Man går ikke ind i det sidstes hus, fordi man vil. Men der er ikke andre ulåste døre tilbage.
Man går ikke ind i det sidstes hus, for at være alene. Men det bliver man.
Og man går ind i det sidstes hus med en vilje. En ukendt og manende vilje, man ikke vidste man rummede.
Der er en mulighed for at viljen bor i det sidstes hus, og derfor er en kraft, der både rinder af det man kan og vil, og det man ikke kan og ikke vil.
Man skulle tro det sidstes hus var fyldt med ting. Skabe og reoler og borde og bøjler og nips og souvenirs.
Men der er ingenting i det sidstes hus.
Det er meget nådigt.
Og nemt at holde rent.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar