TIDS PUNKTÉR

Tempus insula

Lige nu for tiden går tiden for hurtigt på de forkerte tidspunkter - fx nu, hvor jeg skal falde i søvn eller er lige ved at blive 50. Eller i morgen tidlig, hvor øjnene slår sig op sekundet inden uret ringer. Eller i køen til hvadsomhelst. Eller med alt, der tager tid.

Men lige nu, hvor jeg skriver om tiden kan jeg næsten holde den i ro.  

Jeg maser tiden ned rundt om alle bogstaverne i den sorte seje masse, man godt kan få øje på, hvis man anstrenger sig lidt. 

Ordene bliver til øer i tidens strøm, som næsten lyder som tidens drøm. Bogstaverne bliver primitive bygningsværker på øerne i tidens strøm. 

Og lige nu, hvor dit øje kigger på en ø, går tiden i stø.

ET TEATER ER ET TEATER

En scenografi

Man kan aldrig vide, hvilket teater man er i, for man har aldrig været i det samme to gange. Altid nye scener, nyt lys, nye fortællinger. Man genkender højst et sæde på en række, en hotelneutral lampe på væggen, et flosset trin eller et ansigt i baren. Det er heller ikke meningen, jo. 
Men engang besluttede vi os for at klæde rummet af i stedet for på. Publikum skulle se det egentlige rum, de var i. Hvad det bestod af. Uden magi og manipulation. Det var ikke fordi der var fjernet andet end rummets udsmykning; spillerne spillede i kostumer, velinstruerede og engagerede. Stykket foregav selvfølgelig at foregå et sted med nogle genstande og tilmed en udsigt. Men intet at af det gav vi publikum. Ikke engang et lys eller en spot eller et mørke at formidle med. Målestokken var det rum man øver i, hvor vi jo ofte slet ikke har kostumer at spille med, og der ingen er til at sætte lys eller lave lyd. 
Det var ikke en god idé, for selvom ingen forlod teateret uberørte, så var stemningen uhyggelig helt derind, hvor man synes det godt må stoppe. Anmeldere og publikum var enige om at stykket var uvirkeligt og koldt. Man ville gerne forstå eller sympatisere med personerne på scenen - men man kunne ikke.

LUFTART

ROMAN vs MANOR

Sidetallene er det mest pålidelige i en roman. Man fristes til at sige, de er det eneste man kan tage for pålydende.
Det er alene dem, som holder læsningen - og dermed læseren - fast i det formål at nå igennem og få bekræftet alt det, der er romantisk ved en roman: Dens morale og mening, og med disse postulatet om at man forstod så og så meget af en mulig virkelighed. i.e. fiktionen.
Men sidetallene byder sig til som et faktum. Det faktiske ved romanen; at man læser og mens man læser befinder sig i et forløb.
Der er intet kunstigt ved det forløb. Ligesom størrelsen på lærredet ofte har indflydelse på prisen hos galleriet, så har antallet af sider ofte også indflydelse på prisen på romanen. Virkeligt.

Sidder De en dag således med en roman, der ikke umiddelbart kan forbindes med en mulig virkelighed, så læs - eller måske rettere; tæl Dem gennem dens skildring, og De vil opleve romanens forløb på ny, nu blot viklet ind i deres egne virkeligt talte tanker.

HAIKU OK; FORÅR PÅ LISBJERG BAKKE

Morgen ved tanken

Lærkesang overdøver

Pumpe og trafik

HVORDAN MAN I EN ENHVER SAMMENHÆNG BLIVER EN SUCCES

ABSTRAKT + HEST II

En Jackson-Pollock-gemmeleg.

PORTRÆT

... det var med vilje.

Fem udsagn om tidens fylde til straf og eftertanke

- Når nogen altid begynder med at konstatere, hvor længe siden det er man sås sidst, ved man alt om, hvad der så skal ske.

- Man kan godt organisere sin tid efter det, man skal have gjort, men man skal nok få den brugt alligevel.

- Det hænder man kommer til tiden og alligevel føler sig forkert tilpas, hvis alle andre kommer for sent. 

- Hvis man har mere end almindelig alt for travlt, kan man mærkeligt nok alligevel mærke sin sjæl - lidt som om man kan gennembryde det kalkulerede, kyniske og overfladiske med en overdreven grad af netop det. Desværre mærker man kun sin sjæl, fordi man umiddelbart efter risikerer at dø.

- Fortiden kan være påtrængende som intet andet kan være påtrængende. Måske fordi den har en skræmmende god idé om, hvad det er der går galt i din altid igangværende nutid.

ORDKLASER