GRID-LOOKS

DU SKAL IKKE GENFORTÆLLE MIG

Jeg kan af en eller anden grund ikke længere udholde genfortællingen. Jeg ved det ikke lyder sympatisk, og selvom jeg har forsøgt, er det ikke lykkedes mig at aflægge mig min afsky. I samme øjeblik jeg fornemmer optræk til en genfortælling, vrider noget sig i mig og får mig til at søge væk. Faktisk flygte. Hvis man kan genkende denne modstand og uvilje, skal man læse videre her:

Jeg tror frustrationen i første omgang kommer af, at man ikke har tid til at få set eller hørt alt det, man bliver anbefalet - hvad genfortællingen jo er et pinligt bevis på. I anden omgang tror jeg så det handler om, at man ikke vil godkende den andens 'bedrift,' fordi man misunder forbruget.

Men den tredie og vigtigste fortolkning tror jeg handler om fælleskabet. Eller mere præcist det fællesskab, som på mange måder er gået tabt og faret vild i alt for mange individuelle dagsordner og forbrugsmønstre. For genfortællingen betyder jo, at man bliver taget som gidsel i et ikke eksisterende fællesskab. Genfortællingen handler om at "man skulle have været der!" For selvom genfortællingen på mange måder mimer et fællesskab, så bliver den det jo aldrig. Den henviser til en erfaring, man har haft som var så god, man ville ønske den anden kunne have delt den med een. Men heri ligger jo genfortællingens paradoks - alfald i denne aktuelle variant, hvor den tjener som en slags dokumentation for et spændende kulturforbrugende liv, man ønsker lytteren skal validere og i en vis forstand skabe et fælleskab omkring. 

Men jeg vil ikke inddrages i et fejlslagent fælleskab. Jeg vil ikke anerkende, at jeg skulle have haft lyst til at være sammen med den genfortællende modpart på forventet efterbevilling. Sådan fungerer fælleskaber nemlig ikke. Du kunne have inviteret mig med i biografen kunne du - eller mere sandsynligt ringet og spurgt, om vi skulle se noget kabel-serie-tv sammen!

Fænomenet knytter sig ret entydigt til skærmbrug, men kan også opleves i forbindelse med radio, teater og måske sportsbegivenheder - selvom jeg er usikker på psykologien og agendaen i genfortællingen af en superligakamp?

Det findes også i mindre enheder, hvor man genfortæller klip fra internettets mange lindrende oaser af billeder - mystisk nok, da men jo som regel kan finde klippet og se det sammen, hvis man vil. Det gør ikke harmen over at skulle velsigne et (med garanti ligegyldigt stykke film) mindre, fordi det netop handler om at gøre dét til det, vi er fælles om. Det virker som om fælleskabet er blevet et kvalitetsstempel. Ikke underligt kan man ligesom ikke mærke det, selvom man er en af flere hundrede tusinder eller millioner, der kigger på ‘Breaking Bad’ eller en kat i knibe. Og så må naboen hjælpe til.

Og det er nok hér min vrede stammer fra. Man KAN ikke både få verden for sig selv, bestemme egenrådigt hvad man vil se, og så være sammen med andre. Hvis man vil have andre med på galejen, har man af først og fremmest SELV at træde ind i fællesskabet og ofre sin fjernbetjening (se bare på, hvor dårligt det ord ser ud i en fællesskabssammenhæng) og visuelle suverænitet. 

Jeg ved det er et frygteligt ekstra eksempel, og jeg hermed endegyldigt stempler mig selv som den gamle sure mand, men når man går rundt afspiller musik med sin telefon i det offentlige rum, står tingene klart frem. Det er jo en kamp om at besætte rummet med sin individuelle dagsorden - fordi man tror det er det, der meningen, fordi man har forstået, at fælleskabet er værdifuldt. Alle savner fælleskaber, men ingen ved hvordan man går ind i dem, derfor prøver alle at starte et med sig selv. Noget i mennesket har forstået, at er der ikke andre til at se eller høre eller opleve verden sammen med det, så er det ubehjælpeligt forladt og ensomt, og “i rummet kan ingen høre dig skrige,” kan man sig med catchphrasen fra Ridley Scotts ‘Alien’ - det er forresten en virkelig fed sci fi-film. Der er det her monster som ….

Der er selvfølgelig en ufortalt mængde undtagelser og modeksempler - jeg ved det. Men jeg er ikke i tvivl om rigtigheden af, at fællesskabet har det hårdt for tiden, fordi der ikke er nogen (nok) der giver sig tid til det. Så selvfølgelig kan man genfortælle, hvis man har en fortælling der er vigtig. Og selvfølgelig må du genfortælle mig noget - men det skal helst være mere fortælling end genfortælling: En vittighed, en hemmelighed, en oplevelse, der har gjort noget ved dig. Så er vi nemlig sammen om det. Det er godt for fortællingen og det er godt for fælleskabet.

HVIS DETTE ER ET SVAR - HVAD ER SÅ SPØRGSMÅLET?

Hvad skal man stille op med de voldsomme begivenheder man rammes af i sit liv? Især dem der har en evne til at drage meningen ud af samme, fordi de på ingen måde har logisk konsekvens eller åbenlys årsag. Vi taler om ulykker, nærdød og alskens ødelæggelse uden gyldig hjemmel.

Måske er man bekendt med den angelsaksiske vending “if this is the answer, what is the question?” - alternativt “if this is the answer, I want to know the question,” som jeg tror man primært bruger i kvikke eller ’sjove’ sammenhænge. Ikke desto mindre er grebet godt og abstraherende, hvis man er slået af forundring eller bare momentan dumhed over et uheld.

Så selvom jeg er klar over jeg roder i kassen med overtro og fatalisme, kan jeg godt komme til at tænke over, om de ulykker vi rammes af, er et svar på noget vi har søgt. En slags reaktion på at vi mere eller mindre bevidst har hamret løs på døren ind til noget ukendt, fordi vi ville have vished.

For ér ulykken et svar, er det jo et svar, der umisforståeligt viser dig på plads som udsat, skrøbelig, prisgivet, gudløs, sårbar - vælg selv, fortsæt selv. Men dermed bliver svaret også en understregning af, at det vi ofte glemmer, når noget nager os, er at vi er menneskelige og dødelige. Vi kan miste alt det vi har - og livet med.

Sådan betragtet er det ikke et dårligt eller uanvendeligt svar. Banalt, javel. Langtfra tilfredsstillende i den givne situation. Tilmed tæt på carpe diem-retorikken, som jeg aldrig har dyrket eller anbefalet, men dog med den afgørende forskel, at svaret handler om hele livet - det at være i livet - ikke et nu her og der. Svaret er en opfordring til at vende sig mod livet, hvor det er. I alt det, der ikke er uvished og ulykker.

PISTOLHÅND

Ordet pistolhånd har en dragende klang. Ikke (alene) på grund af dens potente og truende undertoner - men fordi ordet sådan set er mere end det selve hånden formår at være.

For god ordens skyld: En pistolhånd er det man laver (nogle ville måske sige mimer - og det er ikke uvæsentligt), når man retter een eller to fingre ud, folder to ind og lader tommelen stritte lige op, så hånden antager form af et håndvåben. Man gør det typisk, hvis man vil ‘skyde sig selv i hodet,’ for at illudere (endnu et synonym) en tåbelig handling eller mangel på intelligens hos sig selv eller andre (skudt i hodet). Jeg har forsøgsvist arbejdet med at bruge pistolhånden til at vise en anden talemåde; at skyde sig selv i foden, men den bliver ikke rigtig modtaget. Det ser nok for mærkeligt ud. Man kan - og det er i den sammenhæng jeg første gang hører udtrykket - også opleve den, når truslen om at man vil skyde eller kan blive skudt er reel, og en person signalerer det med hånden. 

"Pistolhånd rettet mod café,” står der bl.a. på Mitfyn.dk den 16. august i år, men jeg ret sikker på jeg hører det oplæst i radioavisen - sandsynligvis i forbindelse med samme hændelse. Jeg forstår ordet i samme øjeblik jeg hører det - men jeg ved ikke om jeg har hørt det før. Det er på samme tid logisk og mystisk. For man og jeg har jo selv lavet pistolhånd masser af gange - især da hvis vi spoler tilbage til barndommen, hvor pistolhånden nok har været den mest almindelige gestus, jeg har lavet med mine hænder næst efter at pege. En gestus som pistolhånden jo har en vis lighed med, men som i denne sammenhæng jo tjener til at vise forskellen på gestusen med at pege, som svarer til sprogets deiksis, og det at hånden er noget i sig selv.

Faktisk er der ikke noget lignende man kan lave med sine hænder, tror jeg. Man kan bruge dem til at understrege, eller forsøge at vise fx en bestemt størrelse, en bevægelse eller en obskøn gestus. Men der er ikke andre eksempler på at hånden ‘er’ det, den forestiller. den bliver altid en ‘tegning’ - som i glorien over hovedet, en kode - som i OK-tegnet. Knytnæven - som trussel eller power-tegn er nok det, der kommer nærmest, men paradoksalt nok også ligger håbløst langt fra, da næven jo fysisk er det samme som skal anvendes, hvis. 

Sakse-hånden (har jeg lige lavet et nyt ord?!) kommer dog tæt på. Men sådan som jeg læser den, er den sjældent præcis lig med en saks og saksens specifikke funktion. Når man laver saksehånden kan klippet lige så godt være i overført betydning - man ‘cutter’ noget, ligesom man afbryder en filmscene, for at sætte en ny på, eller ‘saksen’ bruges til at klippe noget over (fx kastrere eller save af), som man aldrig ville anvende en saks til i den virkelige verden. 

Det er også afgørende at praksis er endt med at kalde det pistolhånd og ikke håndpistol. Det hedder jo håndtegn af en grund. Ligesom en lang række andre ord har hånd som første led, for at understrege, det er hånden, der skal, kan eller gør noget. Rækkefølgen er nok også det, der er afgørende for min fascination - for det er jo netop det, at det hedder pistolhånd, der får tegn og indhold til at flyde sammen på en meget usemiotisk måde. Hånden er en pistolhånd. Den er ikke et tegn, den er en pistol-hånd. 

Afhængig af den kontekst den optræder i kan den naturligvis - som tegn - snildt indgå i en almindelig sproglig kommunikation: “Jeg har tænkt mig at skyde dig.” Men som ord kan den ikke være andet end begge dele. Den er pistol og hånd på een gang; en Inspector Gadget-Robocop-feature eller simpelthen magisk, som i barndommens univers, hvor man, hvis man anstrengte sig næsten kunne fornemme projektilet bore og bule sig vej gennem den buttede finger, for eksplosivt at finde banen mod fjendens naivt smilende fjæs. Meget overrasket når han at blive i det korte øjeblik fra han fornemmer et fremmedlegeme trænger sig ind i synet på og slukker og lukker for alt det sprog man er omgivet af.

NØJAGTIG POESI

TO BEDRE GRUNDE TIL AT TEA PARTY-BEVÆGELSEN HEDDER TEA PARTY-BEVÆGELSEN

De fleste har en mere eller mindre klar idé om, hvorfor Tea Party-bevægelsen hedder som den gør … det er noget med en (national)historisk begivenhed i  Boston (1773), hvor nogle borgere protesterede mod en beskatning (fra London) ved at hive en større mængde te i havnen. 

Der kan imidlertid findes andre grunde til at man taget dette navn; grunde som grundlæggerne måske ikke har fået overvejet i begejstringen over den forgyldte selvtægt og historiske legitimering.

For det første er det slående, hvordan den politiske dynamik og grundlæggende tilgang til verden har slående ligheder med den udvikling vand (en substans uden bevidsthed) gennemgår, når den bliver lukket inde i et begrænset kammer og varmet op. Hvis vi skal blive i den gammeldags stil - hvad teselskabstilhængerne jo ynder - kommer de politiske budskaber ofte ud på samme skingre og indiskutable måde som fløjten på kedlen reagerer på overtrykket inde i samme. Hvorefter man drikker en kop skoldhed te.

For det andet er det ikke mindre slående, hvor mange ligheder der er mellem det tossede teselskab i Alice i Eventyrland og bevægelsen: Tiden står stille, ingen er velkomne ved det (store) bord, den despotiske dronnings frygtregime hersker - selv når hun ikke er til stede, samtalen er absurd og grov og selskabet handler dybest set kun om at udstille hinandens utilstrækkeligheder.

Forståeligt nok fik Alice nok.

HVID TOYOTA SORT

Blev i morges på vej til arbejde overhalet af en hvid Toyota. I øjeblikket for overhalingen og konstateringen af farve, mærke og model (Avensis) blev jeg ramt af en gammel fornemmelse af, selv at sidde i en hvid Toyota på vej til arbejde. For jeg kørte faktisk i en hvid Toyota (Corolla) gennem nogle år i slut-90’erne. Jeg kunne mærke Corollaens vægt, motorkraft og styretøj, sanse kabinens rum og lyd indlejret i den tids bevægelse mod skolen og eleverne. Jeg kunne på en måde bedre mærke det unge menneske i den hvide Toyota, end mig selv i den sorte Renault Clio jeg sad i, uagtet jeg skulle den samme vej som dengang. Jeg blev overhalet af min fortid, og det var bevægelsen uden på bevægelsen, der gjorde det. Dén og så et ganske lille glimt af kronologisk tvivl. Som når man går bag sin egen skygge lidt for længe.

PORTRÆT