torsdag den 30. december 2010

Viggo og alle de andre roller i Hakkebakkewood


A role is role is a role

De sidste fire film jeg har set med Viggo Mortensen har haft en udstående lighed. Hans figurer er dobbelte - eller egentlig er det nok mere rigtigt at kalde det hans roller: I Ringenes Herre spiller han en konge, som ikke fungerer som konge, men vandringsmand og hjælper, i Eastern Promises spiller han en gangster, som egentlig er politimand - i History of Violence spiller ham en familiefar, som egentlig er gangster og i The Road spiller han et menneske som har sluppet sin identitet til fordel for en rolle (sic) som beskytter.
Mortensen spiller gysende godt. Især når man kigger med på den rolle han spiller overfor de andre karakterer - altså når man ligesom kan se han ikke spiller sin rolle HELT perfekt, men netop derfor helt perfekt. Meget skævt, men meget stimulerende. Klart nok tæller The Road ikke helt med her - men den markerer alligevel det yderste princip i den rejse han må have været på som skuespiller: At fylde lærredet med en figur, der ikke er det han er, men alligevel nærværende. Hvis man ønskede at dekonstruere Viggo, ville man sige han har forsøgt at spille sin egen (kropsfunktions) tomhed ud - gøre filmen mere ægte og virkelig - og gøre sit selv til en slags hamskifternes ukronede konge. Det ønsker man imidlertid ikke, for det er ikke så meget ham, som princippet i den slags film og roller, som har fanget min fascination. Den slags film, hvor man allerede når man ser dem ved, at man ikke kan nå at få det hele med og derfor kun ser en forsmag - et første begærets blik - på noget man vil dyrke og elske igen engang. Som jeg hørte det fra en af biografgængerne på vej ud ad biografen efter "The Departed": "Den skal jeg godt nok have på DVD, når den kommer". Nu ér det også en kringlet historie, som tilmed rummer to dobbeltroller ... og en for nogen ret sexet shootout-slutning ... men ikke detsto mindre altså også et godt eksempel på princippet. Her møder vi så Leonardo di Caprio (som i denne sammenhæng også tiltrækker sig interesse, fordi han vel også er på top fem) der, som Viggo tydligvis også har haft blik for denne nye måde at se og spille med i film på: I Inception som den seneste - spiller han hovedparten af sine replikker og gestus i rum, der kun skal forestille en virklighed og i Shutter Island, spiller han i billeder på sin egen syge projektion af en virkelighed. Jeg ved godt vi filmhistorisk har både nære (Den sjette sans) og fjerne (Hitchcock) eksempler på det kringlede princip - men jeg hænger mig i, at det her er skuespillerne, som bær spillet - og ikke omgivelserne/plottet.
Det gør de af flere grunde, men den primære er selvfølgelig at vore filmhelte i dag er helte, fordi de ikke alene er guder i den medievirkelighed vi alle beboer, men at de tilmed også er frelserskikkelser og potente superkontekstkompetente væsner, som han elevere deres bevidsthed til en niveau at multibevidst tilstedeværelse: De spiller, at de spiller i et spil. På film. Et sted i en optagelse. Det bliver simpelthen ikke bedre i vores komplet kontekstkontrollerede kontante hverdag. Der kommer flere, bare vent. Har man lyst til at kigge på nogle af de mindre spillere, kan man begynde med allestedsnærværende Frank og Casper.

Den anden konsekvens, som ikke bare disse film (og roller), men også andre kringlede krimier og potente actionorgier, bærer kimen til - er det kalkulerede gensyn. Selvfølgelig har vi filmfreaks aldrig set en film uden at vide den kunne genses (eller aldrig mere værdiges et blik), men nu er gensynet (og genkøbet, selvfølgelig hr Marx, jeg ved det, jeg ved det - men nu er dette kulturanalyse mere end kapitalkritik) blevet bygget ind i billeder - ja vinkler og scenografi i en indforståethed med tilskueren, som er meget mere subtilt kommunikerende, end tidligere. Tidligere blev der ikke gjort mindre ud af nogen af delene, Gud bevares, men der var det narrative og katharsiske en mere ensporet og lineær drivkraft: Man så filmen og kom det stykke længere med sig selv og sit liv. Ikke i dag. En film skabes lige så gerne iboende gensynet - den imploderer, fordi implosionen, det repetitive og dybest set det indforståede er et mål i sig selv > postmodernismen lever og har det godt! Aristoteles (hil!), Ricoeur (hil hil!) og Svend Åge Madsen (hil hil hil!) roterer hhv. i deres grave og på sin kontorstol.

onsdag den 29. december 2010

Hvem er hvem



















Technom de Guerre

Den italienske matematiker Alfe Px. Gjapetus III har efter en lang række beregninger taget netop dette navn. Det har vist sig, at netop denne kombination af bogstaver rammer en uforholdsmæssig stor del af søgninger på nettet - altså ALLE slags søgninger. Hans navn er således det første, som er genereret udenfor en eller anden form for menneskelig bevidsthed. Det er epokegørende!
Navne har ellers traditionelt, og med god grund da, været et udtalt menneskeligt, for ikke at sige humanistisk, gebet. Så meget er investeret i et navn. Det har jo aldrig afholdt folk for at ændre deres navne, tage nye eller få en ommer af den ene eller den anden grund. Måske skulle man have set det, da numerologerne tog fat og begyndte at døbe nye, bedre og lykkeligere Annemmette'r, Zuzannee'r, Pehr Olfræk'ere og så videre. Der er dog stadig en - selvom nogen nok vil mene hysterisk - forbindelse til den menneskelige bevisthed og væren i tid hos numerologerne. Ikke længere hos Alfe Px. Gjapetus III, som nogle gange også vælger at skrive navnet Alfe Px. Gjapetus 3. Filmstjerner og andre knap så lysende stjerner har længe haft den lange finger i ideen med at have et lækkert navn, som man trods alt ikke kan hænge numerologerne op på at fifle med. Brad Pitt?! Marylin Monroe?! David Bowie?! John Wayne! Vi kender alle til deres oprindelige navne - og hvor nødvendigt (og u-ditto) det måtte have været at finde noget andet og mere catchy til dem. Archibald Leach tager dog prisen for håbløst navn - han fortjente noget bedre end det.
Rygter siger Phillip K. Dick var ude i nogle af de samme overvejelser, da han skulle debutere, men selvom han måske tænkte en smule længere end Cary Grant, så havde han ikke nogen eller noget til at regne på navnet. Han hang stadig fast i det menneskelige.
Så med tilfældet Alfe Px. Gjapetus III har noget ændret sig. Hans navn er ikke til huske eller synes er lækkert om. Men det er alligevel et navn, der kommer til at dukke mere og mere op - og det fordi vi er begyndt at brænde alle broerne til hukommelsesøerne af: Hvorfor huske, hvad hun hedder, hende fra "Betty Blue 38,5¤ om morgenen" - når vi  har www og IMDB? OG Alfe Px. Gjapetus III, som stirrer os lige i fjæset og minder os om, at HAN bestemt også findes, sammen med alt det andet forladte og fortabte hukommelsesgods på nettet. Det er fantastisk udtænkt. Lidt på linie med ideen om plastik, asfalt og madpapir. Tape. Bare metafysisk.
Han bliver konge en dag. Han lever hverfald længere end Courtney Love. Og nu findes han.

søndag den 5. december 2010

FLERE TALEMÅDER OM MÆND























MANDEN ER SJÆLENS FEJL.

MÆND FLYTTER BJERGE.

MÆND ER TYKKERE END VAND.

FOR EN MAND GÆLDER ALLE KNEB.

VEJEN TIL HELVEDE ER BROLAGT AF MÆND.

DER ER IKKE ILD I EN MAND, HVIS HAN HAR TØJ (PÅ).


JEG VIL SE EN MAND, FØR JEG TROR HAM.



Tak til http://www.123abc.dk/

Ulykkelig kærlighed i en alder af 45


Spin


For første gang siden jeg var ulykkeligt forelsket for 25 år siden har jeg mærket følelsen igen. Følelsen - ikke sagen. Ikke fordi jeg har savnet den. Jeg er gift med den kvinde jeg elsker mest, og har ikke fligen af af frygt for at miste hende . Men når jeg lytter til Ray LaMontagnes nummer "I Still Care for You", får jeg det nøjagtig som den og de gange, hvor verden og kæresten havde forladt mig. Tom og tilstede på samme tid. ude af stand til at løfte noget som helst ind i på sjælens hylder. Udsynet gråt stribet af usynlig regn. Så meget mere end selvmedlidende. Så meget mindre end desperat. Jeff Buckleys sange er filosofisk melankolske. Han er ulykkeligt forelsket som et bestemt livsvilkår - ikke i en bestemt kvinde. Ray LaMontagnes sang rammer der, hvor man kan mærke der har været et helt bestemt navn engang. Meget mærkeligt. Som at ramme en duft fra engang, finde et foto eller en tegning fra engang hvor man var en på alle måder anden, men jo stadig den samme. Eller blive mindet om noget ulykkeligt man lykkeligt havde glemt man havde gjort.
Jeg flirtede med sangen i bussen til byen igår. Ligesom nu, hvor den er ved at spille sig ind på Top 25. Træder ind i sangens, fortidens og følelsens rum og kigger mig omkring i fornemmelsen af at savne nogen så meget det definerer alt, hvad man er. Den manende følelse af at ville have nogen, der ikke er til at få. Som dengang er det helt futilt og nedbrydende, men stærkt som sirenesang. Ulykkelig kærlighed kan man have til een man ikke kan få, fordi den ene ikke vil have een selv, men man kan også have den, hvis man slet ingen kan få, og man kan have den, hvis den man vil have også vil have een, men ikke kan nå. Hvilken ulykkelig kærlighed der er den værste er afhængig af, hvilken man har - det er altid den man har, der er den værste.
I byen så jeg meget passende "Romeo og Julie" på Arhus Teater i Christian Lollikes opsætning. Romeos første kærlighed til Rosalinde spiller han ud som ulykkeligere end ulykkelig. Med manér så at sige. Mercutio, som ikke ellers er en dyrker af de dybe følelser (bortset fra foragt), kan sagtens se dét spil. Romeo kan ikke - eller vil ikke slippe jagten på den meningsfulde fortabelse i kvinden, fordi hans ulykke er lig med at der ér en kvinde i hans liv. Da han så møder Julie bliver kærligheden til ægte kærlighed. Efterhånden. Og ender i varianten: Vi vil gerne have hinanden, men kan ikke nå. Alt stiller sig som bekendt i vejen for de to - ultimativt døden, som jo heller ikke er en ukendt figur i de to andre varianter. Det er en en god historie de to har, og et godt stykke jeg så, men det kom aldrig i nærheden af den følelse sangen giver mig. Den følelse er alt for konkret. Den kan slet ikke deles eller postuleres. Hun har navn og ansigt og nærvær - selvom hun jo heller ikke længere er hende eller nogen.
Jeg lyttede til "Blade Runner"-soundtracket dengang, da jeg var rigtigt ulykkelig. Især "Love Theme" og "Memories of Green" med den fake film noirstemning, står klart i erindringen. Men satte jeg det på nu, ville jeg kun fyldes med en art nostalgisk melankoli: En følelse af at jeg engang følte på en anden måde. Stærkt nok, men støvet. Ligesom stykket, vil jeg tro. Blade Runner er i øvrigt ikke langt fra at være en Romeo & Julie-story.
Og hvad kan vi så lære af det?
"If music be the food of love, play on."

søndag den 28. november 2010

Logan's lip #2

















Det ta'r kun 5 minutter


faktas slogan hár gået sin sejrsgang over det ganske land. Det fik (som fx Rexona, Danmarks Idræts-Forbund og Kohberg også gjorde og Telia gerne ville) hul til det for slogans så lukrative hverdagssprog og den danske idiomatik, med deres "Det ta'r kun fem minutter - men vi vil så gerne have du bliver lidt længere". Betegnende nok for problemet med deres slogan i dag, er netop, at det var den sidste del, som gjorde det til et sjovt og kreativt slogan - både i deres tv-reklamer, men også i de hverdagssproglige sammenhænge, hvor alt muligt, som "kun tog fem minutter", fx at finde en parkeringsplads eller skide på et offentligt toilet, kunne efterhænges et helt absurd og morsomt: "- men vi vil så gerne have du leder og skider lidt længere".
I dag hedder det (alfald på faktas hjemmeside) så kun "Det ta'r kun 5 minutter". Lad os lige kigge på grafikken først. fakta er jo ligesom fx ARoS og HÜMÖR, lykkedes med at få indbygget deres navn i selve opsætningen af bogstaverne. Point for det! Hvergang jeg ser ARoS-navnet kan jeg ikke undgå at tænke på Peter Laugesens beskrivelse af det lille "o" som et røvhul (Inf. 30.01.03) ... han kunne heller ikke lide navnet på det nye hus. HÜMÖRS overhængende prikker er i sådan en sammenhæng ikke øjne, men antallet af cifre på kasseapperatet, når man anskaffer sig en "humoristisk" beklædningsgenstand. I faktas slogan indgår både en apostrof "'" og et ciffer "5". Apostroffen er absolut i orden. Slogans skal - grafisk eller blot udtalemæssigt - bestemt rumme en mundrethed. Point for det. Værre med 5-tallet. Det er grimt sammen med bogstaverne, stikker - selv for en reklamegenstand - for meget ud. Omvendt ville det jo også gå helt galt, hvis man skrev: "fakta - Det ta'r kun fem minutter", for se ville det se ud som det var enelleranden embedsmand, som under pres i en håbløs omskoling var sat til at skrive slogans. "fakta - Det tager bare fem minutter af Deres tid".
Det står altså 2-1. Vi mangler et par selvmål. Det åbenlyse selvmål er løgnen. det ta'r ikke fem minutter. Det ta'r helt sikkert mere. Nogle gange tager det tre gange så lang tid, hvis man skal stå i kø. Hvad man nemt kan komme til på Vesterbro i Aalborg fx. Der er nok en grund til sloganet ikke er at se INDE i butikken.
Allright - hvem lyver ikke i et slogan? Jeg synes man skal lade være. Bare for en tid: "fakta - det ta'r ikke lige så lang tid som andre steder". "Tefal - vi tror du kan lide vores produkter". "føtex - vi vil gerne gøre mere for dig, hvad skulle det være?"
2-2. Vi er nået frem til det afgørende selvmål, som meget passende hænger sammen med omtalte amputationen i starten. Hvis et slogan understreger at noget går hurtigt, må det være fordi det er en kvalitet i sig selv, at det er hurtigt overstået - så hvis det kun tager fem minutter i fakta, og det er godt, så må det være fordi det er rædsomt at købe ind der. Så deres slogan fremhæver faktisk det værste ved deres produkt. Udover at være stimulerende sprogligt afmoterede det oprindelige slogans andet sætning dette faktum. Vi vil selvfølgelig gerne have du bliver lidt længere, fordi det faktisk slet ikke er så slemt at handle hos os!
Det er muligt fakta mener de kan lave "en Netto", som med deres "DERFOR!" altid allerede henviser til at priserne er billigst - og derfor(!) ikke behøver skrive andet end det, for det har de gjort så mange gange før (det kan diskuteres som det virker, men det er en modig strategi), hvor mange af de nye, unge forbrugere kan efterhånden huske traveren - "men vil vil så gerne have de strigler lidt længere"?
Jeg bliver ikke længere. Farvel.

mandag den 22. november 2010

Spørgeskema til den trætte og modløse magasinlæser

Hvor ofte støder du på interviews med de samme faste spørgsmål hver gang?

Hvor ofte finder du disse interviews fascinerende?

Hvad har været din største oplevelse under læsningen af den slags interviews?

Hvem ville du ønske at se i den slags interviews?

Hvem kunne du ikke forestille dig optræde i den slags interviews?

Har du gennemskuet den fantastiske idé i disse interviews? (Man kan sammenligne svarene!)

Har du oplevet nogen journalistiske gennembrud i disse interviews?

Synes du den slags interviews respekterer eller ikke respekterer deres ofre?

Synes du den slags interviews respekterer eller ikke respekterer dig?

Tror du Sankt Peter bruger noget lignende?

Vil du bruge disse spørgsmål til andre læsere?

Jeg tænker jeg synes jeg føler jeg tror - nok

















Brain dam
Lige siden min (ellers) gode ven Jeppe fangede mig i at bruge forleddene "jeg tænker" på en af mine udredninger eller kommentarer, har udtrykket hærget min opmærksomhed. Jeg hører det alle vegne HELE tiden. Udtrykket må have et viralt peak disse tider - det smitter, og vi talende er åbenbart ikke vaccineret mod det.
Udtrykket er som udgangspunkt selvsagt en sproglig markør, som skal bane vejen for det efterfølgende udsagn. I den forstand kan det sidestilles med en lang række andre almindelige sproglige greb. Men modsat Michael, som bestemt ikke bryder sig om udtrykket - hvad jeg i øvrigt heller ikke gør (hvorfor han 'fangede' mig) - mener jeg ikke det er udtryk for en særlig form for afrundet og følende argumentation. Jeg vil hellere se det i (mental)historisk perspektiv.
Teorien er som følger: Inden for de sidste tre tiår har forledene bevæget sig fra "jeg tror" over "jeg føler" via "jeg synes" til det nu meget snart totalt dominerende "jeg tænker". Hvorfor det? Se på ordene! Vi er gået fra at være religiøst funderet (al fald i den sproglige praksis) i en art tro på vores udsagn, til at være mere følelsesmæssigt defineret (styret af det ægte jeg!), derefter blev det mere politiseret og bevidstgjort - den såkaldte "synsning", som jeg bestemt også fik nok af, for nu at være landet i disse tiders højhellige hal: Kraniet og med det JARNEN! Det er da også oplagt at videnskaben efterhånden har gennempenetreret sprogbrugen med sin argumentative og - al fald sammenholdt med denne korte mentalhistoriske linie - afpersonaliserede og dermed ret så ansvarsløse position. Man skal ikke gå og tro videnskaben kun vil os det godt. Videnskaben lider under en så kronisk ensporet mangel på moral i så mange henseender, at den har været nødt til at opfinde et speciallegeret ekstra cyborgben for overhovedet at kunne bevæge sig. Sic.
Det er som om udsagnet "jeg tænker" skal bane vejen for, at bare der er lys i pæren så er man kvalificeret til at fremføre sine teorier uimodsagt. Der er ret beset ikke langt til den kvælende synsning, hvor det pseudokartesianske belæg lå i, at når bare man er er 'sig selv', så har man også ret. Nå ja, stillet overfor den cerebrale bulldozerretoriks "jeg tænker" er det lige ved man kunne savne et enkelt quasifilosofisk "jeg synes" til at bløde tingene lidt op. "Jeg tror" er for altid for tabt: Når (hvis) man bruger det i dag, er det netop udtryk for, hvor håbløst lidt man ved! Det er da ikke udtryk for, at man har overvejet, tvivlet og siden fundet fodfæste ... min Herre, min Herre, hvorfor har du forladt mig her på retorikkens slagmark?
"Jeg føler"? Jeg tør dårligt nok skrive det! Hvis man skulle komme for skade at ytre de to ord gør man klogt i ikke at sige mere. Så kan de til nød kvalificere sig som en art humanistisk statement, eller måske bare et mentalhygienisk nap i nakkedellerne. Hvis jeg går så vidt som til at "føle" noget som helst om noget som helst begrebsligt eller måske endda politisk, så er det ud og skide sig (godt biodynamisk, men altså alligevel) tom i nælderne sammen med alle de andre hippier.
Velan! Sådan kom brikkerne til at stå. Så kan du synes om det hvad du vil - du kan endog tænke dit. Jeg vil øve mig på de næste forled, der kommer dominere det sproglige karantæneområde vi kalder dansk: "Jeg siger".

søndag den 31. oktober 2010

ULYKKELIGE TALEMÅDER - OM MÆND
























HVER MAND ER SIN EGEN ULYKKE NÆRMEST



MAN KAN ALTID KENDE EN MAND PÅ STØRRELSEN AF HANS ULYKKE


VEJEN TIL EN MANDS HJERTE GÅR GENNEM HANS ULYKKE


EEN MAND KOMMER SJÆLDENT ALENE


NÅR MANDEN ER STØRST ER ULYKKEN NÆRMEST


Logan's lip #1

Det er til dig

Og velkommen til ny kategori: Slogans og deres indbyggede logik eller mangel på samme.
Telias slogan er (pt) "Det er til dig". Ideen er tydeligt nok hentet i den fælles forståelse af tingen og teknologiens intetkønnethed, og yderligere boostet af metaforen "en samtale er en ting". Så ting der kommer gennem æteren - her typisk samtaler, men efterhånden vel også MMS'er, SMS'er og måske endog mails og invitationer - tager Telia sig af!
Bare fordi det er første gange vi prøver dette, tager vi den ellers under bom-pointe med også, at Telia og alt deres væsen også, "helt filantropisk", men også ubetinget og monopolistisk uliberalt i sin grund, er til dig. Du må ikke have andre selskaber, for dette er til dig!
The slip? Det der gør, at Telias slogan kvalificerer sig til at komme på listen over svipsere, er ganske enkelt - at den mundrethed der ligger i ytringen "det er til dig", stammer fra en tid, hvor man kunne komme for skade, eller hvor det ligefrem var amindelig praksis, at man tog den telefon som ringede, hvis man var i nærheden af den. Det sker aldrig længere! Al teknologi er sat op til den enkelte og bestemte bruger. Fastnet er for gamle mennesker, som i øvrigt bor alene. Ingen telefoner ringer steder, hvor man ikke ved, hvem de er til - muligvis på et kontor, hvor samtaler bliver stillet om x antal gange, og ender overfor den person, som egentlig skulle modtage den, men ikke i Telias (går jeg ud fra) klart afgrænsede privattelefoni.
At sloganet skulle være bygget på den sjove men sjældne hændelse, hvor nogen ved hvem nogen er sammen med men ikke kan ringe til (strøm, lydløs, slukket) den ene nogen, og derfor ringer til den anden, som så himmelfalden (afpersonalificeret) må kigge på den anden og sige: "Det er til dig", anser jeg for utænkeligt - og i bedste fald en dårlig afspejling af den almindelige udbredelse et telefonselskab gerne ville have.
Farvel.