Lige i øjet!
Jeg er i den lykkelige situation, at min arbejde til stadighed giver mig mad til tanker. Af og til så ovenud urimeligt stillet, at tankerne ikke er til at slippe. Senest et kapitel i bogen PANORAMA (Systime 2007) om landskabsmaleriets historie, hvor Hans Jørgen Frederiksen førte mine elever ind i byzantisk og ungrenaissancekunst og deres medfølgende billedsprog. Til mig efterlod han et afsnit, der handlede om forskellen på at se og indse, og med den en helt ny måde at forstå mine egne øjne på.
Kort fortalt handler det om man vil at billeder skal illudere eller illustrere. Det er hårdt og i en følsom verden som kunstens og dens mange organiske udskud og sideskud og grozoner alt, alt for kategorisk, at sætte således op - men vi gør det alligevel: Middelalderkunsten og dens ligesindede perioder og stilretninger var interesserede i at vise sandheden, det egentlige - hvis Abraham gennemgik tre faser i sit forhold til troen, så ser vi Abraham tre steder på samme mosaik. Hvis den hellige Jomfru Maria er alles moder, så skal hun være så stor at hun kan favne alle dem, der er omkring hende. Når renaissancemennesket - eller renaissansanceøjet - betragter hende, siger det, at hun er større end de andre. Så maler renaissancemennesket et billede, hvor Jomfru Maria er i samme størrelsesforhold, som de andre personer på billedet. Gæt hvad byzantineren siger. Hvorfor har hun mistet sin betydning? Og de det ligemeget om kunstneren har malt hende så indtagende og omsorgsfuld som muligt.
Renaissancemennesket vil have kunst som passer ind i perspektivet, lysets brydning, jordens krumning og klædernes fald. Renaissancemennesket vil have illusioner - gengivelser af den virkelighed som kunsten fortæller om, han vil inviteres med, omgives, dyppes og fortabes i den kunstiges lighed med det faktiske. Hvis nadverbordet er med nytter det ikke at alle benene når ned til samme linie på gulvet - rummets dybde må tvinge dem fra hinanden og tallerknernes ovaler er en betingelse for at vi overhovedet vil begynde at acceptere der var så meget som et brudt brøds krumme på spil den aften. Byzantineren ved at alle bordets ben når ned til gulvet, at tallerkner er runde som planeter og det kunne aldrig falde ham ind at fremstille det anderledes. Gjorde han det forsvandt Jesus som det virkelige væsen jo!
Den amerikanske videokunstner Bill Viola har fat i meget at denne modstillingens dynamik i mange af sine produktioner - for han han tager højde for, at brugen af kameraets ufejlbarlige gengivelse af virkeligheden suger hele renaissanceblikket til sig, ved at bygge kulisser, som ikke overholder perspektivet og ved at trænge tider og kronologi sammen i epikken. Det er blandt andet derfor hans værker er så holdbare, tror jeg.
Der hvor modstillingen for alvor begyndte at æde sig ind på mig var dels de nyligt beskuede billeder i Firenze, hvor Fra Angelicos tidlige murmalerier og ikke mindst Lorenzettis panoramaer tydeligvis havde lejret sig dybt, og så i biografens sanselige borbardement. Er det virkeligt sådan, at det vi mener er den helt store og overbevisende filmoplevelse - fx i 3D! - slet ikke er så overbevisende, men blot en illusion? Er det sådan, at de billeder nogen har genereret dybest set kun skal tilfredsstille den tekniske og perspetiviske forståelse af verden? Er det sådan, at film, med traditionelle dybe billeder og fremadskridende handlinger, slet ikke er sande? Men derimod kan en række mennesker, som åbenlyst påstår de er nogle andre end dem de tydeligvis er, som løfter en pind og siger den er et gevær, som bryder ud i sang midt i en samtale, som voldtager hinanden uden at tage bukserne af - fordi de har begge ben på jorden når de gør det, og fordi deres baggrund ikke fortaber sig i perspektivet, men derimod stopper med teatrets bagtæppe, pludselig være sandheden?
Tænker eller føler du i biografen - kigger eller mærker du?
Tænker du eller føler du i teatret?
Og hvad med næste gang du skal vælge et postkort?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar