LØGN SOM FORKLÆDNING

FEM TING OM KROPPEN DU ALDRIG FÅR SVAR PÅ

I disse manisk videnskabeligt og panisk lidenskabligt kropspenetrerende og ditto transparente tider, må der der også være blot nogle få grænser. Således

1) finder du aldrig ud af, hvilken skygge din krop kastede i går.
2) finder du aldrig ud af, om huden kan høre musik.
3) finder du aldrig ud af, om kroppen kan huske et insektstik.
4) finder du aldrig ud af, hvordan din krop smager.
5) finder du aldrig ud af, hvor meget luft du har brugt på at fortælle om dine drømme.

SØRENS ÅR - I ANLEDNING AF

PÅ MUSEUM

Billeder om en forestilling

Jeg fyldes altid af glæde på museum fordi jeg ved vi her er i et fællesskab om noget, der er så skrøbeligt ellers. 

Her skal man ikke gå og vedligeholde et værn mod hadsk og hånsk tale, fordi man godt kan finde ud af at synes een rød farve er mere udtryksfuld end en anden. På museet må man godt glo sådan virkelig glo igennem, uden at skulle bekymre sig for hvordan eller som hvad man virker. 

Æstetikken er så skør ude i gaderne. Selv skulpturerne står og gemmer sig i det offentlige, fordi de og vi ikke aner om hovedparten af de tilstedeværende ville slå en rå latter op, hvis man dvælede ved en vandkunst eller et gavlmaleris poesi. 

På museet kan vi og de og alle te os lige så seriøst og pjattet med abstrakte udtryk og fortænkte former som vi vil. 

Jeg kan godt se det lyder finkulturelt og distancerende. Men hvis vi nu tænker det som et fællesskab i disse reelle fællesskabsfattige tider. Som at være på stadion eller måske i cirkus? På biblioteket. Dét er også steder, hvor man er del af et fællesskab, som har mere eller mindre veldefinerede kontrakter. Det er i kontrakterne skønheden ligger: Hvor dybt stikker forståelsen, dedikationen og kærligheden til det fællesskabet er samlet om?

For tiden synes jeg fælleskabet er blevet en overfladisk størrelse som man kan joine eller abonnere på - noget man tilkendegiver eller screenes ind i - et statement eller en foranstaltning. Fællesskabet som det forpligtende, indforståede (som i betingelsesløst accepterende) og selvudleverende kan man lede længe efter.

Tager vi fx to af de nævnte eksempler, som burde være ægte og dybe fællesskaber, så kan man på stadion vel føle sig tryg ved at holde af så skøre ting som boldens flugt og 1-2-3-pasninger, men på den anden side ikke vide sig sikker, hvis fankulturens fællesskabsfølelse kommer i spil. Så er begejstringen for en lang bold ikke nødvendigvis comme il faut på de lægter hvor dú står. På biblioteket kan du også føle dig tryg ved at være i et skrøbeligt lånende og læsende fællesskab, men så snart det skal defineres nærmere, kan den medborgerlige forståelse måske godt gå på grund, når man står i køen med sine latterlige tegneserier eller okkulte helseopskrifter. 

På museet derimod, er det svært kun at abonnere på een maler eller een periode. Man kan selvsagt have præferencer, men på museet er den grundlæggende kontrakt; 'kunst er et plausibelt udtryk der fortæller om mennesket og dets virkelighed', så radikal og religiøs, at man altid kan føle sig i gode hænder og forsyn.  

FOTOGRAFIET ER

"Photography is death in the future."

Roland Barthes

“All photographs are memento mori. To take a photograph is to participate in another person’s (or thing’s) mortality, vulnerability, mutability. Precisely by slicing out this moment and freezing it, all photographs testify to time’s relentless melt.” 

Susan Sontag

(On Photography, 1977)

"Jedes Kunstwerk ist ein Augenblick."

Theodor W. Adorno

De første to citater er tydeligt beslægtede - tænkt i forlængelse af personernes indgående omgange tangoer med det altid besværlige medie fotografi. Det tredie har jeg tilføjet for at se, hvad der sker.

Første gang jeg stødte på Barthes' nådesløse sandhed handlede det slet ikke om fotografi - sådan da. Det var på Lousianas udstilling med blomstertema (2004), hvor jeg stødte mig på replikken "Har du nu igen købt nogle blomster, der kan stå her og dø i en vase?!" Jeg husker desværre ikke, hvem der sagde det - eller til hvem, men kombinationen af død og skønhed er ramt meget præcist - omend en smule ufølsomt. Tilfældigvis (not) var udstillingen begavet med en lang række helt fantastiske fotografier af blomster (fra Mapplethorpe til Karl Blossfeldt over Imogen Cunningham m.fl. ... det er stadig en af de bedste udstillinger jeg har set deroppe), der nærmest benægtede vasens sarkofaglighed med fotografiets vitale dødsmaske. 
Da jeg siden hørte Barthes' citat, forbandt jeg sådan set ikke de to ytringer, men i dag kan jeg jo godt se, at de er forbundet - dog med den afgørende forskel som Adornos citat peger på: At gyldigheden ikke er gældende, når vi snakker kunstfotografi.
Hvor det bartheske familiefotografi eller sontagske reportagefoto er punkter taget ud af en kronologisk linie, en vektor i livet og dødens koordinatsystem, så har kunstværket fundet en nødparagraf, et sort punkt (med en analogi til det astronomiske sorte hul), hvor død ikke skubbes i gang med kameraets lukkemekanisme.
Det er muligt vi er nødt til at skelne mellem fotografer. Og mellem fotografier. Der er ikke tvivl om at en Krass Clement er styret af den styrke, der ligger i Susan Sontags 'memento mori' - han vil tiden og dens ophør i sine billeder. Men fotografer som Astrid Kruse Jensen eller Joachim Koester har sat etellerandet i klemme mellem optagelsen og 'the sweet hereafter', deres arrangementer - de være sig opstillede eller udsøgte, hugger ikke på krogen og tiden. De - og andre kunstværker - vil godt acceptere timelighed som netop en 'timing', hvor værket skal opstå som resultat af, hvad de nu måtte have af æstetiske dogmer og praksisser, men ikke nødvendigvis som et led i at døden er øjeblikkets naturlige følge.
Det er ikke det samme som, at kunstfotografier ikke har indgået den af Barthes og Sontag skildrede fatale pagt - for øjeblikket, nu'et, optagelsen registrerer man jo altid, når man kigger på fotografier - og vel derfor også når man fotograferer. Men nogle kunstfotografier er bare ikke villige til at lade sig bosse ind i den centipetale og sentimentale bane det er at kigge på klassikere som Eddie Adams' 'Saigon Execution', Stanley Formans 'Mother and daughter'  og Robert Capas i denne sammenhæng sært twistede 'Falling Soldier'.
Måske peger Adorno også på receptionen - på det øjeblik kunsten opstår i beskuerens øje, hvad der om noget jo kan gendrive det dødelige i al evighed, da kunst netop er lavet for at blive og forblive med sit budskab. I den sammenhæng er det almindelige fotografis budskab mere en dokumentation af en tid, et sted, nogle mennesker, der før eller siden ender i en urne. Mindet er altid bagudrettet - og derfor gift med døden. Kunstværket er altid for fremtiden - ellers ville det ikke kunne blive.

se nogle af de omtalte billeder her: 
her 
her
og her

TALEMÅDER OM FEDT OG OLIE OG SMØRELSE

Sku' du smøre for nogen?

Er det ikke interessant, at en person kan være både glat og fedtet på een gang? Hvis altså han ikke er meget for at bruge penge, og det ikke er til at regne ud hvorfor. 
Jeg har aldrig tænkt over om det er to sider af samme sag, fordi jeg altid har forbundet det at være 'fedtet' med at være sådan lidt snusket-usympatisk-agtig. Men måske er man netop fedtet, fordi man kan smyge sig uden om betalingen?
Fedtstoffer findes mange steder i forståelsen af så forskellige fænomener som bestikkelse, karakter, udfordringer og almindelig afdankning.
Det er fx aldrig godt at blive fedtet ind i noget. Det eneste forsonende ved det er, at man ikke på forhånd er kigget ud som (med)skyldig. Er man derimod en af den slags, der skal smøres, står det rimeligt klart, at selvom tingene så går nok så meget som som en varm kniv i smør, så har man været med til noget ulovligt.
Det er også ret utroligt HVOR fed man kan være, uden at veje mere end det normale. Mindst lige så utroligt er det, at det udtryk (hvor fedt!) stadig er så anvendt, som det er. Sproget er som bekendt en virus, der spreder sig og bliver febril, men (og derfor?) også dør ud eller bliver slået ned af noget, der er stærkere end den. Men ikke med det fede! Hvor 'sejt' er der fx noget der er i dag? Hvor 'flippet'? 
Det er også sjovt at tænke over, om man befinder sig på stegepanden eller i maskinrummet, når tingene går som i olie? Om man er i køkkenet eller autoværkstedet, når alt går som smurt? Eller hvad der ville ske, hvis l'et i 'glat' gled - og tingene derfor gik galt?
Og hvordan kan der være så stor forskel, som der nu engang er, på een der fedter for hvad som helst, og så en fedterøv, der helst ikke vil blandes ind i noget som helst?
Det er tydeligt at det er materialet, der har hovedrollen. Det kommer sig ikke så nøje om der skal smøres madder, mennesker eller aksler - smøres skal der. Det er som bekendt smørret der gør det. 
Der ligger helt sikkert også en praksispointe begravet i det faktum, at det altid er omkring navlen - selvets udspring - at det første fedt indfinder sig. Jeg er for fed!
Velbekomme.

TALEMÅDER OM KØB OG SALG

Så får du ikke mere for den femogtyveøre

Penge i det hele taget - men bestemt også det vi gør med dem - er en dominerende metafor i vore talemåder. Jeg kom til at tænke over det på grund af udtrykket '(at være) solgt til stanglakrids', som ingen rigtig formår at lande den oprindelige betydning af.
Der er mange ret centrale og ret flittige måder at bruge mønt med munden på. Fx:

Det gi'r jeg ikke noget for!
Han er ikke meget værd.
Den køber jeg sgu! (ikke!)
Det sælger ikke.
Der er udsolgt.
Det har vi ikke råd til.
Oven i købet.
Han gav igen med samme mønt.
Hun slog mønt af opmærksomheden.
Dyrt og dyrebart.
Værdiløst

Og de er mere eller indre interessante og pikante. Bedst gemt i den daglige tale er nok 'oven i købet' - der ikke høres som andet end mere og ekstra, men jo tydeligt nok er vandret fra en handelsmæssig sammenhæng ind i sproget. Noget af det underholdende ved lige pengemetaforerne, er jo at det er nemmere at forestille sig, hvordan de kunne siges i en faktisk handelssituation. Den slags er ikke givet med talemåder, hvor man sætter kikkerten for det blinde øje eller skuer hunden på håret.
'Ikke at give noget for' og 'ikke at være noget værd' ligger også godt skjult i daglig tale - hvad man kan måle på, hvor bizart det pludselig bliver, hvis man skulle betale (et mindre beløb) for et argument eller overveje hvad man kan få for at slå et søm skævt i. Vi er i daglig tale meget ofte også tæt på hele ideen med at købe og sælge sine handlinger og holdninger og dermed også i talemådens kerne: At det er en tingsmetafor, som skal forklare os, hvad der sker konkret, når man står der og sælger sin sjæl så dyrt som muligt!
Mest pikant synes jeg udtrykket 'udsolgt' er. Når man typisk er virkelig træt og ude af stand til at bidrage med mere, så er der udsolgt. Derfra går der en lige vej fra metaforen ind i den historisk-psykologiske virkelighed, hvor vi engang i højere grad solgte os selv og vores arbejdskraft som varer. Ja, det gør vi jo stadig, men det er helt sikkert mindre comme il faut at tænke på som den slavemanér, der antydes, når man ikke har mere at faldbyde eller sælge til dem der måtte skulle aftage.
Pengene befinder sig som bekendt tæt på kroppen, hvad enten vi bærer dem i tegnebog (sedlerne har jo altid fine tegninger på), portemonnæ (af fransk 'porte monnaie' bære penge) eller bare i lommen (et ord man ikke ved hvor kommer fra … der er hul i lommen) - men deres værdi og brug ligger os måske lige så tæt på huden som på sinde.

BILLEDE = TEKST (ÅRSTIDERNES SKIFTEN)

Et instagram-blik

SPROGETS HUSE / ARKITEKTURENS ALFABET

TO SLAGS MENNESKER

"Der er mennesker som læser, og så er der de andre. Om nogen er læser eller ikke-læser - det opdager man hurtigt. Der er blandt mennesker ikke nogen større forskel end denne."

Filologen Raimund Gregorius - kaldet Mundus - i Pascal Merciers 'Nattog til Lissabon' (2007 - Tiderne Skifter)

Jeg har tilladt mig at sætte det i nutid, for at understrege dogmet.

(B) ORD MAN IKKE TÆNKER OVER

Mand over bord

At gå om bord i noget. At gå om bord (på et skib).
Ordet er bord. Det bruges jo både i konkret og metaforisk sammenhæng, og det findes mange steder i mange versioner:
Man kan borde et skib, man kan blive smidt - eller falde over bord, man kan gå til bords, man kan kan gå fra borde eller - som jeg nyligt hørte, hvorfor jeg kom til at tænke over det - en båd kan blive 'bordfyldt'.
Som udgangspunkt tror man vel man har forstået det, fordi man godt er med på skibet som metafor for en sag, et emne eller et felt - måske endda rummende et eksotisk eller udfordrende element. Omvendt tænker man vel skibet som et slags bord - et afgrænset område, en grund, hvis det var jord. Men hvorfor hedder det 'bord'?
Det gør det af den simple grund, at bord og planke er det samme ord. Et skib et så at sige bygget af borde. Man kan også tænke det som at den yderste del af skibet hedder 'bord', og at den yderste del af et bord hedder bordkant.
Det er logisk nok. Nu også at det hedder boremaskine?

Nej, det hedder boremaskine, fordi et 'borre' er et hul.

ET SIMON GROTRIAN BLIK

Kom Simon

                      lad os fiske sølvfisk med guldpapir.

Lad os gemme støv

                      med ordet støv på en stav.

Intet er det visse

                      som endnu ikke er hændt.

Kom Simon

                      lad os brænde breve vi aldrig fik skrevet

med frygtelig ild

                      hentet i døgnets klippe.

Lad os kysse mødet mellem ukendte

                      undfange dette skødesløse testamente

denne kontakt om intet mere

                      end det nødvendige at være.

Det står her

                      simon nomis.

Skriv under på den punkterede linie

                      og tag et korkbolsje.

BILLEDE 1:1 TEKST