Syg af det

Sygdommens ansigt er altid dit eget.

Ingen kan lide at være syg - og alle kan ikke lide det på hver sin måde. Skulle der være nogen som kan lide det, er det enten fordi de tænker på at være 'saftevandssyg' (altså det element af sygdommen, der handler om at blive vartet op) eller fordi de tænker på den del af sygdommen, hvor man får lov til at læse uforstyrret i et par dages rekonvalascens. Sidstnævnte holder jeg utroligt meget af - og var det ikke for sygdom ville jeg aldrig få læst nogetomhelst, nogensinde (bøger læst under sygdom tæller bl.a. Niemis 'Populærmusik fra Vittula', Anders Søgaards 'Fodnoter til en ung mands indre husholdning', HC Andersens 'Improvisatoren' ... sporer man en streng af maskulin introspektion i denne svækkede tilstand?). Men rekonvalascensen ligger også efter det værste ved at være syg. Det værste ved at være syg er:
1) Perioden op til sygdommen bryder ud og lægger een ned, fordi der skal man slås tvivlen om man er syg og angsten for at blive syg - både fordi det er ubehageligt og ubelejligst, i.e. stressende OVENI, at man er svækket af selve den ekskalerende sygdom.
2) Angsten for døden.
3) Den frygt, der følger lige efter frygten for at komme så meget bagud med arbejdet, at man mister overblikket, og handler om at være bange for at opdage, at man kan undværes og måske ikke engang mangles!
4) Det fysiske ubehag/klaustrofobien ved ikke at ville være i sin krop (Spiller på sin vis dårligt sammen med 7).
5) Lugten.
6) Ulysten.
7) Uvisheden. Herunder fornemmelsen af at vågne og ikke vide hvor man er eller hvad klokken er, eller hvorfor man i det hele taget ikke ved noget, det vil sige, at man heller ikke rigtig ved hvis hjerne, der skal finde ud af det.
8) Ikke kunne finde ud af hvor eller hvornår, selvom man har erkendt hvem man er.
9) Hodepine.
10) Hodepine.
11) Hodepine.