en
tre bogstavs slagssang
USA
og mit hjerte
min mave
min lukkemuskel
slipper
det fælles håb for andre
for alle
for os
og bliver til noget
jeg er alene om
ikke at kunne
gøre noget ved
POESI ER DET PÅ KANTEN
en
tre bogstavs slagssang
USA
og mit hjerte
min mave
min lukkemuskel
slipper
det fælles håb for andre
for alle
for os
og bliver til noget
jeg er alene om
ikke at kunne
gøre noget ved
Jeg er kommet til at tænke, at kunstig intelligens tilbyder noget vi alt for gerne vil have. At kunstig intelligens ikke tilfældigt tilbyder det lige nu. At kunstig intelligens kan komme til at fylde på en måde som vi ikke kan overskue men heller ikke ønsker at overskue.
Det ser sådan ud: Kunstig intelligens er resultatet af menneskehedens ihærdige arbejde for at blive klogere og dygtigere. Det er et arbejde som strengt taget har været hele målet for menneskehedens udvikling. Vi har alle sammen - måske mere eller mindre udtalt, men under alle omstændigheder i en slags konsensustankegang - bidraget til denne udvikling. Vi har sgu taget en tørn for dether. Vi har slidt og slæbt og gennem blæk og papir og skrivemaskiner og leksika og stencils og protokoller og arkiver og noter bag ørerne og hukommelstricks og papyrusser og murmaling og ridser og fliser og A4 og biblioteker og ildebrande og post its all over.
Nu har vi endelig fået vores løn for alt det slid. En maskine, der kan tænke selv og gøre alt det kedelige og besværlige arbejde for os. Det har vi fortjent. Derfor tager vi en slapper og sætter autopiloten på.
Det var det.
Der er vidner til alt. Der er vidner til at. Der er vidner som tavse ikke billiger din opvækst, men aldrig kommer til at blande sig i rettergangen. Min bane er frodig, men gør kun mod fortæring. Min vogn er smurt ind i rester.
Motivet med den organiske væg har været med mig mange år. Jeg ved ikke om d ord jeg har satte på det er dækkende. Men det er måske netop det, det handler om. At dække.
jeg kigger på festugen
i folk
om den sidder helt tæt og
dybt
eller bare er et vedhæng som et
fnug
eller en å-våd brudekjole
jeg kigger på festugen
i deres øjne
for at se
om vi er enige
om glæden
promillen
om at natten kommer med sit skjold
og den utålmodige fortælling om
sidste år hvor
jeg kigger på festugen
og dens fliser
der stikker op
som fadølssnublesten
eller scener for opgør
mellem elskende
børn og byen