TALEMÅDER VI IKKE TÆNKER OVER

Fik jeg sagt det?

Vist forstår og bruger vi udtrykkene 'ud af vagten', 'brænde sit lys i begge ender', 'solgt til stanglakrids' og 'at stå op før Fanden får sko på'. Men forstår vi dem på samme klare måde som vi forstår, 'at man ikke skal slå større brød op end man kan bage', 'som at slå i en dyne' og 'sulten som en ulv'? Nej vel.

- Ud af vagten.
Vi siger det når vi vil have nogen skal skride. 
Og som man måske kan forestille sig, nu man opfordres til det, så er vagten jo et sted - men her altså et ganske særligt sted, hvor man, eller den påråbte udskridende, ikke har noget at gøre. Det kunne være den besked man fik, hvis man fx sad og gjorde sig magelig i et rum tilegnet hjertekirurger eller dyrepassere, og man ikke var nogen af delene. Bedre endnu kan man se for sig, at man ytrer noget om noget, man slet ikke har forstand på. Og bliver bedt om at forlade etablissementet. NU! Man genkalder sig en og anden spæd protest overfor forældrenes reglement.
- At brænde sit lys i begge ender.
Vi siger det, når vi vil understrege at nogen, eller een selv, tager for meget (arbejde/ansvar) på sig. I den helt andet ende, når nogen fester/lever livet i overdreven grad.
Her giver litteraturen ikke megen hjælp, udover at påpege det oplagte i lysets symbolske repræsentation (livet, you know). Jeg ser ikke anden forklaring end den praktiske, at hvis man tænder et stearinlys i begge ender, og holder det på sin (så at sige) forkerte akse, så får man absolut mere lys, men stearinen forbrændes ikke, fordi den drypper spildt til jorden, og lyset brænder desto hurtigere. (Lys er i øvrigt en af de hyppigste gæster i talemåderne.)
- Solgt til stanglakrids.
Vi bruger det, når vi vil understrege, at nogen er prisgivet (også et spændende udtryk!), eller ikke har en chance.
Talemåden kommer - som nogen måske vil vide - af at man solgte sin (udtjente?) hest til slagtning, og slagteren (eller nok en anden fagmand) derefter brugte blodet til lakridsfremstilling. Det der kan undre er, hvorfor det er sammenligneligt med ikke at have en chance? Det kan vel kun ligge deri, at er det dét man er solgt til - så bliver der ikke meget andet ud af den affære. Tingene er altså afgjort på forhånd. Man er skæbnesvangert og "på rad & række solgt til stanglakrids."
uPassende til sidst - At stå op før Fanden for sko på.
Vi bruger det, når vi vil sige at noget sker meget tidligt. Fx kl. fire om morgenen.
Man hvorfor skal fanden have sko på? Og hvilke sko passer den kløvede klov? Det melder litteraturen desværre ikke noget om - men den peger på den logiske sammenhæng med 'ukristeligt tidligt.' Talemåden kommer givet fra en levende forestiling om djævelen som en altid entrepenant type, der kun lurede på muligheder for at ødelægge liv og levned for vi svage kønnede mennesker. Og netop det kan vel også forklare skoene, som i de gamle dage var utænkelige ikke at stikke i, når man stod ud af halmen (før man fik fjer) og satte fødderne på det kolde gulv. At det så er ensbetydende med, at Den Hornede gik i træsko er svært at forestille sig

Talemåder i dansk (Gyldendal 2010)
Politikens hvorfor siger vi sådan (2001)
Ordbog over det danske sprog
Hvorfor det (Frydenlund 2006)
http://www.ebbemunk.dk/cvs_tekster/index.html

HVAD SKAL BILEN HEDDE?

Autoimmun

Jeg er med garanti ikke den eneste, som har bemærket den til døden kedsommelige tendens til at navngive biler med navne, der ender på -a (helst), -o (gerne) eller -i(s) (ældre, sjældnere). Men hvor kom de fra og hvorfor?

Historisk set skifter vokalen måske omkring Capri'en og Cortina'en, eller måske bliver det for alvor synligt med japanernes massive ankomst - hvor lyden jo spores ind i selve fabrikkens navn (Mazda, Toyota)? Volvos egennavn kan dog også spille med her. Men jeg antager helt uden at kunne underbygge det, at en af hovedårsagerne til vokalendelserne må komme fra Italien - eller latinen. Jeg ved godt det er en eurofascistoid tankegang, men udover at insistere på et teknologisk patent, er der også både et fællessprogligt gen, og så de latinske verbers evne til at fange bevægelse og rul. Der ligger nok også en slags logik i, at man henter sine navne i det sprog, der har bestemt, at det hedder et automobil.

Latin eller ej - mange af navnene lyder jo mere end de betyder. Fordi den vokale udgangslyd åbenbart er blevet en tvangstanke hos producenterne, ser (hører) vi flere og flere anstrengte og tåbelige eksempler som Piccanto, Verso og Multipla, der nok kan signalere en betydning, men mere bliver et miskmask af dumme ord på gaden, man (fordi man har en mild litrafagi) hele tiden skal læse og tage stilling til.

Det kunne være forfriskende med en Ford Sumo, en Fiat Psycho og en Opel Mega. For ikke at tale om om den nye Toyota Vagina.

Synes man om denne flig af sprogbrug og iøvrigt godt om køretøjer er der meget mere her:

http://www.zeroto60times.com/blog/2013/03/complete-list-cars-animal-names/

http://jalopnik.com/ten-car-names-that-make-no-sense-in-english-427586789

http://lifemusiclove.com/7-of-the-most-unfortunate-car-names

NATURENS GODE GAVER

Frugtmos

Uagtet engelsk ikke er det sprog jeg er bedst til, så har jeg dog så meget sans for det, at den afbillede teksts "From the nature to you" bestemt har fået galt fat i det. Nærmere betegnet er det lille 'the' ikke hensigtsmæssigt. Som det står på låget er betydningen mildest set kandiseret romantisk og i værste fald okkult. 'The nature' er jo ikke 'naturen', men den 'natur' man fx kan sige en grævling eller en gnier bærer. Man kan ane det i sætningen "The nature of the game is pain."

Fynboernes hensigt har helt sikkert været at optræde som en art udvalgt aladdinificeret naturens søn (læs: henkogningsfabrik), hvor man nærmest ikke har andet end velsignet abrikoserne inden de blev most på glas. Udkommet blev en sproglig frugtbæ med gevind. 
Som man måske kan ane på illustrationen er det ikke det eneste på engelsk man prøver at pushe (den ellers ganske gode - og det kan være sin sag at finde) abrikosmarmelade med. At bruge et fremmedsprog som et argument i selv har jeg berørt før - og kommer til gøre igen, for det irriterer mig for det meste og allermest, når der ikke er andet i det end netop ordvalget. Udsagnet bliver - apropos dette indlæg - sjældent mere præcist af det. Det gør heller ikke produktet i sig selv bedre. Men selvfølgelig kan det være man marginalt føler sig lidt mere 'værd' som marmeladespiser, når glasset selvsikkert (dumsmart) galer op på udenlandsk mellem bordets andre bondske produkter … 'mælk, ost, ymer, smør og brød' må unægtelig siges at have en helt særegen dansk toneklang. 
Velbekomme.

Citatet er LL Cool J's … der er mand med sprog i låget. Fandt det på BrainyQuotes

JEG VAR DEN DAG

ET PER BAK JENSEN-BLIK

At se det at se det

Per Bak Jensen er en af de største (som det hedder med det der lidt kejtede udtryk ... dygtigste) nulevende danske fotografer. Hans billeder understreger altid, at det kræver mod at skabe magi, og at det kræver pertentlighed at skabe poesi. Men de er så også bevis for at netop disse to findes i det dennesidige og ofte skærende almindelige. 

Når jeg kalder hosstående fotografi for 'et Per Bak Jensen-blik' er det fordi jeg tror jeg - da jeg gik gennem Haveforeningen Risskov, hvor det er taget - pludselig blev ramt af noget af det han altid kan se: Umiddelbart den grove og uskønne sammenstilling - sammenstimlen - af emner og former, men derefter langsomt en fortælling og fortolkning af former og dybde: En længsel hos de optrædende. Bemærk hvordan det blå fletværk kaster sin skygge ind på ryggen af den afklædte kvinde, hvis blik til gengæld fører videre til den bølgende stang. Forrest en orange kontrasterende tom krukke, hvor fra hele fortællingen kunne være undfanget og født eller siden skal opsluges i. Scenen er en afgrænset have, som gennemskæres af den tomme hvide farve, der strengt hersker over alt der ment til at spire.
Det er ikke til at se sådan noget, hvis ikke man har set Per Bak Jensens billeder. 

H.C. Andersen skriver på et tidspunkt til Ingemann: "Det er tidt for mig, som om hvert Plankeværk, hver lille Blomst sagde til mig: 'See lidt paa mig! saa skal min Historie gaa i Dig'; og vil jeg det, saa har jeg Historien."

Mere om PBJ bl.a. på http://www.kunstonline.dk/profil/per_bak_jensen.php4
Citatet dukkede serendipitielt op i Lotte Eskelunds 'Da Andersen var i Wien' (1991)

BILLEDE = TEKST

BILLEDE = TEKST

Jeg tænker det er et passende billede på, hvor hårdt vinteren holder fast på sin ret til at give os kolde lunger og klart lys.

BAD TASTE

Vi beflitter os ikke ellers med det politiske korrekte og dets åbenlyse modsætning, men hermed gøres en undtagelse:

I sig selv er en annoncering med denne ordlyd i umiddelbar nærhed af trafik udtryk for virkelig elendig fornemmelse for hvad man kan tillade sig. Men at den både kommer op samtidig med offentliggørelsen af de historisk dårligste tal for dræbte cyklister ved højresvingsulykker, og tilmed er påtrykt symboler, der kan forveksles med dem vi ser på vejene, er helt ubegribeligt.
Hvad laver de på bureauerne? Følger de med i virkeligheden?

UPi RØVEN

Ortografisk imperialisme

Man har bemærket et nyt automobil på vejene. Den hedder up! Og selvom KIA Cee'd vel teknisk set var først, så er brugen af tegnsætning dog så meget mere åbenlyst provokerende hos Volkswagen-modellen. Nu er der både det ene og det andet at sige til denne omsiggribende ortografiske imperialisme, som up! er seneste eksempel på (andre kunne være ARoS, iPhone, apollo …).

Det ene: Jeg bliver lidt forstemt over at kunne genkende den elskede avantagarde, som den så ud hos futuristerne, surrealisterne og dele af modernismen i disse sprogligt grafiske eksperimenter - som jo netop ikke er hverken eksperimenter eller avantgarde, men simpel markedsføringsteknik. Kan hænde nogle af futuristerne synes om det på bagsmækken af en bil, men jeg synes der er noget virkelig sørgeligt over at se avantgarden ende i kølemontren frem for museummernes ditto.

Det andet: Jeg bryder mig ikke om at reklamere for nogen eller noget i hverken den ene eller den anden praksis. Og når det kommer til hvad jeg kan og vil sige, så kræver jeg min frihed - og jeg kræver bogstavernes med. Det kan ikke være meningen, at visse egennavne pludselig også gør hævd på om jeg skal stille det ene eller det andet bogstav efter hinanden, når jeg skriver realplayer og acer. Det betyder jo at de styrer mit sprog, og så er der ikke langt til sprogpolitik, som vi har set det i tidligere gustne historiske perioder. 

Og hvad angår up! i særdeleshed dette: Som automobil befinder man sig altid allerede i et ret velordnet og reguleret semiotisk system, hvor tegngivning ikke bare er afgørende, men i visse situationer kan være livsvigtig. Og her kan det ikke nytte noget at man kommer med en påstand om at man altså er lidt mere bil end andre biler - hvad jeg ikke kan opfatte udråbstegnet som andet end. up! her kommer jeg! up! hold afstand! up! ich bin ein besserer Auto als DU! Den slags tegngivning tolereres ikke i mit trafikale alfabet.
-
Just hjemkommet fra Wien (hermed anbefalet) dette billede:

som udover at vise skønheden ved det kønnede sprog, også er et eksempel på en autoriseret brug af store og små bogstaver i det samme ord. I Wien gør man det for ikke at henvende sig specifikt til nogen af kønnene - eller rettere, for at undgå altid at tale mandens sprog.

Vi må tro på den frie vilje. Vi har intet valg.

- Isaac Singer

Bogen "verdens værste citater" (Bazar, 2007), hvor citatet optræder, nævner desværre ikke om det er forfatteren (Isaac B. Singer) eller symaskineopfinderen (Isaac M. Singer), der har formuleret dette skønne paradoks. 

NØJAGTIG POESI

MURAKAMI MON AMOUR

Alt fortalt

Ved læsningen af de sidste sider i 1Q84 (bind 1) denne tanke:
Når man læser arbejder man altid også med tiden. Narrativiteten. Fortællingen som i litteraturen fordobles gennem læsningen. Teksterne er kapsler af tid man kan lukke op og i og leve med og gennem. Måske blive klogere. Men som minimum bevæge sig gennem som gennem livet. I et tidsrum. Nogle gange er der en kongenialitet mellem den tid der fortælles om, og så den fornemmelse man har af at læse i (lang) tid; fx slægtsromanerne. Andre gange er læseoplevelsen ujævn og forstyrret, fordi tekstens tandhjul (undskyld billedet, men det lå lige for) ikke griber ind i hverken fortælling eller læsning, hvad der ikke gør oplevelsen af (læst) tid mindre.
Dette fantastiske kronotope univers er alt nok til vi tidsjunkier, men tanken - da jeg i formiddags lå på venstre side i min seng og over kanten af bogen kunne se karmen med blomster foran birketræet og den lyseblå kolde himmel bagved udenfor og vendte sidste side mens mine øjne sprang fra "Ja." "Har du lyst til at skrive fortiden om?" til "Har du ikke det?" og jeg både kunne se og mærke og vidste bogen ville slutte om et minut - var at, når vi har læst bøger, så bliver vi ikke blot i stand til at tale om dem og næres ved dem i denne samtale. Vi har på en vis også befundet os i deres tid. Hvis man kan bære analogien kan de sidste scener fra Truffauts filmatisering af Fahrenheit 451 godt bruges, hvis ikke, skal man forestille sig, at læsning ikke alene er en intellektuel praksis bundet op på sprog, viden og bevidsthed, men også en 'parapraksis' - en sidebeskæftigelse - hvor vi læsere læser os ind i et (tids)rum, der ligger udenfor tiden, fordi vi kan mødes i det - ligegyldigt, hvornår vi har læst bogen.

Denne tanke er god. 
Den er ny for mig, men næppe for Paul Ricoeur og Aristoteles. 
Den betyder jeg kan åbne bøger på en måde mere.
Og selvom jeg læser, så går tiden ikke.

TI BUD PÅ HVAD DER ER GALT MED DIT LIV

Reddes eller regeres?

1) Du blev aldrig spurgt.

2) Du fik aldrig svaret.

3) Du kom for sent.

4) Du kom for tidligt.

5) Du ved ikke hvorfor du kom.

6) Du har ikke ord.

7) Du føler dig fremmed overfor din egen latter.

8) Du ved at du ved, men ikke hvad der er vigtigst at vide.

9) Du kan ikke holde stilheden ud.

10) Du kan genkende dig selv i en af ovenstående sætninger.

Ønsker De at ændre et eller flere af disse forhold anbefaler jeg hyppig læsning, gåture og ærlighed. Siden samtale.

SANDHEDEN OM MÆND

En mand er en mand, der ønsker sig at være en tredje mand.

BILLEDE = TEKST

ÅNDSSVAGE ARGUMENTER

Fordi, fordi, fordi!

Herunder to karakteriserende åndssvage argumenter for at købe produkter. 

Det ene argument ('Made to go' - trykt på en pose til brød fra Se7en e11even) udmærker sig ved en utrolig enfold. At argumentet for at indkøbe dette brød er, at det er fremstillet for at blive taget med (ud af butikken) er så dumt, man ikke kan forestille sig et dårligere. Det skulle da lige være en tro på, at hvis vi blot siger det smerteligt evidente på engelsk, så er der ingen der tænker over det - nåh nej, det er det de har gjort. Det ville være to grader mere interessant, hvis man sagde man nødigt ville sælge sit brød, fordi det næsten var for godt til det - men den er set før (Riberhus, Volkswagen) - og vi ved godt det ikke passer. Så tror jeg faktisk jeg ville foretrække påskriften "Bagt for at du skal købe det." Der er noget klædeligt over det ærlige … men det er stadig ikke specielt overbevisende. 

Det andet produkt udmærker sig ved en løgn. Nu er løgne - eller skal vi kalde det eufemismer, for ikke at få juridiske problemer - ikke ligefrem en ny disciplin i markedsføringssammenhænge, og man kunne uden vanskeligheder påstå, at kerneydelsen i al reklame og marketing er gendigtning. Men jeg synes nu alligevel, at begrebet 'Frisktappet' er lige frisk nok, når det står på en karton, som tydeligvis ikke er i nærheden af en tap. Javel, man kan mene at det er en eufemisme, der skal forklare det 'ikke er særlig længe siden' mælken blev spulet ned i pappet, med et ord er altså et ord. Og 'frisktappet' kan ikke gælde for noget produkt påstemplet en produktionsdato. Det ville klæde Onkel Arla med en tilføjelse som 'oprindeligt' eller 'på et tidspunkt' - men så falmer incitamentet ligesom. På den anden side, hvem forventer (eller ønsker) en anden mælk end den sædvanligt tappede?

Med i pakken en tredie yndlingsaversion:

Hvad fanden skal de flag foran, rundtom, ovenpå og ud fra bygninger?! Når man først een gang har opdaget vor latterlige de ser ud - hvad man gør, når man prøver at forstå, hvad de vil men ikke kan (de vil signalere styrke, klasse og magt, men signalerer i stedet en barnlig, højtråbende og nærmest fiktiv selvdyrkelse), så bliver de en kilde til evig irritation, fordi de er så unødvendige. Der står et hus med et navn på, på den grund der er Jeres! Hvad tror I vi tænker, når vi ser alle de stænger og duge? Uha! Et ganske særligt hus står her på denne grund! Er det en bank gør det INGEN forskel på om jeg vil benytte mig af den. Jeg vil endda gå så vidt som til at sige, at drejer det sig om et supermarked eller en tankstation, så virker de faktisk modsat på mig. At Shell fører sig frem på korstogsmanér frister mig ikke ligefrem, når jeg bare skal have noget benzin til at udføre min daglige dont på.
Der er noget håbløst forældet og misforstået over deres symbolik, som går fint i spænd med de to ovenfor anførte åndssvage argumenter. 

TI MÅDER DE KAN SPARE TID PÅ

Som bekendt på den hårde måde er tid den ressource vi går mest op i for … tiden. At spilde sin tid rangerer nu på linie med de syv dødssynder i det personlige synderegister. Derfor bringer vi dem her ti gode forslag til spare livsvigtig og skæbnesvanger tid på.

Med venlig hilsen
Faust & Klaus A/S

1. Lad være med at lytte til det folk fortæller Dem.
2. Lad være med at færdiggøre arbejde, der ikke skal eller kan kontrolleres af andre end Dem selv.
3. Onanér i stedet for at dyrke sex med mennesker.
4. Sænk Deres krav til den personlige hygiejne.
5. Forlad selskaber når De har spist og drukket tilstrækkeligt.
6. Lad da være med at læse. 
7. Tal før De har tænkt.
8. Undgå motion som ikke er svedproducerende.
9. Spænd ben.
10. Undgå alle offentlige instanser, herunder demokratiet.

NØJAGTIG POESI