MEMENTO METRO

SIG-NATUR

Jeg giver efter
Bli'r den de siger jeg er

Portræt af sig selv

SAMMEN MED ANDRE | ALENE FOR SIG SELV

It's not that I love myself, I just don't want company 

- Joan Armatrading: Me Myself I

Olafur Eliassons gennembrudsværk var en installation på Museum of Modern Art i New York, der hed Seeing Yourself Sensing. Det er rimeligvis lige så kernefysisk typisk for hans produktion, som så mange andre af hans værker, hvor bevægelsen - ens egen - er afgørende for pointen. I forbindelse med rulletrapperne mellem etagerne havde han ophængt spejle, som reflekterede ens blik i bevægelse - dvs. det man så udover sig selv, var at man så sig selv i bevægelse - bevidst om bevægelsen, som man jo altid er på rulletrapper. Derfor fik han så sindssygt Olafursk skubbet bevægelsen ind i bevidstheden, hvor den af gode grunde jo ellers kun findes i balancecentret. Og så stod man dér (sic), med sin egen refleksion. Fascineret i og af et epistemologisk perpetuum mobile, som jeg ikke ved, om er kartesiansk eller Merleau-Pontysk udover altså at være Olafskurks.

Jeg tror egentlig ikke værket kan forklare de følgende overvejelser om det at være alene og sammen med andre, men det rummer alligevel et afgørende element. Oplevelsen af at få flyttet sit indre syn ud og tilbage på een selv. Og så tror jeg måske Olafur Eliassons værker har en form for ensomhed som grundlag for at kunne lykkes. Ofte er titlerne også noget med ‘your personal’, hvad der indikerer man er alene om erkendelsen. Og her skal det handle om ensomhed. Og erkendelsen. Måske mere præcist af, hvad det vil sige at være alene.

Forleden tilbragte jeg en række dage og nætter sammen med en gruppe mennesker. Det var dejlige dage og jeg deltog ivrigt og livligt i fællesskabets mange facetter - sociale og faglige som de nu var i denne sammenhæng og rigt i mål. Når man deltager i den slags begivenheder er det for at bidrage til den samlede og samlende pulje. Det er ikke fordi det skal lyde som et filantropisk projekt, men man yder det man nu kan, som den man nu er, og håber det hele går op i den højere enhed samværet skal nå. Man er ‘på arbejde’. Konkret, i overført betydning og helt efter normen i konkursusdanmark. Man er træt, når man kommer hjem. Kvæstet, smadret, udkørt og flad - mange trafikmetaforer melder sig. Og så sker det mærkelige.

Ved førstkommende lejlighed har man brug for at være alene. Helt forståeligt. Acceptabelt. Man er lidt tavs. Kan godt fortælle lidt. Om maden. Priserne. Sengetøj og gåture. Men man vil gerne have fred. Være lidt alene. Skal finde sig selv. Men det er mærkeligt nok slet ikke det, det handler om. Man skal faktisk gøres fri af sig selv. At være alene er ikke at være alene med sig selv. Det er at være alene. Altså helt alene - ikke engang i selskab med sig selv. Behovet går ikke på at finde noget som helst. Da slet ikke sig selv. Det går på at slippe for sig selv. Man har ikke været opløst i et fælleskab og opmærksom på alle de andre. Man har været ultimativt til stede som sig selv for at skabe et fællesskab og hele tiden arbejdet med at se og være sammen med de andre. Selv. Som sig selv. Den bedste version eller hvad man nu kalder det i disse ‘stagede’ tider.

Måske er det så himmelråbende banalt som det kan blive. Måske er det derfor jeg nervøst har garneret denne så-absolut-på-det-jævne livsindsigt med kunstværker, fremmedord, namedropping og citater. Men jeg kan ikke andet, end ærligt vedgå min stadig dirrende forundring over dette bevidsthedmæssige og paradoksale tårnspring. Efter at have tilbragt en fuld dag uden selskab af eller med nogen som helst, forstod jeg, at jeg havde glemt mig. Mere og mere. Og med stigende lykkefølelse. Måske er dette kun en erkendelse for eremitter. Munke. Og melankolikere. Så lad os da være det. Jeg synes godt om byttet. Og det skæve regnskab der hedder man mest er sig selv blandt andre. Kan tilmed nu meget bedre sige, jeg har brug for at være lidt alene for mig selv.

Eliasson på Moma

MERE OM STREAMING SOM NETOP IKKE ER STREAMING MEN EN STRØM KLIPPET I PENGESTYKKER

Det er egentlig ikke fordi jeg vil gøre streaming til min hovedfjende - den slags ‘tjenester' er lige så uovervindelige som vindmøller og drager - men jeg ér også nødt til at kæmpe mod alt det, der ikke respekterer og destruerer det, der er kunst og kunstnerisk intention.

Hvis jeg fx siger Chemical Brothers, The Orb og Pink Floyd. Hvis jeg fx siger liveoptagelser. Hvis jeg fx siger Frank Zappa. Hvis jeg fx siger, hvad fanden er det, der sker med musik, der er følt, tænkt, drømt, knoklet ud i enheder, der IKKE ligger som redebonne regninger og opdelte enkeltmandsvirksomheder, men NETOP som flydende, følsomme, fascinerende forløb af lyd, stemning og intention?

Så er svaret død og kalkulérbar kynisme. 

Vi kunne også - for morsomheds skyld - kalde det pinlige pauser, hvor alle de artistiske anstrengelser for lov at stå og stritte med en kapitalisérbar intention, der næppe har været dominerende i studiet eller på scenen, da musikken blev til. For det er egentlig ikke morsomt, at musikken skal kunne klippes i bidder som man middelalderligt primitivt gjorde det med smykkerne dengang frygt herskede på jord. De skal de imidlertid, fordi ellers kan man åbenbart ikke streame dem.

Kernetragedien er nok, at hvor kunsten og kunstnerne til alle tider tidligere har formået (og ønsket) at bryde formatet - det være sig med forgængelige værker, umulige optagelser, mystiske sprog, levende teater og kunst forklædt som hverdag, så er de (i skikkelse af musikerne) nu bundet, lænket og pisket til at følge streamingformatet, fordi formidlingen og afspilningen af værkerne er fjernet fra dem, der gør det levende: Lytterne. Kilet ind mellem værk og bevidsthed sidder en mørk masse uden kunstnerisk tæft, og synes det er vigtigere at kunne tælle og betale. Vi kunne for sjov sige det er dém vi kan høre i pausens uhyggelige susen. Det er bare ikke sjovt. Og det er ikke ligemeget. Lige så lidt som det ikke er ligemeget med alt det andet, der bliver lettere, hvis bare man betaler en ubetydelig pris for det. Hvad der er ubetydeligt for dig, er millioner af kroner værd for andre. Og de tager tingene alvorligt.

HAi-KU DAViD BOWiE (#2)

Døden går igen

henover de ting og mænd

der ikke kan selv

FREMTIDSSENTENSER

TRoSKaBSeDeR II

DEN TØRRE SANDHED

TRSKBSDR

HVOR DER ER PROBLEMER ER DER POESi

Turn and face the strange

Jeg har skiftet undertitlen på bloggen. Det er ikke epokegørende nyt, men det er en mægtig god sætning - som jeg endda tror salig Per H. (som indirekte & uinviteret har en andel i bloggens navn), ville have sat pris på.

Men som sagerne er nu, er den hentet fra nyligt salige David Bowies sang Dancing with the Big Boys. Meget er sagt og skrevet om ham de seneste dage - og jeg skal prøve at holde mig for god til at træde videre i, på eller ind i dén storm. Men sangen kommer altså fra et af de album han lavede, som der er almindelig enighed om, ikke hørte til de stærkeste. Tonight hedder det, og det kom i 1984 på EMI. Jeg hører dog til dem, der holder endog rigtig meget af det og dets blåtonede, lidt naive rock ’n reggae univers. Jeg mener også der virkelig solide numre på, som Loving the Alien og måske især Blue Jean. Vi finder også et forsøg - tror jeg godt man kan tillade sig sige - på at gentage successen med China Girl; for Iggy Pop-sangen Neighborhood Threat er også kommet med - i en version som i øvrigt sagtens kan matche Iggys. Coverversionen af Beach Boys-nummeret God Only Knows er udenfor kategori, og iøvrigt - som så meget af hans musik - vævet ind i mit ikke helt enkle liv dér i midtfirserne, så dets dybe melankoli indlejret i den strangeness og pop, som stranddrengene altid har i deres musik, var som noget flydende jeg igen og igen kunne indtage, for at forstå kærligheden, som kærlighed så ud i midtfirserne.

Men på albummet er altså også bemeldte sang Dancing with the Big Boys, som jeg hørte forleden via albummet Sound + Vision, der har hele tre numre med fra Tonight. Og dér var den så, linien: Where there’s trouble, there’s poetry. Inde midt i en ikke voldsomt stærk tekst og en bare ok sang. Den stod imidlertid meget klart frem med sin slående logik - den slags lykkelig logik, som ikke kun er banal, men meget dybere end det. Men hvad dette guldkorn laver inde i en tekst, som mest synes at have et semi-økologisk-quasi-samfundskritisk budskab er mere mystisk. Heldigvis (?) har den følgeskab af en anden linie; Your family is a football team, som heller ikke falder lige elegant på plads i helheden.

Hele teksten lyder sådan her:

Så hvorfra den kommer, eller hvem der er hhv. poesi og digter er svært at bedømme. Det er næppe ham eller hende på dansegulvet, der bliver ført af industrien og økonomiens store drenge. Det kan måske være en omvendt ordstilling - en replik, der skal forklare, hvordan de store drenge ser på poesien; Alle de steder, hvor tingene ikke går som de skal, dér hænger poesien ud. Øv! det bryder vi os ikke om. 
Det passer sammen med, at man bare får at vide, at man har at holde sig til den prik man nu bliver tildelt i samfundet. At se og føle sig sådan marginaliseret kan bestemt være flovt. Så kan det måske bedre betale sig (…) at organisere familien og livet som en nådesløs og tromlende sportsgren.

Disse lidt slatne fortolkninger ændrer heldigvis ikke det mindste ved liniens gavmilde budskab: Hvor der er problemer er der poesi. Hvor man er fanget i noget, er man nødt til at skabe - eller får man brug for - poesi. Poesien er et svar, et redskab, en helt uomgængelig konsekvens af alt det vi ikke umiddelbart kan håndtere. Jeg kunne ikke være mere enig.

Og for bare at slå et sidste søm i kisten - så er hans sidste album vel så rigeligt bevis for netop dette: Where there’s trouble there’s poetry. R.I.P.