Logan's lip #2



Det ta'r kun 5 minutter

faktas slogan hár gået sin sejrsgang over det ganske land. Det fik (som fx Rexona, Danmarks Idræts-Forbund og Kohberg også gjorde og Telia gerne ville) hul til det for slogans så lukrative hverdagssprog og den danske idiomatik, med deres "Det ta'r kun fem minutter - men vi vil så gerne have du bliver lidt længere". Betegnende nok for problemet med deres slogan i dag, er netop, at det var den sidste del, som gjorde det til et sjovt og kreativt slogan - både i deres tv-reklamer, men også i de hverdagssproglige sammenhænge, hvor alt muligt, som "kun tog fem minutter", fx at finde en parkeringsplads eller skide på et offentligt toilet, kunne efterhænges et helt absurd og morsomt: "- men vi vil så gerne have du leder og skider lidt længere".
I dag hedder det (alfald på faktas hjemmeside) så kun "Det ta'r kun 5 minutter". Lad os lige kigge på grafikken først. fakta er jo ligesom fx ARoS og HÜMÖR, lykkedes med at få indbygget deres navn i selve opsætningen af bogstaverne. Point for det! Hvergang jeg ser ARoS-navnet kan jeg ikke undgå at tænke på Peter Laugesens beskrivelse af det lille "o" som et røvhul (Inf. 30.01.03) ... han kunne heller ikke lide navnet på det nye hus. HÜMÖRS overhængende prikker er i sådan en sammenhæng ikke øjne, men antallet af cifre på kasseapperatet, når man anskaffer sig en "humoristisk" beklædningsgenstand. I faktas slogan indgår både en apostrof "'" og et ciffer "5". Apostroffen er absolut i orden. Slogans skal - grafisk eller blot udtalemæssigt - bestemt rumme en mundrethed. Point for det. Værre med 5-tallet. Det er grimt sammen med bogstaverne, stikker - selv for en reklamegenstand - for meget ud. Omvendt ville det jo også gå helt galt, hvis man skrev: "fakta - Det ta'r kun fem minutter", for se ville det se ud som det var enelleranden embedsmand, som under pres i en håbløs omskoling var sat til at skrive slogans. "fakta - Det tager bare fem minutter af Deres tid".
Det står altså 2-1. Vi mangler et par selvmål. Det åbenlyse selvmål er løgnen. det ta'r ikke fem minutter. Det ta'r helt sikkert mere. Nogle gange tager det tre gange så lang tid, hvis man skal stå i kø. Hvad man nemt kan komme til på Vesterbro i Aalborg fx. Der er nok en grund til sloganet ikke er at se INDE i butikken.
Allright - hvem lyver ikke i et slogan? Jeg synes man skal lade være. Bare for en tid: "fakta - det ta'r ikke lige så lang tid som andre steder". "Tefal - vi tror du kan lide vores produkter". "føtex - vi vil gerne gøre mere for dig, hvad skulle det være?"
2-2. Vi er nået frem til det afgørende selvmål, som meget passende hænger sammen med omtalte amputationen i starten. Hvis et slogan understreger at noget går hurtigt, må det være fordi det er en kvalitet i sig selv, at det er hurtigt overstået - så hvis det kun tager fem minutter i fakta, og det er godt, så må det være fordi det er rædsomt at købe ind der. Så deres slogan fremhæver faktisk det værste ved deres produkt. Udover at være stimulerende sprogligt afmoterede det oprindelige slogans andet sætning dette faktum. Vi vil selvfølgelig gerne have du bliver lidt længere, fordi det faktisk slet ikke er så slemt at handle hos os!
Det er muligt fakta mener de kan lave "en Netto", som med deres "DERFOR!" altid allerede henviser til at priserne er billigst - og derfor(!) ikke behøver skrive andet end det, for det har de gjort så mange gange før (det kan diskuteres som det virker, men det er en modig strategi), hvor mange af de nye, unge forbrugere kan efterhånden huske traveren - "men vil vil så gerne have de strigler lidt længere"?
Jeg bliver ikke længere. Farvel.

Spørgeskema til den trætte og modløse magasinlæser

Hvor ofte støder du på interviews med de samme faste spørgsmål hver gang?

Hvor ofte finder du disse interviews fascinerende?

Hvad har været din største oplevelse under læsningen af den slags interviews?

Hvem ville du ønske at se i den slags interviews?

Hvem kunne du ikke forestille dig optræde i den slags interviews?

Har du gennemskuet den fantastiske idé i disse interviews? (Man kan sammenligne svarene!)

Har du oplevet nogen journalistiske gennembrud i disse interviews?

Synes du den slags interviews respekterer eller ikke respekterer deres ofre?

Synes du den slags interviews respekterer eller ikke respekterer dig?

Tror du Sankt Peter bruger noget lignende?

Vil du bruge disse spørgsmål til andre læsere?

Jeg tænker jeg synes jeg føler jeg tror - nok



Brain dam

Lige siden min (ellers) gode ven Jeppe fangede mig i at bruge forleddene "jeg tænker" på en af mine udredninger eller kommentarer, har udtrykket hærget min opmærksomhed. Jeg hører det alle vegne HELE tiden. Udtrykket må have et viralt peak disse tider - det smitter, og vi talende er åbenbart ikke vaccineret mod det.
Udtrykket er som udgangspunkt selvsagt en sproglig markør, som skal bane vejen for det efterfølgende udsagn. I den forstand kan det sidestilles med en lang række andre almindelige sproglige greb. Men modsat Michael, som bestemt ikke bryder sig om udtrykket - hvad jeg i øvrigt heller ikke gør (hvorfor han 'fangede' mig) - mener jeg ikke det er udtryk for en særlig form for afrundet og følende argumentation. Jeg vil hellere se det i (mental)historisk perspektiv.
Teorien er som følger: Inden for de sidste tre tiår har forledene bevæget sig fra "jeg tror" over "jeg føler" via "jeg synes" til det nu meget snart totalt dominerende "jeg tænker". Hvorfor det? Se på ordene! Vi er gået fra at være religiøst funderet (al fald i den sproglige praksis) i en art tro på vores udsagn, til at være mere følelsesmæssigt defineret (styret af det ægte jeg!), derefter blev det mere politiseret og bevidstgjort - den såkaldte "synsning", som jeg bestemt også fik nok af, for nu at være landet i disse tiders højhellige hal: Kraniet og med det JARNEN! Det er da også oplagt at videnskaben efterhånden har gennempenetreret sprogbrugen med sin argumentative og - al fald sammenholdt med denne korte mentalhistoriske linie - afpersonaliserede og dermed ret så ansvarsløse position. Man skal ikke gå og tro videnskaben kun vil os det godt. Videnskaben lider under en så kronisk ensporet mangel på moral i så mange henseender, at den har været nødt til at opfinde et speciallegeret ekstra cyborgben for overhovedet at kunne bevæge sig. Sic.
Det er som om udsagnet "jeg tænker" skal bane vejen for, at bare der er lys i pæren så er man kvalificeret til at fremføre sine teorier uimodsagt. Der er ret beset ikke langt til den kvælende synsning, hvor det pseudokartesianske belæg lå i, at når bare man er er 'sig selv', så har man også ret. Nå ja, stillet overfor den cerebrale bulldozerretoriks "jeg tænker" er det lige ved man kunne savne et enkelt quasifilosofisk "jeg synes" til at bløde tingene lidt op. "Jeg tror" er for altid for tabt: Når (hvis) man bruger det i dag, er det netop udtryk for, hvor håbløst lidt man ved! Det er da ikke udtryk for, at man har overvejet, tvivlet og siden fundet fodfæste ... min Herre, min Herre, hvorfor har du forladt mig her på retorikkens slagmark?
"Jeg føler"? Jeg tør dårligt nok skrive det! Hvis man skulle komme for skade at ytre de to ord gør man klogt i ikke at sige mere. Så kan de til nød kvalificere sig som en art humanistisk statement, eller måske bare et mentalhygienisk nap i nakkedellerne. Hvis jeg går så vidt som til at "føle" noget som helst om noget som helst begrebsligt eller måske endda politisk, så er det ud og skide sig (godt biodynamisk, men altså alligevel) tom i nælderne sammen med alle de andre hippier.
Velan! Sådan kom brikkerne til at stå. Så kan du synes om det hvad du vil - du kan endog tænke dit. Jeg vil øve mig på de næste forled, der kommer dominere det sproglige karantæneområde vi kalder dansk: "Jeg siger".

ULYKKELIGE TALEMÅDER - OM MÆND

HVER MAND ER SIN EGEN ULYKKE NÆRMEST


MAN KAN ALTID KENDE EN MAND PÅ STØRRELSEN AF HANS ULYKKE


VEJEN TIL EN MANDS HJERTE GÅR GENNEM HANS ULYKKE


EEN MAND KOMMER SJÆLDENT ALENE


NÅR MANDEN ER STØRST ER ULYKKEN NÆRMEST

Logan's lip #1

Det er til dig

Og velkommen til ny kategori: Slogans og deres indbyggede logik eller mangel på samme.

Telias slogan er (pt) "Det er til dig". Ideen er tydeligt nok hentet i den fælles forståelse af tingen og teknologiens intetkønnethed, og yderligere boostet af metaforen "en samtale er en ting". Så ting der kommer gennem æteren - her typisk samtaler, men efterhånden vel også MMS'er, SMS'er og måske endog mails og invitationer - tager Telia sig af!
Bare fordi det er første gange vi prøver dette, tager vi den ellers under bom-pointe med også, at Telia og alt deres væsen også, "helt filantropisk", men også ubetinget og monopolistisk uliberalt i sin grund, er til dig. Du må ikke have andre selskaber, for dette er til dig!
The slip? Det der gør, at Telias slogan kvalificerer sig til at komme på listen over svipsere, er ganske enkelt - at den mundrethed der ligger i ytringen "det er til dig", stammer fra en tid, hvor man kunne komme for skade, eller hvor det ligefrem var amindelig praksis, at man tog den telefon som ringede, hvis man var i nærheden af den. Det sker aldrig længere! Al teknologi er sat op til den enkelte og bestemte bruger. Fastnet er for gamle mennesker, som i øvrigt bor alene. Ingen telefoner ringer steder, hvor man ikke ved, hvem de er til - muligvis på et kontor, hvor samtaler bliver stillet om x antal gange, og ender overfor den person, som egentlig skulle modtage den, men ikke i Telias (går jeg ud fra) klart afgrænsede privattelefoni.
At sloganet skulle være bygget på den sjove men sjældne hændelse, hvor nogen ved hvem nogen er sammen med men ikke kan ringe til (strøm, lydløs, slukket) den ene nogen, og derfor ringer til den anden, som så himmelfalden (afpersonalificeret) må kigge på den anden og sige: "Det er til dig", anser jeg for utænkeligt - og i bedste fald en dårlig afspejling af den almindelige udbredelse et telefonselskab gerne ville have.
Farvel.

Rabbit in Pursuit



Intromission - ekstramission

Lige i øjet!

Jeg er i den lykkelige situation, at min arbejde til stadighed giver mig mad til tanker. Af og til så ovenud urimeligt stillet, at tankerne ikke er til at slippe. Senest et kapitel i bogen PANORAMA (Systime 2007) om landskabsmaleriets historie, hvor Hans Jørgen Frederiksen førte mine elever ind i byzantisk og ungrenaissancekunst og deres medfølgende billedsprog. Til mig efterlod han et afsnit, der handlede om forskellen på at se og indse, og med den en helt ny måde at forstå mine egne øjne på.
Kort fortalt handler det om man vil at billeder skal illudere eller illustrere. Det er hårdt og i en følsom verden som kunstens og dens mange organiske udskud og sideskud og grozoner alt, alt for kategorisk, at sætte således op - men vi gør det alligevel: Middelalderkunsten og dens ligesindede perioder og stilretninger var interesserede i at vise sandheden, det egentlige - hvis Abraham gennemgik tre faser i sit forhold til troen, så ser vi Abraham tre steder på samme mosaik. Hvis den hellige Jomfru Maria er alles moder, så skal hun være så stor at hun kan favne alle dem, der er omkring hende. Når renaissancemennesket - eller renaissansanceøjet - betragter hende, siger det, at hun er større end de andre. Så maler renaissancemennesket et billede, hvor Jomfru Maria er i samme størrelsesforhold, som de andre personer på billedet. Gæt hvad byzantineren siger. Hvorfor har hun mistet sin betydning? Og de det ligemeget om kunstneren har malt hende så indtagende og omsorgsfuld som muligt.
Renaissancemennesket vil have kunst som passer ind i perspektivet, lysets brydning, jordens krumning og klædernes fald. Renaissancemennesket vil have illusioner - gengivelser af den virkelighed som kunsten fortæller om, han vil inviteres med, omgives, dyppes og fortabes i den kunstiges lighed med det faktiske. Hvis nadverbordet er med nytter det ikke at alle benene når ned til samme linie på gulvet - rummets dybde må tvinge dem fra hinanden og tallerknernes ovaler er en betingelse for at vi overhovedet vil begynde at acceptere der var så meget som et brudt brøds krumme på spil den aften. Byzantineren ved at alle bordets ben når ned til gulvet, at tallerkner er runde som planeter og det kunne aldrig falde ham ind at fremstille det anderledes. Gjorde han det forsvandt Jesus som det virkelige væsen jo!
Den amerikanske videokunstner Bill Viola har fat i meget at denne modstillingens dynamik i mange af sine produktioner - for han han tager højde for, at brugen af kameraets ufejlbarlige gengivelse af virkeligheden suger hele renaissanceblikket til sig, ved at bygge kulisser, som ikke overholder perspektivet og ved at trænge tider og kronologi sammen i epikken. Det er blandt andet derfor hans værker er så holdbare, tror jeg.
Der hvor modstillingen for alvor begyndte at æde sig ind på mig var dels de nyligt beskuede billeder i Firenze, hvor Fra Angelicos tidlige murmalerier og ikke mindst Lorenzettis panoramaer tydeligvis havde lejret sig dybt, og så i biografens sanselige borbardement. Er det virkeligt sådan, at det vi mener er den helt store og overbevisende filmoplevelse - fx i 3D! - slet ikke er så overbevisende, men blot en illusion? Er det sådan, at de billeder nogen har genereret dybest set kun skal tilfredsstille den tekniske og perspetiviske forståelse af verden? Er det sådan, at film, med traditionelle dybe billeder og fremadskridende handlinger, slet ikke er sande? Men derimod kan en række mennesker, som åbenlyst påstår de er nogle andre end dem de tydeligvis er, som løfter en pind og siger den er et gevær, som bryder ud i sang midt i en samtale, som voldtager hinanden uden at tage bukserne af - fordi de har begge ben på jorden når de gør det, og fordi deres baggrund ikke fortaber sig i perspektivet, men derimod stopper med teatrets bagtæppe, pludselig være sandheden?
Tænker eller føler du i biografen - kigger eller mærker du?
Tænker du eller føler du i teatret?
Og hvad med næste gang du skal vælge et postkort?

Aaaauuuuuuuhhhhhhh!

Man skal aldrig skue ulven på luven

Mange lyde trigger mange følelser. Dufte trigger minder. Smage steder? Måske et vel hurtigt ræsonnement, men så kan man tænke over det. Her skal det handle om de lyde man reagerer på øjeblikkeligt. Lyt engang til linket på overskriften ... (((( )))) ... Aha! Kuldegysninger? Gru måske? Kriller? Sugen i maven, hvis jeg smider dig ud i en skov, der dufter af vådt træ og sur bund? Slukker dagen, tænder månen. Lader lidt ånde flyde som tåge fra din halvåbne mund. Strammer om brystet så åndedrættet bliver kort og hektisk. Hvis intet af dette rør dig er du muligvis mere civiliseret end mig - eller også er du meget mindre.
Man snakker i flere sammenhænge om hvordan reaktionsmønstre fra urmenneskets hverdag stadig spiller ind på det spinkle liv, vi elendige civilister prøve at stable på benene med farvede huder, skove omsat til møbler og nødder, bær og rødder blendet til smoothies. Derfor overvejer jeg om ulvens tuden på samme måde blot er en atavistisk adrenalinpumpe, eller - hvad jeg egentlig synes ville være mere interessant - udslag af en mytologisk og kulturel fintuning af et væsen og dets lyd.
Bortset fra Lille Stygge Ulv og den ulv Romulus og Remus diede er der ikke mange go'e og rare ulve i den vestlige kulturs baggage. Altid er de blevet brugt som uhyggespredere og varsler. Altid er lyden af den hylende ulv sat på som trumf, for at gøre ensomheden og udsatheden ekstra tydelig. Personligt i en grad så en rævs ellers ikke imponerende galpen IRL kan gøre noget af det samme! Selv på de - ellers fra dyrenes synspunkt objektive - naturkanaler, trænger ulvens snerren og kolde blik lige ind i hjertet på een. Sig mig - havde urmennesket ikke fjender, der var større, flere og statistisk set langt farligere end ulven? Bjørnen (i dag teddybjørnen!) eller ilden (i dag fyrfadslyset!) for eksempel?
I Aalborg Zoologiske Have havde man i 70'erne ulve. De gik med deres karakteristiske hoppende krop og ludende hoved i vatter og blikket klart som glas, i et bur tæt på havens yderste hegn. Når man på den nærliggende skole hørte løvernes brøl var det en næsten hyggelig påmindelse om haven, der var fyldt med aber, popkorn, is og klappegeder - vi Aalborgbørn bliver aldrig blaserte! Men den tuden som aldrig lød fra ulvenens struber var i den nøgne tanke skrækkelig som døden. Usynlige i deres snavsede grå pels, lydløse og evigt cirklende, som en spiral fra underbevidstheden, var ulvene havens største skræk.
Spørgsmålet er jo kort og godt om man kan opdrages til at frygte et dyr? Urmennesket behøvede ikke opdragelse. Det fik en lang række instinkter med i fødselsdagskagen - og resten kom fra de rap over fingrene de fik. Nogen må have fortalt og vist mig til bevidstløshed (netop!), at ulven er det mest uvenlige og uhyggelige dyr vi har. Der er jo ingen kære mor, der har sagt: "Når du skal hjem fra skole, så pas på ulvene! De er livsfarlige!"

enden af regnbuen For

WYSIWYG

Det er regnbuesæson. Ved ikke hvor mange jeg så i sidste uge - og i hvert fald fem på Fanø i weekenden. På Youtube er et nyt væsen ved at skabe sig 15 millioners berømmelse. I den mexicanske golf ligger der døde regnbuer overalt på vandet.
Ethvert barn har hørt myten om, at der for enden regnbuen befinder sig en krukke slash kiste med guld slash guldmønter. Jeg er Disneybarn, så min krukke ligner noget Onkel Joakim og Carl Barks har drømt sammen: Tykmavet, tykbundet, fyldt med fede dukater og ikke til at slæbe afsted. Andre har andre associationer.
Noget pirrer dog mine tanker ved dette billede. Ikke tegningen i Anders And - den er præcis som den skal være - men myten og historien. Der er intet nyt i at der knytter sig fortællinger til naturfænomener - det er vel nærmest en antropologisk grundsætning og lykkeligvis et originalt eksempel på menneskehedens intellektuelle fortrin. Men når man finder en sten med hul i (nogle kalder det en "ko", andre en "lykkesten", andre igen vist en "øjesten" ... nej det sidste fandt jeg bare på), så betyder det lykke. Yep. Sådan. Lykke som en tube brylcreme til en mand med rigtig mange hår på ryggen. Som kun Kim kunne have sagt det. Og for at fortsætte i hans flow: Det betyder ikke du får en Audi A6, en et sommerhus ved Blåvand, et par stålindfattede briller, et par silkekimonoer eller en flinteøkse. Det betyder helt abstrakt og helt i overensstemmelse med moder (over)natur blot lykke. Samme måde med katten over vejen. Sol og regn. Mariehønen betyder godt vejr. Gøgen kukker leveår. Månen, liljen og ulvens tuden. Firkløver, lykkeben og spildt mælk. (Over)Naturens tegn er abstrakte, uhåndgribelige og følsomme.
Så hvem slæber en krukke med guld ind under regnbuen?!
Der er noget som ikke stemmer i varslet. Naturen giver ikke tegn, som hører den materielle verden til. Eventyrerne måske. Fra dem kender vi mange eksempler på, at det ene eller det andet - og i eventyr jo af og til med (over)naturens hjælp, gør den fattige bondedreng slash pige rig til deres dages lykkelige ende. Men ikke når det kommer til myter og overtro. Her er der noget galt med regnbuen som et simpelt pekuniært symbol. Jovel der er en morale i, at hvis du tror det passer, så får du ikke andet ud af dine forhåbninger, end udstillet din grådighed til alverdens gnækkende "sagde vi det ikke nok" kommentarer. Fint nok. Men myter er ikke moraliserende. De er sande på et helt andet niveau.
Nogen på kanten af den moderne tid må have slæbt den skide krukke derind. Måske Carl Barks. Helt sikkert ikke Onkel Joakim.

Cholokade

Mærkevarer tager vare på mærket mere end på varen

Jeg er ikke en slikfixer, hvertfald ikke hver dag, men jeg er meget hooked på slik som sådan. Mere om det en anden gang; her handler det om et særligt stykke slik. Jeg blev skeptisk introduceret til en chokoladebar af nogle yngre mennesker, som kender de nye mærker bedre end jeg. Jeg mente i første omgang der måtte være tale om en fejl, da de nævnte en "Marabou Daim" (her skal indskydes, at det kan være svært at vide, hvordan navnet skal udtales: Som eet: Mercedes Benz? Som navnet på en særlig type: Magnum Gold? Eller med samme vægt: HTC Columbia?).
Min skepsis skyldtes jo, at det umiddelbart lød som "ost med ost". Daim er jo en chokoladebar i sin egen ret - hvorfor i alverden skulle den pakkes ind i mere chokolade? Javel - Daim er måske mere rettelig en karamelbar, men ikke desto mindre er karamellen drageret i en ganske lækker lys chokolade.
Baren findes selvfølgelig. Hvis der er noget yngre mennesker ved noget om, er det slik. Og jeg købte een samme dag. Den smagte af Daim. Og Marabouchokolade (som jeg i øvrigt altid har fundet en smule for indsmigrende sød og flødet. Daim er god karamel - lige fra panden). Tilbage stod spørgsmålet om, hvorfor dog? Hvorfor dog ikke lave en Daim x-tra chocolate, eller en Marabou karamel?
Fordi smagen skal mærkes som et mærkes smag. På samme måde, som hvis du skal have et tyndt og blødt lommetørklæde, for så skal du have en Kleenex. Hvis du skal have et smørbart nøddechokoladepålæg skal du have Nutella. Hvis du skal have en bar med karamel skal du have en Daim. Og det ligemeget om det der er tale om en anden producent. Princippet er jo rystende udbredt - ikke bare i fødevareindustrien, men alle mulige sammenhænge, og man ser det mere og mere: Goretex, Zeiss, 3M, Chiquita, Smarties, B&O, ... brands are screwing around with brands - måske er især brands, som har en meget bred produktvifte en særlig interesse i at få et specialbrand tilknyttet. Under alle omstændigheder må filosofien være, at hvis mærkevarer er udtryk for kvalitet, så er dobbeltmærkevarer udtryk for dobbelt kvalitet! Ikke sådan i tilfældet Marabou - hvis man smager på den. Hvis man bare æder den kan det meget vel være man virkelig synes man har fået noget for pengene!
På mit morgenbord står en pakke Crüsli (brands, som kan få bygget en visuel markør ind i navnet ér for seje/smarte/irriterende), som udover det ganske rædselsfulde imagepleje på bagsiden, har en annonce for Tropicana (pure premium!) juice på siden? En variant af mærkevarebolleriet? Denne juice har VI (Crüsli-folket) godkendt - derfor er det IKKE en annonce du ser på siden af pakken, men et cool mærkevare-til-mærkevare-netværk DU får adgang til.
Første gang jeg så en After Eight-is var jeg ved at besvime, da jeg så den stod ved siden af en Lionbar-is gav jeg slip.
Der er intet i vejen for at sige noget smager som en Big Ben-karamel (den med lakrids, som egt. er for blød, men har en ret spændende smag, der kun lige flirter med salmiakken), eller en Toms skildpadde (hvis hovedattraktion er det bestialske cum-shot af karamel - fra et i øvrigt komplet usexet og flegmatisk dyr - ikke smagen, som man bliver hæs af) - problemet opstår når smagen ikke har et eget navn: Karamel, salmiak, fransk nougat, pebermynte ... men er blevet til et mærke: skulle det være en santa-maria-hakkebøf og et fanta-condom? Hvornår er mælk ikke længere mælk men et glas Arla? En skive ost en Klovborg? Prøv evt. med andre forbrugsgoder: "Jeg vil gerne se på et par Adidas." "Hvor står Jeres Sony'er?" "Åh, jeg har brug for en kodimagnyl!"