INTET NYT ER

TI NYTÅRFORSÆTTER DE MED SIKKERHED KAN HOLDE TIL

Crappy new gear

I det nye år lover jeg at

1. fortryde mindst eet indkøb
2. glemme mindst eet vigtigt møde med et andet menneske
3. ordne mere over telefonen
4. levne
5. frygte klimaforandringerne
6. samle rabatkuponer
7. gøre mig utilnærmelig under transport
8. misunde jævnaldrende deres kroppe/partnere/kvikke bemærkninger
9. hykle over mit manglende politiske engagement, men hvis bare der var et parti som havde lidt mere mine meninger
10. drikke mere kildevand
11. være lidt mindre ironisk.

SUPERSKURKENES HJÆLPERE

Zizek'O'Rama

Er det bare mig, eller virker superskurkenes hjælpere altid som en understregning af den dårlige fortælling?

Selvfølgelig snakker vi i forvejen om konstruktioner, hvor skurkens mål typisk er magtovertagelsen eller ragnarok, hvorfor han har brug for en del hjælpere, og som sådan befinder vi os altid allerede ude på overdrevet. Men jeg har aldrig forstået hvor de kom fra. Hvem er de, hjælperne? Er de hvervet fra befolkningen på den lille ø i hvis hemmelige huler Headquarters er skjult - og hvordan kan der så overhovedet være nogen til at befolke øens overflade og idylliske landsbyer tilbage? Har man slået annoncer op på 'Lejesoldaten's grå sider? Og hvordan er det overhovedet muligt at holde sin gigantiske operation hemmelig med så mange potentielle lækager rendende rundt i kiksede uniformer og/eller underkastet ydmygende disciplin?

Måske er de bare filmkunstens ultimative statister. En flok folk udstillet som kulisser for graden af superskurkethed hos den pågældende fjende. 

I krigsfilm, hvor statisternes rolle er mindst lige så bærende, tænker man aldrig over det, men der får de måske også lov at være mennesker eller bare skæbner. Superskurkenes hjælpere ejer intet af den art. Så skal vi helt op til den højre hånd, før vi får et tegn på liv. Stormtropperne fra Star Wars er på mange måder indbegrebet af den ubehjælpsomme hjælper: Udstyret med klodsede uniformer, upersonlige stemmer, tendens til tumpethed og udraderet som fiskefoder i fodringstid. 

Måske er det blot afslørende, at hjælperne er faldet for en skurk, som vi i forvejen ved er forkert på den, hvorfor de må være utroligt enfoldige, for at være endt på kontrakt hos netop ham den vulgære, perverse, megalomane etc. Hvilket bringer mig tilbage til det indledende spørgsmål: Hvor kommer de fra, hvis ikke fra plottet og fiktionen?

Måske kommer de fra det lag af fiktionen ved superskurkene der handler om at være en trussel mod demokratiet. Hvis vi et øjeblik betænker de skurke vi kender som INGEN hjælpere har, så bliver de jo øjeblikkeligt til psykologiske skabninger - figurer som inkarnerer sjælelig smerte, utæmmelighed eller bare angst. Deres film er typisk katharsiske foretagender, som hvis overhovedet kun har en politisk tone som etisk afpuds fra en mere human skinke. Fra Psycho til Cape Fear, fra Se7en til Motorsavsmassakren og fra dyngen af stinkende kriminalintriger lugter det af freudianske fordringer eller i det mindste sokratiske krav om at lære sig selv bedre at kende. Er skurken derimod udstyret med en talstærk - omend umælende og enfoldig - opbakning fra sine mange hjælpere, så er individualiteten afviklet, og en anden kamp og fortælling i spil. Fx den demokratiske eller måske mere i overensstemmelse med mediet; den om oplysning til folket.

Dette gør egentlig de lidt kejtede superskurke og deres udstyrsstatister nemmere at acceptere. Hvis man tror på lys.

SPROGET ER EN BLOMST

MIT TDC - en analyse

Ring my bell

Nu har jeg - og sikkert også De i flere måneder set, kigget og lyttet til TDC's seneste kampagne, hvor en række af kendisser som Casper Christensen, Peter Frödin og (faustisk akustisk) L.O.C. har figureret - måske endda i ordets bogstavelige forstand. For hvorfor er det dog de er så gode - de spots og annoncer? For det ér de. Jeg kan ikke lade være med at se på dem, måske endda nyde og dyrke dem en lille bitte smule, hvilket selvsagt irriterer mig, men jeg gør det altså ubehjælpeligt alligevel. 

I lang lang tid troede jeg det var fordi motiverne var paparazzi-agtigt orkestrerede: Man fangede ligesom personerne i nogle intime situationer og skyndte sig at kigge så godt som muligt efter, for nu ikke at misse noget. Her taler vi selvsagt mest om den med hr. Christensen og frk. Mikkelsen, men også Frödins havde et skær af dokumentarisme.

Men det er ikke det. Alfald ikke det hele. 

Der er jo også noget endorsement-agtigt over sagen. I cremet cocktail med markedsanalysen, der dikterer idoler og stilikoner til det yngre segment. Således ser vi ingen Jes Dorph tjekke post eller Suzanne Brøgger streame videoer. Vi ser fitte fjæs og rotteræs-betvingere. Vi ser folk der vides hvem er ved første blik - men ikke mere end at man føler sig alene om at vide det.

Men det er ikke det. Alfald ikke det hele.

Først i dag ved avisen gik det op for mig. 

I annoncen står omtalte (faustisk faktiske) L.O.C. i helt traditionel sms-læse-attitude et helt ikke-steds-agtigt sted. Ansigtet let lyst op af skærmen i hans hånd. Den personaliserede håndskrift svævende autentisk over ham. Og jeg kunne sandelig se mig selv! Og jeg kunne endelig forstå, hvad det er de har gjort. De har fundet det almindelige frem hos de ualmindelige, så vi bedre kan se, hvor tæt vi er på dem. Det er ikke Oh Land som stjerne vi ser og stræber efter. Det er satangalemig Oh Land som mig!

Så med TDC bliver jeg ikke som en kendis - men kendissen ligesom mig, så jeg kan føle mig som den. Det minder om mantraet fra Joachims og Alexandras skilsmisse, der (frydefuldt) konstaterede hvor meget de var som os. Hvad der skulle gøre dem bedre royale? Det er en forunderlig verden af varer og udveksling vi lever i.

The Double Complete.

REBLIK - Sandy Hook

Kynisk cyklus

Jeg noterer mig, at Poul Høi i Berlingske skriver om, at et af de få billeder, man kan finde af Adam Lanza er fra han var tolv år gammel. Høi filosoferer i vanlig høj stil (hermed anbefalet til tider) over hvordan det fortæller noget om, hvilket menneske han var, fordi han ikke ville fotograferes. 
Jeg kan ikke undgå at tænke på alle de gange vi igen og igen skal se dette billede, og den tragiske ironi der ligger i, at han i og for eftertiden altid fremstilles som jævnaldrende med sine ofre, fordi vi vil have denne ikoniske repetition på vore skærme og i vore medier. Hvad er det for en grusom poetisk retfærdighed der her etableres? 
Det lugter af popkunst, når den er værst (bedst). Det minder om billederne af den forsvundne Madeleine, som heller ikke ligner det hun måtte være i dag. Billederne af den unge Breivik. Kafka.
Disse uhyggelige ikoner, som er hentet i een sammenhæng, og tvunget ind i en anden, hvor de SKAL repræsentere noget og nogen de ikke er - men det alle vi voyeurere grådigt gør dem til.
Måske forstyrrer det mig, fordi fotografier netop er kendetegnet ved en ubrydelig kronologisk sammenhæng mellem tid, sted og menneske - som medierne titanisk æder op i en vulgær sags tjeneste. Et billede er ikke kun ærligt i sit skin, det er det også overfor historien. Og da Adam Lanza var 12 år gammel var han ikke morder. Han var et potentielt offer for sin egen forbrydelse.

Uden anden forbindelse end tragedien dette link: http://www.information.dk/320403
til et essay af Christan Mørk

NØJAGTIG POESI

UGENS FANGST AF FANTASIFULDE FRASER - uge 52

Lad årets sidste uge love godt for det nye år sprog og talemåder. 

Det er lykkedes mig at indsamle, hvad jeg tror er ærlige forsøg på at pudse sprogets fantastiske muligheder for at sige sandheden op til nye bud på, hvordan man siger det man plejer at sige:

"Jeg vil gerne gøre det lidt godt for mig selv."

Udsagnet er tydeligvis et forsøg på ydmygt at ønske at (måtte) gøre noget for een selv. Men det er også tydeligt sammenstukket af udtrykket 'lidt godt' - som typisk er noget spiseligt/drikkeligt - og så det at 'gøre noget for sig selv'. Den endelige klang er hyggelig og måske meget passende for tiden. Den forandrer dog også det man vil gøre for sig sig selv til noget mere nydelsesorienteret.

”Kast ikke med sten når du selv har boet i et glashus.”
Trofaste læsere vil vide det ikke er første gang jeg har kastet mit blik på denne talemåde. Denne variation udtrykker dog en særlig tidsfornemmelse i kombination med almindelig moral. Hensigten har givet været at opfordre til refleksion og historisk bevidsthed - måske også socialt ansvar. Jeg kaster bolden videre uden at blinke.

"Forgøgler." 

Udtrykket stammer tydeligvis fra 'foregøgler' - at 'fake' noget eller 'lade som om' - fx i vendingen "Han foregøgler at have forstand på sprog." Men her bliver den til at helt nyt ord beslægtet med at 'forvandle' eller måske bedre 'fortrylle.' Det smukke er, at det gamle ord 'gøglebillede' vækkes af sin tornerosesøvn.

"Men det med at være centrum i pressens nåleøje har aldrig drevet Jacob Bellens."

Her er jo tale om poesi. Minimum metastaseret metaforik hentet i en vildtvoksende have af bibelsk, biologisk og måske også 'bellensk' sprog. Selv betydningen og dermed intentionen med udtrykket fortaber sig i de fantasifulde vover; handler det om hvad pressen er eller kan gøre for kunstnerne? Handler det om hvor voldsomt det kan opleves at blive omtalt? Eller handler det slet og ret om, at en ellers erfaren skribent har givet los og ladet sproget tage for sig af rettelserne?

Vi tror det sidste. Og tak for mad og vin i glas. Det var godt med lidt gådebillede til sig selv.

God jul og godt nyt år.

Eksempler overhørt og hentet i radio (P1), Gaffa og mit professionelle virke.

BLOMSTERBILLEDER - FLORA IMAGO

AKTUELLE MUSIKALSKE ANAGRAMMER

Alt om GAFFA, deres liste og show ufortalt - her er listen over årets danske albumkunstnere (albumformen hermed anbefalet) 2012 som den ser ud i anagrammatisk bearbejdning fra Le Bureau Rouge
Listen er hentet på Gaffas hjemmeside

1. Før Vi Blev Lette af Christian Hjelm / HAJMIL NITSCHER
Man kan høre kombinationen af filosofi, udholdenhed og dyrisk vilje

2. Piramida af Efterklang / ENGLEKRAFT
...

3. School of Euphoria af Spleen United / PENISLUNTEDE
Et band der til at tænde den og fyre den af

4. Kids & Drunks af The Floor Is Made Of Lava / AMATO HVALFEDE SOLORIF
Man fornemmer kærlighed til storladent guitarspil

5. Observator af The Raveonettes / TEEVAH TEENSORT
Godt mix af populærkultur, myter og evigt ungdomssind

6. Alt Sammen, Lige Nu af Nikolaj Nørlund / JUNNOR KØLILAND
Han er søn af Norden

7. Rolig Under Pres af DJ Static / CD SJITAT
...

8. Skandinavisk Lyst af Love Shop / SELVHOOP
Nu er Jens Unmack (Junkmascen) helt alene om at lege

9. Oppefra & Ned af Søren Huss / S.H. ØRESNUS
Initialer er billige løsninger i anagrammer - men øresnus var for godt til at droppe. Shh

10. Lukas Graham af Lukas Graham / SMUKH GALAAR
...

REBLIK - H.C. Andersens nye eventyr

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Parafili for papir

 

Hele den lykkelige affære med H.C. Andersens nyopdagede eventyr skal ikke kommenteres her. Hverken når det kommer til den evindelige uundgåelige biografiske tolkning, eventyrets mere eller mindre lødige eventyrtræk eller den unge Andersens talent og interesser.
Påpeges skal det i stedet, at eventyret blev skrevet, kopieret, gemt, glemt og opdaget alene af den grund, at det befandt sig på papir.
Vi er en stor, stor gruppe mennesker som samtidig med at glædes over opmærksomheden på Andersen, også fyldes af en helt særlig kriblende glæde over det uafviselige faktum, som dagens fund har slået fast: Papir husker, papir findes, papir tager altid ukritisk imod, papir har sjæl, papir er bevis, papir er så helt igennem vellykket en sammensætning af materialer og funktion man kan forestille sig, og papir er indtil videre det bedste svar på tidens nådesløse gang. Papir er og bliver en garanti for at vi mennesker kan tænke og kommunikere uden for vore hoder.
At Andersen også vidste dette vidner hans tegninger og papirklip om. Og 'Pennen og Blækhuset'. Og 'Nissen hos Spækhøkeren'.
Dette står på en blog. Stol ikke på det før det er printet.

http://politiken.dk/poltv/nyheder/kultur/ECE1841210/dokumentation-se-det-historiske-papir/

I ANLEDNING AF NOBELPRISEN I LITTERATUR,

der som bekendt går til kinesiske Mo Yan og kritiseres fra flere sider, vil  jeg gerne minde om Villy Sørensens fremragende 'bagatel' "Festtalen". Den begynder sådan her:

"Samtidig med at han blev opfordret til at holde festtalen ved regeringsjubilæet, meddelte medierne, at han havde fået den ærefulde opfordring - som altså var en befaling. Han var stærkt benovet, var han også en lille smule beæret?
  Til forskel fra mange kolleger havde han aldrig snakket magthaverne efter munden; han havde ganske vist heller aldrig taget bladet fra munden, hvad et par kolleger havde gjort, der derefter ikke havde haft mulighed for at ytre sig. Han forstod nok hvorfor de ville have ham til at holde den tale; han var en af de få, der stadig nød en vis international anseelse, fordi det fremgik af alt, hvad han havde skrevet, især før, men mere indirekte - også efter magtovertagelsen, at han var imod alt, hvad regimet stod for. Hvis de nu kunne få ham til at hylde det, kunne det, ikke mindst udadtil, bruges som et vidnesbyrd om den store tilslutning, regimet hævdede at have hos hele befolkningen."

Jeg vil altid gerne minde om Villy Sørensen.

se mere her - http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/2012/12/10/135536.htm

EN SCENE

UGENS FANGST AF FORLISTE FRASER

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Svig navnet

 

Temaet er tydeligvis den uheldige - men klassiske - sammenblanding af talemåder:

Han har malet sig op i en krog. Man er enten "trængt op i en krog" (uden udveje), eller også har man "malet sig op i et hjørne" (i princippet også uden udveje, men man kán jo tage en tur på tæer henover det nymalede!).
Jeg kan ikke dy mig for at blive trængt op i et nymalet hjørne.

De ser ikke den hvide elefant i rummet. Tilgivelig fejl, al den stund vi her har fat i et forholdsvist nyt udtryk. Men enten taler man om "hvide elefanter" (håbløse projekter), eller også er der tale om ikke at "se elefanten i rummet" (nægte at tale om et åbenlyst problem). Jeg kan ikke nære mig for at nægte at se den hvide elefant i glasbutikken.

Hun går nok ikke ned med skibet. Interessant samkøring af to helt modsatte betydninger. Går man "ned med skibet", så udviser man stort mod og ekstrem pligtfølelse. Går man "ned med flaget", så mister man modet og giver op.
Jeg kan ikke undgå at gå ned med flag, mus og mand.

Tvunget ud af busken. Her er jeg tvivl om vi har endnu en selvopløselig kombination eller noget helt andet. Som regel "stikker man hovedet i busken" (gemmer sig og/eller nægter at se et problem i øjnene) - og måske er det præcis dén manøvre man ønsker at ændre, for talemåder, hvor man "tvinger" hedder noget med at "tvinge hesten til truget". Sandsynligvis er der tale om en vending (at være tvunget til noget) i kombination med en talemåde. Men sød det er den.
Jeg må simpelthen tvinge hodet i busken!

Alle disse autentisk overhørt på P1Morgen (hermed anbefalet) eller i levende live.
Bragt til Dem med ild & swing.

AKTUEL LITTERÆR ANAGRAMMTIK - uge 47

Listen er lavet ud fra 'Bestsellerlisten' i Information, der igen bygger på salget i Anrnold Buscks boghandler - tak for lån. Man vil tilgive de mange initialer ... listen lagde ligesom selv op til det.

1) J.K. Rowling: Den tomme plads / L.J. Ringwork
2) E.L. James: Fifty shades - fanget / Jes Male
3) Ken Follett: Verdens vinter - Giganternes fald 2 / L.T. Fleknote
4) E.L. James: Fifty shades - Fifty shades 2 / A SM Leje
5) E.L. James: Fifty shades - Fifty shades 3 / Ejeslam
6) Jan Guillou: Dandy - Brobyggerne 2 / Jou Nulliga
7) Christian Jungersen: Du forsvinder / H.C. Anntigrus Sjirene
8) Lars Kepler: Ildvidnet / L.R. Realspek
9) Carlos Ruiz Zafron: Himlens fange / R.R. Azucar Los Zifon
10) Mads Peder Nordbo: Odins labyrint - Et glasbarns fortællinger / M.D. Oberon Spredda

HÅNEN SOM FORSTÅELSE

Udstillingspraksis

 

"Se den fede nar! Han er da vist godt selv klar over den er helt gal med vægten. Eller også har hans blodtryk bere besluttet sig for at få ham til at se flov på vegne af hans deller."

 

"Hallo dame - madam Mimre, røg hattenålen gennem hovedet i morges, hvor pudderskyerne hindrede udsynet til  det guldindrammede spejl?"

 

"Er hun en MILF?!"
"Hun er en MILF, hvis der var en MILF, så er hun den. Du er fandme heldig at ha' sådan en mor, mand"

 

"Du mener hende, der ligner tapet ... på en god dag?"
"Ja. Savsmulds."

 

Som alt andet på dette sted er det bare en intuitiv teori - den kan findes i lignende eller sågar samme form andre steder, eller den kan være forkert. Det kan også være den er så banal, den egentlig slet ikke er fremsætbar. Og undskyld for det lange tilløb, men dels er det fordi jeg er flov over min egen praksis i til- omtalen af mine medmennesker, og dels ved jeg ikke helt hvordan jeg skal arbejde mig ind på sagen.

Men: Som De kan se af indlæggets titel handler det om at bruge den onde karakteristik, når vi skal forstå, tale med og omtale andre mennesker. Jeg tror jeg så mønstret i min egen måde at navigere på. I den bedste mening naturligvis, og humoristisk, men alligevel, så kan jeg godt finde på at bruge mine medmenneskers svaghed som udgangspunkt for kommunikation og dermed forståelse. Ovenstående eksempler er tænkte - men vi er ikke langt fra noget, jeg kan høre mig selv og andre sige.
Selvsagt er der forskel på den direkte konfrontation og distancen - men dybest set tror jeg vi i disse ulykkelige tider er tilbøjelige til at tage udgangspunkt i fejlene og det fjogede. Jeg har således en svaghed for sko, accessories og selvværd, som jeg da ikke et sekund betvivler bliver ud- og afmålt i andre sammenhænge end mit eget hode. Tænk over hvordan De selv gerne starter med det, der ikke fungerer hos andre (Jeg ser det, der blev skrevet en Bog om det, for snart længe siden! Jeg vidste der var noget bekendt ved det.), frem for deres kvaliteter. Spørgsmålet er hvorfor? Hvorfor gå den vej?
Hvorfor stand-up'ernes standret? Hvorfor reality'tv's freakshow? Hvorfor dokumentarfilmenes gabestok? Hvorfor den hurtige hån? (Og er jeg den eneste der ser middelalderen tale med?)
Af to grunde: Humor er det nye ironi - det er sjovt, og man kan med humor få sagt mere end een ting ad gangen, så den sparer tid i forhold til analysen (som sidst var på mode i 70'erne?). Og vi har som bekendt satanædemig travlt for tiden.
Og så fordi alt det vi ellers gør, er at kæmpe for at opretholde en vis standard gennem vores virtuelle, virkelige og i begge sammenhænge stilkonstituerende apparrition. Hånen er en slags modbevægelse (efter Biblen kom Kapitalen - og med de to bøger i biblioteket kan man komme langt ... nej, Peter Plys skal stå imellem dem) til al den stukkatørpraksis vi fylder vore hjem og rynker med. Nogen skal jo gøre det. Noget skal jo gøre det: Pege på vore utilstrækkeligheder.
Blot skal man spørge sig selv, om det vi kalder afmontering - som kan være en virkelig god og nærende ting for eget og andres kringlede jegforståelse - ikke her faktisk er gemen selvhævdelse, som har forklædt sig i uhellig alliance med humoren?
Hvad siger du - din letlæste, lille plirrende lort?

BILLEDE = TEKST



Elleve uvidenskabelige sprog- & kulturhistoriske opdateringer til eftertanke eller ikke til eftertanke

Oliekrise > Finanskrise

Rotteræs > Selvrealisering

Homofili > Pædofili

Ideologi > Fanatisme

Workout > Fitness

Den kolde krig > Civilisationernes sammenstød

Det offentlige rum > De sociale medier

Dannet > Selfmade

Tankegang > Mindset

Ugift > Single

Jeg > Mig

Fem måder teknologien kommer til at ændre Deres liv uden De opdager det

 

What is the Matrix?

1) Internettes svar på (stort set) alle spørgsmål vil langsomt fjerne paratviden til fordel for søgekompetencer. Når man ved at det vides, hvem vil så vælge at vide det alene. De vil gå fra at vide hvem Roald Amundsen, Roald Dahl og Roger Rabbit er, til at vide, hvordan man finder dem.

2) Trivia og intertekstualitet bliver før eller siden ligestillet med budskab og fortolkning. Den narkotiske aha-oplevelse, og fornemmelsen af at have fundet en dybere mening med en film eller en bog eller bare en reklame, ved (på internettet) at læse om de 'hemmelige budskaber' kommer til at erstatte indlevelse, research og reflektion. De vil gå fra at blive berørt og beriget af 'Stranger than Fiction' til at tro den handler om matematik.

3) I bedste fald ender vi med at kunne lide 7 forskellige genrer inden for ALT. I værste fald kun 1. Computerprogrammernes venlige vejledninger om, hvad andet man kan lide, når man kan lide noget, fører ikke til et bredere kendskab. Det fører før eller siden ind i en hierakisk folkeforførelse. Ultimativt bliver vi også simplere mennesker, der ikke udforsker noget spontant eller nyt. De går fra ikke at udelukke 'Madame Butterfly' til at kun kunne lide country.

4) Tegnene : / og ? forsvinder fra skriftsproget. Jo oftere man støder på programmørernes hellige tegn og forbydes at anvende dem, jo mere vil man søge nye veje, når man døber sine dokumenter. Kolon og skråstreg er i sig selv store tab, men jeg tør slet ikke tænke på, hvad det må komme til at betyde for skriftsproget ikke at kunne skrive?

5) Banale sandheder som disse, der er fæstnet til en ligegyldig og lidet læst blog vil underbygge fremtidens hånlige forhold til denne paradoksale tidsalder, hvor selvforglemmelse og selvdyrkelse indgik i en uhellig alliance med teknologi.

EN FLAGERMUS SOM ØJENVIPPER

Recovery

Hvor er det dejligt at opleve, at coveret ikke er dødt.
1) Udstilling på Dansk Kunst- Industrimuseum (som jeg helst vil kalde det stadig):
Selvom stemningen måske er en anelse mausolæumagtig, og hovedparten af begejstringen rinder af de gamle nostalgiske kilder, så kilder de dog stadig de rigtige steder. Nysgerrighed og fascination sig blande lystigt, og om ikke andet, så er der så mange af dem, at man må bøje sig for den menneskelige trang til at udforske, smykke og fortolke den magiske sorte skive indeni. Det er også her man kan få bekræftet, at musik er og bliver knyttet til substans. Pap, pigment, vinyl.
2) Bat for Lashes nyeste album.
Her ser man hvor levende traditionen for gavmilde og smukke covers holdes i live af en kunstner som Natasha Khan - og hvor suverænt hun viser pinlige forsøg (Rihanna og Christina Aguilera fx) på at udblokke kvindekroppen som argument for musik med en kant tilbage som billige og simple, uden sans for det coveret skal. Det skal være umisforståeligt grafisk - men gerne svimmelt og gådefuldt i sit budskab. Som musik man klart kan høre, men bestemt er nødt til at undersøge nærmere for at forstå. I al sin nøgne ikke særlige kvindelighed iklæder hun sig en mand, der gør alt for hende, uden at kunne gøre noget andet end det.
Fotografen hedder Ryan McGinley - han har også lavet cover for Sigur Rós. Musikken er også god.
Lidt mere her og her.

TEKST = BILLEDE

 

Bakken, København

 

Skejby, Aarhus

 

Sønderho, Fanø

 

Rønne, Bornholm

 

Trapani, Sicilien

DET HAR VÆRET EN LAAAAAAAANG DAG



 



A hard day's sigh

 

Hvorfor er 'en lang dag' det samme som en hård dag og 'en lang nat' udtryk for at have sovet dårligt - alternativt slet ikke sovet?
Især hvorfor, når 'en kort dag' ikke er ensbetydende med en god dag - men mere bare noget der ligesom smuttede, og 'en kort nat' heller ikke udtryk for andet end søvnunderskud?
Hvad skal man så sige, hvis man gerne vil tage tingene fra den positive side?
"I dag har det været en dag af tilpas længde." 'Kæft det lyder kedeligt. "Natten har i nat haft en god længde." Til hvad?! Det lyder da for mystisk.
Man får en fornemmelse af at denne slags sproglige regler afslører noget om den danske folkesjæl: Først når man har sammensat en lang række af lange kedelige, hårde og forudsigelige dage og nætter kan man synke tilfreds sammen, fordi man fik et langt liv! For kunne man forestille sig, at man havde et langt liv sammensat af gode korte dage?
Nej vel. Den er da for langt ude. Helt sort. Sov godt.

Eksistentiel falsifikation

 

 Fysikkens kærlighed

Her et citat som kan få selv den sikreste pessimist til at vakle under sin egen vægt, når han spørger hvorfor alting dog skal være så forfærdeligt:

"Det er måske, fordi det ikke er sandt."

Citatet stammer fra den franske fysiker Dominique François Jean Arago (1786 - 1853) og jeg stødte på det i Jules Vernes fornøjelige roman 'Rejsen til månen' (1865). Givet det er fysiker, der har fundet frem til denne nyttige rækkefølge af ord, kan man også slutte de næppe har været ment som motto for mennesker eller modsvar til pessimister (også mennesker), men jeg ser ingen grund til at ikke at anvende naturvidenskabens redelige tilgang til hypoteser i bred forstand, på livets mange andre forhold. Således vil Aragos sætning også kunne besvare følgende:

"Hvordan kan det være, jeg ikke kan finde det, der gør mig lykkelig?"

UDEN AGENT

ET WOLFGANG TILLMANS-BLIK

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Eller hvordan man får en eneret på et motiv

Selvfølgelig skal man (være snobbet nok til at) kende Wolfgang T., men gør man så det - så ved man, hvad jeg mener, når jeg siger ovenvisende fotografi ligner noget han kunne have taget tilbage i 90'erne. Hans ikoniske stilleben med orkide og vandflaske og andre variationer over samme tema, kombineret med den skødesløst dokumenterende stil har hvert fald bidt sig fast i mine hornhinder.
Man kan godt få noia på engang imellem, når man ikke synes man kan få lov at se på verden uden indblanding af andre øjemenneskers blikke og sanser. Men for det meste er det en ret sexet kalaidoskopisk leg.
Dette blik foranledigede mig dog til at tænke videre over, hvordan man se det er hans blik, der hviler på disse blomster, og ikke fx Mapplethorpes, van Goghs eller Erik A. Frandsens. Selvsagt gør de her nævnte kunstnere brug af meget forskellige materialer og dermed også gengivelser, men derfor er det interessante også, om deres blikke er forskellige - eller det blot er deres sprog?
Der er mange om budet, når det kommer til blomstermotivet (Louisiana havde en rigtig fin udstilling med temaet i forrige århundrede, hvor man måske burde have tænkt disse tanker, men hvad). Andy Warhols blomster og Georgia O'Keeffes blomster vækker jo på ingen måde de samme tanker og følelser i mig - men de er jo stadig blomster an sich. Monets blomster, Bonnards blomster og Magrittes rose i sovekammeret. Matisse og Gauguin. Koons. Er vi egentlig ikke i et motiv, der (med poetisk retfærdighed) kan gøre nøgenmodellen (Q) rangen stridig?
Tag nu Holbeins blomster i dette portræt:

og sammenlign med Tillmans nyklassikere:

 

Hvad er det så han ser, som Holbein ikke så? Hvad betyder gengivelsen for os, der skal kigge den ekstra (forbandende) gang, som kunstneren (den velsignede) ikke skal? Blomsterne bor og gror som blomster, men kunstneren griber og gør noget, som kun de kan med dem.
Tag nu Georgia O'Keeffes (overfortolkede - intet nævnt intet nudged):

 

og sammenlign med Robert Mapplethorpes (som er bøsse før man kan nå at sige plug it):

 

Hvad er det så for forskelle vi opfanger? Og hvorfor kan blomsten fortælle så meget forskelligt, når den nu blot er og bliver en blomst.
Det er en fænomenologisk fangeleg. Og jeg er helt klar over vi leger faretruende nær ved absolutternes banale afgrund: Kunsten hjælper med at afdække virkelighedens mange lag. en blomst er en blomst er en blomst. Et blik er et blik er et blik. Åbenbart.
http://tillmans.co.uk/

Licenced to trade

 

We've got the mind, he's got the muscle

Spørgsmålet er ganske kort sagt, hvis er Daniel Craigs muskler i den nye Bond-film? Hans øl er fra DemIkender, hans ur er fra OhmyGod og hans køretøjer er fra England. Ganske vist er produkt placeringerne kun decideret skringre i starten af eposet, men de slipper aldrig taget i mit dovent marxistiske blik. Således er hans nydelige chaufførfrakke i Shanghai sikkert fra Bloss, hendes mascara sikkert fra L'ordeal og whiskyen helt sikkert fra Skotland (og en udvandet hilsen til Sean, som aldrig bar og indtog andet end sin stil med stil og uden regning). Det er lige før jeg tænker at det stolte firma Carl Walther GmbH Sportwaffen også har spyttet i bakken med nogle gode tyske Euros?
Jeg har noteret mig hvordan man har lavet spin på det helt indiskutabelt luderagtige ved filmen for at gøre det mere spiseligt for masserne: Bond-filmen er således lanceret som et komplet sponsoreret produkt i medierne.
- Wow! Det må jeg nok sige!
- Jamen, filmen er jo så frygteligt dyr at producere, at man for at give publikum det største sus, må hente meget ind på sponsoraterne - og så er det jo også sjovt at vi på een gang kan få publikum med på at spotte, oute og hygge-hate HeinIdemikender - og alligevel score kassen. Filmen er og bliver en lidt mere tjekket føtex tilbudsavis. Det kan ikke være anderledes. Man skal jo ikke glemme at man også betaler for de floder af farvede sider der tilflyder vor intimsfære, når man henter kyllinger og kødpølser i butikken. Der findes ikke gratis frokost.
Filmen sætter også en lang række andre tanker i gang, som alle produkter der rammer så bredt og alligevel dyrkes kult- og kitsch-agtigt. Fx at det dybest set er en western, at skurken har et Ødipuskompleks OG er bøsse, at trofæet er prostitueret, at handlekraft og hævntørst overskriver alle protokoller, at favne den fædrende gård kombineret selvtægt er løsningen på alle problemer altså ... at filmen vellykket segner under så bredt et udbud af klichemaskulinitet, at manden må spørge sig selv, om han egentlig ikke har brug for IKKE at drikke en særlig øl og kigge på et særligt ur, mens han træner muskler der sådan set ikke er hans egne, når han sidder himmelfalden tilbage efter forevisningen.

HVEM TÆNKER HVAD OG HVORFOR?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 Knald i låget

Hvorfor er det de tillader sig at tro, at man ikke kan tænke andet end at den nye kvalitet så er bedre end den gamle?
Hvorfor er det at de tror man ikke tænker over, om man så har spildt sine penge på deres tidligere produktion, som åbenbart var ringe nok til at skulle forbedres? Og i tilkøb til dette - da slet ikke ønsker at handle med sådan nogle fuskere igen?
Hvorfor er det at de tror at man kan klæbe hvad som helst på en vare og så sælge 10% mere?
Fordi jeg har spist det, der var under låget.
Undskyld. Min hjerne er som jordbærmarmelade.
Det er en ny kvalitet ved den.

SELVBIOGRAFISK ELLER BIOGRAFISK TEKSTANALYSE

Lille fejl på læseren dér

Når man for det første er så træt af, at den eneste analysemodel alle kan på fingrene, er den finger man roder i andres navle med. Når man nu synes man i dekader har kæmpet forgæves mod den syndflod af homoseksualitet Hr Andersen (ingen over, ingen under = han bare ikke gjorde det med nogen!) er spulet fersk med. Når man nu selv i sit inderste altid har dyrket denne lastefulde læsning. Når man bare ikke kan lade være med at tænke, at det eneste rette modsvar til de aktuelle kaskader af selvbiografisk biased litteratur - vist efterhånden kategoriseret (og kanoniseret) som 'selvbiografisme' - må være det i exegesen altid forkætrede selv. Når man bare har fået nok af det formelle, hvad enten det så er formspændt struturalistisk eller derformeret dekonstruktuvistisk. Når man bare har løst til at bolle fiskefarsen med sit eget instrument. Så er det Jonathan Franzen siger, at:
[han og andre forfattere, Rød] "taler om dem selv, i håbet om at min oplevelse vækker en vis genklang med din egen".
Og så er det Aristoteles siger [om det vellykkede teaterstykke]:
"genkendelse er, som ordet selv angiver, en forandring fra uvidenhed til erkendelse og viden". [min uvidenskabelige, men ret morsomme fremhævning]
Og så er der Baudelaire hyler:
"Hykleriske læser - mit billede - min bror!"
Og så er det Gadamer roligt konstaterer:
Faktisk tilhører historien ikke os, det er os der tilhører historien. [og Gadamer siger meget andet end det - men ligegyldigt, hvad han så taler om, så taler han om at man er nødt til at selv at gøre noget]
Og så er det jeg konkluderende siger:
Selvbiografisk læsning var her før alle andre læsninger. I princippet var den første fiktive tekst samtidig den første selvbiografiske læsning af et liv.
Men jeg siger også:
Hvis du vil den selvbiografiske læsning skal du virkelig TURDE den. Vi snakker ikke empati eller mimesis. End ikke abstraktion eller fantasi. Overhovedet ikke 'godt at kende fra sig selv'. Vi snakker SELV-biografisk analyse og fortolkning med bogen i dit eget skød, hvorfra du skal fødes og leve og dø med de personer du måtte blive til gennem læsningen.
Og så siger jeg:
God fornøjelse. Måske er du side 9-pigen.

Der er hentet citater og ideer fra Franzens 'Pain Won't Kill You' (min oversættelse), Aristoteles' poetik (Poul Helms oversættelse), Brainy Quote (min oversættelse), Ivan Z. Sørensens: Dantes øjeblikke.

Quote
"Når folk hellere vil læse om afdøde kunstneres liv end at forstå deres kunst (hvilket bogmarkedet konstant vidner om) og når de støttes i dette i et væld af skribenter, der tror, at vejen til at forstå en kunstners værk går gennem vedkommendes liv, så får kunstnerlivet en særlig feticheret status, som man bør være på vagt overfor. For den er fuld af fejslutninger, og det er dem der gør, at folk bliver overraskede over at Kafka var i godt humør, at Hemingway var svagelig og at Van Gogh udviklede en ganske velovervejet og møjsommelig malerteknik. Man vil hellere høre det modsatte."

Torben Sangild på kunsten.nu (hermed anbefalet)
Bemærk den charmerende freudianske svipser i ordet 'fejlslutninger'!

HVAD JEG TALER OM, NÅR JEG TALER OM AT

'Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe' ... hedder bogen egentlig (kan endnu ikke anbefales, da jeg ikke har læst den). Den er fra Murakamis hånd (fod). Men titlen er for god til ikke at undersøge nærmere.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om ikke at græde over spildt mælk, er at jeg egentlig ér frygtelig ked af det der skete, fordi jeg sagtens kan se, hvor flov du er. Jeg bryder mig egentlig slet ikke om at sige det, men jeg har ikke andre udtryk, der både er dækkende og upersonlige nok.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om at være ved at drukne i arbejde, er at jeg rent faktisk har svært ved at trække vejret indimellem. Underligt nok oftest når jeg ikke er på arbejde.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om, at det må vi lige se på, er at det, vi ikke har fået gjort, nu gemmes væk i kassen for kronologisk fatalisme: Kommer jeg i tanke om det, får jeg det gjort. Egentlig gør jeg det usynligt.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om at være glad for at se dig, er at det for længe siden sidst, og det er jeg forfærdelig ked af.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om ikke at kunne huske, hvad det var jeg ville sige, er at jeg er bange for at dø.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om, at det er sådan det er, er at der er kræfter i universet man ønsker at stå på samme side som.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om at finde den rigtige vinkel på noget, er at begreber åbenbart har bløde punkter.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om at noget kommer under huden på mig, er at huden er et elastisk hylster, som omgiver legement, og hvis noget påvirker mig stærkt nok, så bliver det en del af mig.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om at have mod i livet, er at der nøjagtig lige så meget at være være bange for, som der er kræfter at bekæmpe det med.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om at lede efter ord, er at jeg faktisk går på den her store bare bakkede mark og kigger ned mellem duggede stubbe og furer, og håber at finde et ord af guld, der kan samle mine tankers klædning med den brosche det rette ord.

LIMINAL NOSTALGI

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fortids forbrug er nutids clou

Der har aldrig været og vil aldrig blive noget forsonende over at sælge sit lort til så mange som muligt. Men der kan være noget formildende over annoncer, når der er gået tilstrækkelig lang tid. Det er vel det vi praktiserer, når vi hænger plakater op med OTA solgryn, CIRKEL kaffe og Peter Carlsen maler GILLETTE & NILFISK damer fra 50'erne? (Det er velsagtens også noget af det vi indtager med MAD MEN ... damer?)
En del af nostalgien bunder sikkert også i den barnlige, og derfor per se uskyldige glæde vi oplevede ved forbruget, da vi var små. Varer var dengang også både bedre og mere sanselige, hvor de i dag har en tendens til at være formaliseret tjekkede og mindst ligesåmeget andres øjendom som ens ejendom, når de først er indkøbt.
Ikke desto mindre eller måske netop derfor skal ovenstående annonce fra Populær Mekanik årgang 1966 bringes her på bloggen. Der er så meget der er vellykket og uhildet ved den. Selvom den anvender reklamens ældste trick (nej, jeg siger det ikke), så er den altså åbenlys ærlig, fordi alle ved, at man ikke har brug for - eller kan lime en kængurus pung, på trods af det er det den umiddelbart denoterer. Det er som om kænguruerne også ved det! De ved hvertfald på forhånd at sagen er gal, for den lille kænguru har helt sikkert set sådan ud hele vejen ned gennem hullet, og den voksne kængurus kropsholdning med benene (det er vel ben?) fornærmet i siden antyder det samme: 'Nu viser vi det lige een gang til, men det virker altså ikke!' Derfor understreger billedet også produktets kvalitet; selv de mest umulige problemer kan UHU limen klare.
Men fonten (Underground), den luftige opsætning og det faktum at vi kan se signaturen er nu også vellykkede i en retrograd, der gør dagens annoncer sleske og ferske. Jeg kender ikke tegneren, men kan jo sagtens se slægtskabet med Sikker Hansen og Aage Rasmussen - som jo selvføleglig var tendentiøse, men ikke mere end toget stadig kører og kaffen stadig koger uimodståeligt på deres plakater.
Hvem ved også, hvad det er man ser og elsker, når man ta'r pungen frem for at betale for et godt billede? UHU lim kan stadig købes, men jeg foretrækker nu TOMBO.