JANUAR I DECEMBER

Januar kaster sine lange skygger ind i fortiden, hvor vi er lige nu.

Går endnu et år i møde som modløse modsolssjæle. 

IMITATION OF AN ATLAS III

 

KIEFERHOMMES II

 

22.11.22

Datoen i dag. Som et sted hvor fortid og fremtid mødes for at holde fast i de to teltstænger, der holder hele cirkusteltet oppe.

IMITATION OF AN ATLAS II

IMITATION OF AN ATLAS

SITUEREDE SITUATIONER & SYNSVINKLER

KIEFERHOMEN XVII (variatione spiaggio quattro)

Jeg talte med mit hjerte i nat

Jeg talte med mit hjerte i nat. Vi blev to i mørket. Lige vågne af noget. Hele og delt. Hjertet vidste bedre end jeg, hvilken dag det havde været. Alligevel var det mig, der talte til det og bad det blive. At vi var mere end flygtige bekendte eller tilfældige långivere. Afsluttede. Mørket var lyttende. Tætnende. Som en dyne over dynen. Sengen blev til. En flåde, en planke, en plet. Dagen ret fremme tydelig som en kant på mørket grænsende til det store lyse rum, hvor alt bliver opløst. I dets egne tanker. Dagen er ikke en frelse. Natten ikke en løsning.

Jeg talte med mit hjerte i nat. For første gang. Og jeg kunne mærke en skuffelse under sproget. At jeg trods mit liv ikke vidste, hvad jeg husede med min krop. At der var en sitrende ven i mit eget mørke. Lige så forladt og frygtsom som jeg. Men trofast i de tilfælde, hvor noget vil rive livet i stykker.

FUTURE WAS

KIEFERHOMEN XVI

 

ELEKTRISK UR

WEWE ON THEIR HEIRS

 

SKOL DIG

 

INTET MENNESKE ER EN Ø-KONOMI

Det er ikke lønnen, der er problemet i velfærdsstatens mangel på ansatte, det er udsynet og menneskesynet. I sidste ende er det nok os selv den er gal med.  

Jeg skal ikke her mene noget om andre gruppers lønforhold, når jeg ikke selv er ansat i nogen af de jobs man omtaler i forbindelse med hvervning og fastholdelse. Men jeg vil gerne vil gøre opmærksom på, at selvom man også taler arbejdsvilkår - hvad der bringer os nærmere sagens kerne - så tror jeg krisen kommer et andet sted fra.

For nogle år tilbage talte man om, at problemerne med at hverve skolelærere kom fra den manglende respekt, der stod om jobbet. Udover, at der var en vis enighed om det, var det som om der så ikke skete mere. Hvad skulle der også ske, kunne man spørge? 

I dag tillader jeg mig at mene, at vi står i en lignende situation, blot med en endnu dybere konflikt omkring respekten. Vi er nu som individer blevet så krampagtige i vores krav på respekt fra alle andre, at vi ikke længere forstår, at en væsentlig del af den respekt alene vindes i uegennyttig omgang med andre mennesker. Der er en sandsynlighed for, at en af årsagerne til dette uhyggelige tab kommer fra den politiske italesættelse af, at der er lighed mellem løn og respekt, men jeg tror i lige så høj grad den kommer af en social og kulturel udvikling, som iblandet den digitale kommunikation har fritskrabet vores liv fra andre samfund, grupper, familier og mennesker. Og det altså i en grad, at vi har mistet evnen til at finde og mærke selvrespekten ved at være et medmenneske.

Jeg kan ikke fritage mig selv fra denne ulykkelige situation med mit månedlige bidrag til Folkekirkens Nødhjælp, min brok over ventetider, min ligegyldighed overfor grupper i befolkningen, der ikke ligner min egen, min ved at være træt af at høre om Ukraine, min frustration over manglende likes på Instagram osv. Men når jeg betragter de frivillige jeg kender og møder, eller hvis jeg enkelt gang skulle række ud over mine egne trygge rammer for at møde en ukendt, så må jeg sige, at dér føles livet og mennesker igen virkelige. Virkelige som en mulighed for at vokse med dem. 

BENZINRIF

DEN DER HAR ELSKET DEN DER HAR SOVET

Prøver på at sove. Jeg skriver at jeg prøver at sove. Falde i søvn. 

Prøver at sove som sig selv for mange år siden. Falde i søvn i en ikke eksisterende kløft mellem mig og mig. Skriver jeg. 

Som kunne tiden og glemslen bedøve. 

Sovepiller er fyldt med melatonin. 

Minder om min krop i en seng et andet sted med samme tyngde og fornemmelse af den varme ryg. 

Genkommende drømme hober sig op. 

HAIKUESQUE 4

Der er krager på landevejen

Det er meget forstyrrende

med alle de biler

RESPIRANT

det er hverken livet eller døden der følger mig i disse dage

men to dårligt udklædte aspiranter som åbenlyst (leende)

ikke ønsker at være andet end det

SISYFOS PÅ TOPPEN

på sidstedagen havde bjerget kværnet Sisyfos' sten til et støvgran som han bar til toppen og lod vinden tage. 

HOMO ERECTUS I BYEN

 Jeg var på gaden igår. Strøget. Sidegaderne. Broerne henover. Skråninger og trapper. Pladser og veje. Fik først øje på deres fødder, som prøvende bar vægten af de svedende og trætte legemer. Derefter fik jeg øje på benene. Hvordan de gik. Nogle vaklede nærmest, andre stampede sig frem. Knæ, der stak ud, drejede ind. Det var meget tydeligt, fordi så mange havde shorts og kjoler på. Bløde upålidelige gummisko gjorde det på en måde endnu tydeligere. De krydsede op og ned ad fortovene og cykelstierne. Fjedrende eller på helt stive ben. Det var som om noget forbød mig at hæve blikket til deres torso. Eller jeg turde ikke. Hele tiden blev jeg draget af de trippende og slæbende stumper, der kæmpede sig vej i solen som kastede endnu mere skæve og forkrøblede skygger under dem. Tynde ben, tykke ben, meget fede ben, ben med senede lægge og hårede ben og helt glatte, næsten glinsende ben. Smukke ben? Lår der krøb ind i store bukseben eller forsvandt i nederdelenes kolde skygge. De så så ubehjælpsomme ud, de ben. Som om de helst ville være fri, men var dømt til at holde mennesket oppe på nogle upraktiske pæle, så deres hoder og hænder ikke kom i kontakt med jorden, asfalten, fliserne og støvet. Det var som om de allesammen lige havde rejst sig og skulle paradere en selvsikker homo erectus i et cirkus, hvor Vorherre havde klædt dem på som klovne og narre og aber i kostumer. Skubbet dem ud i manegen. Som vi kalder byen.

DER BLIVER ALDRIG EN MERE SOM DIG

Det er jo ikke et minde. Højst om at jeg tog et billede den formiddag vi var i byen. Men alt det der ikke er på billedet, eller alt det der er mellem husene minder mig alligevel om noget. Måske et fællesskab som jeg altid søger, måske en sammenhæng som er mere end luft. Ilt.

Den luftige farve som ikke kan måle kilometerne men alligevel er helt præcis den afstand, der er mellem tiderne, funktionerne, menneskene, kvartererne, drømmene og en fotograf med en sult han ikke forstår. 

Bag ham et museum der kæmper for at repræsentere Magrittes poesi.

KRÆPRÆSIØST

 

ER DU SE HER ER DIN ROLLE ER SE

3

 

SLEEP

 

VEJEN FREM

 

SLEEPY EYE DOE

KIEFERHOMEN XV

WARLORD

TALEMÅDER VI IKKE TÆNKER OVER - I KØKKENET

Som man måske - måske ikke - er bekendt med, så er der mange opslag på denne blog om vendinger og talemåder. Måske især når det går galt med enten brugen, forståelsen eller vedligeholdelsen af dem. På statistikken kan jeg se det gennemgående er de opslag, der holder liv i bloggen og det er jo glædeligt, at der er en levende interesse for sproget derude. 

Jeg burde måske af samme grund(e) skrive nogle flere af dem, men jeg har erfaret, at der skal en eller anden anstødssten til at motivere mig. Det kan være misforståelser eller nye versioner eller excessiv brug. I dag drejer det sig om det sidste, for jeg synes der er for mange hænder på kogepladerne derude i de danske køkkener. Og især fordi jeg ikke synes vendingen giver mening. 

Køkkenet er proppet med talemåder og vendinger, De måske ikke tænker dybere over, men stadig er letforståelige, anvendelige og derfor taknemmelige. Her er skyndsomt udvalg: Man har held i sprøjten, fordi man er dygtig til at lægge flødeskum på kagen ~ kan sit shit, man koster rundt med folk, fordi man vil have dem til at hjælpe til med rengøringen ~ hvad som helst, man har slået større brød op, end man kan bage, hvis man ikke kan ælte det ordentligt og har plads i ovnen ~ nå alle sine mål, man er ikke den skarpeste kniv i skuffen, fordi ... ja, det ved jeg ikke rigtig, men så kan jeg blive lagt på is, for ikke koge over, eller fordi jeg dum som et dørslag. Og så videre på fuldt blus.

Og så kommer der nogen - her nævner jeg kun statministeren som det absolut mest prominente eksempel - og lægger hånden på kogepladen. Det gør hun, og en mængde andre åbenbart tåbelige mennesker i fuld alvor for at overbevise os om, at de ved bedre eller er mere villige til at risikere noget (for noget). Det er jo ikke fordi kvaliteten i vendingen er svær at forstå - det er jo ligesom hår i suppen eller en meget varm stol - det er mere udsagnet jeg ikke kan greje, altså. Hvem fanden lægger hånden på en kogeplade for nogen eller noget?! Det kan endda blive så bizart at man hører - i en bizar version at det ferme udtryk 'at have bukserne på' - at dem, der virkelig ved hvad det drejer sig om, det er dem, der har hånden på kogepladen. Det, det i så fald drejer sig om, må altså være at opføre sig tåbeligt og irrationelt, hvad vi måske i de stundende politiske tider så alligevel godt kan se en form for mening i.

Lad mig her blot pege på langt mindre mystiske vendinger der kan lette sproget for imbicile trediegrads forbrændinger, hvis man vil vise man har noget i klemme, har skoen på, vil lægge hovedet på blokken for, stå last og brast med, gå linen ud eller bare kender indefra. Måske ikke så stærke retorisk, men til gengæld ikke foruroligende i betydning.

Som bonus i dette køkkenmøde om talemåder vi ikke tænker over vil jeg gerne spørge, hvordan noget sidder i lige i skabet. Jeg antager her naturligvis det er er køkkenskab, men ved heller ikke bedre. Det er under alle omstændigheder som om vendingen er opstået bagvendt, eller hvad? Hvis noget sidder lige i skabet, betyder det jo at det er vellykket afsluttet, men hvad sidder lige i et skab, når det er det? Måske bortset fra skabet selv, som hænger lige hvor det skal - hvorved vendingen er opstået som en slags omvendt ordspil. Ellers kan jeg kun forestille mig det er en vending vokset ud af den almindelige situation i et køkken, hvor man leder efter noget men har (akut) brug for, og så lettet finder lige i skabet.

Jeg ved ikke om De fandt noget her, men hvis ikke De ønsker at brænde fingrene eller få meget svedige håndflader, så undlad fremover at bruge kogepladerne til andet end stege valgflæsk eller bare god gammeldags husmandskost på.

KIEFERNOMEN VII

KIEFERHOMEN XIV

PERRON 0

Jeg har ikke en poetik, jeg skriver med en aporetik.

MESTERFORTÆLLING

Selvom jeg slet ikke turde eller ønskede det for alvor, besluttede jeg mig dengang for at gøre alle ting dårligere, end jeg vidste jeg kunne - især det jeg var god til.

Skrive. Elske. Læse. Tænke. Træne. Undervise.

I mange af tilfældene viste det sig blot at være et spørgsmål om at stoppe tidligere med aktiviteterne. Derfor var den største mærkbare forandring, at jeg fik mere tid. Den brugte jeg på ting, jeg vidste, jeg ikke var dygtig til.

Grammatik. Politik. Håndarbejde. Svampe. Blomster. Håndværk.

Indtil et vist punkt naturligvis. Hvis jeg opnåede en slags øvelse, som var over middel eller mere end man almindeligvis kunne, holdt jeg selvfølgelig op med at bruge meget tid på det.

Det var lykkelige år i mit liv. Uforpligtende, frie, givtige og på en måde hemmelige. Visse dage syntes jeg at lære verden at kende. Jeg blev en slags renaissancemenneske, selvom det var i en anden slags samfund end det klassiske. Lidt højtideligt kan man sige, at jeg fik indsigt i tilværelsens og virkelighedens store sammenhænge.

Indtil jeg indså, at jeg var blevet meget, meget dygtig til at lyve for mig selv.

MASSEREJSE KÆRLIGHED

Jeg bliver altid lille og ubetydelig, når jeg rejser. Andre får måske fornemmelsen af, at de skal indtage verden. Jeg synes bevægelsen er omvendt. Alle de liv og steder og scener og øjeblikke, der udspiller sig i glimt af lange og korte liv, alle de bevægelser i forlængelse af indskydelser, viden eller ordrer, alle fortællinger er lige så vigtige som mit liv, min krop, mine tanker. Forsvinder i det, kan ikke holde til det. Tager alt for meget ind. Skruer, host, skosåler, parfumer, hårsække, grafik. Måske kunne man give efter; blive del af alle de andre dele - blive som de andre. Ikke frygte at skulle holde på mig selv. Blive sig selv, måske. Så jeg kan forsvinde i mængden. Se kærligt på den usikkert rejsende.

DEN GRIMME FLYGTNING DEN FRYGTELIGE SANDHED

De fleste vil vide, hvad jeg taler om, når jeg taler om Janteloven ligesom de fleste kender Den grimme ælling. Men det er nok færre, som har læst den bog Aksel Sandemose skrev rundt om Janteloven, ligesom det nok også er de færreste, der faktisk kan huske, hvad og hvor meget ællingen skal igennem, før den finder ud af, at den er en svane. I de ukendte og ulæste dele af to af nationens mest berømmede og berygtede tekster ligger imidlertid både en skræmmende lighed og en afgørende forskel, vi af samme infamøse grunde er nødt til at se nærmere på i dagens Danmark. For selvom vi aldrig kunne finde på at se os selv som mobbere, så er Sandemoses roman gennemvædet at vrede og had til samfundets indgroede hakkeordre og Andersens eventyr mærkeligt naivt indforstået med den. Begge tekster handler excessivt om at plage og udskamme én, så man næsten ikke kan holde på livet længere, og siden vi stadig med og uden vidende holder disse to tekster frem som en slags konsensuskort i et Danmarksspil, der er blevet både 179 og 89 år ældre siden dengang, så må der jo være noget ved Esben Arnakke og ællingen som vi fornemmer en sandhed eller to i.

Egentlig ville jeg gerne have indledt dette essay med det faktum, at Aksel Sandemose skrev En flygtning krydser sit spor inspireret af H.C. Andersen og især hans eventyr om Den grimme ælling, fordi Andersens poetiske realisme og lykkelige slutninger må have stukket ham så smerteligt i både øre, næse og hals sammenholdt med de erfaringer han selv gjorde sig med Danmark og danskerne, men jeg har ikke kunnet få det bekræftet nogen steder, og jeg tror egentlig også hans inspiration var af alt andet end litterær karakter. Så vi må altså nøjes med at betragte de åbenlyse ligheder mellem teksterne og selv håndtere det korrigerede portræt Sandemoses bog får tegnet af den antropomorfe og fjerklædte danske helt.

For at Andersens eventyr kan lykkes som moralsk litteratur, er man ikke bare nødt til at acceptere antropomorficeringen, men også den præmis, at når man er født i en andegård, så kan man ikke være andet end en and - og i ællingens tilfælde altså en mislykket sådan. Faktisk optræder der en anden and i eventyret, som åbner mulighed for at ællingen inden i det meget større æg er en kalkun! Men hun er blot en eventyrlig-retorisk gendrivelse, der skal fremhæve svanen som den ælling, der skal bevise hvor meget byrd og barsel dominerer i et hierarkisk samfund. Andersen får naturligvis hjælp af sproget, for han omtaler ikke svanen som andet end en ælling, hvad der gør alle læsninger efter den første lidt løgnagtige, men til gengæld løfter slutningen, hvor svanen helt besynderligt – men meget andersensk – kan tage afsked med læseren, når den siger: "Så megen lykke drømte jeg ikke om, da jeg var den grimme ælling." Her får man fornemmelsen af at ællingen nærmest ved et tilfælde har fået rollen som svane (måske er det omvendt) ved en casting den tilfældigt endte i, dårligt nok har sanset at indspilningen var begyndt og knap ænset de var ved at skyde slutscenen. Og hvis man undervejs havde undret sig over, hvordan den da havde kunnet udholde alle de nap og al den hån den blev tildelt, så får man med replikken fornemmelsen af, at det er fordi den er dum. Andersen siger ganske vist det er fordi den har ”et godt hjerte,” men vi ved det er det samme. Og det gør han også, for der er jo ikke så dejligt ude på landet, som han ellers indleder eventyret med at sige. Han ved udmærket, hvad der skal ske og at det bliver ikke rart. 

Eventyret er skrevet som en omvendt gøgeunge-fortælling, hvor Den grimme ælling instinktivt praktiserer det modsatte af gøgeungens overlevelsesstrategi, nemlig selvudslettelse. Således får vi klækket en ælling, som på forhånd rummer alt det byen Jante ved ihærdig mobning internaliserer og dermed ødelægger Esben Arnakke med. Du skal ikke tro du er en svane. Du skal ikke tro du er andet og mere end vi er. Du skal faktisk tro du er mindre end det vi er, for vi ved bedre.

Måske er det en løsning at spille dum overfor så voldsomme anklager? For den kraft Den grimme ælling stadig suger næring fra hos alle os, der ikke kan glemme den, handler måske om, at vi drømmer om ikke at mærke mobningen, når den står på – fx ved at lade som om vi ikke forstår den. Det er samfundets skyld, sagde vi engang. Først som en erkendelse, siden en sandhed og sluttelig ironisk som eksemplarisk udskamning af det uformående menneske, der ikke kunne (for)klare sin egen ulykke. Det er tid at støve det slogan af igen. Og det er tid til igen at forstå, hvor dybt Andersen begreb den danske folkesjæl. Det er lige meget hvem du er og ender som, for kanøflet bliver du og kanøflet ender du. Du kan spille dum eller du kan se det i øjnene. Klart at Andersen - som vi oplever det gennem hans mange variationer med tudser, porcelænsfigurer og konfirmander - kan lade rollen og tilliden hvile i den genetiske fatalisme, som vi læsere vel også deler, når tanken falder på, hvad vi kan blive til, hvis vi blot kan finde den kongelige kilde, der rinder i os. Men måske kan vi også se udspringet til den hån og nedrakning vi og beboerne i Jante praktiserer som det eneste mulige alternativ til den nation af prinser og prinsesser Danmark jo ikke er og aldrig (spoiler alert) bliver? Kan man sige at Andersen kalder den og Sandemose siden bekræfter den?

I En flygtning krydser sit spor spiller dumheden også en afgørende rolle, men her bliver den uafladeligt tildelt én af andre, der ikke vi have man skal være klogere end dem, og det i en smertende grad man er nødt til at læse bogen for at forstå. Men hvis man vil overleve, tænker Esben – modsat ællingen, må man insistere på at have et intellekt, og insisterer man, kæmper man ikke kun mod de andres påstande om, hvor dum man er, men også med ens egen frygt for at de har ret. For hvis man ér dum, ér man det de andre siger og altså ikke sig selv – og derfor slet ikke nogen. Et nul. Ligesom det er slående hvor genkendeligt vores hverdagslige håb om, at vi nok skal blive en succes, bare vi skamfuldt dukker hovedet for de andres hån, kan spejles i eventyret, så er det uhyggeligt, hvor genkendeligt følelsen af at tappe sig selv for al mod og selvtillid stillet overfor forestillingen om de andres blik, man genfinder i fortællingen om Jante. 

Imposter-syndromet, som vi ikke har fundet et dansk ord for, men forsøgsvis kunne kalde snydepels-badebillet-røvrender-falskspiller-distanceblænder-egoman-underpræstations-dengse-spytslikker-hykler-maskepi-faking-overlegensheds-komplekset, blev navngivet helt tilbage i 70’erne, hvor man i denne sammenhæng så småt begyndte at skulle kunne klare sig selv, hvis man ville være nogen, men er især i de senere år dukket op mere eller mindre proportionalt med de problemstillinger vi især møder hos ungdommen og de unge mennesker i samfundets jernbur.

En flygtning krydser sit spor beskrives nogle gange som en slags kriminalroman, fordi Esben slår en mand ihjel i Misery Harbour og Aksel by proxy prøver at opklare hvorfor – eller rettere hvem der havde skylden. Det havde Jante. Hele byen. Ikke ulig nogle af de fortællinger vi mødte i krimier fra 1970’erne – dengang de var noget ved og svenske. Der er en sproglig pointe i at drabet er udslag af den lovmæssighed, der ligger i at udåd fører til udåd og at Janteloven således skaber sine egne forbrydere. Først pisser du på mig, og så siger du jeg lugter. Før jeg læste bogen og i øvrigt siden blev bedre bekendt med Aksel Sandemoses liv så jeg loven som noget han havde opdaget ved danskerne, jeg forstod ikke hvor smerteligt han havde erfaret det og slet ikke hvor frygteligt det er selv at blive offer for det.

Da bogen udkom første gang i 1933, blev den måske meget naturligt af nogle læst med afsæt i Sigmund Freuds ideer om den traumatiserede barndom, selvom Sandemose ikke var bekendt med dem sådan som man kunne se det hos fx H.C. Branner. Men selvom barndommen unægtelig udgør hovedstenen i Sandemoses fortælling om en menneskeskæbne, synes jeg en tænker som Hannah Arendt langt bedre vil kunne løfte opgaven med at se, hvad der slog John Wakefield ihjel, hvis vi skal gøre bogen til en beskrivelse af et aktuelt sociologisk fænomen. Og det synes jeg vi skal. Med Arendt får vi blandet det bevidste i det ubevidste og dermed en mulighed for både selv at forstå, men også for andre at forstå, hvilken modgift der er brug for – fx i skolesystemet. 

Jeg synes egentlig også vi skal læse Den grimme ælling sociologisk; tage til efterretning, at langt de fleste kender eventyret, men har glemt alt om, hvordan det ender lykkeligt og dermed alle de dele der mest minder om deres liv. Det er en ironi, der langt overstiger den, Andersen koketterer med i den sprogtone vi nogle gange tager for det mest avancerede ved ham.

 

Mens jeg har gået og tænkt over dette essay er jeg flere gange vendt tilbage til billedet af Janteloven som en ulykke, man simpelthen ikke kan undgå at blive tiltrukket af. Man må se hvor voldsomt det er, om der er blod, hvor mange der er involveret og så skal man lige have bekræftet, at man ikke selv er involveret, så man kan mærke at det heller ikke var i dag det skete. Hvad er det dog for en kraft?

Jeg har altid instinktivt ledt efter den ubesatte position i alle de sammenhænge jeg har skullet deltage i. Kald det et oprør mod Janteloven eller et naivt forsøg på at overleve den; det er under alle omstændigheder endt med at forme mig. Med janteloven synes jeg det er svært at finde et ståsted, der rummer et minimum af provokation, for det er som om alle positioner er besatte. Det skulle det lige være det at påstå, at der ingen ubesatte positioner er, fordi alle danskere enten tager bestemt afstand fra fænomenet, men alligevel underkaster sig det ved at frygte det, eller også mener man trods alt der er noget brugbart i den, men hader sig selv for at tænke det. Vi er med andre ord grimme og ællinger og på flugt lige meget hvad. Kede af vore kroppe og liv, hævngerrige og blåøjet bevidstløse og ude af stand til at modnes af frygt for at være blevet færdige helt forkert. Måske er det paradoks det mest danske i denne sammenligning; at vi alle sammen ønsker vi var nogle andre end vi er, og kan vi ikke blive det, kan vi i det mindste forbande det vi er rundet af: Mobningen, nedrakningen, afvisningen, hånen, skammen og … de andre. Undtagen mig, naturligvis. Som sammen med Aksel Sandemose og H.C. Andersen undsiger denne umenneskelige dømmen - selv over dem som dømmer. Gør vi ikke det, vil vi aldrig undslippe hånens dynamik. Det er enten dét eller den individualiserede uendelige eskapisme.

 

OLIEDREVET IRONI & BANAL MELANKOLI

Visse morgener, hvor jeg ikke selv sidder i bilen, men betragter trafikken fra land giver den mig altid en fornemmelse af menneskehed. Ikke filosofisk eller humanistisk, men menneskehed i sin mest banale form; på vej til arbejde uden at stille for mange spørgsmål. Strømmen af køretøjer kombineret med daggryet og de mange ensartede silhouetter af hoveder og hjul. En summen af enheder, hvor man ikke kan skille den ene fra den anden. Tyngden og kræfternes samspil. Måske er det en følelse jeg blevet opdraget til at have gennem mediernes sprog - det utal af kortere og længere scener, der skal markere at verden er stor og menneskeheden almindeligt igang, før man zoomer ind? Alle de mennesker i deres automobile skin under solen eller skyerne. Glimtende karosserier og autoglas. Følelsen forlader mig ikke, selvom jeg udfordrer den. Sådan ser verden ud. Sådan klækkes dagen hver evige eneste tidsforskellig morgen overalt på planeten og det har den gjort siden bilen blev tilgængelig for lønarbejderen og symbolsk for civilisationen.

Er der en undergravende pointe i dette?

Skete det en morgen nord for Aarhus, at der opstod en ironi i billedet? 

At tiden var gået og historien skulle skrives om? 

Viste det sig, at alle de små motoriserede fortællinger høvlede klodens ned?

KIEFERHOMEN XIII

MAISON TIRABLE (Magritteruten Paris)

TABT OG FUNDET (Magritteruten Lisbjerg)

 

HAIKUESQUE 3

 

al den smerte

en gift der dræber langsomt og

livgivende

I FREMTIDEN FORSVINDER BILL.......

I fremtiden forsvinder billederne. Der går lang tid før man forstår det er det, der sker, men pludselig en dag er der en person, som mister to på samme dag og fra da af begynder det at gå op for menneskeheden. Det minder på en måde om En fortælling om blindhed, men her ser man det ske.

Forsvindingen gør ikke forskel på, hvor billederne forsvinder fra. Det kan være et billede i en bog, på en hjemmeside eller på et museum. Et fotografi i en tegnebog eller en indrammet børnetegning på en væg. 

De forsvinder ikke som vi dødelige gør, for det materiale, som billedet befinder sig på, bliver nøgent tilbage i sin ubilledlighed, når forandringen har fundet sted. Således står lærredet tilbage som rent lærred, når fx Rembrandts maleri af den fortabte søn er forsvundet og væggen står nøgen tilbage, efter Kains graffiti er væk. Fotopapiret efter fotografiet. Huden efter tatoveringen. Skolebordene efter pikken. 

Heller ikke skærmene kan klare presset og dør ud i elektrisk knitren en efter en, når minderne overgår fra elektronisk til materiel glemsel. Billeder, logoer, gif'er, clipart og videoer forsvinder og efterlader huller på sider, i koder og i biografernes mørke, hvor publikum sidder ensomme tilbage. 

Tegneseriernes historier og de gamle fotoalbums familiære fortællinger. Reklamesøjler, elektriske billboards, varevognenes sider, tøjets print, frimærkernes motiver, bladenes layout, manualernes instruktioner, vejskiltenes varsler, selv de mindste mnemotekniske noter bliver væk og efterlader bare en blank side i notesbogen. Vignetter, arabesker, vævede landskaber og medallioner.

Mure står kun pudsede tilbage. Lofter hænger eller hvælver sig hvide.

Alt, hvad der minder det mindste om billeder forsvinder glimtvis eller flydende som for en sandstorm, der skurer tomhed frem, hvor der før var tanker.

Et sted sidder måske en enkelt anakronistisk billedstormer svimmel af lykke men ude af loopet. Vi andre mærker munde og tanker fyldes med sprog for det tabte og også dengang uudsigelige. Mærker vores øjne og hjerner og alt det vi endnu kan se og forstå som noget der kunne blive til motiver. Selvfølgelig løfter kunstnerne, fotograferne og de kreative pensler, kameraer og blyanterne i protest men ser ikke redskaberne trække så meget som en skygge efter sig. Det er endegyldigt slut med billeder. Det er apokalyptisk og bringer tanker om den straffende gud frem. Et syndefald. Et billedfald. Et slutpunkt.

Selvom verden står tilbage. Bygget af sprog.