederne’?!

Not the nine o'clock news
Bagklog på P1

MAGRITTERUTEN

Billund

Botanisk Have, Aarhus

Fanø

Haldum

SMK, København

Aalborg

PORTRÆT

© n i c k l a s r e d 2 0 1 4

PILOU ASBÆKS TÆNDER

Til biddet

Hver gang, men især i den forsmædelige scene, hvor Didrik angstfuldt fejt overgiver og underkaster sig så voldsomt, at tyskerne tager ham for gal, ser man hans tænder stå som perler i en skyttegrav. De er alt for pæne, alt for regelmæssige, alt for hvide og alt for urealistiske til at sidde i munden på et 1800-talsmenneske. Den problematiske tandstilling er naturligvis tydeligere, hvis vi kigger Laust og Peter og ikke mindst deres salig fader efter i mundhulen, fordi de modsat Didriks godsejerliv, har levet et underklasseliv, og derfor burde have nogen virkelig rådne pløkker groende derinde, men med Pilou Asbæk er det bare så oplagt, fordi han godt kan lide at åbne munden og skrige - muligvis fordi han har så flotte tænder.
Der vil naturligvis være andre - og mere graverende - historiske fejl i iscenesættelsen af slaget ved Dybbøl og det Sønderjylland, København, Danmark og ikke mindst Tyskland (undskyld Preussen), som serien har givet os, men tænderne er interessante på anden vis end som en svipser.
Tænderne er som anakronisme et vidnesbyrd om, hvad vej verden er gået de sidste 150 år. For gemt i beundringsværdige barter og uldne uniformer, knitrende kjoler og hoppende hestevogne, glimter Pilou Asbæks hjørnetænder med hele sundhedsvæsnets sejr over sygdomme i tænder og andre steder. Når seriens læger og lazaretfolk er på arbejde ser vi hospitalsvæsnets niveau og muligheder som det var dengang. Når mad og vin serveres og indtages, er det afstemt med datidens menuer. Selv græs, himmel og træer er det lykkedes at få til at ligne. Sproget skal vi måske vare os med at rose for dets samtidighed - men det er på den anden side så flygtigt et fænomen. Kanonernes torden og tårernes trillen. Ingen tvivl skal herske om indsatsen for at give os et autentisk billede af tiden og stederne. Havde der været flere kvinder med end fru Louise Babett Heiberg, havde den kommende film også kunne sælges som såkaldt ‘kostumefilm’ (der ér bare ikke salg nok i generalernes uniformer, når det kommer til det). Bare ikke tænderne fik man forklædt. At vi ikke alene har lykkedes med at beholde dem i munden siden dengang, men af vi også er lykkedes med at rette dem til, sætte kroner på og polere det værste nikotin- og citronsnavs af emaljen. Det kan man se på Pilou Asbæks tænder.
Kig blot på Deres egen badeværelseshylde, eller hvor mængden af tandredskaber nu måtte befinde sig: Tandpasta med særlige enzymer i mange overbevisende farver, maskiner med roterende børstehoveder eller børster med særlige greb, særlig vokset tråd og ergonomiske stikkere. Tunge, du vor faste følgesvend, går ikke længere på opdagelse i huller og huler og gebissernes mere eller mindre behagelige pasform, du kæler ikke længere ømt for bylder og blottede nerver. Nej, alt det er væk, og i stedet skridter du de ranke bisser af, som en  anden helsekraftig officer sine soldater.
Og nu er vi helt derinde, hvor tænderne sidder fast i kraniets kæber, og kan bruges til at identificere, hvem det er man ikke længere kan kende på det ydre, og anakronismen derfor også viser sig at være en korrektion til fiktionens historieløshed. For tænderne er jo et bevis på kroppens eksistens i nutiden, tænderne kigger ud af det skin(d) serien har skabt og siger vi befinder os her i 2010’erne. Vi kan IKKE bevæge os frit i tiden. Vi har ønsket at pudse og polere vores primitive og forfængelige knogler i 150 samfulde år siden Didrik skulle have skreget sin desertering ud gennem tænderne, og derfor understreger og afslører tænderne kroppens bevaring - det lange liv - som en moderne prioritet. En meget konkret og sanselig prioritet, der byder sandsynligheden i spillet og fortællingen om Danmarks fortid trods i langt højere grad, end at konstatere det er Pilou Asbæk, der spiller Didrik gør. Det er hans tænder, der afslører det. Hans pæne tænder.

PORTRÆT

© n i c k l a s r e d 2 0 1 4

TUNET ANGST

Appel og amnesi

Som man kan se på billedet virker min iTunes ikke. Den har udelukket mig fra at loade informationer fra de cd’er jeg tåbe stadig ønsker at købe. Den gør det tilmed arrogant ved at påpege det er min fejl. Jeg er hjælpeløs forladt af noget, som burde virke upåklageligt, men nu har udgrænset mig, fordi antallet af de mennesker, hvor det virker er så ufatteligt meget større end mig (1 person), at jeg kan mærke en teknologibåret eksistentiel angst, der kan måles sig med Camus’. Det er en hjælpeløshed, der rinder af det tydelige billede man får af, at man hører til de omkostninger, der nu engang er, når så mange maskiner skal køre i så mange hjem. Ingen benægter, at der er noget galt, men der er bare ikke noget at gøre ved det. Den eksistentielle finesse i dette tilfælde er, at det kunne være sket for alle - vi er alle potentielle iTunes-svigt-ramte personer - på samme vis som vi alle er potentielle Meursault’er, der i lyset af en åbenlys urimelighed, det ikke står til at ændre, er tvunget til at erkende vores meningsløshed. Selvom det er en smagløs association kun værdig for en Victor Boy Lindholm eller en endnu yngre himmelstormer med næsen i bøger uden forstand, så rinder Ole Sarvigs herostratisk berømte digt om kernerne i kirken mig i hovedet siddende her helt alene i den virtuelle virkelighed med Evas æble og Adams dorskhed larmende reklamerende fra det pudsede aluminium.
-
Der er dog den væsentlige forskel fra både Camus og Sartre og Sarvig - at det liv, der synes meningsløst, er det liv som teknologien har erobret som sit bevis på eksistensen. Der er den forskel, at den eksistentielle tomhed jeg mærker kun er en metaforisk angst, næret af de multinationale kræfters afsyrende identitet. Det er kun fordi jeg tror det skal være sådan, at hvis ikke the motherApple vil kendes ved sin enkelte frugt, så har jeg mistet både stamtræ og rod. Men det er ikke sådan det er. Det er bare upraktisk og tidkrævende. Som alt andet, der kræver opmærksomhed og grundighed og indlevelse. Som livet, hvis man ellers tør leve det her på kanten af det meningsløse teknofobiske univers. Herude, hvor vi stadig køber cd’er og lp’er som holder længere end de maskiner, der er deres slaver.

SINE LOGO

DET STORE REGNSKAB

I dag er meningsløs.
Der er intet at sige eller gøre, intet at stille op og intet at slå ned på.
Den tæller ikke i det store regnskab.

HÅB I TIDSFORSKELLENES TID

Hvis minutter er det du vil have, når du prøver at nå noget i tide?
Bliver du yngre mens du skynder dig, og gammel hvis du kommer for sent?
Det mekaniske urs vigtigste del er en fjeder snoet om sig selv.
Ønsket om at finde sig selv er ønsket om at ankomme til tiden.
Det mest præcise ur bruger atomer som dig og mig.
Kom godt hjem.

 

TRIPLE TERROR - LILAC

REBLIK

 

Hvad sagde du der?

Det der er galt med den svenske censur og/eller trang til politisk korrekthed, er at den også vil hindre folk i at tænke selv - eller stoppe dem i at skulle gøre det. Når Grethe Dirckinck Holmfelds barnlige citater censureres for deres - med et dovent voksent øje rimeligt sexistiske udsagn - så hindrer man jo det, der er grundlæggende for al kommunikation; at man skal tænke selv. For udsagnene om lesbiske kvinder er jo udtryk for det de opdragende omgivelser har ‘lært’ børnene at tænke og sige, ikke hvad de som sådan måtte mene. Det samme gælder Dan Parks udsagn, der, hvad man jo også tydeligt kan høre på ham, ikke er noget han selv mener han mener, men oplagt har hentet i et ret begrænset udsnit af den verden han mener at leve i … i Sverige i øvrigt.
Man kan godt drage paralleller til den eneste nyere danske skandale i så henseende; nemlig Jørgen Leths ‘jeg tager kokkens datter’ tekst. Her var igen tale om et udsagn forfatteren og kunstneren havde hentet et andet sted fra, end hans og hendes eget sind, men villigt stillet til skue, for at vi kunne tænke vores. Med Leth var det selvsagt sat på spidsen, fordi det var muligt at tolke det som hans egne, af den imperialistiske kulturs formede lyster.
Men i disse tilfælde risikerer man altså med censuren at hindre refleksion. Overvejelser om, hvad der dog kan få børn og voksne til at ytre og være underlagt mere eller politiske og kulturelle holdninger. Det ville svare til at forbyde kriminallitteratur, fordi der optræder onde og bestialske mordere, som jo må være usunde at kolportere ind i et ordentligt samfund. Det gør man imidlertid ikke, fordi der er vi på sikker grund med, hvem der har ret og hvem der tager fejl. Der skal vi ikke tænke for længe over tingene. Og sådan vil vi helst have det. Man skulle tro nogen havde voldtaget vores selvstændighed.

PORTRÆT

© n i c k l a s r e d 2 0 1 4

SAUSSURE LA ROUTE

It's a dog's

Her har været et billede af en hund engang. Der har nok også været en tekst. Man kan faktisk lige ane et “ER OGTER IEG!” Men mest af alt er det en rest, et tømt tegn, en ikke-advarsel. Som på den anden side ikke behøver ikke at være gældende, da hunden - dens fysiske manifestation - sagtens stadig kan befinde sig i huset, selvom skiltet(s betydning) er forsvundet.
Ved hundeomridsets ene øre (man antager dens højre), ligger der ligesom en skygge bagved, som gør skiltets tømthed for hund endnu mere mystisk. Skyggen signalerer nemlig krop og dimension, men altså i et fladt og meningsløst univers. Det bliver en slags forstærkning af vores ransagende blik, som nærmest kommer bagom hundemasken.
Bemærk også, hvordan den efterladte omridsstreg, af hvad man formoder er en eks-schäfer, har fået en næsten Pluto-agtig karaktér. En regulær modsætning til vagthunden som symbol.
Mærkligst er dog det andet øre, hvis oprindelige form er umulig at afkode. Hvorfor er den endt med at ligne en udgravning? Det betyder paradoksalt nok, at de andre tegnrester; i.e. ikke-hunden - faktisk bliver tydeligere og stærkere at aflæse. Som når man ser et halvt klistermærke og automatisk danner helheden.
Skiltets pointe er at vi genkender det som et advarselsskilt, men læser det som et tegn på tid, der svækker advarslen. “Det er så længe siden dette skilt blev sat op, at hunden må være død.” Vi er ikke langt fra Kierkegaard legendariske “Her rulles”-skilt, som stod i pantelånerens vindue. Men kan alligevel ikke vide, om huset stadig har en hund - eller pantelåneren også har en rulle til salg.

 











I det gamle rom lavede man sine ‘Cave Canem’-skilte af mosaikker, som stadig står strålende og tydelige i dag, uden vi skænker egentlige og ægte hunde en tanke.

KÆRLIGHED I TIDSFORSKELLENS TID

 Hvis nu de ord skrev havde skrevet blev taget var forsvundet og jeg stadig elskede dig

Fra de ord blev tastet til dine øjne forsvandt de og tilbage blev jeg elsker ikke 

Dit svar dukkede op som slugt af en hval en fisk slimet svar uden mening og alene kold

 
Jeg tror ikke internettet har et forhold til de ord vi sender imod tidens opdelte zoner steder der ikke findes hvor vi står når de lander stumper og istykker og trykker som besatte på reply reply reply

SINE LOGO

BANNERLITETER

AN ASIAN RED

SINE LOGO

TIDERNE SKIFTER ALDRIG

 














Via Olorosa
 
mens vi roder rundt med
blinklys og mobiltelefoner
snubler over fliser og fødder
og kigger os bebrejdende omkring

mens vi leder efter elskerens
mund i mørket
diende blinde og tømt
for følelser vi håber vender
tilbage

mens vi stikker nøgler i låse
projektiler i kroppe
fødder i strømper og skilte
i frugt nåle i fluer
og næsen i lugt

mens vi peger og praler
og taler
om os selv som om
vi aldrig har gjort det før
og genopfrisker det seneste
men ikke vil huske det
oprindelige

mens vi læser så hurtigt vi kan og
tror vi mister forstanden
og påstår vi aldrig har haft det bedre
og smiler selvfedt til noget
der lige så paranoidt påstår
er verden

mens vi reviderer regnskaber
født så falske de er dømt til at synke
mod bundliniens grav
og lytter til stemmer
vi er opdraget til ikke
at tro på

mens vi betaler og betaler
for noget de siger skal give
os pengene igen
og lykkelige venter
i markedets spænd

mens vi skraber huden af huden
og kalder det skidt
står vi der til sidst med et
eneste skridt
for lidt, for lidt, for lidt 

BANNERLITETER

SINE LOGO

SPHÆRE SPHÆRE HODE

GRUCK

At glemme er en frihed,
som du kan få af din alder.

At huske er et fængsel,
som tiden befaler.

At finde vejen mellem
glemsel og minder,

er at kende livet,
før det forsvinder.

USYNLIG SKOV

BANNERLITETER

KATALOG - VOR TIDSMODEL

AN AMERICAN GREY - TWO PCS

JEG LÆSER PABLO LLAMBIAS OG TÆNKER

 
















Jeg læser Pablo Llambías og tænker
på en kvinde jeg ikke er forelsket
i. Hans sonetter får mig til at for-
stå, at når hun og jeg taler sammen

er det egentlig digte forvandlet
til sprog. Det er mærkeligt sådan at stå
med et begær vakt af en bog og skrevet
tilbage til sig selv. Jeg farer vild i

sprog og virkelighed og frygter kærlighed-
en gør det samme. Han siger der ikke
er forskel på digte og dage og dul-
mende sex, men jeg bruger punktummer som
piller mod vrangforestillinger og
prøver at elske digtenes sprog igen.

MODEL OG BANE

Trainsport

Når man bygger modeller er man af indlysende årsager optaget af virkeligheden. Måske mere end man er, hvis man kalder sig filosof eller ideolog. Modelbyggeren er et grundigt menneske med blik for detaljer og funktioner, med interesse i historie og mekanismer, udvikling og opfindelser. Modelbyggeren har måske ry af at være et indesluttet og måske endog soclalt dårligt fungerende menneske. I den seneste legofilm er modelbyggeren blevet psykopatisk.
Jeg misunder modelbyggeren. Hans ro, hans målrettethed, hans tålmod. Og altså hans vinkel på virkeligheden. Den er så ren og forholdsmæssig. Gengivelsen af virkeligheden er så besværlig, når man skriver om den, synger om den, maler eller tegner den. Modelbyggeren har en kontrakt, der ligner en pagt.
Jeg misunder modelbyggeren. Glæden ved at få noget til at stå og ligne. Begejstringen ved at finde et hus eller en bil eller en vogn, som fuldender et scenarie. Det er så svært ellers at begejstres over virkeligheden - og altid hyklerisk at begejstres over mimesis i film eller kunst. Hos modelbyggeren mødes mimesis og magi på en lødig måde, fordi der skal pudses og limes og måles og males på samme måde som … i virkeligheden.
Jeg misunder modelbyggeren. Den tredimensionale fotograf. Hans mulighed for bogstaveligt talt at gribe ind i scenen og tiden og stedet; dreje en bygning 4° og lakere et hus i Technicolor™. jeg misunder ham hans tur til butikken med virkelighed; grantræer, elme, rhododendron, granitsten og grus. Små matte plastposer fyldt med stof og materie, som kan vokse videre lige ind i hovedet og drømmene på ham.
Og så stod jeg dér i Hadsten Centret og tænkte på alt det jeg lige har skrevet. Og så så jeg, at jeg så. For jeg så, at jeg ikke kunne se een eneste graffiti. Ikke eet tag eller et piece eller bare resterne af en plakat for en koncert eller et dyrskue. Spor efter liv. Jeg har aldrig savnet synet af mennesker eller liv på modelbanerne - der har magien, fantasien og de utrættelige tog sørget for. Men virkeligheden er, som alle modelbaner understreger med deres 70’er-æstetik og MR-tog, også historie, og historie er tid, og tid er spor efter mennesker. Ikke tog.

Jeg misunder stadig modelbyggeren, men nu forstår jeg, han blot er menneske som mig, som en digter eller en demokrat. Han gør alt hvad han kan for at gengive virkeligheden. Og så ændrer han den.

DÅMME SLÅGANS

 Så er det sagt

Vi møder dem hele tiden - og i en grad at man glemmer at spørge om de passer, eller om det kan være meningen de skal slippe af sted med det: Slogans.
For en sur midlaldrende akademiker er her et hav af bitterhed at boltre sig i. Vi starter med supermarkederne.

“Rigtige købmænd”
Javel. Godt forsøgt med nostalgi og ærlig snak. Men enhver ved, hvad en rigtig købmand kan; tjene penge! Og hvem tjener han dem på?

“Råd til mere”
Så hvor mange penge har man med hjem?

“Mere end discount”
Indirekte siger de at udgangspunktet (altså den egentlige butik) er dårligt.

“Frihed til at vælge”
Bortset fra måske et par discountbutikker, automaterne og benzintankene, så er det ikke ligefrem mangel på udvalg, der mangler, når man handler. Men det lyder godt.

“Derfor”
Ja, hvis man spørger. Hvis ikke man spørger, er det et underligt svar. Ergo.

MEST FORETRUKNE

© N I C K L A S  R E D

EGENTLIG LÆNGSEL

Hør nu her.

Det er ikke

og har aldrig været

en drøm

jeg og alle de andre som mig

ikke kan få forløst

eller til at gå i opfyldelse

eller til at ske.

Det er en virkelighed.

STOP IMAGINING THINGS