MIN KROP SOM ER

ALENE

HVAD DE TÆNKER OM DIG

Hvad de tænker om mig, og hvad jeg tænker om dem -

er røg fra forfængelighedens bål (flertal)

er skyer fra pudderdåsernes kvaster

er korte glimt i bølgerne mellem øerne

er aflyste forestillinger 

Hvad de tænker om mig, og hvad jeg tænker om dem - 

er interesseløse konflikter

er mellemlagslag

er skeløjede blikke i ruder

er irrede batteriers poler

er er er tomme glory holes og øde peep shows

Hvad jeg tænker om dem og hvad de tænker om mig - 

er efterladte servietter

er lyde lydt

er er er kroppen der undviger kroppen på gaden

er dem og mig og mig og dem uden dem og mig

TIDsRUM

DET SIDSTES HUS

Man går ikke ind i det sidstes hus, fordi man vil. Men der er ikke andre ulåste døre tilbage.

Man går ikke ind i det sidstes hus, for at være alene. Men det bliver man.

Og man går ind i det sidstes hus med en vilje. En ukendt og manende vilje, man ikke vidste man rummede.

Der er en mulighed for at viljen bor i det sidstes hus, og derfor er en kraft, der både rinder af det man kan og vil, og det man ikke kan og ikke vil.

Man skulle tro det sidstes hus var fyldt med ting. Skabe og reoler og borde og bøjler og nips og souvenirs.

Men der er ingenting i det sidstes hus.

Det er meget nådigt.

Og nemt at holde rent.

FACE IN IT'S CROWD

Org. fotografi af Christian Pless IN Euroman taget af Søren Rønholt

FALSK MÅNE FALSK MØL

DOPPPEL

HOTEL ØSTRIG

Mit værelse ligger op til elevatorskakten

der er tre elevatorer

som flytter ukendte kroppe op og ned

kan jeg høre

på nogle tider af døgnet

mere end andre

det første jeg hører om morgenen

det sidste jeg hører om aftenen

er lyden af ikke at gå

omsat til teknik og arkitektur

elevation apoteose hypostase

så jeg venter og synger på kanten af

søvnens modsatte dyb

om disse gemte mennesker i deres kontrollerede baner

men det er ikke et digt
det er Hotelschmerz.

NOTER FRA FORSTADEN 28 - 52

Nogle dage synes man ikke beslægtet med mennesker. Deres planer er ligegyldige og meningsløse, deres tale fyldt med ord om ord og ikke andet. Og den følelse af hykleri man fyldes af, fordi man ikke kan undgå at være sammen med dem, kan man ikke komme af med, fordi man umuligt væsensforskelligt kan være andet end netop det, de også er. Man mimer med om ord og planer og tid, som ikke længere er andet end beskrivelser. Omgivelserne støtter ryg og lænd og røv, som en arkitekttegnet slavehær. Den gode stemning - hyggen hedder den - støtter intellektet med sukret gift og spinkle stilladser af kulhydrater. Væsker af forskellige farve, konsistens og alkoholprocent gennemskyller legemet, som en Dionysisk dialyse uden andet mål end at investere i den næste fiasko. Yngel og underholdning piler som blinkende floder uophørligt mellem benene på een, og fremprovokerer en autentisk svimmelhed, som man i mangel af bedre favner og byder velkommen som angst. Også for fremtiden, der ikke fortoner sig i afgrunde, men har antaget form af en mur millimeter fra din pande. Det er ikke som en fremmedgørelse, det er mere som en drøm, man drømmer og ved man drømmer. Som en drøm man står op inde i og betragter sig som del af. Og først dér forstår er et mareridt. Og det er alt sammen også bare noget jeg har sagt. Før. 

NOTER FRA VIA FERNANDO PESSOA 6 - 16

Hvis skibet går ned, er det så vigtigt at kende dets navn, når man er ombord?

Jeg læste i en bog at nattens drøm fandtes dér. 

Et atlas er ikke en bog om steder, men en bog om tider.

Blev Buddy Holly begravet med sine briller på?

Er det mangel på kærlighed, der får mennesker til at stjæle?

Jeg har aldrig læst et digt, uden at tænke det var mig, der skrev det i samme øjeblik. 

Man leder efter overgange. Men de fører ingen steder hen. Kun frem og tilbage.

Fiktion er kun fiktion, fordi den læner sig tungt op ad virkeligheden. Altså er den lige så gældende som ordet gærdesmutte.

Når man tænker på sin fortid, kan man ende med tænke sig helt op i sin egen utilstrækkelige forestillingsevne.

Jeg er en golem af papir. Væk mig.

Jeg drømte lykkeligt, at jeg spillede hovedrollen i mit eget teaterstykke. Lykken viste sig at ligge i at fylde rollen ud med sig selv.

Det er svært at leve. Hvor ofte skal man ikke vælge mellem hest eller kobra?

Man kan ikke undslå sig eksistens og betydning, hvis først man bliver opfattet af andre. Derom drejer sig al generthed.

Det jeg mindst kan lide, er at være den, alle tror, jeg er. Det er som at finde sig selv i et opfundet menneske.

Det bliver så banalt. Og så hader man også det.