BOMME, BØFFE, SLIKKE

I denne uge disse ord på min hinde

Der er en yndig logik i at man prøver at 'bomme' nogen for fx en smøg, da ordet er afledt af det engelske ord for vagabond‚ 'Bum', det tyske 'bummeln' som betyder at 'vandre' eller bare en bums på dansk. Dette på mange måder charmerende folkefærd ernærer sig jo (ideelt set) som munke alene ved at tigge og tro på andres godhed og nåde. Overvej eventuelt næste gang De ser en HUSforbi sælger, at det er en mulighed for at De kan vise Deres storsind, og ikke for sælgeren at få penge til … hvad måtte tro han skal bruge dem til.
Interessant er det så, at ordet bomme også kan betyde at 'misse' - som 'ramme ved siden af'. Her er ordet imidlertid afledt af ordet 'bum!', som er et onomatopoietikon for den lyd et skud siger. Hvordan lyden af et skud er lig et fejlskud forstår jeg dog ikke; det er da svært af vide, om man på forhånd har ramt ved siden af? Måske ligger slægtskabet i at man heller ikke kan vide om man rammer, når man tigger, eller også kan vi opfinde en forklaring ved at lytte til en bøf.
For hvorfor hedder en fejl nu en 'bøf', når der for det første ikke er noget galt med en bøf, og en fejl for det andet sjældent er spiselig? 
Det hedder en bøf, fordi man både kan begå en fejl OG franarre nogen noget, når man 'bøffer'. Man vil måske kunne huske udtrykket fra mediernes uskyldige ungdom, hvor man hvert år ved juletid fik kavalkader af 'bøffer' fra radioavisen eller tv-udsendelserne, ligesom man vel kan genkalde sig udtrykket ' at blive bøffet for en tyver'. At ordet lige blev 'bøf' kan man kun gisne om. Måske har det noget med dets lydlige associationer at gøre - ø'et har det med at dukke op i allehånde skøre sammenhænge, måske er bøffen bare et godt billede på noget, der kan se meget forkert ud i den rette (forkerte) sammenhæng. Jeg minder om, at det også hedder en 'beef' på engelsk. Sluttelig er bøffen måske ikke et ueffent billede på en kriminel kleppert? Under alle omstændigheder deler 'bomme' og 'bøffe' altså det fællesskab, at de begge to har to betydninger, som faktisk er modstridende - det er vel en slags sammenhæng, uden det er en direkte forklaring.
Ugens mystiskeste ord er betegnelsen 'slik' for de søde sager man har for (u)vane at spise. Hvor mange andre ord kender De måske, som betegner en genstand med det man gør med den? Et køretøj? Tjah, bum, bum - ikke egentlig. En klemme er ikke helt ved siden af, men dog stadig et instrument. Der ikke mange mærkevarer, om jeg så må sige - ikke mange objekter der hedder noget man gør: Der findes ingen klø, svede, sparke eller stikke. Ikke uden de får genstanden vedhæftet: En gåcykel, et kradsebræt, et tyggegummi o.s.v. Eneste undtagelser finder vi hos værktøjerne, som logisk nok præsenterer denne sproglige konstellation i rigt mål: En høvl, en sav (som man dog vist skærer med - så er skær da), en hammer og et bor. Men taler vi om navneord, der ikke betegner værktøjer, så er og bliver slik en unik beskrivelse af en genstand. Jeg er pinligt bevidst om at vi bevæger os på kanten af noget lummert, men jeg skal gøre mit bedste for alene at snakke om slik.
Der kunne ligge en semiotisk sandhed i, at netop dét ord for dén genstand er så simpelt et match, da netop slik hører til den barnlige del af virkeligheden - inklusive sproget. Der er med andre ord en ret uhindret forbindelse mellem tegn og indhold, for så vidt man anerkender, at verbet slikke ikke er arbitrært. Igen fristes man til at lytte til ordet, og med en vis tilfredsstillelse (…) konstatere det nok ikke er helt ved siden af. Etymologisk bevæger vi os faktisk i flere sammenhænge netop dér - tænk på lyden af den den tynde lerblanding (slikker) man bruger til keramik, eller forestil dem lyden af små bølger, der slikker strandkanten eller molen. Desværre for denne ekskurs er den egentlig etymologi nok knyttet til betydningen 'en slik', som 'en smule' - da man jo netop sjældent får store mængder slik. Eller rettere fik. For jeg skal da lige love for der er blevet stillet på mængde- og målforhold i netop dén branche indenfor det seneste. Biografen ligner mere end nogensinde noget fra Dantes inferno, hvor folk tvinges til at spise og drikke sig gennem deres egen grådige understregning af, hvor fedt de vil gøre det for sig selv.
Jeg foretrækker dog den første forklaring, og kunne fx argumentere for den ved at inddrage begrebet spytslikker, da enhver jo ved det kræver mere end en smule spyt, hvis man vil opnå noget med sin fornedrelse.
Deres ydmyge tjener.

Forbindelser mellem ord er alene udtryk for fantasi - ikke forskning

Gyldendals Etymologi og Fremmedord
Webster's New World Dictionary
ordnet.dk

USYNLIG MAND

FEM GODE RÅD TIL EN PERSON, DER ER FARET VILD

Bestemt ment i overført betydning

1) Udnyt tiden.
2) Find et træ, for at se på hvilken side der vokser mos. Har du fundet et træ, kan du også finde et hjem.
3) Kald på den lille Rødhætte. Hvis hun kommer skal det nok ende godt. Hvis hun ikke kommer, har du gjort dig selv til grin, og så er det at være faret vild ikke nær så slemt.
4) Lad være med af opfatte din vildfarelse som et tegn på andet end det den er: Et spørgsmål om topografi, magnetiske poler og at andre mennesker vil savne dig.
5) Hvis du véd du er faret vild - så ved du du også, at du kan finde hjem.

IKKE BILLEDE - BILLEDER

Kan du se det?

Hvis internettet har sorte huller - og det har det vel, hvis det skal være et ordentligt modsvar til verden 1.0 - så synes jeg disse eksempler er et godt bud på, hvordan de kunne have forklædt sig.
Kombinationen af skærende logik og helt igennem paradoksal mystik giver al fald undertegnede mindelser om de sorte hullers uforståelige konstruktion. Er der et billede, eller er der ikke et billede. Eventuelt er der et billede af, at der ikke er et billede. Der er med andre ord noget, som påstår det ingenting er.
Nyd dem - det er som at finde poesi et sted, hvor poesien selv troede sig forvist fra.

... og nu kommer der aldrig andet end dette på disse billeder. Jeg har fanget limbo og sat det under glas. 

ORDKLASER

HVOR ER JEG NU?

Papirtigre og paphoveder

Jeg har mistet min kalender. Eller forhåbentlig forlagt den i sommerhuset (200 km væk, sic). Det sætter gang i nogle tanker. Dels om hvilket menneske jeg dog må være, at jeg endnu ikke har fået organiseret mig med en virtuel kampplan og automatisk opdatering. Sådan et liv, hvor datoer forsvinder, når dagen er brugt. Dels om hvilket menneske jeg må være, at jeg nærmest ikke kan forestille mig jeg skal på arbejde i morgen og resten af ugen, fordi jeg helt konkret forbinder arbejdet med den fysiske genstand min kalender er. Jeg tænker ugen gennem siderne, punkterne, tegningerne og fluebenene. 
Mest tænker jeg dog over, hvad der er sket med papirets skurkerolle. Jeg taler om de hemmelige arkiver, de fortroligt stemplede charteques, de smuglæste breve, de oprettede sager med noter, gennemslag, fotokopier og billeder. Jeg tænker på billedet af mørke mænd, der kigger på hvide papirer foran blanke stålskabe. Jeg tænker på bureaukrater, stempler, registranter og protokoller - hængemapper, hulkort og hæftemaskiner. Støvede sagsakter, krøllede referater og tårnhøje ind- & udbakker. Jeg tænker på, at engang var billedet på en usympatisk, ugidelig penneslikker altid forbundet med papir. Der var papir i billedet et eller andet sted. På samme måde med de hemmelige tjenester og ulovlige aflytninger; alt skulle nedfældes eller eksistere på papir. Papir var magt og magtmisbrug var uomgængeligt knyttet til dokumenter.
I dag … i dag kunne noget hånd-, blik- og følelsesløst læse dette indlægs statsfjendtlige udsagn og gemme det i ingenting. Bureaukraterne er nu bevæbnet med en skærm og et bagvedliggende sort hul, som kun programmer kan rejse i. Kongerne regerer ikke fra bjerge af papir, men gennem et omnipotent blik, hvis parametre skifter hurtigere end dine øjne kan læse disse bogstaver, og hvis robotter færdes hjemmevant i områder med det ildevarslende navn 'optiske fibre'.
Jeg siger ikke vi er værre eller bedre stillet uden papir. Jeg observerer bare. Og kommer pludselig i tanke om, at da jeg i sidste uge pludselig stod med en anseelig mængde kontanter i form af sedler, så kunne jeg ikke komme af med dem, fordi min bank ikke længere har kasser. 
Det er forunderlige tider. For papiret foruroligende. For papirmennesker ulykkelige.
Skriver jeg. 

NÅR BARE RØVEN ER GOD

På halen

Hvis vi (om jeg så må sige) starter i den bløde ende, så kender de fleste til udtrykket 'at få enden på komedie' - det er beslægtet med udtryk som 'at komme i menneskehænder', 'under behandling' eller (sjovt nok) 'at få tørt på', som alle handler om at man bliver belært om de fejltagelser man har begået. Gerne fysisk - hvilket forklarer kropsdelens optræden, da man jo bl.a. kunne give en endefuld, hvis man skulle afstraffe nogen. Det er selvsagt ikke noget man gør i mere. Udtrykket hører til de ældre slags, hvorfor det også hedder ende og ikke røv. Det er i øvrigt håbløst, at man har valgt at betegne noget der befinder sig midt på legemet som en ende, er det ikke?
Der er andre ender i talemådernes sydlige egne - man kan således hænge med enden i vandskorpen, hvis man vender den tunge ende nedad - men her skal det handle om det gode, og yngre ord 'røv', som har gjort mere end almindeligt opmærksom på sig selv henover sommeren. Ikke fordi lige dén legemsdel jo bliver mere synlig i de varme måneder, men fordi sproget pludselig skinnede på den. Mest forunderlig er TopGunns sang 'Du får tilbud', hvor broen "Du har en kæmpe røv / Og du får tilbud / For din røv den set perfekt ud // Du har en kæmpe røv / Og du får tilbud / Baby du ser perfekt ud", kan få een til at tabe både øjne og ører på en dejlig provokerende måde. Jeg skal ikke sige om teksten er ironisk ment (tekststykket er endnu ikke kommenteret på Rapgenius), men indtil andet er bevist, så synes jeg hun skal have lov at have sin kæmpe røv som et attråværdigt trofæ.
I samme afdeling (sic) finder vi begrebet 'røvtogt', der blev omtalt i forbindelse med Rihannas koncert på Roskilde. Her ville en gruppe unge mænd benytte sig af de pressede publikummers intimsfære til at befamle (som det vist hedder med en juridisk term - hvilket er meget passende, da de rent faktisk foretager sig noget kriminelt) unge kvinders bagdele. I denne sammenhæng er det ordet 'togt', der er interessant, da det nostalgisk viser tilbage til dengang, der hverken var dommere eller popmusik, men nok øl og fremmede kvinder. I et beslægtet tilfælde - Beyonces koncert i Forum i maj i år - blev røvtogtet til et 'numse-klap'. Muligvis for at det kunne trække forsider i det offentlige rum. Det er også Beyonce der har opfundet det helt fantastisk uoversættelige begreb 'bootylicious' til sangen af samme navn. Var der nogen der sagde røvlækker?
Selvom denne vinkel på sproget er endeløs (aha!), så slutter vi af med endnu et engelsksproget udtryk: 'Buttbrush'. Men altså taget under vingerne af de danske (…) retailere - butiksindehavere, som så vidt muligt skal undgå at stoppe så mange varer ind på hylderne og gangene, at kvinder ikke risikerer at (om jeg igen så må sige) få røven rørt. Og det ligemeget om det er en søsters baller, en kurv med tilbudsvarer eller en kollegashoppers vogn. For man mister kort sagt lysten til at forkæle sig selv, hvis man oplever der er for meget af een - hvert fald lige på det område.

'Røv' betød oprindeligt 'hul'. Hvad der kan være svært at tage og føle på.

Røvtogt
Buttbrush
Talemåder i dansk
Etymologi

Hermes, Hermés, Hermés & Dionysosbarnet & Venus

Hjertet er forarmet

HAVE A NICE DAY

You were just a face in the crowd

Out in the street, walking around

Den simple gengivelse af et ansigt - de to prikker og munden - siges at være det billede vi hurtigst genkender. Man kunne kalde det et ursymbol og reflektere over, om der er forskel på verdens grafiske repræsentation og sproglige - bogstaverede? Det er under alle omstændigheder denne dybtliggende genkendelsesmekanisme, der får folk til i tide og utide at udbryde "Se! Det ligner et ansigt." Det kan være mere eller mindre passende, og mere eller mindre irriterende. Men reglen gælder ligefuldt for undertegnede, så da jeg forleden nat mødte denne herre;

kunne jeg ikke andet end registrere, at den lignede et ansigt.

Denne version af ansigtet ligger dog i en lidt anden retning, end man måske tænker det glade grafiske ansigt, som også kendes fra remsen om Nikolaj. Her er vi sporet ind på det mere dystre eller uudgrundelige ansigt. I et essay om "Ø'et i død" skriver P.C. Jersild om netop denne figur - da død som bekendt staves 'död' på svensk. Han sammenligner blandt andet Ö'et med Munchs 'Skriget'. Der er noget om snakken.
Michael Kvium har også et forhold til den dystre repræsentation. Fx i et billede som dette;

hvor han bruger fingeraftrykket til at generere ansigtet. Kvium er også fascineret af den hurtige aflæsning, men han trækker ikonet mere i retning af det tomme og truende, som han har for vane. Sjældent filosofisk ser vi Kvium anvende prikkerne i dette værk:

Det mest udbredte simple ansigt er selvfølgelig 

'en, som har sejret så massivt, at den nu kan bøjes og trækkes efter alle sprogets regler, uden at stave eller sige så meget som en lille lyd : P hvilket egentlig er i meget fin sync med den ursproglige oprindelse - selvom det er tankevækkende, at symboler som korset, hjertet og duen ligger langt senere i udviklingen af den menneskelige bevidsthed og kommunikation.

Det gør det måske en lille bitte smule mere interessant - og glædeligt - at bruge den : )

Her er nattens ansigt for øvrigt i u-uhyggeligt dagslys:

Og her følger flere ansigter fra den virkeligt hverdagslige hverdag:

P.C. Jersild og Lars Adelius: Afslutningen - tanker om døden (1993)

MED NATTEN KOM DE GODE DRØMME

TOLV TIDSBILLEDER FRA PARIS

Prince Paris

Der er nok at tage billeder af i Paris. Det er en storby med storbyrum med storbymennesker i storbystrukturer i storbybygninger.

BYENS RUM opstår når naturen (nogle gange mennesket, nogle gange andre organismer og nogle gange naturlovene) bliver fanget i eller undviger bygningsmassens huller. Byens rum er horizontale fald eller klaustrofobiske klodser. Byens rum er øjenfælder. Som universets sorte huller kan de opløse perspektivet og tiden.

BYENS BYGNINGER er fikspunkter på arkitekturens og kulturens stjernetæppe. De er svævende stationer på metrooversigten og de rejser sig i bevidstheden, selv når man ikke længere er i byen. Eiffeltårnet er nok det bedste eksempel fra Paris. Selve strukturen og den karakteristiske form rager op i hjernens virtuelle landskab - som en animeret erindring. Bygningerne fortæller historier om de tider vi bringer den som offergaver. År efter år.

BYENS STRUKTURER er i dette tilfælde alle de metalliske skeletter man kan få øje på. Før eller siden bliver de nok til rum, men inden det er det fibre eller knogler eller måske fremtidsfossiler, som man bevæger sig rundt i. En forstenet jungle, hvor macheten ingen værdi har. Støbeformene må have en egen planet som kirkegård.