Splinter og bjælker i menneskets hus
Lige siden tekst (Luk 6:36-42) og prædiken fjerde søndag efter trinitatis har den uhyggelige lydlige sammenhæng mellem begrebet 'næstekærlighed' og det at 'næste kærlighed' rumsteret i mine tanker. I de samme dage (medio juli 2011) både læste jeg i Don Miguel Ruizs "The Four Agreements" og forsøgte hårdt at løse problemstillingerne omkring, hvad vi mennesker egentlig og forhelvede vil og gør med hinanden. Da ramte B.S. Christainsens uhyggelige credo mig som en dårlig ånde, og følgende blev mine (velovervejede) tanker:
Egentlig er forskellen mellem de to indstillinger det samme som forskellen på "glæde" og "selvglæde" - og den er vel til at få øje på - men det afgørende i "næstekærlighed overfor næste kærlighed" er, at det er meget svært at se forskel i praksis. At 'næste kærlighed' betyder at man 'bygger' sin kærlighed. Man kan næsten (...) høre ligheden til det engelske substantiv 'nest' = rede, men ordet fungerer alså også i en verbumform. I dag vil jeg ikke postulere, at der er en lingvistisk-fatalistisk pointe i, at de to ord ligner hinanden, men bare hefte mig ved den sorte ironi.
Det jeg frygter er, at vi i forsøget på at dyrke næstekærligheden kommer til at trække den til os, frem for at sprede den. Der er så mange der taler om, hvor vigtigt det er at beskytte og dyrke kærligheden, at vi ender med at ville kontrollere den - gøre den risikofri. Men hvor meget er den da værd? Hvor er næstekærligheden, hvis vi kan overskue den og selv bo i den - ultimativt (kun) starte med at elske os selv, for overhovedet være i stand til at elske andre. Jeg ved godt, at man først skal tage iltmasken på selv, når flyet styrter, før man hjælper sit barn - men gælder det også for næstekærligheden? Der findes ikke nogen meningsdannere i dag (jo, der er helt sikkert nogen, men de er få) som udpeger andet end familien som det vigtigste i deres liv - selv i disse valgkamptider kan det nok blive svært. Og det er fordi det er der kærligheden findes, og der vi har lært den at kende (hvis vi er heldige i to omgange - som barn og siden i sin egen familie). Men familie som en kærlighedsrede er jo en dysfunktionel familie i den store sociale sammenhæng. For når man prøver at veksle sin familiekærlighed til næstekærlighed, bliver det jo ikke til andet end endnu en tur rundt på den hæklede grydelap - vi elsker den nære omverden, den lille verden, og vi gør det ofte ved hjælp af de mure vi bygger for at holde det næste bekendtskab ude. Ja, det er dumt at gøre noget dumt, og det er dumt at satse noget så dyrebart som kærlighed - men hvornår ved man om har noget, før man har prøvet om det kan mistes?
Jeg mener selvfølgelig alt dette handler om, at det da for pokker må være muligt at starte et andet sted end i bankboksen og underbuksen; at al den coachkultur og selvopbygning, som så vidt jeg kan se i vid udstrækning bygger på - IKKE at være eller gøre noget for eller med DE ANDRE, er ved at trætte mig til døde i sit ensidige syn på, at mennesket a priori er uden for fællesskabet - i værste fald, fordi fællesskabet er en fælde og noget som truer dig. Jeg tror ikke det passer - og jeg tror ikke man bliver et mindre (dueligt) menneske af at tænke på fællesskabet - og jeg tror ikke vi for alvor kommer videre, før næste kærlighed bliver til næstekærlighed.
Amen. (Havde jeg ikke een længevarende uddannelse skulle jeg klart overveje teologi.)
