IKONOGRAFATALISME

Der er en livbekræftende lighed mellem timeglassets dødsfigur og de forbundne hjerters evige bevægelse. Husk den tid der går med at elske langt overgår tiden brugt på at frygte døden. Glædelig jul.

STAND-UP'ERNE ER DANMARKS NYE TANTER

Spank-up straight

Alle har, eller har haft en tante. Min hed tante Anna. Hun var vel 1,65, kompakt bygget, stram i masken, sølgråt hår samlet i knude og holdt ind til hodet med nåle, sorte kjoler og frakker - sidstnævnte af den slags der ligner en genanvendt puddelhund og en snert af cerut i auraen. Hendes stemme og håndtryk var en meget nøjagtig repræsentation af ovenstående - og hendes stående replik var, at man skulle se på den man sagde goddag til. Da jeg var barn alle de gange jeg sagde goddag til hende, skal jeg ikke med sikkerhed kunne sige om hun sagde sin replik som kritik eller kultur. Hovedsagen i denne sammenhæng er at placere hende up front på følgende:
Jeg kan desværre, desværre ikke huske hvad der fik min hjerne til at slutte sig til ovenstående påstand - at stand-up'erne er blevet Danmarks nye tanter - men v'ed ret præcist at tanken blev fuldendt ved gensynet med Andens 'på coke-show' forleden. Nu er Anden selvsagt en af de mere taknemmelige eksempler i denne sammenhæng, men jeg tror tantologien holder til mere end ham. Stand-up'ere er tanter fordi de altid prædiker om, hvad der er rigtigt og forkert. De peger fingre af det forkerte og roser det rigtige - de er med andre ord dybt moralske i deres analyser og konklusioner. Jeg ved godt de ikke nødvendigvis prædiker Emma Gads snerpede værker, men konstruktionen med eksempler på henholdsvis forkert og rigtig adfærd er 100% moraliserende. Og nu vi snakker om Emma Gad, er det jo ganske almindeligt, at de fleste stand-up'ere helst beskæftiger sig med perversionen - det udartede og dermed nye, som har vredet det gode gamle af led. Læg dertil den iøvrigt meget tankevækkende iagttagelse, at genren (som tanten) er ualmindelig fast og dermed traditionsbunden. Der findes ingen avantgarde! Ikke at det generer mig, det er endda både betryggende og berigende, at formen er så fungibel, men det er altså også lige tante-Tut-taler-altid-om-de-samme-ting-på-den-samme-måde agtigt.
Den sidste pointe henter vi fra vanlig antropologisk/sociologisk senmoderne kilde: Familiernes op- og traditionernes nedbrud: Der ér ingen tanter mere! De unge møder ikke disse håbløst latterlige uldindpakkede snakkende kvinder ved hverken højtider eller eftermiddagste. Selvfølgelig er de familiestrukturelle tanter der stadig, men deres titler og især deres opdragende adfærd er forduftet af grunde jeg tør gisne om i en anden sammenhæng senere. Resultatet er under alle omstændigheder at 1) en flok komikere har indtaget og udfyldt tanternes plads som hysteriske, moralske og kærlige kællinger, og 2) vi har stadig brug for tanter til at udfodre vores selv- og sociale syn.

VI BLEV FØDT MED SKIBET

KØNNE TALEMÅDER OM "MAVEFORNEMMELSER"

Metaforisk a-sexistisk ventrikelidiomatik

Maven er ofte i spil i talemådernes tyranni. Overskriften er et strålende eksempel på det - ifølge ordnet.dk har vi brugt det siden 1994 som udtryk for at have en slags vished for noget, hvis det er en 'god mavefornemmelse', hvad det oftest er. Jeg kan ikke mindes jeg har hørt om nogen, der havde en 'dårlig mavefornemmelse'; sammenstillingen af 'dårlig' og 'mave' kan bære noget af forklaringen, men som udgangspunkt er det nok fordi mavefornemmelsen er en slags måler til os, der ikke stoler på kiromantik og auralæsning. For dem der har den (fornemmelsen), bruger den - som udtryk helt sikkert, og måske også i praksis. Hvilket kan forklare, at der teknisk set dårligt nok er tale om en metafor - vel nærmere en sammenligning.
Det er imidlertid mavemetaforerne der skal handle om - og så det at talemåder har det med at være kønsneutrale på brugerniveau. Jeg blev inspireret af to ekstreme udtryk, et meget gammelt og et nyt, der som udgangspunkt må siges at høre til hver sit køn: "Pik" værende det ene - forekommer mig mere og mere at blive til et kraftudtryk, der selvfølgelig bærer en rudimæntær henvisning til det mandlige kønsorgan (lige så videnskabeligt det ord lyder, lige så primalt bliver det i brug), men ikke længere nødvendigvis. Man kan sagtens bruge "pik" som kvinde, hvis man vil understrege noget - hun kan fx have "pikketravlt" eller være "pikkefrustreret". Kvinder kan også have "big dick energy."Jeg antager pikken er blevet en dansk erstatning for "fuck"-ordet, der også udmærker sig ved sin fleksibilitet i brugen, har samme tabuiserede rod og tilkender brugeren en vis status og opmærksomhed. 

Det gamle udtryk er en graviditetsmetafor - og som sådan lige så knyttet til kvinden, som pikken til manden. Man kan nemlig sagtens være mænd og have en forfatter i maven - alternativt en gartner, en pilot, en smed eller en taber. Det vi har i maven har vi selvsagt som et potentiale for livet - måske som ønske eller håb, men jeg tror nu der skal være etellerandet at bygge på.
Og da nu vinklen her er fundet, hvad ser vi så af vidundeligt ligestillede kønsspecifikke talemåder?
Mænd der griber i egen barm og kysser farvel? Kvinder der rejser sig til lejligheden og bryder igennem? Mænd der føder tanker og nærer dem ved deres eget bryst? Kvinder der er karle for deres (Derby?)hat og går på jagt? Ultimativt stiller det (ellers i andre sammenhænge meget kønsbevidste) vidunderlige sprog jomfruelige mænd op ved siden af kvinder bevæbnet til tænderne, og - tør jeg nok sige - udfordrer alfald dele af den feministiske kønsforskning, der selvfølgelig også har dekonstrueret sproget for at finde udertrykkelsen. Ikke at jeg ikke abonnerer på sprogets bevidsthedsdannende evne - men jeg synes nu at det er tankevækkende, at vi ikke har problemer med at betjene os af det andet køn (so to speak) i visse idiomatiske sammenhænge. Måske er det fordi jeg har en ræv bag øret. 

Reblik - i teatermørket

http://stiften.dk/kultur/rasende-skuespiller-det-kan-i-ikke-vaere-bekendt

Denne torsdag skete der noget mindeværdigt på aarhusteatret Svalegangens scene. Det sker der såmænd næsten hver aften - men det er tradtionelt set ikke overraskende, når der er tale om teaterstykker, der som al anden kunst a priori helst skal være til at huske. Det usædvanlige ved torsdagens scenesituation var, at der IKKE blev spillet - eller rettere, at der blev holdt op med at blive spillet. Sagen er næsten helt udfoldet (på godt og ondt) i medierne og blogosfæren, og jeg skal slet ikke dykke ned i dens konkrete sammenhænge, der hurtigt kan blive politiske og polemiske, men jeg skal derimod blot hefte mig ved tanken om at opleve et teaterstykke stoppet, fordi den virkelighed alle teaterstykker læner sig så kælent faretruende op ad, men aldrig ind i, blev for meget for publikum. Det er kalejdoskopet der pludselig træder frem. Det er ligemeget, at det var nogle skolebørn, der ødelagde det og koncentrationen for Signe A. Mannov og de andre (børnene kan tænke over, hvorfor det var en straf, at stykket blev afbrudt, til de bliver trætte af det) - det der er det afgørende er, at i det øjeblik spillet på scenen stoppes, så åbner det rum mellem virkelighed og fiktion sig tydeligere end ellers. På een og samme tid er tilbageråbet "Det kan I altså ikke være bekendt" en afmystificering og en trylleformular. Det er Brecht med turbo, for verfremdungen er ægte, ikke et greb - alt bliver teknisk og virkeligt på een gang. Vi mindes om at de spiller - men at de gør det i virkeligheden. Det eleverne gjorde inden de blev sendt ud i det virkelige mørke var det alle vi andre gør, når vi gribes af teatret: Vi ér der. Ikke for at råbe, men bare for at ånde.

PANGRAM

Alt hvad alfabetet kan

Læs ikke længere, hvis du har de små timer kære og en svaghed for ord og ære. Pangrammet er en sætning sammensat af et alfabets bogstaver. Ultimativt KUN af de bogstaver, der er i alfabetet. Med det danske alfabet har Kenneth Rosenkilde (hil!), hvis navn i sig selv indbyder til et anagram, som jo er en beslægtet ordleg, gjort det med følgende sætning: "Høj bly gom vandt fræk sexquiz på wc." (29 bogstaver!) At sætningen er gjort med  de 29 unddrager den kritik - men ellers ser man gerne pangrammet udført som en logisk (men da gerne sjov, for søren) sætning, uden fremmedord, forkortelser og egennavne. Som det engelske pangram: "The quick brown fox jumps over the lazy dog," som jo emmer af eventyr og jagtmarker. OG vil nogle nu have bemærket, flere ens bogstaver! Men se det er jo det smukke ved denne leg. Den slags slinger tolereres, hvis sætningen har andre kvaliteter - så længe den ikke bliver urimelig lang, selvsagt.
Og ja, på denne smukt og svært udspændte line og i disse sene timer har deres øjen-, stum-, brok-, blog- og sprogtjener sammenflikket følgende pangram: Qua goms exces flød whisky jævnt på bazar. (34 bogstaver.)
Den vil og kan diskuteres - men jeg er meget tilfreds. Ikke nødvendigvis færdig med pangrammet, men indtil videre godt brugt af det.

PS
Kenneth Rosenkilde hedder Hinkened Enkelsort
PPS 27.12.11
på www.h33.dk (hermed anbefalet - omend den er ikke er forfrisket) kan du finde mere om pangrammer, men også noget om 'autogrammer' (Dette autogram er skrevet for at stå i denne parantes) og Sallowsgrammer (Her er en sætning med 33 bogstaver og to tal) og meget mere af den slags, der går benærende nær en grænse i sproget.

SANDHEDEN OM PARANOIA

25 SÆTNINGER DU SKAL SIGE INDEN DU DØR

 

Lingua longa - vita brevis

Nej, jeg vil hellere med ham dér.
Nej, du skal ikke komme i aften.
Nej, jeg hedder Pust.
Dén bog har forandret mit liv.
Dén person er jeg glad for ikke er dig.
Dén del af mit liv har jeg foræret til en anden.
Sandheden er at jeg aldrig har elsket dig.
Sandheden er at jeg altid har elsket dig.
Sandheden er at du altid har elsket mig.
Jeg har mistet mit kæreste eje.
Jeg er blevet blind.
Jeg siger denne sætning for at få den sagt inden jeg dør.
Det smager som noget jeg aldrig har smagt før.
Det gør ikke noget, det gør det virkelig ikke.
Det var en engel.
Hvis jeg bliver mere lykkelig end jeg er nu, så dør jeg.
Hvis der ikke er noget jeg kan gøre ved det, så vil jeg gerne gøre noget andet.
Hvis jeg får dig til at føle dig tryg, hvad får du så mig mig til at føle?
Når jeg er færdig med denne her, vil jeg gerne have een til.
Når du siger den slags ting til mig, får jeg lyst til at græde.
Når jeg kommer hjem vil jeg planlægge ikke at rejse.
Faktisk har jeg glemt alt hvad jeg nogensinde har vidst.
Faktisk mener jeg ofte ikke det jeg siger.
Faktisk gør det ikke så ondt.
Mere lys!

AKTUEL LITTERÆR ANAGRAMMATIK Uge 45

Undskyldningen
Hanne-Vibeke Holst // VENEHIB ANKELSHOT

Brobyggerne
Jan Guillou // OGUN LILJA

Genfærd
Jo Nesbø // JENS ØBO

Blodig genvej
Julie Hastrup // JURA SEPHILUT

Det syvende barn
Erik Valeur // UKI LAVERRE

1Q84
Haruki Murakami // UKHIKI KARMARAUM

Rystet spejl
Søren Ulrik Thomsen // RUHENORM ILTSKØNNE

De ufuldkomne
Tom Rachman // AMMON CHART

Når noget slutter
Julian Barnes // SJUREIN BANAL

Samlede Tranströmer
Tomas Tranströmer // MESTÖR STORMANTRA

-
Bestesellerliste Arnold Busck 13.11.11

Toogtyve ord

Tværtsmutz

Bare fordi - der kunne være en afgrund af litterær leg i dette greb, og så fordi jeg fandt inspiration i ovenfor gengivede stykke stof: "Ord:Nr: 22". Spillet er som følger: Jeg tog Tom Kristensens roman "Hærværk" og talte mig frem til det toogtyvende ord, som viste sig at være (det kedelige, men dog bestemte) "den", hvorefter jeg fandt frem til en roman, hvor ordet "den" indgik i titlen. Ikke nogen større opgave, der sagtens kunne løses på mine egne reoler. I Rifbjergs roman er det toogtyvende ord "de", som jeg uden besvær fandt i titlen på (en af mine største læseoplevelser, nemlig) Peter Høegs "De måske egnede". I den er ord nummer toogtyve "morgenens" - og da kunne reolerne ikke længere levere titler. Jeg har tænkt mig at fortsætte legen så længe det kan lade sig gøre - eller til den, på Svend Åge Madsensk vis - går i sig selv igen. Paragrafferne tilsiger det skal være dansk skønlitteratur, og at ordene først tælles, når vi går i gang med brødteksten.

Tom Kristensen: Hærværk (roman, 1930)
Her er vi på kendt grund: En af de store romaner om danskens storhed og fald. En roman hvis storhed og skelsættende portræt paradoksalt blev rummet i et digt, fiktivt indlejret i fortællingen: Jeg har længtes mod skibskatastrofer og pludselig død. Ord # 22 er:
- den -

Klaus Rifbjerg: Den kroniske uskyld (roman, 1958)
Her er vi helt inde i den danske litteraturs DNA. Sproget og selvhadet som motor og endnu et stort menneske bragt til fald. Nerven eviggrønt spændt i tosomhedstrianglen. Ord # 22 er:
- de -
Peter Høeg: De måske egnede (roman, 1993)
Et værk der insisterer på både at være virkeligt og falsk som tallene, der aldrig kan være mere end noget abstrakt. Romanens fortæller hedder Peter - og han findes. Ord # 22 er:
- morgenens -

Frank Jæger: Morgenens trompet (digte, 1949)
Jæger ligger lidt ude i periferien i mit litterære landskab, men jeg har læst hans oversættelse af Goethes "Den unge Werthers lidelser" flere gange. "Den lyse digter" har dog fundet vej til manges ører - b.la. via Kim og kanonen. Ord # 22 er:
- skorstene -

SANDHEDEN OM HVIDVIN

HÆLFLÆKKER

Selvmodsigerske % Sandslugerske

Nu er det her! Det nye pendulord: At flække! Engang betød det at noget deltes - fx i et godt og dybt grin, fordi man dér starter med at smile bredt og siden åbne på vid gab og grine igennem - eller flække brød, som når pølsemanden åbner brødene lige inden man får sine grillhotdogs på geled og gled (man spiser da altid mere end een hotter).
Men nu er der ikke mere at grine ad - for nu flækker man åbenbart tingene SAMMEN. Talemåden "at flikke noget sammen" er alfald langsomt blevet til "at flække noget sammen"."At flække noget sammen" er lige så logisk som "at lime noget åbent" eller "skære nogen fast." Jeg ved godt det ingen veje fører med dette sprogpolitisteri - men når nu ens ører er så sarte, så må man vel have lov at hælde lidt betændelse fra af og til.
På ezz.dk (hermed anbefalet, hvis man har god tid og er et nysgerrigt menneske) snakkes der om, om (hej! to om'er lige efter i hinanden) det er samme problem med "ligge" og "lægge" - men her er der dog tale om at noget befinder sig eller er på vej til at befinde sig i en hvilende tilstand. Der er ingen lighed mellem samle og dele. I så fald skal vi vist ud på et filosofisk overdrev, hvor genstandens potentielle delbarhed og derfor efterfølgende samlbarhed gør selve akterne beslægtede ... Nej, jeg tror bare det er med flikke som med skomageren - og gode, reperationsværdige sko, for den sags skyld: Færre kender til det, flere bruger og smider ud som det behager, uafhængigt at tid, sted og verber.
Se, det var lige så let som at sutte en mandel at skrive dette indlæg. Nu vil jeg hvile på lavbærrene og vente på nyt fra fronten.

SIN EGEN KLUB

Slæveskabet

Mønstergenkendelse er et drug. Det kører uafladeligt og vil have mere og mere - gi'r man det ikke noget, tager det selv. Denne blog er en virumental gummicelle, et lingvistisk skærmdump for det kulturelle giftaffald der hober sig op i min hjerne, fordi den ikke tror pladsen nogensinde slipper op. Jeg har opdaget et nyt mønster - dette næppe heller epokegørende; udover selvsagt at være tidstypisk og med til at sætte sociale og eksistentielle standarder for indviderne i vores verden og samfund. Mange andre har været her før mig - og helt sikkert med mere velunderbyggede påstande. Ikke desto mindre, så vil jeg dele følgende tanker om ungdommen og fællesskabet med Dem (jeg har besluttet mig for at anvende Klaus Lynggaards (hermed anbefalet) høfligste henvendelsesform overfor dem, kære læser. Det er et mønster).
Det er en gammel sandhed, at fælleskabet er en opdragende autoritet - endda i sig selv, af egen kraft. Hvor forældre, officerer eller myndighedspersoner er autoriteter netop som personer, er fælleskabet det i kraft sit "skab": At man man er flere og mange, og derigennem synergisk enige om nogle rammer. Det behøver ikke være demokratisk i en forstand, hvor der er åben og afstemt enighed om, hvilke linier man retter ind efter, for i et fælleskab er der andre faktorer end det enkelte individ nu og her. Historie fx. Tradition. Fornemmelse. Det er blandt andet derfor fællesskabet er så fascinerende organisk, og alligevel intellektuelt en dragende størrelse. For nogen af os. Det er også en kulturel kerneværdi. Et indiskutabelt nødvendigt samvær - hvor man så kan diskutere resten af verden, eller bare bede den holde sig på behørig afstand. For andre af os.
Men nu synes jeg at se flere og flere melde sig ud af - eller rettere undlade at melde sig ind i - fælleskaberne. Man vil hellere selv, og KAN meget bedre alene. Og det er ligemeget om man dyrker guitarspil, sport, gøgl, kunst eller verdensforståelse. Det kan man jo ligesågodt selv ordne, når nu internettet tilbyder komplette manualer (OG kanaler til tilbageløbet) for snart sagt hvad som helst på højeste niveau - hvorfor så i alverden prøve at tage det til sig i et læringsfællesskab, hvor man som præmis skal udstille sin egen uduelighed, nærmest rituelt, som et slags adgangstegn. Uha, nej Gud forbyde, at man træder frem på baggrund af nogen eller noget, der er funderet i andet end een selv.
Javel, der er som De måske fornemmer, en snert af kritisk vinkel på "the selfmade succes", alfald som vi ser den fordrejet dyrket i alle mulige medierede sammenhænge, hvor viljen bolles op i en barok iscenesættelse, der desværre undlader at spejle det forgængelige. Ikke at jeg mener der er noget galt med at sætte sig mål og være viljestærk. Men jeg har noget imod, at succes eentydigt fremstår som noget man kun kan opnå, hvis man gør det på sine egne præmisser - against the world. Især da når man interesserer sig for aktiviteter, der traditionelt er båret af fællesskaber. Nu skal dette jo ikke være en skolelærerblog - men jeg må indrømme, at visse dele af den isolerede og egocentrerede navigation og selvrealisering også optræder hos elever, der ligesom foretrækker bare at sidde med tingene selv - uafhængige af almen viden og alle andres verden. Her kunne også godt lyde et hip til idoldyrkelsen af især sportsfolkene, som har en grim afsmag af afbrændt holdånd. Ikke nødvendigvis hos idolerne, men hos tilbederne. Her kunne også fremmanes et apokalytisk scenarie med politikere, der har fremelsket deres 'tæft' og veltalenhed alene foran spejlet med YouTube-manuals.com som et Hamlets kranium i den ene hånd. "Se mig! Jeg har selv lært at lyde som en politiker." Jeg kommer til at tænke på det danske band DeFilm, der forsøgte at sælge sig på, at de aldrig havde været et band eller spillet live, før de gik i studiet og indspillede deres første album ... ikke noget der gav den store respekt i mine kredse. Men måske er tiden moden til dem igen - hvem ved, hvad der kommer på http://www.defilm.dk/ ?
Jeg ved det - og undskylder. Indlægget blev alt for langt - og jeg kom ikke engang ind på web 2.0 eller crowdsourcing! Men emnet ligger mig meget på sinde. Og bør også ligge Dem på sinde.  For pludselig er vi alene om fælleskabet - og hvad skal vi så blive enige om?

Sandheden om døden

Et Herman Bang-blik

Et sted i Max Kestners film 'Rejsen på ophavet' (hermed anbefalet) siger han om stjernerne, at det blik vi kaster på dem er et blik tilbage i tid - helt tilbage til før der var noget, der hed tid, fordi stjernernes lys er meget ældre end vi nogensinde bliver eller kan forestille os, for den sags skyld. Princippet findes i mindre form i de blikke Herman Bang kastede, eller nok nærmere faldt i, på sanatorier, togstationer og i byens vrimmel. I et koncentreret øjeblik - som vi gerne kan sammenligne med der, hvor en stjerne slukkes - så han ikke bare ind i sjælen på mennesket, men hele vejen ned langs linien af levet liv for dette menneske. Et liv der møder ham så klart og svimlende, at han kan drukne sig i det, og undfange en hel virkelighed komplet med skærmbrædder, tørrede blomster og hoste derfra. Det er ikke sådan det er svært at forstå, at det sker - og da slet ikke for et følsomt og nervøst menneske som Bang. Men hvad ér det der sker? Hvad er det, der får det til at ske? Et det 'scenen'? Er det fordi det menneske han har set, faktisk har forsøgt at kommunikere med ham? "Er det bare et spejlbillede?" skriger biografisserne vredt?
Uden sammenligning, hvor det er upassende og ulækkert at gøre det, oplevede jeg forleden aften, hvad jeg tror var et Herman Bang-øje-blik. Og jeg kan konstatere følgende i relation til de just stillede spørgsmål: INGEN betragtede mig. Jeg kunne på INGEN måde genkende mig selv i scenariet. Og der SKETE for så vidt egentlig slet ikke noget. Men det jeg så, var så uafvendeligt virkeligt og i værk, at ... ja, at jeg netop kun kunne betragte og betænke.
Fra venstre side i bus nr 13 på vej ind mod byen for at spise en middag med min gode ven med Four Tet meget højt i ørerne, ser jeg først tilfældigt, så helt fokuseret og ublu ind i en rød Peugeot 106, der nærmest triller ved siden af bussen, lidt i samme tempo, så langsommere, så op igen. Inde i bilen, på passagersædet ligger en ung mand med lukkede øjne. han ligger, fordi sædet er vippet bagover. Ikke helt, for han har noget af det der leddeløse udtryk, man har, når man sover siddende i tog fx. Han er syg. Ikke bare denne aften. Han er helt klart i et sygdomsforløb - som virker ekstra grusomt, fordi han er ung - måske 27 - fordi han er tynd og bleg i sit ansigt, og så fordi han har et tæppe over sig. Kombinationen af tæppet og søvnen og feberen i den lille bil på Søndre Ringgade er et voldsomt syn, fordi det er så skrøbeligt og intimt, og så lige for mine øjne. Men sønnen er et billede. Ikke statisk, men et billede af noget, jeg reagerer på nu og her. Historien sidder ved siden af.
Det er en mand, der er væsentligt ældre end den unge mand. Omkring de 60. Strikketrøje, gråt skæg, stålbriller. Det er hans far. Og selv om hans ansigtsudtryk primært skyldes, at han fører bil og skal koncentrere sig om trafikken - blandt andet den store bus på hans højre side, som hele tiden bølgende bevæger sig i udkanten af hans blik - så fortæller det også hele historien om dette gamle liv, der nu på - hvad ved jeg - syvende år, kæmper for at skærme og varme det unge skrøbelige liv, han har vakt i sønnens krop. Hans optrukne skuldre, hænderne på klokken 10 og 2 på rattet, kroppens foroverbøjede holdning så træt og tung som en hængeklippe. Det er ham der har trukket tæppet op over brystet på drengen og forsigtigt lukket døren i den lille bil, og igen kørt mod hospitalet eller skadestuen. Med kræfter han ikke længere har, men alligevel kan hente ud af sønnens tomme hylster, som endnu en menneskelig tryllekunst i kampen for livet, der måske har været slut længe.'
Jeg har altid opfattet Herman Bangs blik som et empatisk blik. Det er det nok også - men jeg tror nu også det er nysgerrigt og nøjeregnende. Måske endda lystent. Fordi øjet er så suverænt og potent et redskab.

Reblik

Dansgere 



Blev for et øjeblik siden, som det nu er blevet almindeligt i gogolsfæren, tilbudt at søge på noget, før jeg selv havde skrevet, hvad jeg ville lede efter. Mener også at have hørt netop tilbuddene omtalt som et slags parameter på, hvor meget det ene eller det andet er oppe i tiden. Hvilket jo er klart nok, og jo bare en teknikalitet på linie med "views" på 'YouTube' - men som så bliver brugt som kategoriseringsredskab af første grad. Altså INDEN man overhovedet får talt ud eller evt. da kigget på, hvad der så måtte gemme sig af konkrete resultater og sider på listen. Principperne og præmisserne skal midlertid ikke undersøges nærmere her - da det er et helt konkret, og derfor langt mere lærerigt, eksempel vi skal kigge på:
Jeg skulle bruge et billede af et indvandrerbarn til min undervisning, hvorfor jeg i søgefeltet taster "i n d v a n d r e" - og DER fik pushet følgende søgning: "Indvandre jokes"..
Og den, kære maskine, lader vi stå ukommenteret.

http://www.google.dk/search?sourceid=navclient&aq=1&oq=indvandre&hl=da&ie=UTF-8&rlz=1T4GGHP_daDK450DK450&q=indvandre+jokes

Hvide elefanter

Intet i livet er [nemlig] gratis, og som tommelfingerregel kan man groft sagt sige, at hvis du ikke betaler for services på nettet, så er det fordi, du ikke er kunden. Du er det produkt, der handles med.

TÆNK 14. oktober 2011 / Thomas Lemke

KRONOSTALGI - KAMERAMAND

Kodak instamagic

Jeg har tænkt meget over, hvad der får mig til at tage sådan et billede som det her ovenover. Hvad det er, der får mig til at kigge efter motiver så snart jeg har kameraet med (heldigvis sjældent uden). Hvad det er, der får mig til at glemme alt omkring mig, når jeg pludselig befinder mig et sted, hvor billederne kalder på at blive taget. Hvad det er der gør, at jeg kan blive urolig og stresset, når jeg kan se lyset skifter eller er ved at ramme dén tone, hvor alting bliver mere virkeligt. Hvad er det jeg vil med fotografierne - og hvad er det de vil med mig?
Mit ærligste og mest uoverlagte svar er, at jeg tager dem for en sikkerheds skyld.
Jeg vil bringe nu'et i sikkerhed, for den tid der truer i øjeblikket efter. Jeg vil sørge for, at der findes lakuner, hvor tiden ikke går. Hver gang. Hele tiden. Hvert fotografi er en provokerende standsning af bevægelsen mod døden. Sådan. Ha!
Hvis motivet har trængt sig nok på - så vil jeg også sikre en slags besked eller et budskab. Ikke at jeg ved, hvad det er. Det er som når spøgelsesjægerne sætter sig til rette i mørket og stilheden med kameraer og mikrofoner, og så regner med der er noget på mediet næste morgen. Jeg er sikker på, der følger noget med, som er for vigtigt til at gå tabt. Hver gang. Hele tiden. Hvert fotografi er en insisterende opsparing af mening med tilværelsen. Sådan. Ha!
Når øjnene arbejder før hjernen - eller i værste fald med nogle helt banale regler om linier og proportioner - så taler jeg med en verden, hvor tid og mening ikke er fjender. De samtaler er det afgørende at gemme. Med mit kamera.
Som sådan tror jeg egentlig ikke jeg er fotograf. Men ikke mindre afhængig af at tage billeder.

Kreaktiv

På kredit eller kontant?

Det begyndte med en anelse i valgkampenenes (amerikanske og lokale) italesættelse af "grøn vækst", som - udover det åbenlyst latterlige i pleonasmen - gav tanker om en fjendtlig overtagelse af noget der var forbeholdt mennesker, der ikke altid er lige glade for væksttankegangen. Som kom Robert Florida (og med ham jo et helt såkaldt kreativt segment - igen et sematisk skred) med termen "kreativ kapitalisme", der i endnu højere grad alarmerer mit indre kritiske segment. Senest hørte jeg så, hvordan Bordieus greb "kulturel kapital" blev bortført fra sit strukturalistiske hjemmebroderi af Danmarks Radios kulturredaktør i Lasse Jensens 'Mennesker og medier' (hermed anbefalet - P1), for at forklare vigtigheden af kulturelle nyhedstjenester.
Sammenstillingen af det kreative og det kaptalistiske får mig til at grine nervøst og labilt. Er det en sejr eller et nederlag vi (kreative, forvoksede humanister) oplever? Vi der aldrig har tænkt markedsøkonomi og kapitalisme som andet, end en dunkel religion man enten troede på eller ikke. Alternativt ikke troede på, fordi man ikke forstod den - og hvordan den kunne føre til noget humant (de overvejelser kan man læse mere om i Slavoj Zizeks tale til "Occupy Wall Street"-aktivisterne i Information 13.10.).
For hvad er det vi står med - hvis ikke andet end den sædvanlige udsultning og efterfølgende ydmygende udhuling af alt, hvad der godt og sundt og nødvendigt. Kapitalismens indbyggede voldtægstmentalitet som vi altid en gang for meget oplever fjerne alle rødder og næring fra smukke ideer, for nemmere at kunne skubbe dem ud på strøget i kasser med skilte, der står i vejen for en god Kierkegaardsk travetur - hvorfor man så på sin tur gennem byen kun får impulser om rigdommens og overflodens fattigdom, og ikke går sig til mental klar- og sundhed.
Hvad er "kreativ kapitalisme" andet end et knæfald for penge og økonomi, som den eneste tænkelige motor i et moderne samfund? Et begreb opfundet ef elendige anløbne overløbere, der ikke turde vente på kapitalens uundgåelige endeligt, når forslugenheden sprænger valutatarmen og seddelpressen privatiseres?
Hvad er "grøn vækst" hvis ikke et ynkeligt kloningsforsøg, langt fra lødigt landbrug og vedvarende energi?
Hvad er "kulturel kapital" andet end netop et marxistisk suk over den forfejlede fejlfordeling af goder blandt samfundets ellers ligestillede borgere?
Kunne det være en ny middelvej? Kunne man eventuelt med lidt husmandsrationalisme og en fleksibel humanisme se sammenblandingen af det pr. definition kalkulerede og kolde med det pr. definition kreative og kloge som en chance for at komme videre? Tør vi give køb på kreativitens patent og overlade (årelade) den til markedspladsens mørkemænd? Zizek siger vi ikke må miste demokratiet i opgøret med kapitalismen - og det er vel derfor vi måske skal prøve at arbejde den anden vej > mod demokratiet og fællesskabet. Med en kreativ (op)løsning af kapitalismen. Det ser ud som om sproget baner vejen for noget af det.

Aktuel Litterrær anagrammatik Uge 40

(1Q84) Haruki Murakami > URRIAH KUKIMAMA

(Shadow Army) Thomas Rathsack > HATSK MACHOSTAR

(Disciplen) Hjorth Rosenfeldt > JOHNRO THEFTROLDE

(Det syvende barn) Erik Valeur > VIE UKLARRE

(Dybt fald) Karin Slaughter > KIT LEGUANTRASH

(Se på mig) Kirsten Hammann > AHNE KINNSTRAMM

(Hviskeleg) Arne Dahl > REAL HAND

(Et eventyr) Jonas T. Bengtsson > J. GASSTON BETON SN

(Byen og øen) Benn Q. Holm > MOL QBENHN

(Afrikas Horn) Wilbur Smith > RUSH WITLIMB

http://www.arnoldbusck.dk/bestsellerliste/

REblik

Stor fod i munden

På kulturnatten (den tager vi lige igen: KULTURnatten) valgte vi i Aarhus at bygge en kæmpe fod i det charmerede materiale ubehandlet fyrretræ, man kender fra så mange andre klassiske designsammenhænge, og opstille den på Store Torv, der efterhånden er blevet overraskelsernes plads i byen.
Man valgte så også at opføre den ovenpå og udenom Elisabeth Toubros skulptur "Torvenes Brøndsløjfe" a.k.a. "Vanddragen". Skulle man tidligere have manglet synligt bevis for byens provinsmentalitet bliver det vist ikke tydeligere.
Jeg trøster med at Eliabeth Toubro, som leverer noget af det mest spændende og (ja, givet er det her den er gået galt et sted) intellektuelt udfordrende rumkunst i disse tider, må have lukket for boks Aaaarhus for længe siden; rækken af udhyrlige udsagn om hendes skulptur er lang og beskæmmende - men nu heldigvis vist ikke til at overgå ... sic.

Klink

Inden døden

Forliste kister

Det er både usmageligt og ubehageligt. Hvem lægger 100 romaner og 1000 DVD'er på hospitalsbordet hos den døende?
Hvorfor er lister blevet til 'lister over ting man skal nå inden man dør'?
Fordi vi er ved at erkende den grufulde sandhed, at der nu er så meget at nå, at 30 år ikke kan gøre det, eller 'før ægteskab' kan gøre det, eller ikke 'sålænge man er i stand til at gøre det' - dur?
Eller er det fordi den tidligere så udbredte infantilisme har forandret sig til en juvelisme, hvor den projekterende, sultne, modige, maniske ungdoms indstilling til byen og verden er blevet trukket baglæns ind i kraniekassen for dér, at garantere man aldrig bliver for gammel til noget. Så skidt med det helt utroligt tåbelige scenarie, hvor jeg som 80-årig skal have to kvinder og en boa i en fængselscelle i Venedig. Skidt med jeg som 19-årig skal nyde udsigten over Furesø klokken fire, en forårsmorgen med Fauré i foret på min øreklaphue. Skidt med jeg som 46-årig skal trækkes med ikke at gide og ville og kunne købe et ur fra Audemars Piquet, fordi man nu een gang i livet skal købe en svimlende dyr ting som mænd trygt kan bruge som smykke.
Eller er det bare fordi det lyder bedre, og sådan lidt kækt moderne memento mori på en Moby-agtig måde stikker til menneskets senmoderne sorg? Hvilket på sin vis er paradoksalt - al den stund, at memento mori-pointen alle dage har været, at du skal dø, og med dig dør alt du ejer og har - herunder dit banale bungyjump og din blændende Bugatti.
Jojo, selvfølgelig er der også den mulighed, at det er carpe diem-svineriet, der har sat sig på formuleringen - omend kun marginalt mere logisk, al den stund der sgu ikke bliver tid til at gribe meget andet end den næste liste, hvis man skal nå det hele. Hvad med en liste over "100 dage du IKKE skal lave noget"? (så må du for min skyld gerne gribe den i mangel af andet) - bogen bliver en af dem man også kan købe med titlen (tihi) "Hvad mænd ved om kvinder". Eller hvad med "365 ting du skal lade være med inden du dør"? Nr 1: Lad være med at stå op den dag du skal køres ned.
- Alt dette fordi jeg på P2 (hermed anbefalet indtil udfald om fjorten dage! DRab) hørte at Anders Østergaards dokumentarfilm "Burma VJ" lå nr 40 på en liste over 100 dokumentarfilm man skulle se inden man dør. Og det skal man jo også! Nu skal jeg hvertfald. Ellers kan det jo være jeg dør!
HEUREKA! Her var svaret: Listerne er blevet til "før man dør-lister", fordi de skal bære en illusion om at man netop IKKE kommer til at dø. Ikke så længe man har et projekt med at få kigget, læst, rejst, kneppet, spist, lyttet og drejet sig igennem 1.000.000 essentielle (og tada! livsforlængende) ting.
Held og lykke med det. Her er en liste over sandheder du skal konfronteres med inden du dør:
Du skal dø.

Dette er ikke en pibe

Er du presset nu?

Carpe Diadem

Man kan aldrig vide hvornår sproget flytter sig. Sagen er jo den sproget er et bånd der taler, og dette bånd føres gennem hjerner på rækker og hjerner gang på gang og hjerner er som hjerner nu er - helt ens og meget forskellige. På de gamle vægmalerier og gobeliner kan man se, hvordan sproget er et helt (...) bogstaveligt bånd, der kommer ud ad munden på munke og modige mænd og djævle. Hvis du skulle være i tvivl om det passer hvad jeg skriver. Denne rulle tekst som indledning til at jeg overværede fødslen af en sådan hjernestyret sproglig forrykkelse forleden morgen: Johnny Krone (trafikvært på P4/morgen og tak for det) blev interviewet af en af de andre journalister på radioen. Hun spurgte ind til hans funktioner og vilkår - og i forbindelse med sidstnævnte var det han sagde: "Nogle gange har man så travlt, at man bare lever i nuet."
Nogle gange har man så travlt, at man bare lever i nuet. Nogle gange har man så meget at se til, at man er nødt til at være helt og holdent tilstede, der hvor man er. Bare leve i sine mange opgaver. Simon Kvamms mange forskellige "features" ufortalte, døbte for noget tid siden en bestemt slags mennesker "carpe diem-svin", hvad jeg helt kan tilslutte mig; altså forargelsen over, at nogle mennesker mener det er forsvarligt og måske endda klogt at kaste sig over det evigt saliggørende nærvær i nuet, uden tanke for historie eller konsekvenser. Hvor er Johnny Krone i denne sammenhæng - og hvad ved nu'et (og livet) er det hans hjerne piller ved?
Er nu'et - og livet i nu'et ved at ændre status? Er det sådan fat, at vi har fået nok af carpe diem-svin, der som andre skovsvin ødelægger den udstrakte oplevelse og udsigten for os andre, der mener livet leves bedst som Kierkegaard siger: som "uno tenore" - i een sammenhængende tone? Betegnende nok fortalte Johnny Krone videre, at det først var når han fik fri og fx cyklede (tror jeg nok, måske var han ude og løbe, min hjerne har glemt det) hjem(ad), at han reflekterede over dagens forskellige begivenheder og meldinger. Nu'et er altså netop kendetegnet ved mangel på nærvær ... og vel ikke på en god måde, filosofisk set, men alligevel som en tilstand, hvor man er i en slags "flow" som Peter Bastian kalder det - blot er der altså ikke tale om det typiske carpe diem-flow (jeg får billeder ind af lange bardiske, hvor langstilkede glas flyder forbi, mens den nedgående sol varmer lænden), men et flow som man er PRESSET ud i.
Selvfølgelig skal nu'et ændre status. Vi kan ikke blive ved med at tro nu er nu. Nu er jo netop aldrig nu. Nu'et er under ombygning. Du hørte det først i sproget. Tak for nu.

It's a bag world

Taskenspil

Sikke mange tasker, hvor der står Fitness World, der er i min verden. I går kom jeg forbi en mand, der stod og fiskede i Egå Engsø ... over skulderen havde han en taske fra Fitness World. Det er selvfølgelig godt gået af deres markedsføringsafdeling OG enelleranden kinesisk syfabriks konsulent - men kombinationen af den massive tilstedeværelse af tasken og navnet giver mig efterhånden kuldegysninger.
Ikke så meget fordi der er noget lumpent forløjet i at friste folk med en taske, der giver dem et skær af trimmethed - ligemeget om de kun har taget en prøvetime eller ej. Heller ikke fordi taskens skrårem og det sort-hvide skriftlogo kunne associere til noget fascistoidt - selvom det snerper. Nej noia'en stammer fra dette begreb "WORLD".
Jo jo, jeg er helt godt med på, at "world" er et sprogbillede på, hvor MANGE muligheder man har, hvor nærmest paradisisk store træningshallerne er og hvor uendelig mange faciliteter man kan hive, skubbe, trække og løbe i. Vi genfinder det i mange andre sammenhænge - både ude og hjemme: Sea World, Petworld, PC World, Disneyworld ..., hvor det skal garantere det samme. Men det ér altså også som om der ligger noget mere i begrebet. Som om, at hvis man præsenterer sin vare som en verden - så er konceptet og ideologien mere end et tilbud. Det er en ultimativ løsning, det er en "verden" man træder ind i og lader sig omslutte af. Gode gamle Legoland er fx et sted man BESØGER, ikke forsvinder og bliver borger i. I Sea World bestemmer parkens generaler benhårdt, hvad der er 'havets verden'. Den styrer og indrammer påståeligt, hvad enhver lægmandoceanograf kan se kun er en brøkdel af verdenshavene, som om det er den rigtige "havverden" - og de sagesløse turister og gæster udstyres tilmed med badges og pins og flag og vimpler, som villige lejesvende og harpunføde.
Jeg kan simpelthen ikke lide ordet "world", når det kommer til butikker og forlystelsesparker og hvor det nu måtte optræde som alt andet end den rigtige verden - på engelsk. Jeg vil ikke ind i en PC world og miste grebet som en anden lawnmower man, ikke ind i Petworld og ... ikke kunne finde andet end store våde øjne og villige tunger, der tigger om at blive taget med hjem, ikke i Disneyworld, hvor ens rygrad og virkelighedssans langsomt bliver til pastelfarvede proteser (så heller Disneyland, som ligger fint på linie med den Columbus-døbte stats oprindelige originale status) og jeg vil ikke i Fitness World, hvor man forestiller sig tæskehold med tasker fyldt med tvang og steroider, patruljere endeløse rækker af kondicykler (det hedder det garanteret ikke mere) og andre torturmaskiner, camoufleret med skumgummi og sort vinyl. Jeg vil bare til min egen verden - og måske besøge et drømmeland.

Hvor er gåden konge? I spørgsmålet.

Fem gåder for poeter og andre sprogbrugere

1) I forgårs ord blev brugt forkert, de sidder stadig i min mund. Hvad var de?

2) Jeg taler aldrig nogen efter munden - dog heller aldrig med min egen tunge. Hvem er jeg?

3) Jeg giver altid mit ord, men jeg får altid det sidste. Hvem er jeg?

4) Hvilken sandhed skal både skrives og ses for at virke?

5) For hvert ord der tilføjes, bliver sammmenhængen mindre?

Svar langt længere nede




-





1) Usagte
2) Politikeren (idealet) ... måske endda demokratiet?
3) Løgneren
4) Ceci n'est pas une pibe
5) Makulator

Logan's lip #3

Du er hvad du bestemmer dig for at købe
eller
Ligheder mellem stemme- og indkøbssedler

Jeg kan umuligt være den eneste som har fået valgkvalme ved synet af hhv. føtex's og Kvicklys slogans de seneste uger? Det er som der skulle en national valgkamp med tilhørende slogans til at trække tøjet af supermarkedernes billige kneb. Før må jeg indrømme at jeg kun "læste" deres slogans, fordi det var bogstaver. Jeg har ikke tidligere orket forstå, hvad der stod, fordi tilbudskatalogernes tale på forhånd er så skinger og pekuniært fritskrabet, at refleksion er udelukket. Det ville svare til at nyde billederne for deres komposition og grafiske efterbehandling. Men valgkampens politiske virkelighed vakte en lydhørhed og opmærksomhed på alle 'oneliners', der lovede noget - fordi demokratiet er for vigtigt til at overhøre eller skimme bevidstløst. Det er trods alt med en anden frekvens vi stemmer end køber ind.
Så derfor sprang de slemme slogans pludselig op og fri af det kulørte kødmarked og blev til tale. Kommerciel tale. Og den slags tale slog mig, som så ofte før, med undren. Hvordan i al verden skulle jeg finde føtex mere inviterende med et slogan som "Vi gør mere for dig"?! Hvad mere! for det første? Hvad mere kan de gøre end have varerne på hylden og rydde plads mellem dem? Det er da ikke at gøre mere for mig at lokke mig til at købe mere end det jeg kom efter, ved at rigge det ekstra appetitligt eller iøjnefaldende an? Hvorfor ikke have betjente hylder med folk, der høfligt spørger, om man er sikker på man har brug for netop dén vare - eventuelt henlede opmærksomheden på en billigere variant. Hvad mere er det føtex gør for mig, når jeg skal bruge ekstra tid på selv at scanne varerne ind og forklare en maskine, jeg bruger en pose, der vejer uhensigtmæssigt mange gram, fordi jeg ikke vil købe en af deres? Hvad mere kan de gøre end sige tak, fordi du handler hos os? Hvad de iøvrigt ALDRIG gør? Er dét mere de gør for mig, det samme som at have veludvalgte varer, bredt sortiment, god kundekontakt og en slags identitet, der ikke er decideret usympatisk - så er det kun "mere for mig", hvis alternativet er en discountbutik, hvor jeg ikke handler alligevel. Selvom den i dette lys nok er mere ærlig.
Kvicklys "frihed til at vælge" lyder ikke mindre hul og håbløs. Frihed til at vælge HVAD? Og ikke mindst i stedet for hvad andet? Alternativt frihed til at vælge frem for ikke at have muligheden for at vælge. Igen slår det mig, at hovedfjenden i direktionen eller anden godkendende instans må være discountbutikkerne, hvor man i dette slogan ikke har nogle valgmuligheder - hvilket for det første er løgn, for i de butikker (hvor jeg som bekendt ikke handler) er der altid mindst eet endnu ringere produkt og ofte også deres helt eget, og for det andet er der ALTID en frihed til at vælge IKKE at købe noget. Og det gælder i alle butikker, altid, for alle. Det er arrogant at sidestille et af menneskets fornemste muligheder med at rage varer ned fra en hylde. Faktisk er det så meget mere og værre end arrogant, men det tør jeg ikke skrive her. Dertil kommer det paradoksale i, at sloganet stammer fra en korporation, som sætter en ære i selv at producere deres varer.
Folktingsvalget, resultaterne ufortalt, har vi meget at takke for. Demokratiet er ikke til salg, det er til handling og valg.

Talemådernes tvetydige tyranni

Ideomekanisk

Jeg er så tilpas forpisset træt af at høre talemåden "Det er ligesom at tisse i bukserne for at holde varmen" - og især er jeg da på grænsen til raseri træt af, at en ud af to talemådetalere, finder det nødvendigt at FORKLARE talemåden umiddelbart efter med "I starten er det varmt, men ...[resten udeladt af respekt for læseren]. Det er for det første ikke meningen med talemåder, at de skal forklares. De ER forklaringen! "Man kan jo ikke blæse og have mel i munden på samme tid - for med munden fuld af mel, vil noget af det jo smutte med, når man blæser." (Her skal ikke elaboreres videre over, hvad der er sket med ordet "blæse" i de senere års anglifissering af det danske sprog.) Jamen, "det er som at skyde gråspurve med kanoner. Man har en meget lille fugl man skal slå ihjel, og så er det helt unødvendigt at bruge så stor en kaliber..." I rest my case.
Men jeg er også træt af, at man ikke varierer brugen af talemåder, når man står overfor at illustrere en sammenhæng, hvor en handling kan synes velegnet, men med sikkerhed vil vise sig at være uhensigtsmæssig. Kunne man istedet foreslå ... "Hastværk er lastværk"? Næ. "Man skal kravle før man kan gå"? Nix. "Gå over åen efter vand"? Nej. "Rette bager for smed"? heller ikke. Jeg er altså også træt af, at der ikke rigtig er andre muligheder end de oplagte - og derfor forventelige. Det er jo ikke noget man ikke kan vinkle med en smule kreativitet, og lave sin egen NYE variant: "Det er som at slå flasken i stykker for at få vinen ud. I starten kommer vinen jo ud, men man kan ikke nå at samle den i et glas, før det hele er spildt!" (Undskyld, men jeg kunne ikke nære mig.) Problemet med det er, at så kommunikerer man ikke på samme måde med sine medmennesker. Med tisse/blæse/bager/å-måderne, er vi (næsten) sikre på, at alle er ikke bare med, men faktisk inkluderet i billedet og illustrationen, fordi vi kender dem så godt. Jeg vil endda gå så vidt, som til at sige, at mange i landet føler sig trygge ved talemåder, de knap nok forstår (og selvsagt bruger med lempe - når det kommer til talemåder kan man ikke altid skue hunden på hårene, fordi en langhåret hund jo sagtens ...).
Så selvom jeg også er træt af, at jeg ofte helt mekanisk hiver endnu en forblommet slidt talemåde op i en snæver vending - og egentlig slet ikke bryder mig om at høre mig selv sige "først til mølle", "kommer tid kommer råd" (som med et andet tryk på "råd" dog kan gøres filosofisk), "rønnebærrene er sure" og "sætte sit lys under en skæppe", så er jeg jo ikke imod at samtalen glider nemmere og tydeligere. Og jeg er endda stærkt fascineret af den underliggende samtale vi fører med fortidens sprogbrugere, når vi gør det. Senest erfaret med udtrykket "lige til øllet", som jeg opdagede kommer af, at når man kun havde ganske få penge på kistebunden, så havde man kun "lige til øllet" - i dag kan den jo kun forståes, hvis man forestiller sig det er en alkoholikers knibe (eller rettere, han redder sig akkurat?#@%§z!) men fra dengang, hvor talemåden stammer, var øl basisvarén. Det var det man altid skulle have - ved det, at vandet ikke var til at drikke. Tænk engang, at vi også taler videre med 17- og 1800-tallets danskere gennem de af talemåderne, der er opstået gennem kultur og praksis; og det er er en del - selvfølgelig. Talemåden er jo en kvalificeret rapport om skik og (mis)brug. "Der går jo ikke røg, hvis der ikke er ild." I dét lys kan een måske bedre bære en enkelt talemåde eller to. Men ikke en forklaring, tak. Vi er jo ikke dumme som døre i sprogets hus.

Jeg var død før skibet overhovedet sank

Næstekærlighed og næste kærlighed

Splinter og bjælker i menneskets hus

Lige siden tekst (Luk 6:36-42) og prædiken fjerde søndag efter trinitatis har den uhyggelige lydlige sammenhæng mellem begrebet 'næstekærlighed' og det at 'næste kærlighed' rumsteret i mine tanker. I de samme dage (medio juli 2011) både læste jeg i Don Miguel Ruizs "The Four Agreements" og forsøgte hårdt at løse problemstillingerne omkring, hvad vi mennesker egentlig og forhelvede vil og gør med hinanden. Da ramte B.S. Christainsens uhyggelige credo mig som en dårlig ånde, og følgende blev mine (velovervejede) tanker:
Egentlig er forskellen mellem de to indstillinger det samme som forskellen på "glæde" og "selvglæde" - og den er vel til at få øje på - men det afgørende i "næstekærlighed overfor næste kærlighed" er, at det er meget svært at se forskel i praksis. At 'næste kærlighed' betyder at man 'bygger' sin kærlighed. Man kan næsten (...) høre ligheden til det engelske substantiv 'nest' = rede, men ordet fungerer alså også i en verbumform. I dag vil jeg ikke postulere, at der er en lingvistisk-fatalistisk pointe i, at de to ord ligner hinanden, men bare hefte mig ved den sorte ironi.
Det jeg frygter er, at vi i forsøget på at dyrke næstekærligheden kommer til at trække den til os, frem for at sprede den. Der er så mange der taler om, hvor vigtigt det er at beskytte og dyrke kærligheden, at vi ender med at ville kontrollere den - gøre den risikofri. Men hvor meget er den da værd? Hvor er næstekærligheden, hvis vi kan overskue den og selv bo i den - ultimativt (kun) starte med at elske os selv, for overhovedet være i stand til at elske andre. Jeg ved godt, at man først skal tage iltmasken på selv, når flyet styrter, før man hjælper sit barn - men gælder det også for næstekærligheden? Der findes ikke nogen meningsdannere i dag (jo, der er helt sikkert nogen, men de er få) som udpeger andet end familien som det vigtigste i deres liv - selv i disse valgkamptider kan det nok blive svært. Og det er fordi det er der kærligheden findes, og der vi har lært den at kende (hvis vi er heldige i to omgange - som barn og siden i sin egen familie). Men familie som en kærlighedsrede er jo en dysfunktionel familie i den store sociale sammenhæng. For når man prøver at veksle sin familiekærlighed til næstekærlighed, bliver det jo ikke til andet end endnu en tur rundt på den hæklede grydelap - vi elsker den nære omverden, den lille verden, og vi gør det ofte ved hjælp af de mure vi bygger for at holde det næste bekendtskab ude. Ja, det er dumt at gøre noget dumt, og det er dumt at satse noget så dyrebart som kærlighed - men hvornår ved man om har noget, før man har prøvet om det kan mistes?
Jeg mener selvfølgelig alt dette handler om, at det da for pokker må være muligt at starte et andet sted end i bankboksen og underbuksen; at al den coachkultur og selvopbygning, som så vidt jeg kan se i vid udstrækning bygger på - IKKE at være eller gøre noget for eller med DE ANDRE, er ved at trætte mig til døde i sit ensidige syn på, at mennesket a priori er uden for fællesskabet - i værste fald, fordi fællesskabet er en fælde og noget som truer dig. Jeg tror ikke det passer - og jeg tror ikke man bliver et mindre (dueligt) menneske af at tænke på fællesskabet - og jeg tror ikke vi for alvor kommer videre, før næste kærlighed bliver til næstekærlighed.
Amen. (Havde jeg ikke een længevarende uddannelse skulle jeg klart overveje teologi.)

Press pause press play press foreplay

Saussure la route 2

I dag - netop i dag, da jeg sad uden min iTunes-sang-bank og derfor havde søgt nye veje - nærmere bestemt Last.fm (hermed anbefalet) så jeg det frygteligt klart! Jeg blev nærmest chokeret over det åbenlyse og vulgære ved det. Senere kom overvejelserne og eftertanken. Og alle dele kommer her:
Fallossymboler og penisattrapper er der der ved Gud nok af. Og det både i den tingslige så vel som den repræsentative og (ikono)grafiske verden: Pilene, våben, nøgler, paraplyer, knive, tuber - det er til at gå til i og af over, hvor banalt, genitalmimetisk manden har udformet sine redskaber og tegn.
De kvindelige vaginasymboler er ofte mere abstrakt-metaforiske: "Vi må dybere ind", "der er huller i hans argumentation", "han er helt opslugt af det" og lignende. Og uden at være (alt for) kønskonservativ, så finder jeg denne forskel ganske logisk: det konkrete penetrerende på den ene side, og det reflekterende absorberende abstrakte på den anden.
Men så skulle jeg lige trykke på pauseknappen på min (apropos!) "Florence and the Machine-radio" på Last.fm-grafikken - og hvad så jeg så ved siden af play-pilen (penishodet)? Jeg så to velvoksne, ja svulmende "labia majora" - som jeg tilmed var tvunget til at føre min (repræsentative ganske vist, men alligevel) finger hen på! Har andre ikke set dette?! Har den oprindelige designer af pauseknappen overhovedet været intellektuelt i nærheden af dette ursymbol? Eller har han tænkt i musikalsk, kronologisk interval-symbolik?
Fra nu af aldrig mere en pauseknap uden denne association - og næsten værre: Hvorfor pause og vagina? Hvor passer pause ind i den genitalikonografiske logik? Er det pause som i modkronologisk 'tilbage' - 'ind i skødet igen'? Eller er det mere pause som i tid til en 'frugtbar' overvejelse af det man er i gang med at afvikle?
Vi er nok nødt til at have alle tegnene med, for at retablere logikken. Afviklingsikonerne repræsenterer selvfølgelig kønsorganerne, fordi al afvikling er at sammenligne med samlejet og det lystfyldte. Om det er musik, billeder eller en tale af Lenin - så bliver det til en leg og et forløb, hvor man kan navigere sin lyst, sin interesse og sin hengivelse. Selvfølgelig via sin kontrol, som altid er sexet og stimulerende. Og hvad med stopknappen, siger du. Firkanten er materien, stoffet; et kendt symbol - knappen er således både en påmindelse og en bevidstgørelse af, AT der afvikles og elskes noget. Det konkrete - som så ganske rædselsfuldt forræderrisk bliver lig med den virkelighed, der omgiver de to legesyge knapper - der altså igen fremstår som grafiske repræsentationer. Voila. Og tak for i aften. Nu skal jeg lige spille noget af på min pc.

21.12.12 - Vil du sammenligne billeder og ikonografi kan jeg anbefale følgende website fra den kinesiske kunstner Chin Chin Wu. Hendes projekt byder på en del billedmateriale, som for altid vil ændre dit syn på kvindes skamlæber:

http://www.chinchinwu.net/?cat=39

Den lille verden

Den lille verden er i sagens natur en verden som trænger sig ind på dig og strammer til. Den lille verden er befolket med mennesker som du kender eller har en mening om på forhånd. Den lille verdens værdisæt er velsmurt og redebon. Det rummer udelukkende rimelige og rettelige værdier og holdninger - og næres af en uudslukkelig ild af foragt.
Den lille verden er som en diamant, fremkommet af noget snavset man har presset meget hårdt sammen over meget lang tid. I den lille verden er alle enøjede, blinde og konger på samme tid - og så skeler man i øvrigt konstant. I den lille verden kan man ikke lide modetøj og mad, der smager af for meget. Den lille verdens energi hentes fra tændte tv'er, hvis varme og flimren føres ind i kraftværkernes turbiner, der således kører på en blanding af bedrag og naive drømme.
Den lille verden vil altid gerne have nye borgere at være enige i at være sure på. I den lille verden tilbeder man paradokserne fordi. I den lille verden er man enig med de andre om at man er en idiot, men altid en mindre end de andre idioter. Kærlighed findes i den lille verden. Men kun når tilfældet lader et øje stå åbent mens et andet kommer til at udtrykke sig selv.
Den lille verden har intet med himmel og helvede at gøre - for selvom der er lige så mange kirker som hospitalssenge tror man ikke på Gud og efterliv - evt. syndefaldet - den lille verden er i sig selv en slags brugt og sammenfoldet snotklud af paradis og purgatorie på samme tid. Håbet er lysegrønt.
Hvis man bor i den lille verden, hvad mange gør, og rigtig mange uden at vide det, tænker man altid sin hoveddør udefra, fordi man egentlig helst vil hjem og sidde lidt. Hvis man lever i den lille verden er andre mennesker dybest set det samme som problemer - alle andre mennesker. Hvis man lever i den lille verden klynger man sig til minder fra engang, hvor man glemte sig selv og fx kørte ind i en hæk, eller kyssede en vildtfremmed pige bare fordi man var glad. Minder man pudser op som lænker.
Åh den lille verden! Den lille, lille verden, som på de dårlige dage krymper sig så meget i den bitre vind af selvmedlidenhed og storhedsvanvid, at den faktisk kan krybe ind i sin egen formindskelse. Man skal lige dukke hovedet en gang, men så er man der. Virkeligt betryggende, selv demokrati og hungersnød bliver overskuelige og ekspederet med et fnys og et kast med det bøjede hode.

TIDERNE SKIFTER ALDRIG

tiderne skifter aldrig
blind mand må stadig ikke skrive synlige ord
og kun de seende kaste retfærdigt med knive
de stumme knæler stadig rømmende sig ved stemmens dør
og kun de rådnende lugter
de fleste er og forbliver rejsende i kor og kontrakter
assurerede til langt ned i halsen
man lader til hinandens tilfredsstillelse
som om alle de andre er ensomme

ingen stoler på folk uden ben
de tandløses smil
og klovne med skovle
der fylder huller med huller
og selv falder i

tiderne skifter aldrig
dueller er kun på hurtighed
deviser synges på sprog ingen nogensinde kan nå op til
sår bli’r lukket med lak og med kæder
står aldrig fremme og størkner i solen
handsker er til hænder der gemmes
ikke til kuldens kærlige greb

ingen stoler på poeter der larmer
børn af fraværende forældre
og tåreløse fanger i nystrøgne skjorter
ingen elsker een der griber om sig
og påstår han lever i mørke

man samles om sandhederne
trøster hinanden ved fastlåste fyrtårne og brændende biblioteker
slikker på stive tegn som kun skal læres og aldrig åbnes
ingen ønsker da eksplosioner i sit ansigt

kom giv mig din snor
og lad os gennemgå de tusind verdner før vi går ud
 og smiler til kukkeren kukke usynligt i skoven
se denne sti vi betræder og beskider
helt ude i kanten så ukrudtet kun lige kan nippe til vores lort
brug måtten
bliv taget i skole
vent ved døren adamant
vent ved døden ignorant
varmt og trygt hvor livet siver lunkent ud
og gudernes vinde går henover hodets rynkede hangar
bliv ved din lemlæstelse og løgn
og puds vingerne op med oliedrømme
om sikker vinding

tiderne skifter aldrig
sentimentale testamenter fortæller stadig bedst om nuet
rader af sygdomme flås og sys om som beviser på hudløs ærlighed
Gud har forladt os døende for ikke livet skulle stige os til hodet
ligesom blodet
hans søn spildte
ikke kan finde vej i naturlovenes paradis
hulspejle holdes op så Vorherre endelig kan komme i Tivoli
og ingeniøren gemme sig syg af latter i skyggen fra solkongen

ingen stoler på ham der peger på mellemrummet
hvor han snubler rituelt
på taleren der tøver
og spilleren der ikke udfylder rollen

ingen vil kendes ved gamle hoteller og steder
hvor man var da man var fattigere på sig selv og sin sæd

kom lad os gå
gi’ mig din tro og din jomfrudom
begge dele kan tappes for strøm og blinke i min slaglygte
se denne vej vi rejser hegnet ind og stiller til ansvar
hvis vi utænkeligt engang skulle få brug for den slags ting
lad os nu bare komme af sted

ingen stoler på dem der tragisk nok med glæde vist ikke stoler på sig selv
og vælter forvirrede og kødelige rundt på scener fulde af alvor og ironi
og råber tak for i aften, tak for i aften
vi spiller igen i morgen
når vi er tapet sammen igen

tiderne skifter aldrig