TI ANTITESER DER OGSÅ ER FORBANDELSER

Tremo fati

Hvis du søger tilflugt i naturen, er det fordi byen har taget permanent bolig i dig.

Status er det samme som underkastelse.

Det er nødvendigt at kunne drukne, hvis man ønsker at sejle.

Hvis ikke man vil lære noget, opdager man heller ikke, hvor dum man er.

Når du er træt af de andre, er det dybest set dig selv du er træt af.

Du bliver stresset, for at lære at slappe af.

Skønhedsidealer får det grimmeste frem i mennesket.

En overfladisk kultur, sætter dybe spor.

Fri adgang til information kan skjule information bedre end begrænset adgang til information.

Hvis dine forelskelser er ulykkelige, er det fordi du tror det er ulykken der holder dig live.

TALER OG SANGE FRABEDES

Klinkelinkeligeligding!

Jeg skal gøre dette så godt og uhildet jeg kan, men det er ikke nemt.
Jeg er nu igen blevet inviteret til et arrangement, hvor den inviterende part frabeder sig taler og sange (og indslag). Det er nok til at jeg ser et mønster: Spørg Dem selv, om De ikke også genkender det? 
Er der et mønster, er der en grund, er der en grund, er der en grund til undersøge den. Så hvorfor vil folk pludselig ikke længere have den form for opmærksomhed?
- Den oplagte grund er pengenes magt og indflydelse: Det er os der betaler for gildet, vi bestemmer musikken. Og da flere og flere af de traditionelt store fester (fx bryllupper) betales af hovedpersonerne selv, og ikke deres (konservastive) forældre, så øges frekvensen. Og det er selvfølgelig i orden at ville bestemme den slags, selvom der svarer til at råbe til værtshuset, at man giver en omgang, hvis der vel at mærke kun bestilles små fad. Det forklarer heller ikke hvorfor det ikke må ske, at nogen siger eller synger noget. 
Det kan have at gøre med den omsiggribende 'selvkontrol'. Her tænker jeg ikke på 'selvkontrol' som i at kunne styre sig selv, men den kontrol, der skal sikre, at der ikke slipper noget belastende ud om een selv - hvad en tale eller en sang eller en sketch i sagens natur nærmest pr. definition skál gøre. Det kan også være for at beskytte sig mod de venner eller familiemedlemmer, som er virkelig dårlige talere eller festgængere; som drikker sig fulde eller bliver rædsomt sentimentale i fuld offentlighed.
Årsagen kan også findes i det mere pragmatiske. Taler og indslag (især de 'sjove') er efterhånden blevet så omfattende, at man ikke kan overskue omfanget og ud(s)trækningen, og derfor har lukket ned for dem. Det kunne pege på, at tendensen til at festen skal være så overdådig og retrotraditionel som muligt, er ved at dø ud - måske kan vi genfinde nogen lignende i polterabend-kulturen?
I forlængelse af denne iagttagelse, kan man måske se tendensen til at frabede sig opmærksomheden, som en slags ultimativ høflighed overfor gæsterne: Man ønsker simpelthen ikke at gæsterne skal trækkes med alt andet end en fornøjelig aften og noget god mad?
-
Det jeg har svært ved at acceptere er, at man på meget uhøflig facon samtidig fratager gæsterne muligheden for at få sagt, hvad man mener om værterne! En fest og en tale er en fremragende platform til refleksion og respekt. Her kan man endelig få summet op og sat på plads, her kan man få erklæret sin kærlighed og karakteristik og sin næsegruse beundring, her kan man arbejde hjerte og sprog sammen i en beskrivelse, der gør begge dele lidt mere virkelige. 
...
Nej, siger jeg. Der ér ting man ikke kan sige til hverdag. Der ér ting man skal sige i vidners påhør. For at vise man mener det. Og for mene det.
Og nu kan jeg se det. Det tog lidt tid. Men det er fordi jeg ikke holder taler på facebook for nogen. Men det må være derfor. At talen er forstummet. At sangen er slut. At sketchen ligger på youtube.
Min tale er dermed også slut. Tak for opmærksomheden.

SET I CHAMPAGNEBRANDERTENS ULIDELIGE BAGKLOGSKABS SPYT

Ugens ord og vendinger uge 25 2013

I denne uge blev mine ører torpederet af følgende: Bagklogskabsstyring, champagnesocialisme og ren i spyttet.  Hvor de to første ord er ganske uhørte for mig, er spyt-vendingen en almindelig fejlbrug.
'Bagklogskabsstyring' er et politikerord - i dette tilfælde Kristian Jensens (V) - som kan bruges mod folk, der vil konfrontere politikere med, hvor galt det gik med det de spåede ville gå anderledes, da de foranstaltede det. Det er der ikke noget nyt i - hverken deres fejltagelser eller journalisternes spørgsmål. Det nye er 'styringen'. At Jensen mener man forgriber sig på, hvad der egentlig skete - en slags historieforfalskning, hvis vi skal skrue bissen på. For i og med der nu 'styres' retrospektivt, antyder han man manipulerer med tingene og tiden - og ikke accepterer forholdene som de var, og dermed viser forståelse for de politiske beslutninger, som derfor ikke kunne have været anderledes! Vi finder en parallel i den historiske analyse, som kan være hhv. diakron eller synkron, hvor man hhv. tager højde for den historiske udvikling eller kigger isoleret på begivenheden. Hvorvidt politik skal tage højde for den efterfølgende udvikling eller ej, kan vi lade stå som et åbent spørgsmål.
Med ordet 'champagnesocialisme' bliver vi selvsagt i det politiske. Ordet stod i overskriften på en leder i dagbladet Information, og blev helt uhørt ikke taget op igen i selve lederen!? Om det var et udslag af, at lederen henviste til en artikel, hvor analysen af Francois Hollande netop trak på champagnefænomenet, eller det var fordi Tine Byrckel ønskede vi læsere selv skulle kunne slutte os til sammenhængen skal være usagt her. Det interessante er under alle omstændigheder altid sproget. 
Det er jo boblerne der gør det, når man snakker om champagne, men selvfølgelig også det økonomiske aspekt; at det er drik, der er knyttet til det bedre borgerskab og - med visse flasker - den deciderede overklasse. I denne sammenhæng bruges udtrykket nok om den socialistiske Hollandes politik som en slags parallel til det danske udtryk 'kystbanesocialisme' eller 'luksushippie' - selvom der ikke er meget hippie over Hollande. Champagnen må dog have en anden stilling/betydning i Frankrig, hvor man som bekendt har lagt navn til drikken? 
Boblerne i champagne finder vi i udtrykket 'champagne-bold', når arbejderklassens(!) sportsgrene udføres ekstra sprudlende. Om det er en subtil fornæmelse, eller måske en diakron spådom, der fremstiller holdet som champagneoverøst mesterskabshold kan vi lade stå som et åbent spørgsmål.
Hvis man beskriver nogen som 'ren i spyttet', hvad mener man så? Hvad skal vedkommende bruge det rene spyt til? KAN spyt overhovedet være rent? 'Ren i spyttet' er en ret almindelig sammenblanding af to talemåder: 'Lang i spyttet' og 'ren i mælet'. Og de betyder selvfølgelig nøjagtig det modsatte af hinanden. Hvis man er lang i spyttet, så vil man simpelthen ikke tale lige ud ad posen, man har uld i mund og taler udenom - jeg antager billedet kommer af den type spyt (her taler man af egen eller bevidnet erfaring), der ikke rigtig vil slippe. Er man man ren i mælet, taler man uden mislyd som en kordreng. 
Hvorfor spyt indgår i en mængde vendinger vil vi vende tilbage til, når vi har samlet spyttet.

'Taktisk champagnesocialisme' af Tine Byrckel 
Kristian Jensen i P1 
Talemåder i dansk
ODS
Korpus

INTIMT PANORAMA

ET MIT-EGET-BLIK-BLIK

Just drive, she said

En morgen på vej til arbejde i min bil, ser jeg en rød varevogn i den modsatte side af vejen. Den har ingen mærker eller navn på siderne. Den er beskidt og en del år gammel. Den har samme farve som en falmet ordbog. En Toyota HiAce vil jeg tro.

Den holder oven på den rabat, der ligger mellem landevejen og cykelstien. Der er skov på varevognens side. På min side løber varmerørene, og bag dem ligger golfbanen.

Da jeg er kørt forbi kan jeg se, at både bagsmækken og skydedøren står åbne. Der er både lyst og mørkt i rummet. Jeg kan ikke se, om der ligger noget inde i bilen, men det vil der gøre. 
For lige før jeg passerede bilen, får jeg et glimt af en mand i røde overalls med lysende sikkerhedsstriber på. Han holder en ung buk i dens bagben og opsatser, så forbenene stritter låst og hjælpeløst op i luften. Han kigger ikke på bilerne, der kører forbi.

Det er især farven jeg kan genkalde mig. Den var nærmest gylden. Måske fordi pelsen er så ny på denne tid af året.

Jeg tænkte det kunne være mig.

QUEENS OF THE STONE AGE - … LIKE CLOCKWORK - COVER

Klimt med et glimt

De (QOTSA) ved det nok godt, men det er ikke sikkert De (kære læser) ved det. Coveret på deres seneste album '... Like Clockwork' er en ret åbenlys dobbelt parafrase over Gustav Klimts kendte malerier 'Kysset' og 'Død og Liv' fra hhv. 1907/8 og 1910. Det kan man se her:

Coverkunstneren hedder Boneface - er britisk, og vel hvad man kan kalde grafiker. Hans streg er meget præcis, og så alligevel så rå og bumlet, at hans figurer lever. Hans vinkler og udsnit er til gengæld meget usædvanlige og tydeligt inspireret af kameraets (fotografiets) omnipotens.
Hvad Boneface siger QOTSA er oplagt - også når man betragter deres tidligere albums: Klar, farvestrålende logobåret grafik. Alt det pop der ikke er i musikken finder vi på omslaget. Især debuten 'Rated R' står som en klassiker på linie med Spiritualized's 'Ladies and Gentlemen… We are Floating in Space'.

Hvad Klimt siger Boneface er heller ikke svært at se - balancen mellem det præcist skildrede men dunkelt fortalte og helt fortiede. Så hvad er forbindelsen mellem QOTSA og Klimt?
Som man måske bemærker har Boneface blandt andet lavet mixet mellem de to malerier ved hjælp af en maske. Denne åbenlyse dobbelthed, som Klimt egentlig også har med, fortæller måske noget om den lakoniske sandhed, som titlens 'memento mori' også lægger op til: Vi ved godt, hvordan det kommer til at gå. Sandheden er ilde hørt (hvad man kan se på den tårevædede kvinde, hvis Q'vindelighed yderligere defloreres (med et penselstrøg) i det nye logo), men der er jo også en intimitet i det morbide.
Måske skal vi have endnu en wienerkunstner med, for at få hele kabalen til at gå op:

Dette er Egon Schieles helt eminente maleri 'Die Wahrheit wurde enthüllt' (sandheden bliver afsløret) Fra 1913, hvor kappen og kroppen indgår i en anden symbiose, som ifølge titlen altså føder sandheden. Her er kranier ikke nødvendige, fordi Schiele dels tegner sig ind under huden, men man har også fornemmelsen af, at mandens gestik faktisk er kraniets grinende klokværk.
Wiens paradoksale, dekadente og dødssyge fin-de-siecle-kultur lever og har det godt. Det har coverkunsten heldigvis også.

Boneface

KABALE

VELFRISERET UGLE SØGER RAGEKNIV

Ord og vendinger der påkaldte sig min opmærksomhed i uge 23: 'Sætte foden i døren og blokere', 'casus belli', 'skrap', 'at køre alle over med en kam', 'blame game'.

I forhold til sidste uges ørehængere [lænke], hvor den bekendte abe blev sendt rundt, fortsætter det spil åbenbart, men i denne uge med en af de engelske specialiteter: Blame gamet. Det er som man kan høre et udtryk der henter en del af sine kvaliteter i vellyden (som 'hip som hap', 'vinden vender' osv.), men jo med den markante forskel, at det er et engelsk udtryk vi ikke lige kan finde på dansk - med mindre aben altså skal sendes rundt. Og selvom vi gør det får vi ikke samme tempo og snuhed med i udtrykket; et blame game er måske en oplagt disciplin for folk der står i kø ved håndvasken?
To nye versioner af ofte misforståede eller -opfattede talemåder bankede også på de ømme trommehinder denne uge: Hvis man sætter foden i døren er det næppe for at blokere noget - nærmere for at holde nogle muligheder åbne. Men hvis man sætter foden ned (igen blander det engelske sig i det oprindelige udtryk), så er det da fordi man ikke gider mere. Så 'sætte foden i døren og blokere' giver ikke mening, med mindre man da klasker hele sin flade sål op på døren for at holde den lukket med en sådan kraft, at noget af foden går ind i materialet … 
Landsholdet har sprogligt betragtet jo haft (og har til tider stadig) ret alternative brugere, hvad angår både ordforråd, metaforik og diktion, og i denne uge tog Jess Thorup (U21-landstræner) i den grad  arven op med denne smukke vending: "Man kan vel sige, at sådan er det blevet generelt med de unge mennesker i dag uden at køre alle over med en kam." Man fristes til at tilføje det kunne blive svært med al det voks de har i håret pt. Man SKÆRER alle over een kam, fordi udtrykket er hentet fra gamle dage, hvor 'hårskæreren' kunne behandle alle på samme lidt grove måde, når han skar (i.e. klippede) dem. Thorup mener selvsagt det samme som talemåden, men det er svært at høre!
'Casus belli' er et udtryk jeg hørte for første gang i denne uge. Det betyder 'krigens årsag' og er vel sagtens opstået i efterkrigstidernes jura og analyser, fordi en sådan altid vil og må kunne findes. Mordet i Sarajevo kan tjene som eksempel - selvom man måske kunne forestille sig andre grunde end mordet på Franz som den egentlige årsag til krigen. Her kan Iraks masseødelæggelsesvåben tjene som et andet eksempel på 'casus belli'.
Vi slutter af i det kønspolitiske: En god kollega - kvinde - oplevede at blive kaldt 'skrap' i forbindelse med sin uddannelse, hvad hun prompte protesterede mod, da hun mente man aldrig ville kalde en mand for skrap, men noget mindre pejorativt som 'bestemt' eller 'hård'. Hun har givet ret. Skrap ville man aldrig kalde en mand, men mindre han var god til noget - fx spille dart eller kaste med knive. Med hvorfor hedder det 'skrap', og hvorfor har ordet to betydninger?
Ja, som man næsten kan se, er ordet skrap beslægtet med skarp - og hvor skrap har i rod i et ord, der betyder 'parat til handling', har skarp rod i et ord der betyder 'at skære'. Jeg synes måske ikke umiddelbart det løser den sexistiske anvendelse af ordet skrap om kvinder, der er parate til handling, og mænd der dygtige til noget? At man kan skære (fx hår) igennem, fordi man har værktøjet i orden, kan til gengæld nemt forklare, hvor skarp man er til det. Det kan selvfølgelig være, at hele miseren kommer af, at frygten for en, med et skarpt redskab bevæbnet og i øvrigt handlekraftig, kvinde bliver så intimiderende for en hankønssprogbruger, at han må ty til en indforstået (med andre mænd selvsagt) mobning af hende. Det gør man ved at lade ordet skrap blive negativt, når det er noget kvinder er, og positivt, når det er noget mænd er. Hvis altså manden kan se sit snit til det, inden det er for sent. Det er det så nu.

Ord fundet/hørt: P1, på arbejde og i Aarhus Stiftstidende
Research: ODS, Talemåder i dansk, fremmedordbogen

HAIKU MURAKAMI

Engang en kat

Et rum forsvinder i folder

Det kan ske igen

FORLISTE FRASER, NYE VINDE OG VENDINGER

Stole, aber, landbrug, spin og vind i uge 22, 2013

Også i denne uge oplevede jeg noget, der fik mig til at tænke over sprogets veje og stier. 
Kan man sige at talemåder efterhånden er blevet et laboratorium, hvor knap så dannede, men velmenende sprogbrugere på den ene side udvider betydninger og fortolkninger, men på den anden side svækker kommunikationen, fordi de sproglige varianter af de faste former nemt kommer til at lyde af noget andet?
Hvad vil det fx sige at noget "forsvinder mellem to stole" eller at "lægge aben over"? 
Det hedder som bekendt "at sætte sig mellem to stole", og det gør det fordi det både resulterer i en dårlig siddestilling og sjældent ser nydeligt ud - og dermed er godt til at beskrive et futilt forsøg på både at blæse og have mel i munden. Hvis noget 'forsvinder mellem to stole' lyder det pludseligt mere af noget magisk eller uforklarligt. Det mener jeg ikke er en heldig merbetydning. Det svarer til at rette bager for smed.
Aben kan omtales på en række måder (sende vindere, have eller få, sidde med eller ende med), men er aldrig før hørt som et dyr der er 'lagt over'. Her er nok tale om en sammenblanding af 'lægge op til' og 'sende videre', men med den nye betydning, at aben nu er blevet en slags 'serv' eller bold i et spil. Og ikke på samme måde et problem eller … for nu at blive i faunaen, en sorteper.
"At grønthøste uddannelsesområdet" er egentlig helt i orden. Men kun for så vidt man kender til en grønthøster, og har oplevet den politiske (spare-)diskurs i så mange år, at metaforen er størknet som begreb. Ved man ikke hvad en grønthøster er, eller var man ikke til stede tilbage i 80'erne, hvor der (også) blev sparet over en bred kam, så kan udsagnet lyde sært. Det er første gang jeg hører det bøjet på denne måde; at grønthøste et område. 
I samme boldgade (bøjningsformer) stødte jeg på udtrykket 'en naturvidenskaber'. I mine ører lyder det nordjysk på den ufede måde. Måske fordi det bare ikke klikker, at bøje noget så upræcist som man bøjer selvhentere, begyndere og genstande en bloc, når vi snakker livssyn, forskning, fag og videnskabsteori. At man kan sige en 'statsvidenskaber' undskylder det ikke. Mig bekendt er der stor forskel på en mikrobiolog og statiker. Skal man '-er' en person med naturvidenskabelig baggrund, så skal man gøre hende til forsker eller  mediciner.
Ugens uden sammenligning mest overraskende udtryk stod i Information: "En vind-vind-situation"! Ingen er vel i tvivl om der her er tale om et aggressivt forsøg på at tilbageerobre noget af det tabte sprog - og props for det! - men hvor sér det dumt ud. Man kommer uværgerligt til at tænke på blæsten på Grenen eller i Issefjorden. Jeg vil dog her love at følge op på det, og bruge det ved alle kommende lejligheder. Skulle udtrykket få min modpart til at se uforstående ud, giver det blot lejlighed til en snak om talemåder og domænetab … en ægte vind-vind-situation!
Dette var også ugen hvor 'øv-dagen' viste hvor hurtig en karriere et udtryk kan få. Fra folkemund til folketing på fire dage. Fra helt regulær lortedag en smædesag. Det bliver spændende at se hvilken form det ender i, i ordbogen. Der er som i dette indlæg flere gange bemærket og bevist fordele og bagdele ved udtryk, der har mere end een fortolkningsmulighed. 

Udtryk og vendinger hørt og læst i P1 morgen, Berlingske, på arbejdet, Dagbladet Information.
ODS.dk, DanskOrdbogen, NARKIVE, vind-vind-situationen

DET SÆDVANLIGE

Something usually comes this way

Cirka to gange om året rammes man af det sædvanlige i et omfang der gør det umuligt at bortforklare. Det er med andre ord så sædvanligt, at man - alt efter balancen i kroppens væsker - reagerer på det. Når det sker cirka to gange om året, og dette tidspunkt er et af dem, har det med den måde vi har indrettet vores liv og samfund på. Vi er en civilisation af livsnydere og skemalæggere. Ikke en kombination jeg ville have anbefalet, havde jeg haft mulighed for at intervenere. Livsnyderaspektet har med ferien at gøre. Skemaet har med kalenderen at gøre. Deadlines, oprydning, bestillinger og afbestillinger, planer, statusopgørelser, afskeder, sågar livskriser sniger sig halvårligt og halvdårligt ind sommer og vinter. Nu er det jo et modent menneske, der skriver disse betragtninger - men jeg vil nu alligevel påstå tilstanden gælder for de fleste.
Det sædvanlige skal ikke forveksles med det ikke-overraskende, som er langt mere spiseligt og acceptabelt. Det ikke-overraskende er udtryk for en kvalificeret livs- og selvforståelse, som måske nok kan snerre "hvad sagde jeg!" men ikke desto mindre aldrig kommer i nærheden af det sædvanliges sump. Man kender det sædvanlige punktum Hvis man ikke kendte det ville det ikke være sædvanligt. 
At gøre tingene igen har altid en snert af tvivl om, hvorfor man så skulle gøre det sidst, når man nu står her igen med buskort, trillebør, lægetjek, sommerdyner, løbeskader og hjertesorger. Og 'igen' er omdrejningspunkt for det sædvanliges forbandelse. Både fordi der er noget ydmygende i gentagelsen - et nedrigt eksistentielt rotationsprincip: Gjorde jeg ikke også det her sidste år? Har jeg overhovedet flyttet mig? Og så findes der en endnu mere djævelsk variant, hvor man er tvunget ud i at gøre ikke bare det sædvanlige, men det man også sidste år og ALLE årene har vidst var forkert at gøre. Jeg taler om det sædvanlige man hvert år rystende og elendigt pakker ind i at det skal fandeme ikke gentage sig, for led og ked at pakke det ud af den forvitrede forbøn, når man står der igen. Dette kan lyde vel meget abstrakt, men lad os så eksemplificere med budgetter der ikke holder, løgne der holder lortet sammen, 'sådan gør vi jo her-kontrakter', længsler der dæmpes med såkaldt realistiske skøn og fester hvor man bliver for fuld og grådkvalt på een gang.
Nu er det som bekendt Kierkegaard-år i år. Og vor nationale tænkehat har også gjort sig tanker om gentagelsen. 
Kierkegaard siger blandt andet at gentagelsens forbindelse med erindringen (fortiden) sikrer et mere fyldigt nu - nok noget beslægtet med hans 'uno tenore-teori' om at livet skal leves sammenhængende, som een lang tone, hvor vi så kan se gentagelsen som en understregning af, hvad vi kommer af, men måske også hvor vi skal hen. Jeg skal ikke indlade mig yderligere på fortolkninger af hans tanker, men da gerne se det positive i gentagelsen, hvis det er muligt. For man gentager jo også gode ting to gange om året. Der findes ting man ser frem til, fordi man ved de kommer: Kærlighed, fritid, salmer og samvær. Her er gentagelsen en indsigt i noget glædeligt, der kommer og nogle gange er indsigten så dyb og så levende, at det glædelige kan blive helt lykkeligt, når man igen drikker sig så fuld at man græder af begejstring, når man klikker kadaveret fast på cyklen for at inddrikke rapsmarkernes farver og dufte, når man finder sin adressebog frem til de postkort man skal skrive eller når man gør det gode, fordi det onde nu er lagt til side for en stund. 
Jeg ville nok bare aldrig kalde de ting for 'det sædvanlige'.
Hvad mener privatdetektiven, stamkunden og gæsten egentlig, når de siger 'det sædvanlige' på beverdingen. Mener de det, der holder dem i live - eller det, der langsomt slår dem ihjel?

FEM HISTORISKE POINTER MAN IKKE KAN AFVISE

Time after time

1) Som med forskellen på erotik og pornografi, forsvinder den værdi, som penge skal forestille at købe altid.

2) Strafferedskaber som myndigheder opfinder vil borgerne før eller siden ønske at eje og udnytte - og omvendt.

3) Selvom byer siges at ligge, og være anlagt, ved floder af handelstekniske årsager, så kan man ikke afvise, at floderne også har udviklet tanker hos alle store stæders filosoffer.

4) Kastration er alle civilisationers uciviliserede fødsel.

5) Man kan (også) kende et samfund på den måde det behandler sine konger på.

SOMMERMORGEN

Solsort i haven

Der er ingen forskel på

dens sang og min sjæl