INTET NYT ER

TI NYTÅRFORSÆTTER DE MED SIKKERHED KAN HOLDE TIL

Crappy new gear

I det nye år lover jeg at

1. fortryde mindst eet indkøb
2. glemme mindst eet vigtigt møde med et andet menneske
3. ordne mere over telefonen
4. levne
5. frygte klimaforandringerne
6. samle rabatkuponer
7. gøre mig utilnærmelig under transport
8. misunde jævnaldrende deres kroppe/partnere/kvikke bemærkninger
9. hykle over mit manglende politiske engagement, men hvis bare der var et parti som havde lidt mere mine meninger
10. drikke mere kildevand
11. være lidt mindre ironisk.

SUPERSKURKENES HJÆLPERE

Zizek'O'Rama

Er det bare mig, eller virker superskurkenes hjælpere altid som en understregning af den dårlige fortælling?

Selvfølgelig snakker vi i forvejen om konstruktioner, hvor skurkens mål typisk er magtovertagelsen eller ragnarok, hvorfor han har brug for en del hjælpere, og som sådan befinder vi os altid allerede ude på overdrevet. Men jeg har aldrig forstået hvor de kom fra. Hvem er de, hjælperne? Er de hvervet fra befolkningen på den lille ø i hvis hemmelige huler Headquarters er skjult - og hvordan kan der så overhovedet være nogen til at befolke øens overflade og idylliske landsbyer tilbage? Har man slået annoncer op på 'Lejesoldaten's grå sider? Og hvordan er det overhovedet muligt at holde sin gigantiske operation hemmelig med så mange potentielle lækager rendende rundt i kiksede uniformer og/eller underkastet ydmygende disciplin?

Måske er de bare filmkunstens ultimative statister. En flok folk udstillet som kulisser for graden af superskurkethed hos den pågældende fjende. 

I krigsfilm, hvor statisternes rolle er mindst lige så bærende, tænker man aldrig over det, men der får de måske også lov at være mennesker eller bare skæbner. Superskurkenes hjælpere ejer intet af den art. Så skal vi helt op til den højre hånd, før vi får et tegn på liv. Stormtropperne fra Star Wars er på mange måder indbegrebet af den ubehjælpsomme hjælper: Udstyret med klodsede uniformer, upersonlige stemmer, tendens til tumpethed og udraderet som fiskefoder i fodringstid. 

Måske er det blot afslørende, at hjælperne er faldet for en skurk, som vi i forvejen ved er forkert på den, hvorfor de må være utroligt enfoldige, for at være endt på kontrakt hos netop ham den vulgære, perverse, megalomane etc. Hvilket bringer mig tilbage til det indledende spørgsmål: Hvor kommer de fra, hvis ikke fra plottet og fiktionen?

Måske kommer de fra det lag af fiktionen ved superskurkene der handler om at være en trussel mod demokratiet. Hvis vi et øjeblik betænker de skurke vi kender som INGEN hjælpere har, så bliver de jo øjeblikkeligt til psykologiske skabninger - figurer som inkarnerer sjælelig smerte, utæmmelighed eller bare angst. Deres film er typisk katharsiske foretagender, som hvis overhovedet kun har en politisk tone som etisk afpuds fra en mere human skinke. Fra Psycho til Cape Fear, fra Se7en til Motorsavsmassakren og fra dyngen af stinkende kriminalintriger lugter det af freudianske fordringer eller i det mindste sokratiske krav om at lære sig selv bedre at kende. Er skurken derimod udstyret med en talstærk - omend umælende og enfoldig - opbakning fra sine mange hjælpere, så er individualiteten afviklet, og en anden kamp og fortælling i spil. Fx den demokratiske eller måske mere i overensstemmelse med mediet; den om oplysning til folket.

Dette gør egentlig de lidt kejtede superskurke og deres udstyrsstatister nemmere at acceptere. Hvis man tror på lys.

SPROGET ER EN BLOMST

MIT TDC - en analyse

Ring my bell

Nu har jeg - og sikkert også De i flere måneder set, kigget og lyttet til TDC's seneste kampagne, hvor en række af kendisser som Casper Christensen, Peter Frödin og (faustisk akustisk) L.O.C. har figureret - måske endda i ordets bogstavelige forstand. For hvorfor er det dog de er så gode - de spots og annoncer? For det ér de. Jeg kan ikke lade være med at se på dem, måske endda nyde og dyrke dem en lille bitte smule, hvilket selvsagt irriterer mig, men jeg gør det altså ubehjælpeligt alligevel. 

I lang lang tid troede jeg det var fordi motiverne var paparazzi-agtigt orkestrerede: Man fangede ligesom personerne i nogle intime situationer og skyndte sig at kigge så godt som muligt efter, for nu ikke at misse noget. Her taler vi selvsagt mest om den med hr. Christensen og frk. Mikkelsen, men også Frödins havde et skær af dokumentarisme.

Men det er ikke det. Alfald ikke det hele. 

Der er jo også noget endorsement-agtigt over sagen. I cremet cocktail med markedsanalysen, der dikterer idoler og stilikoner til det yngre segment. Således ser vi ingen Jes Dorph tjekke post eller Suzanne Brøgger streame videoer. Vi ser fitte fjæs og rotteræs-betvingere. Vi ser folk der vides hvem er ved første blik - men ikke mere end at man føler sig alene om at vide det.

Men det er ikke det. Alfald ikke det hele.

Først i dag ved avisen gik det op for mig. 

I annoncen står omtalte (faustisk faktiske) L.O.C. i helt traditionel sms-læse-attitude et helt ikke-steds-agtigt sted. Ansigtet let lyst op af skærmen i hans hånd. Den personaliserede håndskrift svævende autentisk over ham. Og jeg kunne sandelig se mig selv! Og jeg kunne endelig forstå, hvad det er de har gjort. De har fundet det almindelige frem hos de ualmindelige, så vi bedre kan se, hvor tæt vi er på dem. Det er ikke Oh Land som stjerne vi ser og stræber efter. Det er satangalemig Oh Land som mig!

Så med TDC bliver jeg ikke som en kendis - men kendissen ligesom mig, så jeg kan føle mig som den. Det minder om mantraet fra Joachims og Alexandras skilsmisse, der (frydefuldt) konstaterede hvor meget de var som os. Hvad der skulle gøre dem bedre royale? Det er en forunderlig verden af varer og udveksling vi lever i.

The Double Complete.

REBLIK - Sandy Hook

Kynisk cyklus

Jeg noterer mig, at Poul Høi i Berlingske skriver om, at et af de få billeder, man kan finde af Adam Lanza er fra han var tolv år gammel. Høi filosoferer i vanlig høj stil (hermed anbefalet til tider) over hvordan det fortæller noget om, hvilket menneske han var, fordi han ikke ville fotograferes. 
Jeg kan ikke undgå at tænke på alle de gange vi igen og igen skal se dette billede, og den tragiske ironi der ligger i, at han i og for eftertiden altid fremstilles som jævnaldrende med sine ofre, fordi vi vil have denne ikoniske repetition på vore skærme og i vore medier. Hvad er det for en grusom poetisk retfærdighed der her etableres? 
Det lugter af popkunst, når den er værst (bedst). Det minder om billederne af den forsvundne Madeleine, som heller ikke ligner det hun måtte være i dag. Billederne af den unge Breivik. Kafka.
Disse uhyggelige ikoner, som er hentet i een sammenhæng, og tvunget ind i en anden, hvor de SKAL repræsentere noget og nogen de ikke er - men det alle vi voyeurere grådigt gør dem til.
Måske forstyrrer det mig, fordi fotografier netop er kendetegnet ved en ubrydelig kronologisk sammenhæng mellem tid, sted og menneske - som medierne titanisk æder op i en vulgær sags tjeneste. Et billede er ikke kun ærligt i sit skin, det er det også overfor historien. Og da Adam Lanza var 12 år gammel var han ikke morder. Han var et potentielt offer for sin egen forbrydelse.

Uden anden forbindelse end tragedien dette link: http://www.information.dk/320403
til et essay af Christan Mørk

NØJAGTIG POESI

UGENS FANGST AF FANTASIFULDE FRASER - uge 52

Lad årets sidste uge love godt for det nye år sprog og talemåder. 

Det er lykkedes mig at indsamle, hvad jeg tror er ærlige forsøg på at pudse sprogets fantastiske muligheder for at sige sandheden op til nye bud på, hvordan man siger det man plejer at sige:

"Jeg vil gerne gøre det lidt godt for mig selv."

Udsagnet er tydeligvis et forsøg på ydmygt at ønske at (måtte) gøre noget for een selv. Men det er også tydeligt sammenstukket af udtrykket 'lidt godt' - som typisk er noget spiseligt/drikkeligt - og så det at 'gøre noget for sig selv'. Den endelige klang er hyggelig og måske meget passende for tiden. Den forandrer dog også det man vil gøre for sig sig selv til noget mere nydelsesorienteret.

”Kast ikke med sten når du selv har boet i et glashus.”
Trofaste læsere vil vide det ikke er første gang jeg har kastet mit blik på denne talemåde. Denne variation udtrykker dog en særlig tidsfornemmelse i kombination med almindelig moral. Hensigten har givet været at opfordre til refleksion og historisk bevidsthed - måske også socialt ansvar. Jeg kaster bolden videre uden at blinke.

"Forgøgler." 

Udtrykket stammer tydeligvis fra 'foregøgler' - at 'fake' noget eller 'lade som om' - fx i vendingen "Han foregøgler at have forstand på sprog." Men her bliver den til at helt nyt ord beslægtet med at 'forvandle' eller måske bedre 'fortrylle.' Det smukke er, at det gamle ord 'gøglebillede' vækkes af sin tornerosesøvn.

"Men det med at være centrum i pressens nåleøje har aldrig drevet Jacob Bellens."

Her er jo tale om poesi. Minimum metastaseret metaforik hentet i en vildtvoksende have af bibelsk, biologisk og måske også 'bellensk' sprog. Selv betydningen og dermed intentionen med udtrykket fortaber sig i de fantasifulde vover; handler det om hvad pressen er eller kan gøre for kunstnerne? Handler det om hvor voldsomt det kan opleves at blive omtalt? Eller handler det slet og ret om, at en ellers erfaren skribent har givet los og ladet sproget tage for sig af rettelserne?

Vi tror det sidste. Og tak for mad og vin i glas. Det var godt med lidt gådebillede til sig selv.

God jul og godt nyt år.

Eksempler overhørt og hentet i radio (P1), Gaffa og mit professionelle virke.

BLOMSTERBILLEDER - FLORA IMAGO

AKTUELLE MUSIKALSKE ANAGRAMMER

Alt om GAFFA, deres liste og show ufortalt - her er listen over årets danske albumkunstnere (albumformen hermed anbefalet) 2012 som den ser ud i anagrammatisk bearbejdning fra Le Bureau Rouge
Listen er hentet på Gaffas hjemmeside

1. Før Vi Blev Lette af Christian Hjelm / HAJMIL NITSCHER
Man kan høre kombinationen af filosofi, udholdenhed og dyrisk vilje

2. Piramida af Efterklang / ENGLEKRAFT
...

3. School of Euphoria af Spleen United / PENISLUNTEDE
Et band der til at tænde den og fyre den af

4. Kids & Drunks af The Floor Is Made Of Lava / AMATO HVALFEDE SOLORIF
Man fornemmer kærlighed til storladent guitarspil

5. Observator af The Raveonettes / TEEVAH TEENSORT
Godt mix af populærkultur, myter og evigt ungdomssind

6. Alt Sammen, Lige Nu af Nikolaj Nørlund / JUNNOR KØLILAND
Han er søn af Norden

7. Rolig Under Pres af DJ Static / CD SJITAT
...

8. Skandinavisk Lyst af Love Shop / SELVHOOP
Nu er Jens Unmack (Junkmascen) helt alene om at lege

9. Oppefra & Ned af Søren Huss / S.H. ØRESNUS
Initialer er billige løsninger i anagrammer - men øresnus var for godt til at droppe. Shh

10. Lukas Graham af Lukas Graham / SMUKH GALAAR
...

REBLIK - H.C. Andersens nye eventyr

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Parafili for papir

 

Hele den lykkelige affære med H.C. Andersens nyopdagede eventyr skal ikke kommenteres her. Hverken når det kommer til den evindelige uundgåelige biografiske tolkning, eventyrets mere eller mindre lødige eventyrtræk eller den unge Andersens talent og interesser.
Påpeges skal det i stedet, at eventyret blev skrevet, kopieret, gemt, glemt og opdaget alene af den grund, at det befandt sig på papir.
Vi er en stor, stor gruppe mennesker som samtidig med at glædes over opmærksomheden på Andersen, også fyldes af en helt særlig kriblende glæde over det uafviselige faktum, som dagens fund har slået fast: Papir husker, papir findes, papir tager altid ukritisk imod, papir har sjæl, papir er bevis, papir er så helt igennem vellykket en sammensætning af materialer og funktion man kan forestille sig, og papir er indtil videre det bedste svar på tidens nådesløse gang. Papir er og bliver en garanti for at vi mennesker kan tænke og kommunikere uden for vore hoder.
At Andersen også vidste dette vidner hans tegninger og papirklip om. Og 'Pennen og Blækhuset'. Og 'Nissen hos Spækhøkeren'.
Dette står på en blog. Stol ikke på det før det er printet.

http://politiken.dk/poltv/nyheder/kultur/ECE1841210/dokumentation-se-det-historiske-papir/

I ANLEDNING AF NOBELPRISEN I LITTERATUR,

der som bekendt går til kinesiske Mo Yan og kritiseres fra flere sider, vil  jeg gerne minde om Villy Sørensens fremragende 'bagatel' "Festtalen". Den begynder sådan her:

"Samtidig med at han blev opfordret til at holde festtalen ved regeringsjubilæet, meddelte medierne, at han havde fået den ærefulde opfordring - som altså var en befaling. Han var stærkt benovet, var han også en lille smule beæret?
  Til forskel fra mange kolleger havde han aldrig snakket magthaverne efter munden; han havde ganske vist heller aldrig taget bladet fra munden, hvad et par kolleger havde gjort, der derefter ikke havde haft mulighed for at ytre sig. Han forstod nok hvorfor de ville have ham til at holde den tale; han var en af de få, der stadig nød en vis international anseelse, fordi det fremgik af alt, hvad han havde skrevet, især før, men mere indirekte - også efter magtovertagelsen, at han var imod alt, hvad regimet stod for. Hvis de nu kunne få ham til at hylde det, kunne det, ikke mindst udadtil, bruges som et vidnesbyrd om den store tilslutning, regimet hævdede at have hos hele befolkningen."

Jeg vil altid gerne minde om Villy Sørensen.

se mere her - http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/2012/12/10/135536.htm

EN SCENE

UGENS FANGST AF FORLISTE FRASER

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Svig navnet

 

Temaet er tydeligvis den uheldige - men klassiske - sammenblanding af talemåder:

Han har malet sig op i en krog. Man er enten "trængt op i en krog" (uden udveje), eller også har man "malet sig op i et hjørne" (i princippet også uden udveje, men man kán jo tage en tur på tæer henover det nymalede!).
Jeg kan ikke dy mig for at blive trængt op i et nymalet hjørne.

De ser ikke den hvide elefant i rummet. Tilgivelig fejl, al den stund vi her har fat i et forholdsvist nyt udtryk. Men enten taler man om "hvide elefanter" (håbløse projekter), eller også er der tale om ikke at "se elefanten i rummet" (nægte at tale om et åbenlyst problem). Jeg kan ikke nære mig for at nægte at se den hvide elefant i glasbutikken.

Hun går nok ikke ned med skibet. Interessant samkøring af to helt modsatte betydninger. Går man "ned med skibet", så udviser man stort mod og ekstrem pligtfølelse. Går man "ned med flaget", så mister man modet og giver op.
Jeg kan ikke undgå at gå ned med flag, mus og mand.

Tvunget ud af busken. Her er jeg tvivl om vi har endnu en selvopløselig kombination eller noget helt andet. Som regel "stikker man hovedet i busken" (gemmer sig og/eller nægter at se et problem i øjnene) - og måske er det præcis dén manøvre man ønsker at ændre, for talemåder, hvor man "tvinger" hedder noget med at "tvinge hesten til truget". Sandsynligvis er der tale om en vending (at være tvunget til noget) i kombination med en talemåde. Men sød det er den.
Jeg må simpelthen tvinge hodet i busken!

Alle disse autentisk overhørt på P1Morgen (hermed anbefalet) eller i levende live.
Bragt til Dem med ild & swing.

AKTUEL LITTERÆR ANAGRAMMTIK - uge 47

Listen er lavet ud fra 'Bestsellerlisten' i Information, der igen bygger på salget i Anrnold Buscks boghandler - tak for lån. Man vil tilgive de mange initialer ... listen lagde ligesom selv op til det.

1) J.K. Rowling: Den tomme plads / L.J. Ringwork
2) E.L. James: Fifty shades - fanget / Jes Male
3) Ken Follett: Verdens vinter - Giganternes fald 2 / L.T. Fleknote
4) E.L. James: Fifty shades - Fifty shades 2 / A SM Leje
5) E.L. James: Fifty shades - Fifty shades 3 / Ejeslam
6) Jan Guillou: Dandy - Brobyggerne 2 / Jou Nulliga
7) Christian Jungersen: Du forsvinder / H.C. Anntigrus Sjirene
8) Lars Kepler: Ildvidnet / L.R. Realspek
9) Carlos Ruiz Zafron: Himlens fange / R.R. Azucar Los Zifon
10) Mads Peder Nordbo: Odins labyrint - Et glasbarns fortællinger / M.D. Oberon Spredda

HÅNEN SOM FORSTÅELSE

Udstillingspraksis

 

"Se den fede nar! Han er da vist godt selv klar over den er helt gal med vægten. Eller også har hans blodtryk bere besluttet sig for at få ham til at se flov på vegne af hans deller."

 

"Hallo dame - madam Mimre, røg hattenålen gennem hovedet i morges, hvor pudderskyerne hindrede udsynet til  det guldindrammede spejl?"

 

"Er hun en MILF?!"
"Hun er en MILF, hvis der var en MILF, så er hun den. Du er fandme heldig at ha' sådan en mor, mand"

 

"Du mener hende, der ligner tapet ... på en god dag?"
"Ja. Savsmulds."

 

Som alt andet på dette sted er det bare en intuitiv teori - den kan findes i lignende eller sågar samme form andre steder, eller den kan være forkert. Det kan også være den er så banal, den egentlig slet ikke er fremsætbar. Og undskyld for det lange tilløb, men dels er det fordi jeg er flov over min egen praksis i til- omtalen af mine medmennesker, og dels ved jeg ikke helt hvordan jeg skal arbejde mig ind på sagen.

Men: Som De kan se af indlæggets titel handler det om at bruge den onde karakteristik, når vi skal forstå, tale med og omtale andre mennesker. Jeg tror jeg så mønstret i min egen måde at navigere på. I den bedste mening naturligvis, og humoristisk, men alligevel, så kan jeg godt finde på at bruge mine medmenneskers svaghed som udgangspunkt for kommunikation og dermed forståelse. Ovenstående eksempler er tænkte - men vi er ikke langt fra noget, jeg kan høre mig selv og andre sige.
Selvsagt er der forskel på den direkte konfrontation og distancen - men dybest set tror jeg vi i disse ulykkelige tider er tilbøjelige til at tage udgangspunkt i fejlene og det fjogede. Jeg har således en svaghed for sko, accessories og selvværd, som jeg da ikke et sekund betvivler bliver ud- og afmålt i andre sammenhænge end mit eget hode. Tænk over hvordan De selv gerne starter med det, der ikke fungerer hos andre (Jeg ser det, der blev skrevet en Bog om det, for snart længe siden! Jeg vidste der var noget bekendt ved det.), frem for deres kvaliteter. Spørgsmålet er hvorfor? Hvorfor gå den vej?
Hvorfor stand-up'ernes standret? Hvorfor reality'tv's freakshow? Hvorfor dokumentarfilmenes gabestok? Hvorfor den hurtige hån? (Og er jeg den eneste der ser middelalderen tale med?)
Af to grunde: Humor er det nye ironi - det er sjovt, og man kan med humor få sagt mere end een ting ad gangen, så den sparer tid i forhold til analysen (som sidst var på mode i 70'erne?). Og vi har som bekendt satanædemig travlt for tiden.
Og så fordi alt det vi ellers gør, er at kæmpe for at opretholde en vis standard gennem vores virtuelle, virkelige og i begge sammenhænge stilkonstituerende apparrition. Hånen er en slags modbevægelse (efter Biblen kom Kapitalen - og med de to bøger i biblioteket kan man komme langt ... nej, Peter Plys skal stå imellem dem) til al den stukkatørpraksis vi fylder vore hjem og rynker med. Nogen skal jo gøre det. Noget skal jo gøre det: Pege på vore utilstrækkeligheder.
Blot skal man spørge sig selv, om det vi kalder afmontering - som kan være en virkelig god og nærende ting for eget og andres kringlede jegforståelse - ikke her faktisk er gemen selvhævdelse, som har forklædt sig i uhellig alliance med humoren?
Hvad siger du - din letlæste, lille plirrende lort?

BILLEDE = TEKST