Leonard Cohen:
Det meste af tiden bliver vi desillusionerede af det arbejde, vi har udført. Af og til er der noget, der nådefuldt stikker ud, inviterer os til at arbejde videre med det, animere det på en eller anden måde. Det er en mystisk proces.
Til Jarvis Cocker / refereret af Ralf Christensen i Information 27. januar 2012

Q: ARE WE NOT BLOGGERS? A: WE ARE LOOKERS

JACK OG BØNNESTALKEN

Fik anfald af introvision, da jeg læste en artikel om stalkere i fruens blad. (Vi undgår at kommentere dette låneords særligt fascinerende udtale, der gør det svært at håndtere på alle måder).
Det slog mig at jeg, samt alle de mange ligesidede og -sindede bloggere der-(her-)ude i blogosfæreren er en slags omvendte stalkere. Vi kigger og henvender os uafladeligt til en verden, som vi håber vil samle sig og bare een gang kigge den samme vej - på mig. Altså modsat den egentlige stalker, (et anonymt og almindeligt menneske) der som bekendt uafladeligt opsøger en enkelt stjerne eller særlig person, for at få vedkommendes opmærksomhed. Analogierne til bloggerens praksis er mangefold: Flaskeposten, Voyager rumsonden, radioamatøren og stort set alle andre futile kemikazekommunikative gerninger.
Men det at stalke synes langt bedre tunet ind på det syge og helt særligt opmærksomhedskrævende aspekt, der ligger i at blogge. Flaskeposten bæres af et lønligt håb, og dertil en slags kynisk romantik, der aldrig vil føre til at man græder over spildt vinflaske. Eventyret og den potentielle fortælling er nok i sig selv. Sådan er det ikke med bloggen. Her skal vedligeholdes og tjekkes og sammenlignes statistikker og kommentarer. Nettet er ikke kun et grid man færdes på, men også en verden af opmærksomhed man kaster sit EGET net ud i. Sørger for maskerne er afbødet, passende, velplejede og charmerende nok til at man kan stramme op og snøre sammen med en klar, aktuel og varmesøgsom pointe.
Ak ja. Jeg har browset for meget på overskift.dk

KRIMIKONSTIPATION - pitch 3

Elementært

Jeg spørger til mængden af krimier på alle vores flader - herunder natborde, sendeflader, hånd- og flade pander i disse tider. Alle bedømt, berømmet og prist som vedkommende og levende skildringer af vores tid. Og jeg vover denne påstand: Det er kriminalgenrens - for hver dag der går mere og mere endeløse - skildringer af det perverse og uacceptable, som har flyttet 'freak'- og tabergrænserne i vores samfund.
IKKE som man skulle tro længere ud i ekstremerne, hvor de fleste af fortællingerne som bekendt befinder sig, men tættere på normalen. Jagten på at forstå det onde (en altid aktuel substitut for at forstå det gode, vi har) har ikke gjort os klogere, blot mere paraniode. Vi er ikke blevet bedre til at skønne (mellem godt og ondt), blot bedre til at dømme.
Hvad man engang troede var samtidsromanens frelse er blevet til en moralsk svøbe, et sublimeret had til det unormale og alternative - herunder det uformuende og uformående. På trods af alle allegoriske medløbspointer, undersøger genren ikke det standende - den holder konservativt fast i det bestående.
Hvis dette passer - at en kultur der fodrer sig selv med udskilte og udskældte forbryderes ugerninger og (mere og mere) menneskelige og køligt intelligente lov- og ordenshåndhævere, så lurer også her den gryende nykonservatismes pæne ansigt.
Og gør ondt værre.

AKTUEL LITTERÆR ANAGRAMMATIK - UGE 8

Bestsellerliste billigbøger/pocketbøger
Baseret på Arnold Buscks (Slurb & Co.) boghandler 

Bragt i Information 17. februar 2012

1) Natascha Kampusch: 3096 dage - STAMANA HACKSPUCH
2) Kathryn Stockett: Niceville - N. STRAHYT KOCKETT
3) Camilla Läckberg: Fyrmesteren - CLIMACA KÄLLGREB
4) Jonathan Safran Foer: Ekstremt højt og utrolig tæt på - RAJAHFEN ANTROSNAFO
5) Hanne Bech Hansen: Lasten - HABENE HANNSCHE
6) Lotte & Søren Hammer: Alting har sin pris - ØRENTHE & TROMMESAL
7) Haruki Murakami: Norwegian Wood - HURU MAKI KIMARA
8) Kirsten Thorup: Tilfældets gud - HEKTOR PRUSTIN
9) Ildefonso Falcones: Havets katedral - FLAESO CON SILDEFON
10) Linda Olsson: Astrid & Veronika - SONA SOLLIND

  

REBLIK - I ANLEDNING AF EN BEGAVELSE

Jan Garbarek og The Hilliard Ensemble, Aarhus Domkirke - 16. februar 2012

Rum + Musik = Menneske
Menneske + Rum = Musik
Musik + Menneske = Rum

- Men hvad så med tiden?
- Tiden er døden. Og døden var der ikke.

Garbareks lyd er ikke lineær.  Selvom jeg ikke ved hvad de sang ('chantede' er måske mere passende) er bønnen heller ikke lineær - dels fordi den ofte har så mange gentagelser, dels fordi den netop indgår som et cyklisk element i hverdagen.

Torsdag aften i Aarhus Domkirke rejste rum og musik sig om mig og holdt mig oppe og inde i en hellig treenighed. Jeg blev begavet med noget jeg kun tilnærmelsesvis kan sætte ord på, nu halvandet døgn senere.

Det må også være det begavelse handler om forstår jeg nu. Hvis man har fået noget (hvad sproget så viseligt har antydet også er en slags begavelse), som er noget særligt, så må man gerne give det videre - for det kan helt sikkert også glæde andre.

Tak for alt.

EKSISTENTIEL TRIANGULERING: GUD, MATEMATIK OG MENNESKE

Safety in numbers

Dagens tekst i søndags var fra bl.a. fra Paulus' brev til korintherne. Og i vanlig højstemt og fremlænet stil forkynder han sagernes rette sammenhæng for os jordiske væsner. Grebet er uforligneligt retorisk. En skaber siger til sin skabning; Hvad kan du vide om mig, som jeg ikke ved bedre end dig? Hvad kan du være andet end mindre end det, der skabte dig? Sandt nok, må man erkende - og alt efter temperament føle sig stærkt provokeret over hele trosteknikken, eller trygt i hænderne på noget, der sikrer der er en virkelighed. Mod slutningen af uddraget siger Paulus (som er hvad i forhold sin skaber?) følgende (på vegne af Ham): "Det er mig der har frembragt jorden, og menneskene på den. Mine hænder har spændt himlen ud, og jeg befaler over hele dens hær." Denne smukke sætning "Mine hænder har spændt himlen ud" kunne ikke andet end sparke til noget af det senest læste skønlitteratur i hjernes mange snit: (bemærk de mange kolon'er - vi er i en hierakisk opbygget tekst!:) I Daniel Kehlmanns (hermed anbefalet) skønne roman 'Opmålingen af verden' (hermed anbefalet) møder vi blandt andre matematikeren Gauss - for kendere og elskere af denne disciplin matematik, kendt som 'Fysten' - hvis faktiske erfaringer med landmåling skildres levende og humoristisk, som alt andet i denne bog. Herude på landet antyder Kehlmann - nok ikke helt ueffent - at Gauss får ideer på linie (undskyld) med Einsteins senere om det krumme univers! Gauss ser for sig, hvordan han ville kunne lave en gigantisk triangulering mellem fx bjergtoppe, hvis bare han havde instrumenterne ... i romanen en af Kehlmanns (lidt som Paulus egentligt) fortolkninger af Gauss' situation: Han er så langt foran sin tid, at han til enhver tid mangler redskaber og modspil til sin viden og sit liv. Men hér er altså en smuk symmetri mellem Biblens tekster og en af matematikkens tænkere, der kunne skabe en slags fordragelighed mellem matematikkens ofte så ugudelige logik og troens abstrakte dybder. Og Gauss var faktisk også (som ikke så få videnskabsmaæd) troende ... måske har Paulus' ord målt med et sted derude på Braunschweigs marker?
I Salmernes bog v 139 (en på alle måder stærk tekst, der har mange ligheder med Paulus' brev - retorisk og indholdsmæssigt) står blandt andet følgende: "Herre, du ransager mig og kender mig. Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke; du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med. Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Herre; bagfra og forfra indeslutter du mig, og du lægger din hånd på mig. Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det." Og ansporet af forrige analogi kunne jeg ikke andet end tænke på et andet matematisk greb, født af (Gud hjælpe os) den anden (ja, for der er kun de to, før Eistein kommer til) store matematiker Leonhard Euler - der også var stærkt troende. Eulers tanker foranstalter (gestalter er muligvis bedre) den senere teori 'Laplaces dæmon', hvor hele verden og alt i den bliver partikelgjort, hvorfor man ville være i stand til at redegøre for alt i den; hændt, nuværende og kommende, kunne man blot beregne partiklernes bevægelser. Det er jo en voldsomt materialistisk tankegang - som så alligevel rammer midt ind i hele det abstrakte skaberværks kerne, læser man teksten fra salmernes bog igen. Jeg forestiller mig altså igen en gudfrygtig men modig matematiker, der ikke mener gudsbegrebet og matematikken er fjender eller udelukker hinanden. Det tror jeg heller ikke de hverken er eller gør.

Personligt appendikS
Skulle nogen tro skribenten er matematisk begavet og bibelstærk, så lad dem være salige så. Sandheden ligger som altid i paradokset og snittet. Udover teksterne, har jeg her støttet mig til gode kollegers gavmildhed, min lokale præsts ditto, 'Biblen online', Wikipedia og et godt interview med Kehlmann på Information.dk

HAMMERSHØI-ØINE

Udsigt fra Brohusgade Aalborg søndag morgen 12. februar 07:40 2012. Det var et hammershøi-øjeblik. Motivet er på samme tid så ladet med betydning og helt almindeligt, at man ikke ved om man kigger ind i selve kulturens og eksistensens kerne, eller blot betragter byens, døgnets og årets rytme. Og måske er det det samme.

ANONYME EPONYMER

Ord for ord i ord

Jeg er ikke den første, bliver heller ikke den sidste, der har funderet over ordet - dvs udsagnsordet - 'google'. Men vi er ikke på den med dets oprindelseslashbetydning, for vi ved godt det er hentet i en nummerisk betegnelse: Et ettal plus hundrede nuller (do the math!) Vi er heller ikke i finten med at 'varen' er firmaet, som velcro, gore-tex, nescafé, neopren og lign. Men det snerper.
Vi er i den boldgade som hedder 'eponymer'. Et eponym er (på dansk) et ord som rummer egennavnet på den person, der ska'visige foranstaltede ordet eller begrebets opståen: 'Sandwich' (efter Jarlen af Sandwich - der kom på den fikse idé med at lade brødet tage af fra det fedtede kød), 'røntgenstråler' (efter fysikeren Wilhelm Conrad Röntgen), 'dieselmotor' (efter Rudolf Diesel) og skal vi ikke lige tage 'dræsinen' med (efter K. F. Drais von Sauerbronn). For er 'at google' ikke netop opkaldt efter søgemaskinen (og firmaet)? Helt på linie med det engelske 'hoover', som fik sit navn efter det firma som fremstillede den bedste(?) støvsuger gennem alle tider: the 'Hoover'. Men det kan i sagens natur ikke være et eponym, da det i høj grad står og falder med det personlige islæt. Under min research (som bestemt involverede flere søgninger .. men altså også regulære opslag i bøger) stødte jeg på begrebet 'sesamord' (udtales sesam-ord), som er ord, der er giver adgang til penge eller værdier - i konkret og overført (referencen til Ali Baba antyder det overførte) betydning. Der er tale om ord som 'sesam', 'buzzword', 'plusord' og 'løsen' *). Her kunne 'google' måske finde en plads? Sammen med andre ord som 'pay-off', 'joke', 'password' og 'cumshot' fristes man til at tilføje i disse stand-up-porno-digitaliserede tider. Men så er der jo alle de futile søgninger man laver, når man googler? Og så er 'google' også stadig lidt for verbum-agtigt til at det helt falder til ro som et sesamord. Det er lidt det samme som at 'wallraffe', der dog har fordelen af at have en person (Günther Wallraff) knyttet til sig og sin betydning. Jeg tænker vi i det mindste kan finde nogle brødre og søstre til det: Hvad med at 'sms'e'? Eller 'junke' noget? Tivolisere? (Muligvis findes det ikke i en verbalform - men det er tæt nok på. Ligesom at være 'speedet'.) Alle gode, anvendelige og udbredt anvendte ord, som er navngivet efter upersonlige begreber. Anonyme eponymer.
Jeg er ked af at skuffe Dem. Men der kommer ikke en løsning.
Hvis den dukker op ser De den først her. Skulle De sidde inde med den, så tøv ikke med at bekendtgøre den her eller et andet sted, så man kan 'google' 'google' og endelig vide, hvad man gør.

*) www.ordnet.dk/ddo
PRØV deres grafiske fremstilling af ord og deres sammenhæng med resten af sproget. Det er bedre end fx ..

SKIBET I SNEEN

TI BEKVEMME SANDHEDER

 

 

 

 

 

 

 

til folk som foretrækker ikke at undres, ændres eller ånde.

1) Kunstnere der udsmykker det offentlige rum mener ikke noget med deres kunst.
2) Lærere arbejder mindre end alle andre, fordi undervisning er det nemmeste der findes.
2a) Fordi lærere arbejder mindre end alle andre, er ens børn blevet dummere end man havde forventet.
3) Penge er den eneste målestok man altid kan regne med.
4) Der findes ikke noget, der hedder ironi.
5) Når man falder i søvn foran fjernsynet, er det fordi udsendelserne er kedelige.
6) Alfabetet er en række bogstaver.
7) Man kan ikke stole på nogen man ikke kender.
7a) Når man lærer nogen at kende, finder man ud af, at de ikke er til at stole på.
8) Det man glemmer er ikke vigtigt.

OVER LYD OG UNDER LØDIG

The Daft Club

Nå, så har jeg som en anden app'ologet installeret TDC Play på min smarte telePhon. Det er vel sket ud fra et slags økonomisk antidumhedsforsikringsrationale ... fordi man i disse tider skal passe på med ikke at være dum nok til at betale for noget man lige så godt kan gøre sig fortjent til på anden vis - hvor der handles der spildes som bekendt. Og i disse tider handles der rigtig meget. Især med det spild vi skal have som undskyldning eller bonus (alt efter mentalitet og politisk standpunkt) for at have brugt vores penge. Det var nu ikke tanken det var den store kulturanalyse, der skulle rulles ud - men den lille.
For nu har jeg så i dag lyttet til 'forsiden' på TDC Play - vel vidende der er lidt bagkatalog, men for bare at være sådan en TDC Playboy, der lystlytter lidt hisset og hid. Og hvad fik jeg så ud af det (Udover Cohens stentorrøst)? Følgende: Tanke (1) om at TDC Play, Spotify, Wimp og lign. graver en overfladisk grav for musikken. Guderne skal vide der er et katalog af den anden verden på disse tjenester (forsøger at lade digression på ordet 'tjeneste' ligge til en anden gang, men kan ikke lade være med at se en slags ironi i at flere musiksites hedder noget med bjørne(tjenester) og at man sjældent får gjort sig en tjeneste uden på forventet efterbetaling), men da kun, hvis man selv har indsigt i det. Hvordan finder man ned under forsiden som er pænt plastret til med playlister og alle andres grødkvalte smag (props til TDC Play for at køre tema!)? Er man ung eller bare uerfaren musikpirat og parat til et eventyr for livet, så er det sgu trist at blive rullet af en top ti eller sidste skrig! For i Tanke (2) forstod jeg, at dybde er afhængigt af tid og materie. Når jeg kan dykke ned i et bagkatalog, er det da fordi jeg nogle klare, skønne og gennemsvømmede magiske laguner af lyd, som jeg brugt timer på at lytte mig ind på livet af. Jeg har vendt de vinylpader gang på gang, startet cd-spillen igen og igen, og sat Tunes'ne på repeat fordi jeg har turdet dybet og den sande bevidsthedsudvidende musikalske erfaring ... are you experienced or expired? Du bliver ikke en erfaren farende svedig rocksvend af at poppe toppen af kroppen - du skal have det hele med. Du skal lytte så længe at du ikke hører efter men kører den på klangen uden at klynke, bare synke dybt ned i old school sound and vision (som i epifani).
Så lad mig da dø i synden, hvis det er syndigt at være afhængig af tid, sted og krop - og det er det nok i disse virtuelle tider. Jeg har tænkt mig at dø med hovedtelefonerne på og den sagte, sentimentale lyd af en pick up, der jævnt, perpetuelt venter i inderste rille på det næste himmelske vendepunkt.

SANDHEDEN OM LIVET

LOGAN'S LIP #4

Fordi der er forskel på gode og dårlig slogans

Var så forholdsvis heldig at tilbringe en stor del af min lørdag aften i biografen - og lad os lige gøre hovedattraktionen færdig først - ikke mindst fordi Mission Impossible: Ghost Protocol, på mange måder minder om de reklamer (og slogans) der er dette indlægs hovedemne. For i MI4 kan det indimellem være svært at forstå, hvorfor en tilfældig computer SKAL være fra Dell, et par solbriller tydeligvis være af mærket Persol (og tilmed helt bevidst sat SKÆVT på mr Cruises ansigt ... (Kunne det modsatte tænkes? At hans dressser IKKE bemærkede de sad skævt?) .. for vi bedre kan få øje på dem) og at Appletelefonenens stopur (Gud hjælpe mig) aktiveres og hvide høretelefoner bruges, når alle disse dele snildt kunne være 'generics'?
Men lige umiddelbart inden denne meget lange og ganske underholdende reklamefilm blev afviklet, tiltrak to slogans dumhed sig min altid irritable opmærkshed.
Det første er et slogan for et produkt jeg meget passende ikke kan huske længere. Slogan'et lyder "Fordi der er forskel". Måske var det for et ejendomsmæglerfirma eller en bank - det har helt sikkert været for et produkt, hvor der stort set INGEN forskel er på de udbudte varer (tjenester), hvad der i sig selv udstiller elendigheden. Værre er at det er et tomt udsagn, i bedste fald en redundant påstand, man kan ytre om alt og intet. "Køb dénne ACME svaber - fordi der er forskel" ... på den og andre? Javel, men hvilken forskel? Er denne svaber bedre, billigere, kønnere, mere ergonomisk eller slet og ret ude af stand til at være noget andet end IKKE de andre svabere? Jeg foreslår i lige linie med dette slogan følgende: "Alternativet til dit valg", "Fordi fordi" og "Mere for pengene, end hvis du ikke købte noget som helst."
Det andet slogan er SPIES' "Ferier du ikke vil hjem fra." Og den lader vi stå et øjeblik, mens vi allesammen tænker på alle de ferier vi helst ville have var sluttet hurtigst muligt. Et point for ondsindet men subtil tilsvining af konkurrenternes håbløse feriepakker, men minus for samme elendige evidens som ovenstående første eksempel... Jeg faldbyder her helt gratis følgende fremragende slogans til den tydeligt fantasitappede branche: "ACME rejser - ferier du gerne vil på", "ACME ferie - en rejse der gør dig glad!" og "ACME tours - noget andet end at gå på arbejde."
-
POETENS HODE - FORDI DER ER LIGHEDER!

SKIBET OG KRANIET

700.000 LITER SJÆLSOM FREMKALDERVÆSKE

Flow show

Af årsager der er denne kanal uvedkommende er jeg begyndt at svømme. Det er hermed anbefalet som motionsform alene, men også til det mentale velbefindende. Hvis man da mener selvforståelse og ditto -bevidsthed kan højne ens levestandard. For nu har jeg gentagne gange fået mere eller mindre væsentlige psykologiske selvindsigter, og jeg tror måske jeg ved hvorfor.
Evident er det repetitive og motorisk automatiserede, der både frigør og fokuserer krop og sjæl. Dertil lægges selve materien - vandet - der som bekendt i mange andre meditative og romantiske sammenhænge har instant karma og virkning på tanke og refleksion. Læg dertil det (stadig, jeg ved det) oplagte, at vores liv er undfanget og fostret i netop denne væske (mindre klorholdig, men stadig) og, tror jeg, med disse fantatiske brusende og boblende lyde, som omgiver een mens man svømmer. Men oveni alt dette kommer yderligere tre stærke sager: Banerne skal tælles, der skal vendes og der skal hele tiden begyndes forfra så at sige. Og hvor løbet (en anden anbefalelig motionsform) oftest udvikler lange kæder af associationer eller ligefrem episke scenarier, så kan svømningen ikke få fat dér. Og så (undskyld metaforen!) synker bevidstheden længere ned, og begynder at arbejde for sig selv, og hive gamle og vanebehandlede (undskyld igen) vragstumper op fra uvante lag af bevidstheden. Jeg siger Dem, det passer. Ikke mindst, tror jeg, fordi man befinder sig i en lidt akavet social realitet, som både ligner og slet ikke ligner den jordiske og påklædte. I bassinet færdes man blandt en mængde forskellige mennesker, som man mere end omhyggeligt gør alt for at undvige og undgå at berøre, fordi det intime så at sige er til at føle på: Man er på een gang koblet på en fællesmenneskelig mental og fysisk (pardon, encore) bølge, og stadig i sit helt eget s og bryst, hvad der giver en voldsom selv- og kropsbevidsthed. Sluttelig blot det, at den drømmeagtige (goddag til hr Freud) fornemmelse af at kunne flyve helt sikkert også tapper ind på dele af hjernelageret, som sjældent følger den vågne tilstand.
Jeg husker en film med Jeff Bridges ('Eksperimentet' tror jeg - nej, jeg slår ikke efter), som vist havde fat i noget af det samme. Den plæderede vist for at man skulle fare med lempe på ekskursionerne til sindets ukendte. Her er imidlertid ikke tale om at konfrontere noget ukendt. Der er tale om at svømme en tur med sig selv i en sjælsom væske.