MAGRITTERUTEN

Billund

Botanisk Have, Aarhus

Fanø

Haldum

SMK, København

Aalborg

PORTRÆT

© n i c k l a s r e d 2 0 1 4

PILOU ASBÆKS TÆNDER

Til biddet

Hver gang, men især i den forsmædelige scene, hvor Didrik angstfuldt fejt overgiver og underkaster sig så voldsomt, at tyskerne tager ham for gal, ser man hans tænder stå som perler i en skyttegrav. De er alt for pæne, alt for regelmæssige, alt for hvide og alt for urealistiske til at sidde i munden på et 1800-talsmenneske. Den problematiske tandstilling er naturligvis tydeligere, hvis vi kigger Laust og Peter og ikke mindst deres salig fader efter i mundhulen, fordi de modsat Didriks godsejerliv, har levet et underklasseliv, og derfor burde have nogen virkelig rådne pløkker groende derinde, men med Pilou Asbæk er det bare så oplagt, fordi han godt kan lide at åbne munden og skrige - muligvis fordi han har så flotte tænder.
Der vil naturligvis være andre - og mere graverende - historiske fejl i iscenesættelsen af slaget ved Dybbøl og det Sønderjylland, København, Danmark og ikke mindst Tyskland (undskyld Preussen), som serien har givet os, men tænderne er interessante på anden vis end som en svipser.
Tænderne er som anakronisme et vidnesbyrd om, hvad vej verden er gået de sidste 150 år. For gemt i beundringsværdige barter og uldne uniformer, knitrende kjoler og hoppende hestevogne, glimter Pilou Asbæks hjørnetænder med hele sundhedsvæsnets sejr over sygdomme i tænder og andre steder. Når seriens læger og lazaretfolk er på arbejde ser vi hospitalsvæsnets niveau og muligheder som det var dengang. Når mad og vin serveres og indtages, er det afstemt med datidens menuer. Selv græs, himmel og træer er det lykkedes at få til at ligne. Sproget skal vi måske vare os med at rose for dets samtidighed - men det er på den anden side så flygtigt et fænomen. Kanonernes torden og tårernes trillen. Ingen tvivl skal herske om indsatsen for at give os et autentisk billede af tiden og stederne. Havde der været flere kvinder med end fru Louise Babett Heiberg, havde den kommende film også kunne sælges som såkaldt ‘kostumefilm’ (der ér bare ikke salg nok i generalernes uniformer, når det kommer til det). Bare ikke tænderne fik man forklædt. At vi ikke alene har lykkedes med at beholde dem i munden siden dengang, men af vi også er lykkedes med at rette dem til, sætte kroner på og polere det værste nikotin- og citronsnavs af emaljen. Det kan man se på Pilou Asbæks tænder.
Kig blot på Deres egen badeværelseshylde, eller hvor mængden af tandredskaber nu måtte befinde sig: Tandpasta med særlige enzymer i mange overbevisende farver, maskiner med roterende børstehoveder eller børster med særlige greb, særlig vokset tråd og ergonomiske stikkere. Tunge, du vor faste følgesvend, går ikke længere på opdagelse i huller og huler og gebissernes mere eller mindre behagelige pasform, du kæler ikke længere ømt for bylder og blottede nerver. Nej, alt det er væk, og i stedet skridter du de ranke bisser af, som en  anden helsekraftig officer sine soldater.
Og nu er vi helt derinde, hvor tænderne sidder fast i kraniets kæber, og kan bruges til at identificere, hvem det er man ikke længere kan kende på det ydre, og anakronismen derfor også viser sig at være en korrektion til fiktionens historieløshed. For tænderne er jo et bevis på kroppens eksistens i nutiden, tænderne kigger ud af det skin(d) serien har skabt og siger vi befinder os her i 2010’erne. Vi kan IKKE bevæge os frit i tiden. Vi har ønsket at pudse og polere vores primitive og forfængelige knogler i 150 samfulde år siden Didrik skulle have skreget sin desertering ud gennem tænderne, og derfor understreger og afslører tænderne kroppens bevaring - det lange liv - som en moderne prioritet. En meget konkret og sanselig prioritet, der byder sandsynligheden i spillet og fortællingen om Danmarks fortid trods i langt højere grad, end at konstatere det er Pilou Asbæk, der spiller Didrik gør. Det er hans tænder, der afslører det. Hans pæne tænder.

PORTRÆT

© n i c k l a s r e d 2 0 1 4

TUNET ANGST

Appel og amnesi

Som man kan se på billedet virker min iTunes ikke. Den har udelukket mig fra at loade informationer fra de cd’er jeg tåbe stadig ønsker at købe. Den gør det tilmed arrogant ved at påpege det er min fejl. Jeg er hjælpeløs forladt af noget, som burde virke upåklageligt, men nu har udgrænset mig, fordi antallet af de mennesker, hvor det virker er så ufatteligt meget større end mig (1 person), at jeg kan mærke en teknologibåret eksistentiel angst, der kan måles sig med Camus’. Det er en hjælpeløshed, der rinder af det tydelige billede man får af, at man hører til de omkostninger, der nu engang er, når så mange maskiner skal køre i så mange hjem. Ingen benægter, at der er noget galt, men der er bare ikke noget at gøre ved det. Den eksistentielle finesse i dette tilfælde er, at det kunne være sket for alle - vi er alle potentielle iTunes-svigt-ramte personer - på samme vis som vi alle er potentielle Meursault’er, der i lyset af en åbenlys urimelighed, det ikke står til at ændre, er tvunget til at erkende vores meningsløshed. Selvom det er en smagløs association kun værdig for en Victor Boy Lindholm eller en endnu yngre himmelstormer med næsen i bøger uden forstand, så rinder Ole Sarvigs herostratisk berømte digt om kernerne i kirken mig i hovedet siddende her helt alene i den virtuelle virkelighed med Evas æble og Adams dorskhed larmende reklamerende fra det pudsede aluminium.
-
Der er dog den væsentlige forskel fra både Camus og Sartre og Sarvig - at det liv, der synes meningsløst, er det liv som teknologien har erobret som sit bevis på eksistensen. Der er den forskel, at den eksistentielle tomhed jeg mærker kun er en metaforisk angst, næret af de multinationale kræfters afsyrende identitet. Det er kun fordi jeg tror det skal være sådan, at hvis ikke the motherApple vil kendes ved sin enkelte frugt, så har jeg mistet både stamtræ og rod. Men det er ikke sådan det er. Det er bare upraktisk og tidkrævende. Som alt andet, der kræver opmærksomhed og grundighed og indlevelse. Som livet, hvis man ellers tør leve det her på kanten af det meningsløse teknofobiske univers. Herude, hvor vi stadig køber cd’er og lp’er som holder længere end de maskiner, der er deres slaver.

SINE LOGO

DET STORE REGNSKAB

I dag er meningsløs.
Der er intet at sige eller gøre, intet at stille op og intet at slå ned på.
Den tæller ikke i det store regnskab.

HÅB I TIDSFORSKELLENES TID

Hvis minutter er det du vil have, når du prøver at nå noget i tide?
Bliver du yngre mens du skynder dig, og gammel hvis du kommer for sent?
Det mekaniske urs vigtigste del er en fjeder snoet om sig selv.
Ønsket om at finde sig selv er ønsket om at ankomme til tiden.
Det mest præcise ur bruger atomer som dig og mig.
Kom godt hjem.

 

TRIPLE TERROR - LILAC

REBLIK

 

Hvad sagde du der?

Det der er galt med den svenske censur og/eller trang til politisk korrekthed, er at den også vil hindre folk i at tænke selv - eller stoppe dem i at skulle gøre det. Når Grethe Dirckinck Holmfelds barnlige citater censureres for deres - med et dovent voksent øje rimeligt sexistiske udsagn - så hindrer man jo det, der er grundlæggende for al kommunikation; at man skal tænke selv. For udsagnene om lesbiske kvinder er jo udtryk for det de opdragende omgivelser har ‘lært’ børnene at tænke og sige, ikke hvad de som sådan måtte mene. Det samme gælder Dan Parks udsagn, der, hvad man jo også tydeligt kan høre på ham, ikke er noget han selv mener han mener, men oplagt har hentet i et ret begrænset udsnit af den verden han mener at leve i … i Sverige i øvrigt.
Man kan godt drage paralleller til den eneste nyere danske skandale i så henseende; nemlig Jørgen Leths ‘jeg tager kokkens datter’ tekst. Her var igen tale om et udsagn forfatteren og kunstneren havde hentet et andet sted fra, end hans og hendes eget sind, men villigt stillet til skue, for at vi kunne tænke vores. Med Leth var det selvsagt sat på spidsen, fordi det var muligt at tolke det som hans egne, af den imperialistiske kulturs formede lyster.
Men i disse tilfælde risikerer man altså med censuren at hindre refleksion. Overvejelser om, hvad der dog kan få børn og voksne til at ytre og være underlagt mere eller politiske og kulturelle holdninger. Det ville svare til at forbyde kriminallitteratur, fordi der optræder onde og bestialske mordere, som jo må være usunde at kolportere ind i et ordentligt samfund. Det gør man imidlertid ikke, fordi der er vi på sikker grund med, hvem der har ret og hvem der tager fejl. Der skal vi ikke tænke for længe over tingene. Og sådan vil vi helst have det. Man skulle tro nogen havde voldtaget vores selvstændighed.