Guds hånd er kometblå. Osteplast. Grusgrå genkommende komet i tankernes bløde væv. Gas engang nu skrabet fri af havet, overgivet og rimet på plads i mit univers. Vinge eller skalpel?
Måtte rotere 90 grader for at få skyggen på plads og den kometagtige silhouet på plads. Er der noget kalkmaleri over motivet? Det er så almindeligt et motiv og alligevel så intimt eller påtrængende. Måske er det pigmenterne eller måske er det det hudtynde materiale.
Det er mit tempel. Blomsterne er minder fra sidste år. Jeg køber alt og betaler ikke. Min omhu er en knap, mit sindelag en pløk. Detaljerne er vigtige for små mennesker.
Igen et Magritte-greb, for indpakningen er så gådefuld. Her så stor og smuk som en vifte. Vi er i landbrugsland, så noget med den relationer oplagt. Her bliver det blot en meget mystisk forhøjning på en bakke, som ligner en bygning, en remise måske, og så alligevel forklædt i grønt. Stoffet - eller presseningen - er så genkendelig. Lagener på senge, tørklæder om hoveder. Madfilm.
Det var min arm. De glemte min arm. Hvor skulle de hen med det blik, den hån, forsvinde og sætte mig fast. Her. Træsoldat uden slynge, uden gråd. Mine tanker er dræn og mine ben er forankret. March på slaget.
Det er måske noget at det mest magrit-esque jeg har set. Det vil sige, hvis det kunne omsættes til maleri. Sammenstødet mellem materialer som er de samme og så helt forskellige. Det er på mange måder et trist fotografi. Jeg bliver altid trist af at se på det. Skruen. Historien. Det unødvendige forbud (også en Magritte-titel), for man kan jo bare gå udenom.
Vi glemte nøglen. Dem der var derinde. Sagde den tynde lyd af materialer fremmede for hinanden. Det var opspind, det var løgn, det var en fortælling - men heller ikke usandt, at vi aldrig ville nå den elskede. Et forhæng kunne have hjulpet. En tryllekunstners hat. Trappen forblev en trappe i en drøm.
Jeg er ret sikker på det er et kunstakademi og derfor øvelser eller måske skulpturer vi ser på billedet. Men det var den smalle dør, der fangede min opmærksomhed. Måske også at trappen ligesom var usamlet eller aldrig kunne samles. Der er en tragedie i motivet - eller minimum noget melankoli, hvad der ofte er i mine billeder. Hvad dette end er kommer det aldrig til at lykkes.
Panikken bor i huset ved siden af. Eller ikke præcist dét ved den af, men heller ikke længere væk. Jeg ved ikke hvor den bor. Den bor tæt på.
Den kan rejse sig fra sin kontorstol, sin chaiselong, sin kørestol, sin lænestol eller sin køkkenskammel hvert øjeblik det skal være, for at komme over til mig.
En indskydelse, et minde, en lyd, der skal ikke ret meget til, så står den udenfor og kigger ind.
Gadelampen giver huden et gulligt skær.
Det hårde bliver det bløde sejl et spejl rytmisk skåret som en mislykket dag med Linné. Lyset flytter huse og fylder rum med telelinser og superpositioner. Det glimter i de drømme der kun kan være mine og jeg alligevel har glemt som en barnepige fra helvede. Et umuligt vendespil med fjenden. Et skakspil med himlen. Kvadrater fra det ukendte.
Den skrå trekant for oven som er æstetisk kikset bliver alligevel et bevis for den blanding af forundring og dokumentation så mange fotografier er. Gaderne var våde den morgen og jeg havde allerede set og tænkt over den typiske byspejling i pytterne, som både kan og ikke rigtig kan noget, da denne væg dukkede op på den anden side af en port. De ser så levende ud de ruder, og ligner vandet i pytterne, men uroen i spejlingen kommer af optiske grunde jeg ikke kan forklare.
