onsdag den 27. juli 2016

HAMBORG MALPENSA

















Terrortialsang

Sad i Hamborg lufthavn og tænkte på bomber, men uden held. Det hele var for almindeligt - ikke ligefrem trygt - men bare almindeligt, og man er alt for optaget af noget andet. Frygten, som man mærker foran tv’et eller avisen er abstrakt. Bomben er konkret. Planlægningen af anslaget abstrakt. Bomben er konkret. Risikosamfundet er en konstruktion. Bomben er konkret.

Jeg prøver ikke at lave en lækker filosofisk problemstilling ud af terror - jeg prøver at forstå, hvad det er, hvordan det virker.
Når jeg tænker på, hvor umuligt det var at forestille sig ulykker på rejsen, når man rejste med sine små børn. Gud måtte da holde hånden over dem, mine små børn, og dermed også mig. Er det dét skjold man (terroristerne) hamrer løs på: At man ikke kan forestille sig det sker for ens børn - at man ikke kan se det ske midt i alt det almindelige? Var det meningen med Nice?

Jeg vil medgive, at jeg på denne sommers rejse var mere tilbøjelig til at sidestille alle de mange timers transit, tjek og tidlig transport med bekæmpelsen af terror - minimeringen af risiko, men det bragte mig ikke nærmere frygten. Jeg vadede gennem så mange andre møller og scannere end angstens. Viste pas og boardingpas af så mange andre grunde. Men et sted lige i nærheden af utålmodigheden og de endeløse gange og lede plastikbakker med plastikmad ligger en udmattelse og kæler med angsten. På alle hylderne med parfume og sprut stikker en tanke til meningsløsheden. Et besvær flirter med frygten for nederlag. 

Jeg tænkte den tanke at droppe alle sikkerhedsforanstaltningerne - som i en drøm, hvor alle maskiner sukkende går i stå og uniformerne sænker arme og instrukser. Klikkene, blikkene, summende, kiggende stop. Vi rejser på tillid og ære. Vi rejser på vores glatte ansigt og med rene hjerter. Alt hvad man skal bruge fungerer naturligvis - men man tjekker ikke andet og mere end billetten og baggagen for at sikre ingen står nøgne eller ender forkerte steder.
Hvad så?

Ville det regne med fly over alle verdens lufthavne? Ville metal og kød overtage terminalerne som en fundamentalistisk, rustrød, snerrende slyngplante og lægge alle rejsedrømme øde? Ville man trække sig tilbage som spolede man en dokumentarfilm om charterrejsernes succes baglæns? Ud gennem de automatiske glasdøre trukket af rullende kufferter, ind i bilerne i fuld fart baglæns på motor- og landeveje, ind i villakvartererne og lejlighederne, hvor den sidste kop kaffe venter på den rødternede dug?
Og kedsomheden.

Eller ville man være klar til at tage opgaven på sig at være menneske? Ikke dø som soldat, betjent, politiker eller demonstrant - bare som almindelig dansk dansker på vej til stranden? Stridsmænd for fadøl og fodbad. Kom lad os boarde flåden som det almindeligste i verden, rejse ud på opdagelse med åbent sind - mødige af et helt års arbejde i minerne, men også trætte af af se de værdier vi holder for hellige blive pakket mere og mere ind i ting og begreber, som ikke ligner dem: Demokratiet er gemt bag militæret, medmenneskeligheden bag paskontrollen, kærligheden bag rejsedokumenterne, stoltheden bag irisanalysen og personligheden bag nationaliteten.

Da jeg stod i kø i Milanos lufthavn, stod jeg bag en familiefar til tre, som havde benyttet opholdet til at få tatoveret sætningen “Molto nemici - Molto onore” på sin læg. Oversat betyder det “mange fjender - stor ære,” og signalerer således uden tvivl en kampgejst, der hører til i militæret - i krigen. Og så vidt jeg kan finde ud af, er det da blandt andet også brugt af italiens fascistiske leder Benito Mussolini i 1931. Faderen stod der imidlertid i civil og var på den måde måske udtryk for min drøm om, at vi som borgerlige partisaner tager kampen op mod alle de fjender vi har. Vi rejser ud som soldater - holder på og demonstrerer vor ret til tilbagelænet livsstil og nordisk frisind.

Eller også var han udtryk for det modsatte. Måske var han udtryk for at forestillingen om det fjendtlige, nu dominerer alle vore tanker og hele vores krop - at de menneskelige værdier endegyldigt er blevet koloniseret af systemet og dem, der med folkets gunst skiller snot fra skæg og får fra bukke og forventer tak. At vi nu kun har tilbage at hade og vente på man får slåsset færdig, mens friheden forbløder og vi fristet over evne vifter med fascistoide slogans i den tro vi endelig har forstået folkets agt og vilje.
Hvordan kæmper man for tanti amici - tanta gioia i stedet?

lørdag den 16. juli 2016

SØVNGÆNGERNOTER SYV






















På en tilfældig gade vokser ud fra de røde sten i boligblokkens mur en enorm tragt efterhånden som jeg nærmer mig. Jeg standser og ved, at taler jeg i denne tragt lytter præsidenten for Amerikas Forenede Stater til det jeg siger. Jeg overvejer en original måde at spørge ind til positionen som verdens mest magtfulde menneske, men han svarer uadspurgt og formfuldendt: Verdens mest magtfulde menneske er kunstneren.

torsdag den 30. juni 2016

SOMMEREGEN




















Når det regner om sommeren
er der tørt under træerne
sidste byge lyr i løvets tag.


lørdag den 18. juni 2016

JEG ER TRÆT AF HULEMENNESKET



















www.missing-link.com

Jeg er så træt af hulemennesket, fordi jeg i snart sagt enhver af livets udfordringer støder på ham, når man skal forklare, hvorfor problemerne er opstået eller skal løses. Tænk selv efter, hvor mange gange De har hørt tale om stress som betinget af vores stenalderreflekser, hvor ofte den kost vi spiser er dårlig for os, fordi vi faktisk burde være på palæodiæt eller leve af rawfood, hvor ofte den nye dagsorden i kommunikationens virtuelle univers af enkeltstrengede relationer ødelægger det urgamle behov for grupperelation og nærhed, hvor ofte klimaforkæmperne taler om en mere simpel livsstil - som ideelt set godt kunne ligne et fortidsmenneskes, hvor ofte hjernens mindset og kognitive evner skal parkeres hos det umælende fortidsvæsen som forklaring på ting vi kan eller netop ikke kan. For enden af alle nutidens sociale, biologiske og sågar teknologiske blindgyder står hulemennesket med hår på hele kroppen, ualmindelig dårlig ånde og griner ad os, fordi det har alle svarene.
Jeg er især træt af, at der simpelthen ingen merit er i at snakke om hulemennesket. Vi er kommet hele denne lange vej for hvad? Se tilbage på noget vi var engang? Sagen er jo den, at hulemanden efterhånden har fået karakter af advarselslampe eller en perfid civilisationskritik. Som om vi har fejludviklet os og alting bare ville være nemmere, hvis vi gryntende sad rundt om bålet og … ja, sad rundt om bålet.
Jeg ved godt jeg taler mod bedre vidende - men kan det passe vi ikke har flyttet os det mindste, når nu vi har flyttet så meget andet? Kunne man forsøgsvis kaste et blik på de lidet primitive ting vi gennem historien har tænkt os frem til og tilmed formet, og stadig påstå vi er hulemennesker? Vi taler nu uden at blinke om den antropocæne tidsalder, men insisterer stadig på, at vi dybest er hulemennesker? Vi går altså vores egen undergang i møde som de mennesker den er længst fra?  
Det er kroppen siger de. Kroppen og kemien og genomerne. Du kan ikke undslippe den slags på så kort tid. Men er det ikke en selvmodsigelse så stor og uforskammet, at man derfor ikke kan få øje på den?
Jeg er da med på at jeg er et stresset, sukkersygt, ensomt og på mange måder forulykket menneske - men at fortælle mig det er fordi jeg dybest set er et hulemenneske på afveje nægter jeg at tro på. Der må være en anden forklaring.

Det slår mig, at denne tekst på flere måder spejler det opgør med troen på den skabende Gud, som evolutionisterne jo blandt andet bruger hulemennesket til. At jeg føler en trang til at modsige en (her videnskabelig) autoritet, som vil bestemme over min verden, min krop og min identitet. Ikke fordi det skal handle om religion - men måske nok tro. Troen på hvad mennesket er og kan.


DAGSTRØMMERNOTER I














Jeg tænker mig selv fremad så langt jeg kan. Et sekund eller to kan jeg måske lige nå frem til at kaste et blik tilbage på mig selv. Siddende med dybe panderynker og let måbende åben mund, ligner jeg een, der er blevet forladt af sin sjæl for en ganske kort stund.

JEG LÆSER SØREN ULRIK THOMSEN




















Jeg læser i Søren Ulrik Thomsens ‘En hårnål klemt inde bag panelet' og svinger mig i hans sprog som Tarzan i min barndoms sort-hvide eftermiddagsforestillinger. Kraftfuldt, rytmisk og smukt og måske lidt for hastigt, for nogle gange registrerede man det var klippet sammen af de samme tre sving, og at tempoet var skruet en lille smule op, men så så man det ikke alligevel, for fascinationen af Tarzan var vigtigere. Denne kombination af gud og dyr, mand og naturbarn, hersker og tjener rummede så mange livgivende åbenbaringer for barnet på tæppet i hvis åbne mund et stykke smeltende kandis, mørkt og varmt flød ud på tungen. Ikke ulig en helt anden fornemmelsen af Søren Ulrik Thomsen og hans kunst.

mandag den 6. juni 2016

SØVNGÆNGERNOTER III

















Idet jeg træder ind på værtshuset ser han afklaret op på mig. Jeg ved i samme øjeblik, at jeg må have ledt efter nøjagtigt dette sted, for det er med en selvfølgelig følelse jeg står med mit blik i hans.
Selvom jeg kun ser ham, fornemmer jeg en mængde lysende ansigter, der svæver i det dunkle rum. De ved ikke hvem jeg er, men jeg ved de ved, hvad de overværer.
Han står med hænderne på ryggen og skuldrene let fremskudt. Hans blik er lettet og sorgfuldt på samme tid. Han siger helt unødvendigt, at siden jeg nu står her, må tiden være inde for ham. Så rækker han mig nøglerne med den ene hånd og forklædet med den anden, nikker mod kasseapparatet og går sin vej.