fredag den 22. oktober 2010

Intromission - ekstramission












Lige i øjet!

Jeg er i den lykkelige situation, at min arbejde til stadighed giver mig mad til tanker. Af og til så ovenud urimeligt stillet, at tankerne ikke er til at slippe. Senest et kapitel i bogen PANORAMA (Systime 2007) om landskabsmaleriets historie, hvor Hans Jørgen Frederiksen førte mine elever ind i byzantisk og ungrenaissancekunst og deres medfølgende billedsprog. Til mig efterlod han et afsnit, der handlede om forskellen på at se og indse, og med den en helt ny måde at forstå mine egne øjne på.
Kort fortalt handler det om man vil at billeder skal illudere eller illustrere. Det er hårdt og i en følsom verden som kunstens og dens mange organiske udskud og sideskud og grozoner alt, alt for kategorisk, at sætte således op - men vi gør det alligevel: Middelalderkunsten og dens ligesindede perioder og stilretninger var interesserede i at vise sandheden, det egentlige - hvis Abraham gennemgik tre faser i sit forhold til troen, så ser vi Abraham tre steder på samme mosaik. Hvis den hellige Jomfru Maria er alles moder, så skal hun være så stor at hun kan favne alle dem, der er omkring hende. Når renaissancemennesket - eller renaissansanceøjet - betragter hende, siger det, at hun er større end de andre. Så maler renaissancemennesket et billede, hvor Jomfru Maria er i samme størrelsesforhold, som de andre personer på billedet. Gæt hvad byzantineren siger. Hvorfor har hun mistet sin betydning? Og de det ligemeget om kunstneren har malt hende så indtagende og omsorgsfuld som muligt.
Renaissancemennesket vil have kunst som passer ind i perspektivet, lysets brydning, jordens krumning og klædernes fald. Renaissancemennesket vil have illusioner - gengivelser af den virkelighed som kunsten fortæller om, han vil inviteres med, omgives, dyppes og fortabes i den kunstiges lighed med det faktiske. Hvis nadverbordet er med nytter det ikke at alle benene når ned til samme linie på gulvet - rummets dybde må tvinge dem fra hinanden og tallerknernes ovaler er en betingelse for at vi overhovedet vil begynde at acceptere der var så meget som et brudt brøds krumme på spil den aften. Byzantineren ved at alle bordets ben når ned til gulvet, at tallerkner er runde som planeter og det kunne aldrig falde ham ind at fremstille det anderledes. Gjorde han det forsvandt Jesus som det virkelige væsen jo!
Den amerikanske videokunstner Bill Viola har fat i meget at denne modstillingens dynamik i mange af sine produktioner - for han han tager højde for, at brugen af kameraets ufejlbarlige gengivelse af virkeligheden suger hele renaissanceblikket til sig, ved at bygge kulisser, som ikke overholder perspektivet og ved at trænge tider og kronologi sammen i epikken. Det er blandt andet derfor hans værker er så holdbare, tror jeg.
Der hvor modstillingen for alvor begyndte at æde sig ind på mig var dels de nyligt beskuede billeder i Firenze, hvor Fra Angelicos tidlige murmalerier og ikke mindst Lorenzettis panoramaer tydeligvis havde lejret sig dybt, og så i biografens sanselige borbardement. Er det virkeligt sådan, at det vi mener er den helt store og overbevisende filmoplevelse - fx i 3D! - slet ikke er så overbevisende, men blot en illusion? Er det sådan, at de billeder nogen har genereret dybest set kun skal tilfredsstille den tekniske og perspetiviske forståelse af verden? Er det sådan, at film, med traditionelle dybe billeder og fremadskridende handlinger, slet ikke er sande? Men derimod kan en række mennesker, som åbenlyst påstår de er nogle andre end dem de tydeligvis er, som løfter en pind og siger den er et gevær, som bryder ud i sang midt i en samtale, som voldtager hinanden uden at tage bukserne af - fordi de har begge ben på jorden når de gør det, og fordi deres baggrund ikke fortaber sig i perspektivet, men derimod stopper med teatrets bagtæppe, pludselig være sandheden?
Tænker eller føler du i biografen - kigger eller mærker du?
Tænker du eller føler du i teatret?
Og hvad med næste gang du skal vælge et postkort?

tirsdag den 5. oktober 2010

Aaaauuuuuuuhhhhhhh!


















Man skal aldrig skue ulven på luven


Mange lyde trigger mange følelser. Dufte trigger minder. Smage steder? Måske et vel hurtigt ræsonnement, men så kan man tænke over det. Her skal det handle om de lyde man reagerer på øjeblikkeligt. Lyt engang til linket på overskriften ... (((( )))) ... Aha! Kuldegysninger? Gru måske? Kriller? Sugen i maven, hvis jeg smider dig ud i en skov, der dufter af vådt træ og sur bund? Slukker dagen, tænder månen. Lader lidt ånde flyde som tåge fra din halvåbne mund. Strammer om brystet så åndedrættet bliver kort og hektisk. Hvis intet af dette rør dig er du muligvis mere civiliseret end mig - eller også er du meget mindre.
Man snakker i flere sammenhænge om hvordan reaktionsmønstre fra urmenneskets hverdag stadig spiller ind på det spinkle liv, vi elendige civilister prøve at stable på benene med farvede huder, skove omsat til møbler og nødder, bær og rødder blendet til smoothies. Derfor overvejer jeg om ulvens tuden på samme måde blot er en atavistisk adrenalinpumpe, eller - hvad jeg egentlig synes ville være mere interessant - udslag af en mytologisk og kulturel fintuning af et væsen og dets lyd.
Bortset fra Lille Stygge Ulv og den ulv Romulus og Remus diede er der ikke mange go'e og rare ulve i den vestlige kulturs baggage. Altid er de blevet brugt som uhyggespredere og varsler. Altid er lyden af den hylende ulv sat på som trumf, for at gøre ensomheden og udsatheden ekstra tydelig. Personligt i en grad så en rævs ellers ikke imponerende galpen IRL kan gøre noget af det samme! Selv på de - ellers fra dyrenes synspunkt objektive - naturkanaler, trænger ulvens snerren og kolde blik lige ind i hjertet på een. Sig mig - havde urmennesket ikke fjender, der var større, flere og statistisk set langt farligere end ulven? Bjørnen (i dag teddybjørnen!) eller ilden (i dag fyrfadslyset!) for eksempel?
I Aalborg Zoologiske Have havde man i 70'erne ulve. De gik med deres karakteristiske hoppende krop og ludende hoved i vatter og blikket klart som glas, i et bur tæt på havens yderste hegn. Når man på den nærliggende skole hørte løvernes brøl var det en næsten hyggelig påmindelse om haven, der var fyldt med aber, popkorn, is og klappegeder - vi Aalborgbørn bliver aldrig blaserte! Men den tuden som aldrig lød fra ulvenens struber var i den nøgne tanke skrækkelig som døden. Usynlige i deres snavsede grå pels, lydløse og evigt cirklende, som en spiral fra underbevidstheden, var ulvene havens største skræk.
Spørgsmålet er jo kort og godt om man kan opdrages til at frygte et dyr? Urmennesket behøvede ikke opdragelse. Det fik en lang række instinkter med i fødselsdagskagen - og resten kom fra de rap over fingrene de fik. Nogen må have fortalt og vist mig til bevidstløshed (netop!), at ulven er det mest uvenlige og uhyggelige dyr vi har. Der er jo ingen kære mor, der har sagt: "Når du skal hjem fra skole, så pas på ulvene! De er livsfarlige!"

mandag den 20. september 2010

enden af regnbuen For













WYSIWYG

Det er regnbuesæson. Ved ikke hvor mange jeg så i sidste uge - og i hvert fald fem på Fanø i weekenden. På Youtube er et nyt væsen ved at skabe sig 15 millioners berømmelse. I den mexicanske golf ligger der døde regnbuer overalt på vandet.
Ethvert barn har hørt myten om, at der for enden regnbuen befinder sig en krukke slash kiste med guld slash guldmønter. Jeg er Disneybarn, så min krukke ligner noget Onkel Joakim og Carl Barks har drømt sammen: Tykmavet, tykbundet, fyldt med fede dukater og ikke til at slæbe afsted. Andre har andre associationer.
Noget pirrer dog mine tanker ved dette billede. Ikke tegningen i Anders And - den er præcis som den skal være - men myten og historien. Der er intet nyt i at der knytter sig fortællinger til naturfænomener - det er vel nærmest en antropologisk grundsætning og lykkeligvis et originalt eksempel på menneskehedens intellektuelle fortrin. Men når man finder en sten med hul i (nogle kalder det en "ko", andre en "lykkesten", andre igen vist en "øjesten" ... nej det sidste fandt jeg bare på), så betyder det lykke. Yep. Sådan. Lykke som en tube brylcreme til en mand med rigtig mange hår på ryggen. Som kun Kim kunne have sagt det. Og for at fortsætte i hans flow: Det betyder ikke du får en Audi A6, en et sommerhus ved Blåvand, et par stålindfattede briller, et par silkekimonoer eller en flinteøkse. Det betyder helt abstrakt og helt i overensstemmelse med moder (over)natur blot lykke. Samme måde med katten over vejen. Sol og regn. Mariehønen betyder godt vejr. Gøgen kukker leveår. Månen, liljen og ulvens tuden. Firkløver, lykkeben og spildt mælk. (Over)Naturens tegn er abstrakte, uhåndgribelige og følsomme.
Så hvem slæber en krukke med guld ind under regnbuen?!
Der er noget som ikke stemmer i varslet. Naturen giver ikke tegn, som hører den materielle verden til. Eventyrerne måske. Fra dem kender vi mange eksempler på, at det ene eller det andet - og i eventyr jo af og til med (over)naturens hjælp, gør den fattige bondedreng slash pige rig til deres dages lykkelige ende. Men ikke når det kommer til myter og overtro. Her er der noget galt med regnbuen som et simpelt pekuniært symbol. Jovel der er en morale i, at hvis du tror det passer, så får du ikke andet ud af dine forhåbninger, end udstillet din grådighed til alverdens gnækkende "sagde vi det ikke nok" kommentarer. Fint nok. Men myter er ikke moraliserende. De er sande på et helt andet niveau.
Nogen på kanten af den moderne tid må have slæbt den skide krukke derind. Måske Carl Barks. Helt sikkert ikke Onkel Joakim.

mandag den 6. september 2010

Cholokade














Mærkevarer tager vare på mærket mere end på varen

Jeg er ikke en slikfixer, hvertfald ikke hver dag, men jeg er meget hooked på slik som sådan. Mere om det en anden gang; her handler det om et særligt stykke slik. Jeg blev skeptisk introduceret til en chokoladebar af nogle yngre mennesker, som kender de nye mærker bedre end jeg. Jeg mente i første omgang der måtte være tale om en fejl, da de nævnte en "Marabou Daim" (her skal indskydes, at det kan være svært at vide, hvordan navnet skal udtales: Som eet: Mercedes Benz? Som navnet på en særlig type: Magnum Gold? Eller med samme vægt: HTC Columbia?).
Min skepsis skyldtes jo, at det umiddelbart lød som "ost med ost". Daim er jo en chokoladebar i sin egen ret - hvorfor i alverden skulle den pakkes ind i mere chokolade? Javel - Daim er måske mere rettelig en karamelbar, men ikke desto mindre er karamellen drageret i en ganske lækker lys chokolade.
Baren findes selvfølgelig. Hvis der er noget yngre mennesker ved noget om, er det slik. Og jeg købte een samme dag. Den smagte af Daim. Og Marabouchokolade (som jeg i øvrigt altid har fundet en smule for indsmigrende sød og flødet. Daim er god karamel - lige fra panden). Tilbage stod spørgsmålet om, hvorfor dog? Hvorfor dog ikke lave en Daim x-tra chocolate, eller en Marabou karamel?
Fordi smagen skal mærkes som et mærkes smag. På samme måde, som hvis du skal have et tyndt og blødt lommetørklæde, for så skal du have en Kleenex. Hvis du skal have et smørbart nøddechokoladepålæg skal du have Nutella. Hvis du skal have en bar med karamel skal du have en Daim. Og det ligemeget om det der er tale om en anden producent. Princippet er jo rystende udbredt - ikke bare i fødevareindustrien, men alle mulige sammenhænge, og man ser det mere og mere: Goretex, Zeiss, 3M, Chiquita, Smarties, B&O, ... brands are screwing around with brands - måske er især brands, som har en meget bred produktvifte en særlig interesse i at få et specialbrand tilknyttet. Under alle omstændigheder må filosofien være, at hvis mærkevarer er udtryk for kvalitet, så er dobbeltmærkevarer udtryk for dobbelt kvalitet! Ikke sådan i tilfældet Marabou - hvis man smager på den. Hvis man bare æder den kan det meget vel være man virkelig synes man har fået noget for pengene!
På mit morgenbord står en pakke Crüsli (brands, som kan få bygget en visuel markør ind i navnet ér for seje/smarte/irriterende), som udover det ganske rædselsfulde imagepleje på bagsiden, har en annonce for Tropicana (pure premium!) juice på siden? En variant af mærkevarebolleriet? Denne juice har VI (Crüsli-folket) godkendt - derfor er det IKKE en annonce du ser på siden af pakken, men et cool mærkevare-til-mærkevare-netværk DU får adgang til.
Første gang jeg så en After Eight-is var jeg ved at besvime, da jeg så den stod ved siden af en Lionbar-is gav jeg slip.
Der er intet i vejen for at sige noget smager som en Big Ben-karamel (den med lakrids, som egt. er for blød, men har en ret spændende smag, der kun lige flirter med salmiakken), eller en Toms skildpadde (hvis hovedattraktion er det bestialske cum-shot af karamel - fra et i øvrigt komplet usexet og flegmatisk dyr - ikke smagen, som man bliver hæs af) - problemet opstår når smagen ikke har et eget navn: Karamel, salmiak, fransk nougat, pebermynte ... men er blevet til et mærke: skulle det være en santa-maria-hakkebøf og et fanta-condom? Hvornår er mælk ikke længere mælk men et glas Arla? En skive ost en Klovborg? Prøv evt. med andre forbrugsgoder: "Jeg vil gerne se på et par Adidas." "Hvor står Jeres Sony'er?" "Åh, jeg har brug for en kodimagnyl!"

torsdag den 2. september 2010

Carpe videm

















TV er opfundet for folket

Mit tv er i stykker. Det er iøvrigt en lang historie på en anden måde, men ikke lige her. Det væsentlige er, at det er i stykker på den måde, at det bare går ud. Slukker. Går i sort. Og man ved ikke hvornår.
Hvad betyder det for tv-kigningen? Det betyder ikke overraskende, at man begynder at synes noget om programmerne! Ser man et program er man ret hurtig til at finde ud af om man er bange for at tv'et slukker - det kan endog få een til at slukke for noget man synes så godt om, at man ikke vil opleve at blive afbrudt. (Fejlen er af en karakter man ikke kan styre overhovedet - således kan man godt tænde igen, men uden garanti for, hvor længe det så holder. Den har også en variant, hvor skærmen forbliver sort, men lyden kommer igen.)
Omvendt kan fejlen også undestrege hvor ligemeget programmerne er, hvis tv'et slukker og det blot føles som om man fik fred for noget irriterende, kan det få een til at tænke over hvor meget slam man suger ind på den konto til daglig.
Film/serier er det værste. Det episke tåler ikke afbrydelser. Nyheder det nemmeste. dem er vi alligevel vant til at tage ind stykke- og stumpvis. Den enkelte nyhed - evt. med episke kvaliteter - er selvsagt også sårbar. Underholdning ligger midt imellem - det er træls, men dybest set det mest ligemegede af de tre. Sagen er den, at meget underholdning også læner sig op ad det fortællende - så fik vi den med.
Nu er det sendt til reperation (for tredie gang! Men det var den anden historie) og jeg har fået et til låns. Det fungerer. Nu kan jeg igen se tv uden at reflektere andet end lyset fra skærmen.

fredag den 13. august 2010

Syg af det









Sygdommens ansigt er altid dit eget.

Ingen kan lide at være syg - og alle kan ikke lide det på hver sin måde. Skulle der være nogen som kan lide det, er det enten fordi de tænker på at være 'saftevandssyg' (altså det element af sygdommen, der handler om at blive vartet op) eller fordi de tænker på den del af sygdommen, hvor man får lov til at læse uforstyrret i et par dages rekonvalascens. Sidstnævnte holder jeg utroligt meget af - og var det ikke for sygdom ville jeg aldrig få læst nogetomhelst, nogensinde (bøger læst under sygdom tæller bl.a. Niemis 'Populærmusik fra Vittula', Anders Søgaards 'Fodnoter til en ung mands indre husholdning', HC Andersens 'Improvisatoren' ... sporer man en streng af maskulin introspektion i denne svækkede tilstand?). Men rekonvalascensen ligger også efter det værste ved at være syg. Det værste ved at være syg er:
1) Perioden op til sygdommen bryder ud og lægger een ned, fordi der skal man slås tvivlen om man er syg og angsten for at blive syg - både fordi det er ubehageligt og ubelejligst, i.e. stressende OVENI, at man er svækket af selve den ekskalerende sygdom.
2) Angsten for døden.
3) Den frygt, der følger lige efter frygten for at komme så meget bagud med arbejdet, at man mister overblikket, og handler om at være bange for at opdage, at man kan undværes og måske ikke engang mangles!
4) Det fysiske ubehag/klaustrofobien ved ikke at ville være i sin krop (Spiller på sin vis dårligt sammen med 7).
5) Lugten.
6) Ulysten.
7) Uvisheden. Herunder fornemmelsen af at vågne og ikke vide hvor man er eller hvad klokken er, eller hvorfor man i det hele taget ikke ved noget, det vil sige, at man heller ikke rigtig ved hvis hjerne, der skal finde ud af det.
8) Ikke kunne finde ud af hvor eller hvornår, selvom man har erkendt hvem man er.
9) Hodepine.
10) Hodepine.
11) Hodepine.

lørdag den 7. august 2010

Kunsten som overskudsfænomen eller ideal














Jeg er et overskudsfænomen.

Tydeligt i dette øjeblik, hvor jeg skriver på min blog om mit liv og mit samfund med en vinkel og et sprog, som gerne skulle have en snert af det ekvilibristiske og æstetiske, og tydeligere i alle de timer jeg bruger på ellers at skrive og klippe og klistre og være kreativ.
Alt det og til ingen anden nytte end, at så begik jeg da ingen forbrydelser i den tid. Jovel, der findes en kreds af taknemmelige aftagere til dele af min kunstneriske produktion - som jeg er mindst lige så, eller måske mere taknemmelig for levere til - men langt hovedparten af min produktion kommer ingen steder hen, bliver ikke tilegnet eller oplevet af ukendte hjerter og øjne.
Hvilket samfund producerer sådan nogle som mig - og i det omfang som sådan nogen som jeg findes i? For jeg er jo ikke alene om, eller (sic) enestående med mit kunstneriske sisyfosarbejde. Der tænkes og skabes på fuld kraft i samfundets og kulturens farvande. Om det er virtuelt på nettet eller konkret på gadeplan - om det er i sociale eller eremitiske sammenhænge, så blogges, males, skribles og sprayes der af rent og fuldt hjerte.
Men hvorfor er det at alle disse udtryk, al den skaben, som har sin rod og sit væsen i aksen fra kunstnerisk geni til taknemmelig modtager; fra ide til ide, nu mere end nogensinde før, ikke ser ud til at ville eller skulle forløses som udsagn og kommunikation? For nu bare at smække aben på væggen: Hvorfor analyserer og beskriver jeg denne filosofisk småtskårne problemstilling i en blogosfære af huller og tomhed? Hvorfor sidder vi forkullede billedmagere og sveder over kompositioner og montager, hvis efterliv begrænser sig til bordpladens mål, skærmens tommer og et arkiv fyldt med ukendte sejre? Hvis skoven er tom - kan man så høre træet falde?
Er det udtryk for den ultimative velfærd - altså at samfundet er ved at nå et niveau (plan, stade ... jeg ved ikke helt, hvilket begreb er bedst), hvor der kan frigøres tid og prioriteres plads til befolkningens sjælelige habitus? Dette forudsat at kunsten og den kunstneriske praksis er sund og helbredende for mennesket?
Er det udtryk for en kedsomhed ved det systemiske, planlagte og fastlagte, som man ønsker at skabe modbilleder til? Dette forudsat at man oplever sit (arbejds)liv som præget af rutiner?
Er det udtryk for et ønske om at opnå en fornemmelse af den status, som kulturpersonlighederne har - fordi samfundets seneste swung på forbrugerplænen kun har haft eet mål: At have det samme, som alle de andre har!
-
Tillad mig, nu jeg også til min egen forbløffelse og spirende frygt, har skrevet mig op i et mere end ønskeligt privat hjørne, at spænde mit anedoktiske bælte: På tre generationer er det liv jeg rummer indeni, forandret fra et ufaglært, lavtlønnet og løstansat arbejderklasseliv, hvor kunst var lig med kongeligt porcelæn, over et fokuseret og bevidst socialt brud ind i den bedre middelklasse, hvor kunst var et statussymbol, til et akademisk og økonomisk ubesværet liv, hvor kunst er meditativ og kreativ adspredelse. Og selvom der her er set bort fra alt, hvad man kan kalde DNA, skæbne og (familie)psykologi, så er billedet af den lykkelige abe ved staffeliet umisforståeligt: Det var her jeg skulle ende - det er her jeg er lykkelig.
-
Så måske ligger svaret i det forkætrede begreb lykke? Mennesket er mest lykkeligt, når det fylder sin egen rolle og sit selv mest muligt ud. Og det gør det naturligvis, når det bruger sin arts mest karakteristiske kraft, når det gør hvad det er bedst til: Tænker, vokser og skaber. Det lyder smukt. Men set fra et samfundsperspektiv så lyder det også som sæd fra en million aber, der gokker den af og spilder resultatet på kolde kældergulve.
Der er ikke andet svar, end at skabelsen må bære meningen og dermed nytten og dermed - om ikke andet - en overbevisning om at det kreative har et mål. Der er en anden! En læser, en kigger, en spiller, en soulmate. Måske har netop blogosfæren og web 2.0 boostet en opfattelse af, at hvis man ytrer sig, så vil nogen, før eller siden, her eller der, høre det. Der findes ingen skove længere, som ikke er beboet.
Og måske er den nye anden meget mere velegnet af forestille sig. Den nye anden er ikke som i gamle daw', hvor filosofien (og psykologien) definerede 'den anden', som det fremmede fænomen, der aftegnede een selv som sig, men et fænomen fisket ud af en global grød af brugere og lurere, der er så mange, at det er utænkeligt at være alene om lige det man skaber. Man ved nogen finder een.
-
Således ender eventyret godt. Nogen vil før eller siden samle også denne brødkrumme op. Og mens jeg skrev den havde jeg det fremragende. Jeg fik skærpet mine analytiske evner og brugt min kreative trang.
Og ja, jeg tror det er sundt og det er under alle omstændigheder noget andet end det jeg plejer at gøre.

onsdag den 30. juni 2010

Fra klovn til kejser













Efter at have mødt og studeret og reflekteret over en lang række typer som Frank (Hvem), Homer Simpson, Family Guy, Jan Krabbe og senest den ubetvivlelige taber Napoleon Dynamite og hans familie, er jeg ikke længere i tvivl: Taberen er endt som vinderen.
Hvad der engang var udstilling, hån og selvforsikrende latter er endt og vendt til nørdens sejr over den almindelige mand og det normale liv. Hvad der engang var udtryk for formørkelse, umodenhed, pinlig social ubevidsthed og perversitet, er nu blevet symbolet på den ultimative eners fokuserede gennemtrufning af selvet - i hvad stand det end måtte være: Verden er ikke noget der omgiver mig'et som normskabende miljø, verden er den bod i tivoli, hvor man ubehjælpsomt vælter dåser ned fra hylderne med en bold, og ender med en præmie.

Præmierne i tivoli er i øvrigt ikke dårlige eksempler på forholdet mellem taber og vinder i denne sammenhæng: Når man møder een eller anden med en lyserød stofkanin i halv legemesstørrelse ser det latterligt ud - men man kan ikke nægte det meget tydeligt også signalerer en vinder.
Hvad der har bestemt at vi er endt hos den enøjede, bigotte, øllede og rent ud uintelligente type i evige søgen efter en helt vi kan holde ud og måske endda elske, skyldes en række forhold. Noget kan tilskrives den vedvarende postmoderne tilstand af værdifluktuation og deraf følgende vildtskydende ironi, noget kan sikkert tilskrives et (ikke og aldrig helt europæisk erhvervet) oprør mod den politiske korrekthed men altafgørende tror jeg er valgets vildrede. De mange valg (et andet postmoderne grundvilkår), som vi gang på gang hører bringer mennesket i eksistentiel krise - ikke den klassiske eksistentielle krise, hvor livets tomhed åbenbarede evner og behovet for et værdisættende valg, men den moderne eksistentielle krise, hvor livet alene og hele tiden byder sig til som valg, og man er SÅ klar over det. Vi er næsten endt i en valgets tomhed, fordi bevistheden om, at ethvert valg rummer fravalget og dermed noget tabt og for evigt intet.
Her er det så idiotiet træder ind. Giv mig dumhed og enkelhed. Giv mig færre muligheder - om det så skal ske gennem intellektuel impotens. Giv mig et liv, hvor jeg véd mindre end jeg gør nu! Gid jeg var Homer! Homer kan fordi han ikke ved andet tillade sig at nyde livets enkelhed. Homer kan ikke se og ikke vide andet og bedre end lige nøjagtigt det han vil og er optaget af. Hans horizont udgøres af det sparsomt bevoksede kranium for oven, og den velpolstrede vom for neden. Homer og alle de andre idioter har tilmed den fordel af at være tydelige skabninger! Heller ikke teodicékonflikter skal de bakse med - og deres guder viser sig i deres hellige enfold, som vi så kan tilbede som en uopnåelig konstruktion.
Ja ha ha! Godt jeg ikke er som Jan Krabbe, der komplet formørket savler over sin egen klippefaste tro på at han bestemmer verdens indretning - men det er jo det han gør, og det er det, der gør ham så sej. Det er Krabbes fokus på sine egne øjnes sandhed og hans urokkelige tro på sine egne evner, der gør ham til en helt. Det samme sker når Napoleon Dynamite rider ind på den hvide hest midt i kompletnar-broderens bryllup med den underskønne sorte kvinde, så er det for at vise klovnens endelige sejr: De latterlige klicheer, attituder og selvsikre gestus er kun mulige, hvis man ikke ved, at man er en taber. Og hvis ikke man ved man er en taber, hvad ved man så andet end, at man er en vinder? No shit.
Hvis man (konservativt) ønsker at møde en psykopat uden forsonende træk vil jeg henvise til den nyligt oversatte grafiske roman "Jimmy Corrigan - verdens klogeste dreng" af Chris Ware. Her kommer det syge tydeligt frem - ikke mindst fordi bogen skildrer den kraft kombinationen af dumhed og ondskab rammer sine helt uskyldige 'bystanders', som sønner og døtre, med. Her kan man tale om en anden gennemslagskraft end den medierne har. Hvad er et ødelagt menneske andet end et aftryk af en undertrykker.

fredag den 4. juni 2010

St st st

Jeg tror Steen Steensen Blicher skabte sin berømte upålidelige fortæller, fordi han ikke kunne holde sig selv ud.