torsdag den 30. december 2010

Viggo og alle de andre roller i Hakkebakkewood


A role is role is a role

De sidste fire film jeg har set med Viggo Mortensen har haft en udstående lighed. Hans figurer er dobbelte - eller egentlig er det nok mere rigtigt at kalde det hans roller: I Ringenes Herre spiller han en konge, som ikke fungerer som konge, men vandringsmand og hjælper, i Eastern Promises spiller han en gangster, som egentlig er politimand - i History of Violence spiller ham en familiefar, som egentlig er gangster og i The Road spiller han et menneske som har sluppet sin identitet til fordel for en rolle (sic) som beskytter.
Mortensen spiller gysende godt. Især når man kigger med på den rolle han spiller overfor de andre karakterer - altså når man ligesom kan se han ikke spiller sin rolle HELT perfekt, men netop derfor helt perfekt. Meget skævt, men meget stimulerende. Klart nok tæller The Road ikke helt med her - men den markerer alligevel det yderste princip i den rejse han må have været på som skuespiller: At fylde lærredet med en figur, der ikke er det han er, men alligevel nærværende. Hvis man ønskede at dekonstruere Viggo, ville man sige han har forsøgt at spille sin egen (kropsfunktions) tomhed ud - gøre filmen mere ægte og virkelig - og gøre sit selv til en slags hamskifternes ukronede konge. Det ønsker man imidlertid ikke, for det er ikke så meget ham, som princippet i den slags film og roller, som har fanget min fascination. Den slags film, hvor man allerede når man ser dem ved, at man ikke kan nå at få det hele med og derfor kun ser en forsmag - et første begærets blik - på noget man vil dyrke og elske igen engang. Som jeg hørte det fra en af biografgængerne på vej ud ad biografen efter "The Departed": "Den skal jeg godt nok have på DVD, når den kommer". Nu ér det også en kringlet historie, som tilmed rummer to dobbeltroller ... og en for nogen ret sexet shootout-slutning ... men ikke detsto mindre altså også et godt eksempel på princippet. Her møder vi så Leonardo di Caprio (som i denne sammenhæng også tiltrækker sig interesse, fordi han vel også er på top fem) der, som Viggo tydligvis også har haft blik for denne nye måde at se og spille med i film på: I Inception som den seneste - spiller han hovedparten af sine replikker og gestus i rum, der kun skal forestille en virklighed og i Shutter Island, spiller han i billeder på sin egen syge projektion af en virkelighed. Jeg ved godt vi filmhistorisk har både nære (Den sjette sans) og fjerne (Hitchcock) eksempler på det kringlede princip - men jeg hænger mig i, at det her er skuespillerne, som bær spillet - og ikke omgivelserne/plottet.
Det gør de af flere grunde, men den primære er selvfølgelig at vore filmhelte i dag er helte, fordi de ikke alene er guder i den medievirkelighed vi alle beboer, men at de tilmed også er frelserskikkelser og potente superkontekstkompetente væsner, som han elevere deres bevidsthed til en niveau at multibevidst tilstedeværelse: De spiller, at de spiller i et spil. På film. Et sted i en optagelse. Det bliver simpelthen ikke bedre i vores komplet kontekstkontrollerede kontante hverdag. Der kommer flere, bare vent. Har man lyst til at kigge på nogle af de mindre spillere, kan man begynde med allestedsnærværende Frank og Casper.

Den anden konsekvens, som ikke bare disse film (og roller), men også andre kringlede krimier og potente actionorgier, bærer kimen til - er det kalkulerede gensyn. Selvfølgelig har vi filmfreaks aldrig set en film uden at vide den kunne genses (eller aldrig mere værdiges et blik), men nu er gensynet (og genkøbet, selvfølgelig hr Marx, jeg ved det, jeg ved det - men nu er dette kulturanalyse mere end kapitalkritik) blevet bygget ind i billeder - ja vinkler og scenografi i en indforståethed med tilskueren, som er meget mere subtilt kommunikerende, end tidligere. Tidligere blev der ikke gjort mindre ud af nogen af delene, Gud bevares, men der var det narrative og katharsiske en mere ensporet og lineær drivkraft: Man så filmen og kom det stykke længere med sig selv og sit liv. Ikke i dag. En film skabes lige så gerne iboende gensynet - den imploderer, fordi implosionen, det repetitive og dybest set det indforståede er et mål i sig selv > postmodernismen lever og har det godt! Aristoteles (hil!), Ricoeur (hil hil!) og Svend Åge Madsen (hil hil hil!) roterer hhv. i deres grave og på sin kontorstol.

onsdag den 29. december 2010

Hvem er hvem



















Technom de Guerre

Den italienske matematiker Alfe Px. Gjapetus III har efter en lang række beregninger taget netop dette navn. Det har vist sig, at netop denne kombination af bogstaver rammer en uforholdsmæssig stor del af søgninger på nettet - altså ALLE slags søgninger. Hans navn er således det første, som er genereret udenfor en eller anden form for menneskelig bevidsthed. Det er epokegørende!
Navne har ellers traditionelt, og med god grund da, været et udtalt menneskeligt, for ikke at sige humanistisk, gebet. Så meget er investeret i et navn. Det har jo aldrig afholdt folk for at ændre deres navne, tage nye eller få en ommer af den ene eller den anden grund. Måske skulle man have set det, da numerologerne tog fat og begyndte at døbe nye, bedre og lykkeligere Annemmette'r, Zuzannee'r, Pehr Olfræk'ere og så videre. Der er dog stadig en - selvom nogen nok vil mene hysterisk - forbindelse til den menneskelige bevisthed og væren i tid hos numerologerne. Ikke længere hos Alfe Px. Gjapetus III, som nogle gange også vælger at skrive navnet Alfe Px. Gjapetus 3. Filmstjerner og andre knap så lysende stjerner har længe haft den lange finger i ideen med at have et lækkert navn, som man trods alt ikke kan hænge numerologerne op på at fifle med. Brad Pitt?! Marylin Monroe?! David Bowie?! John Wayne! Vi kender alle til deres oprindelige navne - og hvor nødvendigt (og u-ditto) det måtte have været at finde noget andet og mere catchy til dem. Archibald Leach tager dog prisen for håbløst navn - han fortjente noget bedre end det.
Rygter siger Phillip K. Dick var ude i nogle af de samme overvejelser, da han skulle debutere, men selvom han måske tænkte en smule længere end Cary Grant, så havde han ikke nogen eller noget til at regne på navnet. Han hang stadig fast i det menneskelige.
Så med tilfældet Alfe Px. Gjapetus III har noget ændret sig. Hans navn er ikke til huske eller synes er lækkert om. Men det er alligevel et navn, der kommer til at dukke mere og mere op - og det fordi vi er begyndt at brænde alle broerne til hukommelsesøerne af: Hvorfor huske, hvad hun hedder, hende fra "Betty Blue 38,5¤ om morgenen" - når vi  har www og IMDB? OG Alfe Px. Gjapetus III, som stirrer os lige i fjæset og minder os om, at HAN bestemt også findes, sammen med alt det andet forladte og fortabte hukommelsesgods på nettet. Det er fantastisk udtænkt. Lidt på linie med ideen om plastik, asfalt og madpapir. Tape. Bare metafysisk.
Han bliver konge en dag. Han lever hverfald længere end Courtney Love. Og nu findes han.

søndag den 5. december 2010

FLERE TALEMÅDER OM MÆND























MANDEN ER SJÆLENS FEJL.

MÆND FLYTTER BJERGE.

MÆND ER TYKKERE END VAND.

FOR EN MAND GÆLDER ALLE KNEB.

VEJEN TIL HELVEDE ER BROLAGT AF MÆND.

DER ER IKKE ILD I EN MAND, HVIS HAN HAR TØJ (PÅ).


JEG VIL SE EN MAND, FØR JEG TROR HAM.



Tak til http://www.123abc.dk/

Ulykkelig kærlighed i en alder af 45


Spin


For første gang siden jeg var ulykkeligt forelsket for 25 år siden har jeg mærket følelsen igen. Følelsen - ikke sagen. Ikke fordi jeg har savnet den. Jeg er gift med den kvinde jeg elsker mest, og har ikke fligen af af frygt for at miste hende . Men når jeg lytter til Ray LaMontagnes nummer "I Still Care for You", får jeg det nøjagtig som den og de gange, hvor verden og kæresten havde forladt mig. Tom og tilstede på samme tid. ude af stand til at løfte noget som helst ind i på sjælens hylder. Udsynet gråt stribet af usynlig regn. Så meget mere end selvmedlidende. Så meget mindre end desperat. Jeff Buckleys sange er filosofisk melankolske. Han er ulykkeligt forelsket som et bestemt livsvilkår - ikke i en bestemt kvinde. Ray LaMontagnes sang rammer der, hvor man kan mærke der har været et helt bestemt navn engang. Meget mærkeligt. Som at ramme en duft fra engang, finde et foto eller en tegning fra engang hvor man var en på alle måder anden, men jo stadig den samme. Eller blive mindet om noget ulykkeligt man lykkeligt havde glemt man havde gjort.
Jeg flirtede med sangen i bussen til byen igår. Ligesom nu, hvor den er ved at spille sig ind på Top 25. Træder ind i sangens, fortidens og følelsens rum og kigger mig omkring i fornemmelsen af at savne nogen så meget det definerer alt, hvad man er. Den manende følelse af at ville have nogen, der ikke er til at få. Som dengang er det helt futilt og nedbrydende, men stærkt som sirenesang. Ulykkelig kærlighed kan man have til een man ikke kan få, fordi den ene ikke vil have een selv, men man kan også have den, hvis man slet ingen kan få, og man kan have den, hvis den man vil have også vil have een, men ikke kan nå. Hvilken ulykkelig kærlighed der er den værste er afhængig af, hvilken man har - det er altid den man har, der er den værste.
I byen så jeg meget passende "Romeo og Julie" på Arhus Teater i Christian Lollikes opsætning. Romeos første kærlighed til Rosalinde spiller han ud som ulykkeligere end ulykkelig. Med manér så at sige. Mercutio, som ikke ellers er en dyrker af de dybe følelser (bortset fra foragt), kan sagtens se dét spil. Romeo kan ikke - eller vil ikke slippe jagten på den meningsfulde fortabelse i kvinden, fordi hans ulykke er lig med at der ér en kvinde i hans liv. Da han så møder Julie bliver kærligheden til ægte kærlighed. Efterhånden. Og ender i varianten: Vi vil gerne have hinanden, men kan ikke nå. Alt stiller sig som bekendt i vejen for de to - ultimativt døden, som jo heller ikke er en ukendt figur i de to andre varianter. Det er en en god historie de to har, og et godt stykke jeg så, men det kom aldrig i nærheden af den følelse sangen giver mig. Den følelse er alt for konkret. Den kan slet ikke deles eller postuleres. Hun har navn og ansigt og nærvær - selvom hun jo heller ikke længere er hende eller nogen.
Jeg lyttede til "Blade Runner"-soundtracket dengang, da jeg var rigtigt ulykkelig. Især "Love Theme" og "Memories of Green" med den fake film noirstemning, står klart i erindringen. Men satte jeg det på nu, ville jeg kun fyldes med en art nostalgisk melankoli: En følelse af at jeg engang følte på en anden måde. Stærkt nok, men støvet. Ligesom stykket, vil jeg tro. Blade Runner er i øvrigt ikke langt fra at være en Romeo & Julie-story.
Og hvad kan vi så lære af det?
"If music be the food of love, play on."

søndag den 28. november 2010

Logan's lip #2

















Det ta'r kun 5 minutter


faktas slogan hár gået sin sejrsgang over det ganske land. Det fik (som fx Rexona, Danmarks Idræts-Forbund og Kohberg også gjorde og Telia gerne ville) hul til det for slogans så lukrative hverdagssprog og den danske idiomatik, med deres "Det ta'r kun fem minutter - men vi vil så gerne have du bliver lidt længere". Betegnende nok for problemet med deres slogan i dag, er netop, at det var den sidste del, som gjorde det til et sjovt og kreativt slogan - både i deres tv-reklamer, men også i de hverdagssproglige sammenhænge, hvor alt muligt, som "kun tog fem minutter", fx at finde en parkeringsplads eller skide på et offentligt toilet, kunne efterhænges et helt absurd og morsomt: "- men vi vil så gerne have du leder og skider lidt længere".
I dag hedder det (alfald på faktas hjemmeside) så kun "Det ta'r kun 5 minutter". Lad os lige kigge på grafikken først. fakta er jo ligesom fx ARoS og HÜMÖR, lykkedes med at få indbygget deres navn i selve opsætningen af bogstaverne. Point for det! Hvergang jeg ser ARoS-navnet kan jeg ikke undgå at tænke på Peter Laugesens beskrivelse af det lille "o" som et røvhul (Inf. 30.01.03) ... han kunne heller ikke lide navnet på det nye hus. HÜMÖRS overhængende prikker er i sådan en sammenhæng ikke øjne, men antallet af cifre på kasseapperatet, når man anskaffer sig en "humoristisk" beklædningsgenstand. I faktas slogan indgår både en apostrof "'" og et ciffer "5". Apostroffen er absolut i orden. Slogans skal - grafisk eller blot udtalemæssigt - bestemt rumme en mundrethed. Point for det. Værre med 5-tallet. Det er grimt sammen med bogstaverne, stikker - selv for en reklamegenstand - for meget ud. Omvendt ville det jo også gå helt galt, hvis man skrev: "fakta - Det ta'r kun fem minutter", for se ville det se ud som det var enelleranden embedsmand, som under pres i en håbløs omskoling var sat til at skrive slogans. "fakta - Det tager bare fem minutter af Deres tid".
Det står altså 2-1. Vi mangler et par selvmål. Det åbenlyse selvmål er løgnen. det ta'r ikke fem minutter. Det ta'r helt sikkert mere. Nogle gange tager det tre gange så lang tid, hvis man skal stå i kø. Hvad man nemt kan komme til på Vesterbro i Aalborg fx. Der er nok en grund til sloganet ikke er at se INDE i butikken.
Allright - hvem lyver ikke i et slogan? Jeg synes man skal lade være. Bare for en tid: "fakta - det ta'r ikke lige så lang tid som andre steder". "Tefal - vi tror du kan lide vores produkter". "føtex - vi vil gerne gøre mere for dig, hvad skulle det være?"
2-2. Vi er nået frem til det afgørende selvmål, som meget passende hænger sammen med omtalte amputationen i starten. Hvis et slogan understreger at noget går hurtigt, må det være fordi det er en kvalitet i sig selv, at det er hurtigt overstået - så hvis det kun tager fem minutter i fakta, og det er godt, så må det være fordi det er rædsomt at købe ind der. Så deres slogan fremhæver faktisk det værste ved deres produkt. Udover at være stimulerende sprogligt afmoterede det oprindelige slogans andet sætning dette faktum. Vi vil selvfølgelig gerne have du bliver lidt længere, fordi det faktisk slet ikke er så slemt at handle hos os!
Det er muligt fakta mener de kan lave "en Netto", som med deres "DERFOR!" altid allerede henviser til at priserne er billigst - og derfor(!) ikke behøver skrive andet end det, for det har de gjort så mange gange før (det kan diskuteres som det virker, men det er en modig strategi), hvor mange af de nye, unge forbrugere kan efterhånden huske traveren - "men vil vil så gerne have de strigler lidt længere"?
Jeg bliver ikke længere. Farvel.

mandag den 22. november 2010

Spørgeskema til den trætte og modløse magasinlæser

Hvor ofte støder du på interviews med de samme faste spørgsmål hver gang?

Hvor ofte finder du disse interviews fascinerende?

Hvad har været din største oplevelse under læsningen af den slags interviews?

Hvem ville du ønske at se i den slags interviews?

Hvem kunne du ikke forestille dig optræde i den slags interviews?

Har du gennemskuet den fantastiske idé i disse interviews? (Man kan sammenligne svarene!)

Har du oplevet nogen journalistiske gennembrud i disse interviews?

Synes du den slags interviews respekterer eller ikke respekterer deres ofre?

Synes du den slags interviews respekterer eller ikke respekterer dig?

Tror du Sankt Peter bruger noget lignende?

Vil du bruge disse spørgsmål til andre læsere?

Jeg tænker jeg synes jeg føler jeg tror - nok

















Brain dam
Lige siden min (ellers) gode ven Jeppe fangede mig i at bruge forleddene "jeg tænker" på en af mine udredninger eller kommentarer, har udtrykket hærget min opmærksomhed. Jeg hører det alle vegne HELE tiden. Udtrykket må have et viralt peak disse tider - det smitter, og vi talende er åbenbart ikke vaccineret mod det.
Udtrykket er som udgangspunkt selvsagt en sproglig markør, som skal bane vejen for det efterfølgende udsagn. I den forstand kan det sidestilles med en lang række andre almindelige sproglige greb. Men modsat Michael, som bestemt ikke bryder sig om udtrykket - hvad jeg i øvrigt heller ikke gør (hvorfor han 'fangede' mig) - mener jeg ikke det er udtryk for en særlig form for afrundet og følende argumentation. Jeg vil hellere se det i (mental)historisk perspektiv.
Teorien er som følger: Inden for de sidste tre tiår har forledene bevæget sig fra "jeg tror" over "jeg føler" via "jeg synes" til det nu meget snart totalt dominerende "jeg tænker". Hvorfor det? Se på ordene! Vi er gået fra at være religiøst funderet (al fald i den sproglige praksis) i en art tro på vores udsagn, til at være mere følelsesmæssigt defineret (styret af det ægte jeg!), derefter blev det mere politiseret og bevidstgjort - den såkaldte "synsning", som jeg bestemt også fik nok af, for nu at være landet i disse tiders højhellige hal: Kraniet og med det JARNEN! Det er da også oplagt at videnskaben efterhånden har gennempenetreret sprogbrugen med sin argumentative og - al fald sammenholdt med denne korte mentalhistoriske linie - afpersonaliserede og dermed ret så ansvarsløse position. Man skal ikke gå og tro videnskaben kun vil os det godt. Videnskaben lider under en så kronisk ensporet mangel på moral i så mange henseender, at den har været nødt til at opfinde et speciallegeret ekstra cyborgben for overhovedet at kunne bevæge sig. Sic.
Det er som om udsagnet "jeg tænker" skal bane vejen for, at bare der er lys i pæren så er man kvalificeret til at fremføre sine teorier uimodsagt. Der er ret beset ikke langt til den kvælende synsning, hvor det pseudokartesianske belæg lå i, at når bare man er er 'sig selv', så har man også ret. Nå ja, stillet overfor den cerebrale bulldozerretoriks "jeg tænker" er det lige ved man kunne savne et enkelt quasifilosofisk "jeg synes" til at bløde tingene lidt op. "Jeg tror" er for altid for tabt: Når (hvis) man bruger det i dag, er det netop udtryk for, hvor håbløst lidt man ved! Det er da ikke udtryk for, at man har overvejet, tvivlet og siden fundet fodfæste ... min Herre, min Herre, hvorfor har du forladt mig her på retorikkens slagmark?
"Jeg føler"? Jeg tør dårligt nok skrive det! Hvis man skulle komme for skade at ytre de to ord gør man klogt i ikke at sige mere. Så kan de til nød kvalificere sig som en art humanistisk statement, eller måske bare et mentalhygienisk nap i nakkedellerne. Hvis jeg går så vidt som til at "føle" noget som helst om noget som helst begrebsligt eller måske endda politisk, så er det ud og skide sig (godt biodynamisk, men altså alligevel) tom i nælderne sammen med alle de andre hippier.
Velan! Sådan kom brikkerne til at stå. Så kan du synes om det hvad du vil - du kan endog tænke dit. Jeg vil øve mig på de næste forled, der kommer dominere det sproglige karantæneområde vi kalder dansk: "Jeg siger".

søndag den 31. oktober 2010

ULYKKELIGE TALEMÅDER - OM MÆND
























HVER MAND ER SIN EGEN ULYKKE NÆRMEST



MAN KAN ALTID KENDE EN MAND PÅ STØRRELSEN AF HANS ULYKKE


VEJEN TIL EN MANDS HJERTE GÅR GENNEM HANS ULYKKE


EEN MAND KOMMER SJÆLDENT ALENE


NÅR MANDEN ER STØRST ER ULYKKEN NÆRMEST


Logan's lip #1

Det er til dig

Og velkommen til ny kategori: Slogans og deres indbyggede logik eller mangel på samme.
Telias slogan er (pt) "Det er til dig". Ideen er tydeligt nok hentet i den fælles forståelse af tingen og teknologiens intetkønnethed, og yderligere boostet af metaforen "en samtale er en ting". Så ting der kommer gennem æteren - her typisk samtaler, men efterhånden vel også MMS'er, SMS'er og måske endog mails og invitationer - tager Telia sig af!
Bare fordi det er første gange vi prøver dette, tager vi den ellers under bom-pointe med også, at Telia og alt deres væsen også, "helt filantropisk", men også ubetinget og monopolistisk uliberalt i sin grund, er til dig. Du må ikke have andre selskaber, for dette er til dig!
The slip? Det der gør, at Telias slogan kvalificerer sig til at komme på listen over svipsere, er ganske enkelt - at den mundrethed der ligger i ytringen "det er til dig", stammer fra en tid, hvor man kunne komme for skade, eller hvor det ligefrem var amindelig praksis, at man tog den telefon som ringede, hvis man var i nærheden af den. Det sker aldrig længere! Al teknologi er sat op til den enkelte og bestemte bruger. Fastnet er for gamle mennesker, som i øvrigt bor alene. Ingen telefoner ringer steder, hvor man ikke ved, hvem de er til - muligvis på et kontor, hvor samtaler bliver stillet om x antal gange, og ender overfor den person, som egentlig skulle modtage den, men ikke i Telias (går jeg ud fra) klart afgrænsede privattelefoni.
At sloganet skulle være bygget på den sjove men sjældne hændelse, hvor nogen ved hvem nogen er sammen med men ikke kan ringe til (strøm, lydløs, slukket) den ene nogen, og derfor ringer til den anden, som så himmelfalden (afpersonalificeret) må kigge på den anden og sige: "Det er til dig", anser jeg for utænkeligt - og i bedste fald en dårlig afspejling af den almindelige udbredelse et telefonselskab gerne ville have.
Farvel.

fredag den 22. oktober 2010

Intromission - ekstramission












Lige i øjet!

Jeg er i den lykkelige situation, at min arbejde til stadighed giver mig mad til tanker. Af og til så ovenud urimeligt stillet, at tankerne ikke er til at slippe. Senest et kapitel i bogen PANORAMA (Systime 2007) om landskabsmaleriets historie, hvor Hans Jørgen Frederiksen førte mine elever ind i byzantisk og ungrenaissancekunst og deres medfølgende billedsprog. Til mig efterlod han et afsnit, der handlede om forskellen på at se og indse, og med den en helt ny måde at forstå mine egne øjne på.
Kort fortalt handler det om man vil at billeder skal illudere eller illustrere. Det er hårdt og i en følsom verden som kunstens og dens mange organiske udskud og sideskud og grozoner alt, alt for kategorisk, at sætte således op - men vi gør det alligevel: Middelalderkunsten og dens ligesindede perioder og stilretninger var interesserede i at vise sandheden, det egentlige - hvis Abraham gennemgik tre faser i sit forhold til troen, så ser vi Abraham tre steder på samme mosaik. Hvis den hellige Jomfru Maria er alles moder, så skal hun være så stor at hun kan favne alle dem, der er omkring hende. Når renaissancemennesket - eller renaissansanceøjet - betragter hende, siger det, at hun er større end de andre. Så maler renaissancemennesket et billede, hvor Jomfru Maria er i samme størrelsesforhold, som de andre personer på billedet. Gæt hvad byzantineren siger. Hvorfor har hun mistet sin betydning? Og de det ligemeget om kunstneren har malt hende så indtagende og omsorgsfuld som muligt.
Renaissancemennesket vil have kunst som passer ind i perspektivet, lysets brydning, jordens krumning og klædernes fald. Renaissancemennesket vil have illusioner - gengivelser af den virkelighed som kunsten fortæller om, han vil inviteres med, omgives, dyppes og fortabes i den kunstiges lighed med det faktiske. Hvis nadverbordet er med nytter det ikke at alle benene når ned til samme linie på gulvet - rummets dybde må tvinge dem fra hinanden og tallerknernes ovaler er en betingelse for at vi overhovedet vil begynde at acceptere der var så meget som et brudt brøds krumme på spil den aften. Byzantineren ved at alle bordets ben når ned til gulvet, at tallerkner er runde som planeter og det kunne aldrig falde ham ind at fremstille det anderledes. Gjorde han det forsvandt Jesus som det virkelige væsen jo!
Den amerikanske videokunstner Bill Viola har fat i meget at denne modstillingens dynamik i mange af sine produktioner - for han han tager højde for, at brugen af kameraets ufejlbarlige gengivelse af virkeligheden suger hele renaissanceblikket til sig, ved at bygge kulisser, som ikke overholder perspektivet og ved at trænge tider og kronologi sammen i epikken. Det er blandt andet derfor hans værker er så holdbare, tror jeg.
Der hvor modstillingen for alvor begyndte at æde sig ind på mig var dels de nyligt beskuede billeder i Firenze, hvor Fra Angelicos tidlige murmalerier og ikke mindst Lorenzettis panoramaer tydeligvis havde lejret sig dybt, og så i biografens sanselige borbardement. Er det virkeligt sådan, at det vi mener er den helt store og overbevisende filmoplevelse - fx i 3D! - slet ikke er så overbevisende, men blot en illusion? Er det sådan, at de billeder nogen har genereret dybest set kun skal tilfredsstille den tekniske og perspetiviske forståelse af verden? Er det sådan, at film, med traditionelle dybe billeder og fremadskridende handlinger, slet ikke er sande? Men derimod kan en række mennesker, som åbenlyst påstår de er nogle andre end dem de tydeligvis er, som løfter en pind og siger den er et gevær, som bryder ud i sang midt i en samtale, som voldtager hinanden uden at tage bukserne af - fordi de har begge ben på jorden når de gør det, og fordi deres baggrund ikke fortaber sig i perspektivet, men derimod stopper med teatrets bagtæppe, pludselig være sandheden?
Tænker eller føler du i biografen - kigger eller mærker du?
Tænker du eller føler du i teatret?
Og hvad med næste gang du skal vælge et postkort?

tirsdag den 5. oktober 2010

Aaaauuuuuuuhhhhhhh!


















Man skal aldrig skue ulven på luven


Mange lyde trigger mange følelser. Dufte trigger minder. Smage steder? Måske et vel hurtigt ræsonnement, men så kan man tænke over det. Her skal det handle om de lyde man reagerer på øjeblikkeligt. Lyt engang til linket på overskriften ... (((( )))) ... Aha! Kuldegysninger? Gru måske? Kriller? Sugen i maven, hvis jeg smider dig ud i en skov, der dufter af vådt træ og sur bund? Slukker dagen, tænder månen. Lader lidt ånde flyde som tåge fra din halvåbne mund. Strammer om brystet så åndedrættet bliver kort og hektisk. Hvis intet af dette rør dig er du muligvis mere civiliseret end mig - eller også er du meget mindre.
Man snakker i flere sammenhænge om hvordan reaktionsmønstre fra urmenneskets hverdag stadig spiller ind på det spinkle liv, vi elendige civilister prøve at stable på benene med farvede huder, skove omsat til møbler og nødder, bær og rødder blendet til smoothies. Derfor overvejer jeg om ulvens tuden på samme måde blot er en atavistisk adrenalinpumpe, eller - hvad jeg egentlig synes ville være mere interessant - udslag af en mytologisk og kulturel fintuning af et væsen og dets lyd.
Bortset fra Lille Stygge Ulv og den ulv Romulus og Remus diede er der ikke mange go'e og rare ulve i den vestlige kulturs baggage. Altid er de blevet brugt som uhyggespredere og varsler. Altid er lyden af den hylende ulv sat på som trumf, for at gøre ensomheden og udsatheden ekstra tydelig. Personligt i en grad så en rævs ellers ikke imponerende galpen IRL kan gøre noget af det samme! Selv på de - ellers fra dyrenes synspunkt objektive - naturkanaler, trænger ulvens snerren og kolde blik lige ind i hjertet på een. Sig mig - havde urmennesket ikke fjender, der var større, flere og statistisk set langt farligere end ulven? Bjørnen (i dag teddybjørnen!) eller ilden (i dag fyrfadslyset!) for eksempel?
I Aalborg Zoologiske Have havde man i 70'erne ulve. De gik med deres karakteristiske hoppende krop og ludende hoved i vatter og blikket klart som glas, i et bur tæt på havens yderste hegn. Når man på den nærliggende skole hørte løvernes brøl var det en næsten hyggelig påmindelse om haven, der var fyldt med aber, popkorn, is og klappegeder - vi Aalborgbørn bliver aldrig blaserte! Men den tuden som aldrig lød fra ulvenens struber var i den nøgne tanke skrækkelig som døden. Usynlige i deres snavsede grå pels, lydløse og evigt cirklende, som en spiral fra underbevidstheden, var ulvene havens største skræk.
Spørgsmålet er jo kort og godt om man kan opdrages til at frygte et dyr? Urmennesket behøvede ikke opdragelse. Det fik en lang række instinkter med i fødselsdagskagen - og resten kom fra de rap over fingrene de fik. Nogen må have fortalt og vist mig til bevidstløshed (netop!), at ulven er det mest uvenlige og uhyggelige dyr vi har. Der er jo ingen kære mor, der har sagt: "Når du skal hjem fra skole, så pas på ulvene! De er livsfarlige!"

mandag den 20. september 2010

enden af regnbuen For













WYSIWYG

Det er regnbuesæson. Ved ikke hvor mange jeg så i sidste uge - og i hvert fald fem på Fanø i weekenden. På Youtube er et nyt væsen ved at skabe sig 15 millioners berømmelse. I den mexicanske golf ligger der døde regnbuer overalt på vandet.
Ethvert barn har hørt myten om, at der for enden regnbuen befinder sig en krukke slash kiste med guld slash guldmønter. Jeg er Disneybarn, så min krukke ligner noget Onkel Joakim og Carl Barks har drømt sammen: Tykmavet, tykbundet, fyldt med fede dukater og ikke til at slæbe afsted. Andre har andre associationer.
Noget pirrer dog mine tanker ved dette billede. Ikke tegningen i Anders And - den er præcis som den skal være - men myten og historien. Der er intet nyt i at der knytter sig fortællinger til naturfænomener - det er vel nærmest en antropologisk grundsætning og lykkeligvis et originalt eksempel på menneskehedens intellektuelle fortrin. Men når man finder en sten med hul i (nogle kalder det en "ko", andre en "lykkesten", andre igen vist en "øjesten" ... nej det sidste fandt jeg bare på), så betyder det lykke. Yep. Sådan. Lykke som en tube brylcreme til en mand med rigtig mange hår på ryggen. Som kun Kim kunne have sagt det. Og for at fortsætte i hans flow: Det betyder ikke du får en Audi A6, en et sommerhus ved Blåvand, et par stålindfattede briller, et par silkekimonoer eller en flinteøkse. Det betyder helt abstrakt og helt i overensstemmelse med moder (over)natur blot lykke. Samme måde med katten over vejen. Sol og regn. Mariehønen betyder godt vejr. Gøgen kukker leveår. Månen, liljen og ulvens tuden. Firkløver, lykkeben og spildt mælk. (Over)Naturens tegn er abstrakte, uhåndgribelige og følsomme.
Så hvem slæber en krukke med guld ind under regnbuen?!
Der er noget som ikke stemmer i varslet. Naturen giver ikke tegn, som hører den materielle verden til. Eventyrerne måske. Fra dem kender vi mange eksempler på, at det ene eller det andet - og i eventyr jo af og til med (over)naturens hjælp, gør den fattige bondedreng slash pige rig til deres dages lykkelige ende. Men ikke når det kommer til myter og overtro. Her er der noget galt med regnbuen som et simpelt pekuniært symbol. Jovel der er en morale i, at hvis du tror det passer, så får du ikke andet ud af dine forhåbninger, end udstillet din grådighed til alverdens gnækkende "sagde vi det ikke nok" kommentarer. Fint nok. Men myter er ikke moraliserende. De er sande på et helt andet niveau.
Nogen på kanten af den moderne tid må have slæbt den skide krukke derind. Måske Carl Barks. Helt sikkert ikke Onkel Joakim.

mandag den 6. september 2010

Cholokade














Mærkevarer tager vare på mærket mere end på varen

Jeg er ikke en slikfixer, hvertfald ikke hver dag, men jeg er meget hooked på slik som sådan. Mere om det en anden gang; her handler det om et særligt stykke slik. Jeg blev skeptisk introduceret til en chokoladebar af nogle yngre mennesker, som kender de nye mærker bedre end jeg. Jeg mente i første omgang der måtte være tale om en fejl, da de nævnte en "Marabou Daim" (her skal indskydes, at det kan være svært at vide, hvordan navnet skal udtales: Som eet: Mercedes Benz? Som navnet på en særlig type: Magnum Gold? Eller med samme vægt: HTC Columbia?).
Min skepsis skyldtes jo, at det umiddelbart lød som "ost med ost". Daim er jo en chokoladebar i sin egen ret - hvorfor i alverden skulle den pakkes ind i mere chokolade? Javel - Daim er måske mere rettelig en karamelbar, men ikke desto mindre er karamellen drageret i en ganske lækker lys chokolade.
Baren findes selvfølgelig. Hvis der er noget yngre mennesker ved noget om, er det slik. Og jeg købte een samme dag. Den smagte af Daim. Og Marabouchokolade (som jeg i øvrigt altid har fundet en smule for indsmigrende sød og flødet. Daim er god karamel - lige fra panden). Tilbage stod spørgsmålet om, hvorfor dog? Hvorfor dog ikke lave en Daim x-tra chocolate, eller en Marabou karamel?
Fordi smagen skal mærkes som et mærkes smag. På samme måde, som hvis du skal have et tyndt og blødt lommetørklæde, for så skal du have en Kleenex. Hvis du skal have et smørbart nøddechokoladepålæg skal du have Nutella. Hvis du skal have en bar med karamel skal du have en Daim. Og det ligemeget om det der er tale om en anden producent. Princippet er jo rystende udbredt - ikke bare i fødevareindustrien, men alle mulige sammenhænge, og man ser det mere og mere: Goretex, Zeiss, 3M, Chiquita, Smarties, B&O, ... brands are screwing around with brands - måske er især brands, som har en meget bred produktvifte en særlig interesse i at få et specialbrand tilknyttet. Under alle omstændigheder må filosofien være, at hvis mærkevarer er udtryk for kvalitet, så er dobbeltmærkevarer udtryk for dobbelt kvalitet! Ikke sådan i tilfældet Marabou - hvis man smager på den. Hvis man bare æder den kan det meget vel være man virkelig synes man har fået noget for pengene!
På mit morgenbord står en pakke Crüsli (brands, som kan få bygget en visuel markør ind i navnet ér for seje/smarte/irriterende), som udover det ganske rædselsfulde imagepleje på bagsiden, har en annonce for Tropicana (pure premium!) juice på siden? En variant af mærkevarebolleriet? Denne juice har VI (Crüsli-folket) godkendt - derfor er det IKKE en annonce du ser på siden af pakken, men et cool mærkevare-til-mærkevare-netværk DU får adgang til.
Første gang jeg så en After Eight-is var jeg ved at besvime, da jeg så den stod ved siden af en Lionbar-is gav jeg slip.
Der er intet i vejen for at sige noget smager som en Big Ben-karamel (den med lakrids, som egt. er for blød, men har en ret spændende smag, der kun lige flirter med salmiakken), eller en Toms skildpadde (hvis hovedattraktion er det bestialske cum-shot af karamel - fra et i øvrigt komplet usexet og flegmatisk dyr - ikke smagen, som man bliver hæs af) - problemet opstår når smagen ikke har et eget navn: Karamel, salmiak, fransk nougat, pebermynte ... men er blevet til et mærke: skulle det være en santa-maria-hakkebøf og et fanta-condom? Hvornår er mælk ikke længere mælk men et glas Arla? En skive ost en Klovborg? Prøv evt. med andre forbrugsgoder: "Jeg vil gerne se på et par Adidas." "Hvor står Jeres Sony'er?" "Åh, jeg har brug for en kodimagnyl!"

torsdag den 2. september 2010

Carpe videm

















TV er opfundet for folket

Mit tv er i stykker. Det er iøvrigt en lang historie på en anden måde, men ikke lige her. Det væsentlige er, at det er i stykker på den måde, at det bare går ud. Slukker. Går i sort. Og man ved ikke hvornår.
Hvad betyder det for tv-kigningen? Det betyder ikke overraskende, at man begynder at synes noget om programmerne! Ser man et program er man ret hurtig til at finde ud af om man er bange for at tv'et slukker - det kan endog få een til at slukke for noget man synes så godt om, at man ikke vil opleve at blive afbrudt. (Fejlen er af en karakter man ikke kan styre overhovedet - således kan man godt tænde igen, men uden garanti for, hvor længe det så holder. Den har også en variant, hvor skærmen forbliver sort, men lyden kommer igen.)
Omvendt kan fejlen også undestrege hvor ligemeget programmerne er, hvis tv'et slukker og det blot føles som om man fik fred for noget irriterende, kan det få een til at tænke over hvor meget slam man suger ind på den konto til daglig.
Film/serier er det værste. Det episke tåler ikke afbrydelser. Nyheder det nemmeste. dem er vi alligevel vant til at tage ind stykke- og stumpvis. Den enkelte nyhed - evt. med episke kvaliteter - er selvsagt også sårbar. Underholdning ligger midt imellem - det er træls, men dybest set det mest ligemegede af de tre. Sagen er den, at meget underholdning også læner sig op ad det fortællende - så fik vi den med.
Nu er det sendt til reperation (for tredie gang! Men det var den anden historie) og jeg har fået et til låns. Det fungerer. Nu kan jeg igen se tv uden at reflektere andet end lyset fra skærmen.

fredag den 13. august 2010

Syg af det









Sygdommens ansigt er altid dit eget.

Ingen kan lide at være syg - og alle kan ikke lide det på hver sin måde. Skulle der være nogen som kan lide det, er det enten fordi de tænker på at være 'saftevandssyg' (altså det element af sygdommen, der handler om at blive vartet op) eller fordi de tænker på den del af sygdommen, hvor man får lov til at læse uforstyrret i et par dages rekonvalascens. Sidstnævnte holder jeg utroligt meget af - og var det ikke for sygdom ville jeg aldrig få læst nogetomhelst, nogensinde (bøger læst under sygdom tæller bl.a. Niemis 'Populærmusik fra Vittula', Anders Søgaards 'Fodnoter til en ung mands indre husholdning', HC Andersens 'Improvisatoren' ... sporer man en streng af maskulin introspektion i denne svækkede tilstand?). Men rekonvalascensen ligger også efter det værste ved at være syg. Det værste ved at være syg er:
1) Perioden op til sygdommen bryder ud og lægger een ned, fordi der skal man slås tvivlen om man er syg og angsten for at blive syg - både fordi det er ubehageligt og ubelejligst, i.e. stressende OVENI, at man er svækket af selve den ekskalerende sygdom.
2) Angsten for døden.
3) Den frygt, der følger lige efter frygten for at komme så meget bagud med arbejdet, at man mister overblikket, og handler om at være bange for at opdage, at man kan undværes og måske ikke engang mangles!
4) Det fysiske ubehag/klaustrofobien ved ikke at ville være i sin krop (Spiller på sin vis dårligt sammen med 7).
5) Lugten.
6) Ulysten.
7) Uvisheden. Herunder fornemmelsen af at vågne og ikke vide hvor man er eller hvad klokken er, eller hvorfor man i det hele taget ikke ved noget, det vil sige, at man heller ikke rigtig ved hvis hjerne, der skal finde ud af det.
8) Ikke kunne finde ud af hvor eller hvornår, selvom man har erkendt hvem man er.
9) Hodepine.
10) Hodepine.
11) Hodepine.

lørdag den 7. august 2010

Kunsten som overskudsfænomen eller ideal














Jeg er et overskudsfænomen.

Tydeligt i dette øjeblik, hvor jeg skriver på min blog om mit liv og mit samfund med en vinkel og et sprog, som gerne skulle have en snert af det ekvilibristiske og æstetiske, og tydeligere i alle de timer jeg bruger på ellers at skrive og klippe og klistre og være kreativ.
Alt det og til ingen anden nytte end, at så begik jeg da ingen forbrydelser i den tid. Jovel, der findes en kreds af taknemmelige aftagere til dele af min kunstneriske produktion - som jeg er mindst lige så, eller måske mere taknemmelig for levere til - men langt hovedparten af min produktion kommer ingen steder hen, bliver ikke tilegnet eller oplevet af ukendte hjerter og øjne.
Hvilket samfund producerer sådan nogle som mig - og i det omfang som sådan nogen som jeg findes i? For jeg er jo ikke alene om, eller (sic) enestående med mit kunstneriske sisyfosarbejde. Der tænkes og skabes på fuld kraft i samfundets og kulturens farvande. Om det er virtuelt på nettet eller konkret på gadeplan - om det er i sociale eller eremitiske sammenhænge, så blogges, males, skribles og sprayes der af rent og fuldt hjerte.
Men hvorfor er det at alle disse udtryk, al den skaben, som har sin rod og sit væsen i aksen fra kunstnerisk geni til taknemmelig modtager; fra ide til ide, nu mere end nogensinde før, ikke ser ud til at ville eller skulle forløses som udsagn og kommunikation? For nu bare at smække aben på væggen: Hvorfor analyserer og beskriver jeg denne filosofisk småtskårne problemstilling i en blogosfære af huller og tomhed? Hvorfor sidder vi forkullede billedmagere og sveder over kompositioner og montager, hvis efterliv begrænser sig til bordpladens mål, skærmens tommer og et arkiv fyldt med ukendte sejre? Hvis skoven er tom - kan man så høre træet falde?
Er det udtryk for den ultimative velfærd - altså at samfundet er ved at nå et niveau (plan, stade ... jeg ved ikke helt, hvilket begreb er bedst), hvor der kan frigøres tid og prioriteres plads til befolkningens sjælelige habitus? Dette forudsat at kunsten og den kunstneriske praksis er sund og helbredende for mennesket?
Er det udtryk for en kedsomhed ved det systemiske, planlagte og fastlagte, som man ønsker at skabe modbilleder til? Dette forudsat at man oplever sit (arbejds)liv som præget af rutiner?
Er det udtryk for et ønske om at opnå en fornemmelse af den status, som kulturpersonlighederne har - fordi samfundets seneste swung på forbrugerplænen kun har haft eet mål: At have det samme, som alle de andre har!
-
Tillad mig, nu jeg også til min egen forbløffelse og spirende frygt, har skrevet mig op i et mere end ønskeligt privat hjørne, at spænde mit anedoktiske bælte: På tre generationer er det liv jeg rummer indeni, forandret fra et ufaglært, lavtlønnet og løstansat arbejderklasseliv, hvor kunst var lig med kongeligt porcelæn, over et fokuseret og bevidst socialt brud ind i den bedre middelklasse, hvor kunst var et statussymbol, til et akademisk og økonomisk ubesværet liv, hvor kunst er meditativ og kreativ adspredelse. Og selvom der her er set bort fra alt, hvad man kan kalde DNA, skæbne og (familie)psykologi, så er billedet af den lykkelige abe ved staffeliet umisforståeligt: Det var her jeg skulle ende - det er her jeg er lykkelig.
-
Så måske ligger svaret i det forkætrede begreb lykke? Mennesket er mest lykkeligt, når det fylder sin egen rolle og sit selv mest muligt ud. Og det gør det naturligvis, når det bruger sin arts mest karakteristiske kraft, når det gør hvad det er bedst til: Tænker, vokser og skaber. Det lyder smukt. Men set fra et samfundsperspektiv så lyder det også som sæd fra en million aber, der gokker den af og spilder resultatet på kolde kældergulve.
Der er ikke andet svar, end at skabelsen må bære meningen og dermed nytten og dermed - om ikke andet - en overbevisning om at det kreative har et mål. Der er en anden! En læser, en kigger, en spiller, en soulmate. Måske har netop blogosfæren og web 2.0 boostet en opfattelse af, at hvis man ytrer sig, så vil nogen, før eller siden, her eller der, høre det. Der findes ingen skove længere, som ikke er beboet.
Og måske er den nye anden meget mere velegnet af forestille sig. Den nye anden er ikke som i gamle daw', hvor filosofien (og psykologien) definerede 'den anden', som det fremmede fænomen, der aftegnede een selv som sig, men et fænomen fisket ud af en global grød af brugere og lurere, der er så mange, at det er utænkeligt at være alene om lige det man skaber. Man ved nogen finder een.
-
Således ender eventyret godt. Nogen vil før eller siden samle også denne brødkrumme op. Og mens jeg skrev den havde jeg det fremragende. Jeg fik skærpet mine analytiske evner og brugt min kreative trang.
Og ja, jeg tror det er sundt og det er under alle omstændigheder noget andet end det jeg plejer at gøre.

onsdag den 30. juni 2010

Fra klovn til kejser













Efter at have mødt og studeret og reflekteret over en lang række typer som Frank (Hvem), Homer Simpson, Family Guy, Jan Krabbe og senest den ubetvivlelige taber Napoleon Dynamite og hans familie, er jeg ikke længere i tvivl: Taberen er endt som vinderen.
Hvad der engang var udstilling, hån og selvforsikrende latter er endt og vendt til nørdens sejr over den almindelige mand og det normale liv. Hvad der engang var udtryk for formørkelse, umodenhed, pinlig social ubevidsthed og perversitet, er nu blevet symbolet på den ultimative eners fokuserede gennemtrufning af selvet - i hvad stand det end måtte være: Verden er ikke noget der omgiver mig'et som normskabende miljø, verden er den bod i tivoli, hvor man ubehjælpsomt vælter dåser ned fra hylderne med en bold, og ender med en præmie.

Præmierne i tivoli er i øvrigt ikke dårlige eksempler på forholdet mellem taber og vinder i denne sammenhæng: Når man møder een eller anden med en lyserød stofkanin i halv legemesstørrelse ser det latterligt ud - men man kan ikke nægte det meget tydeligt også signalerer en vinder.
Hvad der har bestemt at vi er endt hos den enøjede, bigotte, øllede og rent ud uintelligente type i evige søgen efter en helt vi kan holde ud og måske endda elske, skyldes en række forhold. Noget kan tilskrives den vedvarende postmoderne tilstand af værdifluktuation og deraf følgende vildtskydende ironi, noget kan sikkert tilskrives et (ikke og aldrig helt europæisk erhvervet) oprør mod den politiske korrekthed men altafgørende tror jeg er valgets vildrede. De mange valg (et andet postmoderne grundvilkår), som vi gang på gang hører bringer mennesket i eksistentiel krise - ikke den klassiske eksistentielle krise, hvor livets tomhed åbenbarede evner og behovet for et værdisættende valg, men den moderne eksistentielle krise, hvor livet alene og hele tiden byder sig til som valg, og man er SÅ klar over det. Vi er næsten endt i en valgets tomhed, fordi bevistheden om, at ethvert valg rummer fravalget og dermed noget tabt og for evigt intet.
Her er det så idiotiet træder ind. Giv mig dumhed og enkelhed. Giv mig færre muligheder - om det så skal ske gennem intellektuel impotens. Giv mig et liv, hvor jeg véd mindre end jeg gør nu! Gid jeg var Homer! Homer kan fordi han ikke ved andet tillade sig at nyde livets enkelhed. Homer kan ikke se og ikke vide andet og bedre end lige nøjagtigt det han vil og er optaget af. Hans horizont udgøres af det sparsomt bevoksede kranium for oven, og den velpolstrede vom for neden. Homer og alle de andre idioter har tilmed den fordel af at være tydelige skabninger! Heller ikke teodicékonflikter skal de bakse med - og deres guder viser sig i deres hellige enfold, som vi så kan tilbede som en uopnåelig konstruktion.
Ja ha ha! Godt jeg ikke er som Jan Krabbe, der komplet formørket savler over sin egen klippefaste tro på at han bestemmer verdens indretning - men det er jo det han gør, og det er det, der gør ham så sej. Det er Krabbes fokus på sine egne øjnes sandhed og hans urokkelige tro på sine egne evner, der gør ham til en helt. Det samme sker når Napoleon Dynamite rider ind på den hvide hest midt i kompletnar-broderens bryllup med den underskønne sorte kvinde, så er det for at vise klovnens endelige sejr: De latterlige klicheer, attituder og selvsikre gestus er kun mulige, hvis man ikke ved, at man er en taber. Og hvis ikke man ved man er en taber, hvad ved man så andet end, at man er en vinder? No shit.
Hvis man (konservativt) ønsker at møde en psykopat uden forsonende træk vil jeg henvise til den nyligt oversatte grafiske roman "Jimmy Corrigan - verdens klogeste dreng" af Chris Ware. Her kommer det syge tydeligt frem - ikke mindst fordi bogen skildrer den kraft kombinationen af dumhed og ondskab rammer sine helt uskyldige 'bystanders', som sønner og døtre, med. Her kan man tale om en anden gennemslagskraft end den medierne har. Hvad er et ødelagt menneske andet end et aftryk af en undertrykker.

fredag den 4. juni 2010

St st st

Jeg tror Steen Steensen Blicher skabte sin berømte upålidelige fortæller, fordi han ikke kunne holde sig selv ud.

søndag den 21. februar 2010

Look-I-like

Hvad er det ved at ligne kendte mennesker som er så fantastisk? Hørte for nylig man nogle steder kan vælge udseendet på sine kunstigt befrugtede børn på fertilitetsklinikken eller i sædbanken. Hvilket jo i første omgang gav en slags mening; man kan så gå efter træk, der korresponderer med de forældre barnet skal have. Det viste sig så at handle om at man gik efter at få børn der lignede kendisser - stjerner. Angelina-baby? Tjek. Beckham-baby? Tjek, det har vi. Ingen spørger efter kendisser som Agaton Sax eller Danny DeVito.
Når man selv lider under den ... je ne sais quoi ... at ligne både Dan Turell og Brian Mørk - og iøvrigt ofte minde folk om nogen de kender - så har jeg et helt særligt forhold til dette felt. Statistikken viser at jeg ligner flest der hedder Frank. Det er det jeg oftest er blevet kaldt af folk som ikke har kunnet huske mit navn - og det var pudsigt nok navnet på et menneske (absolut non-kendis) jeg så i fjernsynet engang, som i udpræget grad både lignede og lød som mig. Det hænder også jeg bliver kaldt Lars - men jeg tror det hænger mere sammen med mit rigtige navn. Dog vil jeg ikke helt udelukke jeg har noget Lars i mig.
Det væsentlige her er, at der ingen forskel er på at ligne almindelige Frank og kendte Brian Mørk. Jeg ligner nogen, nogen ligner mig. Dette vil være tilfældet for langt de fleste mennesker i verden. Og tanken om at jeg deler fysiognomi med nogen er svimlende, ligemeget hvem de er. Er det fælles arvemateriale der dukker op i Franks ansigt og Lars' holdning? Er det rester af fortidige klaner, fra en tid, hvor man end ikke talte sammen? Hvornår blev jeg og Frank skilt fra hinanden og hvorfor?
At ville ligne et kendt menneske er meningsløst. Hvad får man ud af det andet end tomhed - dobbelt tomhed: At ligne nogen man ikke er, men som er nogen. Så er man hverken eller. Eller forestiller man sig at man kan 'låne' noget af karmaen fra den kendte? At man ikonolatrisk parasitært kan hente noget hjem på en kalkeret face-value? Åh hvor længe! En fyr der sagde han var Will Smith lagde engang blødt an på min kone i Paris. Desværre vidste hun ikke hvem han var, hvorfor han brugte en del energi på at forklare hende det ... kunne man forestille sig et ukendt, almindeligt menneske gøre det om sig selv overfor et andet menneske? Og hvorfor skulle man? "Jeg forsikrer dig om at jeg er mig! Du skal ikke tro jeg er en anden, end den jeg er."
Jeg synes man skal tage mit nye begreb "Look-I-like" til sig, og dyrke det noget mere: Kigge efter dem der ligner een selv, lede efter folk som ligner hinanden og fundere over hvorfor - om de er beslægtede, om de har samme temperament og drømme, om de ikke bliver mere fuldgyldige medlemmer og medmennesker i hinandens øjne. Race ingen hindring - næst efter Dan Turell og Brian Mørk er det Wesley Snipes jeg ligner. Jeg giver mit fjæs tre stjerner men er langt mere nysgerrig efter at vide om Frank synes fugle er fascinerede.
Be a "Look-I-like" for somebody!

søndag den 31. januar 2010

SELV BIOGRAF


















Når man til daglig beskæftiger sig med analyse og fortolkning af litterære tekster, burde det egentlig være fristende at favne den biografiske metode og læse - alfald meget af den ældre litteratur - med hensyntagen til, og fingeren i, facitlisten på herrernes og damernes liv og levned. Både når teksterne påkalder sig direkte (som Johs. Ewald fx gør det i 'Levned og Meeninger') og indirekte sammenhænge mellem det levede og litterære liv. Jeg er dog, og har alle dage siden universitet været, af den klare opfattelse, at biografisk metode er en forsnævring af teksten. Den åbner ganske vist døren på velsmurte og blanke hængsler ved første berøring, men gennemtrækket er så eftertrykkeligt, at teksten blæser i før man kan se, hvordan livet så er skrevet; hvordan ordene falder og står.To gange er jeg blevet udfordret på min modstand på det seneste. Dels er det svært ikke at gribe til idetmindste enelleanden afart af biografisk metode, når man skylles over af den massive bølge af selvbiografisk - selvfremstillende litteratur, der fugter snart sagt hver en krog af det danske bibliotek i disse dage - fra Knud Romer til Carsten Jensen, og gør det som de to; med større eller mindre held. Kald det hjemstavnslitteratur eller senmoderne selvselvbiografi, så er det er der. Jeg spiller gerne med her, for den biografiske metode er skruet noget anderledes fast på disse tekster, der nærmest udkommer som nøglefærdige biografer og legeborge. Vil man undersøge en potensering af dette felt henvises til Claus Beck-Nielsen Memorial/Das Beckwerk!
Men forleden læste jeg så Hr biografisk metode Nr Einz: HC Andersen, som jeg altid har kæmpet for at ville læse og fortolke som stor forfatter, og ikke som blegsottig selvpromoveur - hvorfor skulle han dog være og ville det, når hans sprog, blik, fantasi og hele greb om mennesket er så uforligneligt? Desværre var det Improvisatoren jeg læste. Og hvis Andersen ikke så decideret har lagt den roman an på at være selvbiografisk (sindssyg selvbiografisk), ja så ved jeg ikke!: Vor hovedperson Antonio slider det meste af sit unge liv op på mæcenernes ubøjelige krav om uddannelse og viden, kæmper med kvindernes erotiske udstråling, fortæres moralsk med det følsomme og kærlige forhold til sin unge ven og - hvad der med denne vinkel kan vække til eftertanke - pendler rundt i troen. Centralt står selvfølgelig brydningen mellem det maginaliserede kreative geni - her legmeliggjort i den Aladdin-like improvisator - og spidsborgerens fordring om tradition, takt og terperi, som billede på Andersens altid ydmygede og yderlige mandat. Desuden er romanen jo fyldt med den fattige unge, og derfor af en italiener at være udannede, italieners rejser og møder med landets kulturelle og geografiske højdepunkter, hvad Andersen jo godt vidste, at læseren godt vidste, kunne ses som et konkret referat af forfatterens egen rejse i Italien.
Det afgørende viser sig imidlertid fra en helt anden kant, men i fin tråd med Hans Christians genie: Når man som jeg har fået nok af ham, og ligger udmattet fladt i min seng, går det op for mig, at alt det nævnte selvbiografiske kan trækkes ud af tæppet som en guldtråd - og bedst som man tror det var det, der var meningen, fremstår romanens sande indhold: Følelse og natur! 
Antonio/Andersen-grebet er bare et påskud for romanen - det er fortællingens motor, og det biografiske en banal ventil i denne motor. Romanens egentlige interesse er samspillet mellem (Italiens) natur og (nordboens) følelse - altså en menneskefremstilling og -undersøgelse. Tilmed viser det sig, at det man (dengang) anholdte for at være romanens svaghed - romanens kalkering af rejseskildringen - viser at være dens styrke. For gang på gang overvældes Antonio af den klang naturen har og vækker af og i hans hhv. martrede og maniske sjæl. Gang på gang henføres, hypnotiseres og tages han af dette mægtige, guddommelige rige; natur! Om det er bjerge, grotter, vulkaner, søer, skove, sumpe eller de skære himle - så fyldes og tømmes han katharsisk af den gang på gang med sin følsomme og alligevel orgiastiske appetit. Se, dét gik op for mig bedst som jeg var igang med at klage over HC Andersens forræderi; bedst som jeg lå og pegede alle de biografiske elementer ud og spottende sagde: 
"Hvad er der da tilbage af hans roman?!"
"Natur og kærlighed," svarede den mig, "natur og kærlighed."
Hvad vil du mere?

torsdag den 14. januar 2010

Cast away

Hvorfor er Mark Wahlberg den forkerte skuespiller at caste til at spille faderen i 'Lovely Bones'? (se bl.a. artikel 'Et liv efter døden' i Information 08.01.10)
En skuespiller passer vel ikke bedre eller dårligere til at spille et givent menneske? Man vil vel ikke påstå, at fordi en skuespiller har haft en overvægt af roller til den ene eller den anden side/type, så er det fordi han eller hun har nogle helt personlige træk (fx afstumpethed eller sentimentalitet), der slår igennem i rollen? Man vil vel ikke påstå at de personer vi oplever og lever os ind i, i film, har noget med den virkelighed de kommer fra som mennesker at gøre? Man vil ikke påstå, at en skuespiller, som menneske, bliver formet af de roller han har spillet (flest af)? Ei, hvad er dog dette? Hvor er min kone, hvor er mine børn? Dette er ikke mit smukke hus, dette er ikke min smukke kone! Man kan vel kun påstå en skuespiller er sine roller? Eller mere teknisk kan LIGNE en bestemt rolle?
Dustin Hoffman på den ene side kan illustrere, at der ingen grænser er for en skuespillers roller - og dermed hans formåen og evner til at spille. At langt de fleste tænker på ham som menneske, som en blanding af Carl Bernstein, Tootsie og Charlie Babbitt (dybest set tror ingen Dustin har et fast selv!) har vel ikke noget med sagen at gøre. Sam Shepard kan markere det andet yderpunkt i feltet. Samme rolle - sandsynligvis det som mennesket Shepard - hvad ved jeg! Det afgørende interessante her er, hvad det er vi tror vi ser og hvad vi gerne vil se, når vi ser film og roller på film. I de bedste film ser vi en overbevisende illusion, og det er nøjagtigt hvad vi gerne vil se. Her betyder det intet om det er en overdrevet komedie, en science fiction eller en historisk fortælling fra korstogenes tid. Det er spillerne der som karyatider står under hele projektet og påstår det hænger sammen med en virkelighed. Vores brist som beskuere er en uvilje mod at acceptere DRAMAET. Vi vil have virkeligheden - ellers tror vi ikke katharsis virker. Derfor er vi tvunget til at forstå vores spillere som om de på en eller anden måde må have noget med deres rolle at gøre. Bare en lille bitte smule! Daniel Day-Lewis kan illustrere dette på godt og ondt: Hans kræsne udvalg af roller underbygger en tro på, at skuespilleren udsøger sig sig særlige områder af sin personlighed og agerer dem ud. Men hvem siger han ikke undersøger særlige områder af sine skills?
I slipstømmen på dette ligger skuespillernes berømmelse, som vi jo på ingen måde kan nægte, men ved nærmere eftertanke bygger på noget usynligt - på en professionalisme vi i mangel af bedre klistrer på deres personlighed, fordi vi ikke ved, hvad vi ellers skal stille op med den. 'Bruce Willis MÅ være noget lignende John McClane for at kunne spille ham så godt!' Men i det øjeblik vi forbinder skuespiller og menneske ryger verden i vasken. For hvem er dog dette vi ser? Vi ser rollen, rollen, rollen! Hvis du vil se mennesket i rollen skal du gå i teatret, hvor forbindelsen mellem spil og menneske på een gang bliver mere hårfin og meget tydeligere. Netop denne altid igangværende benægtelse af, at den rolle vi ser agere på scenen har noget med pulsen og spyttet og lugten fra kroppen deroppe at gøre - øger faktisk både power og intensitet og dermed virkelighedsfornemmelsen i teatret. I filmen sker sammensmeltningen mere gnidningsløst og suggestivt; vi henfalder i bedste fald til at kommentere spillernes ydre eller hvor overbevisende de "er" rollen. Sandheden (jeg har aldrig været på et set) er at papkruset, pudderkvasten og primadonnanykkerne ligger inden for rækkevidde lige uden for billedrammen.
Selvfølgelig vil enkelte skuespillere falde for fristelsen til at agere deres roller i virkeligheden - mest i en slags underspillet afskygning af deres glansnumre (Hugh Grant, Jack Nicholson, Arnold Schwarzenegger? Roger Moore!) hvad medierne gerne underbygger ud fra devisen om at give folk de 'sandheder' de har i forvejen. Men betænk dog de oplevelser med film, hvor vores faste opfattelser af skuespillere er blevet rykket af en overraskende rolle/præstation (Jeff Bridges i 'Fisher King', Dezel Washington i 'American Gangster' og Matt Damon i snart sagt hvadsomhelst) og hvordan man nærmest lettet og overrasket tager denne præstation til sig. Den er symbol på noget der for første gang i denne sammenhæng minder om virkeligheden på film: Mennesket er ikke kun det det ligner og har gjort - mennesket er til.
NB. Mark Wahlberg har spillet rollen som 'John Holmes/Dirk Diggler' i den fremragende 'Boogie Nights' - og den burde vel efterfølgende have blokeret for langt hovedparten af de roller man caster - i hvert fald i Hollywood.