Leonard Cohen:
Det meste af tiden bliver vi desillusionerede af det arbejde, vi har udført. Af og til er der noget, der nådefuldt stikker ud, inviterer os til at arbejde videre med det, animere det på en eller anden måde. Det er en mystisk proces.
Til Jarvis Cocker / refereret af Ralf Christensen i Information 27. januar 2012

Q: ARE WE NOT BLOGGERS? A: WE ARE LOOKERS

JACK OG BØNNESTALKEN

Fik anfald af introvision, da jeg læste en artikel om stalkere i fruens blad. (Vi undgår at kommentere dette låneords særligt fascinerende udtale, der gør det svært at håndtere på alle måder).
Det slog mig at jeg, samt alle de mange ligesidede og -sindede bloggere der-(her-)ude i blogosfæreren er en slags omvendte stalkere. Vi kigger og henvender os uafladeligt til en verden, som vi håber vil samle sig og bare een gang kigge den samme vej - på mig. Altså modsat den egentlige stalker, (et anonymt og almindeligt menneske) der som bekendt uafladeligt opsøger en enkelt stjerne eller særlig person, for at få vedkommendes opmærksomhed. Analogierne til bloggerens praksis er mangefold: Flaskeposten, Voyager rumsonden, radioamatøren og stort set alle andre futile kemikazekommunikative gerninger.
Men det at stalke synes langt bedre tunet ind på det syge og helt særligt opmærksomhedskrævende aspekt, der ligger i at blogge. Flaskeposten bæres af et lønligt håb, og dertil en slags kynisk romantik, der aldrig vil føre til at man græder over spildt vinflaske. Eventyret og den potentielle fortælling er nok i sig selv. Sådan er det ikke med bloggen. Her skal vedligeholdes og tjekkes og sammenlignes statistikker og kommentarer. Nettet er ikke kun et grid man færdes på, men også en verden af opmærksomhed man kaster sit EGET net ud i. Sørger for maskerne er afbødet, passende, velplejede og charmerende nok til at man kan stramme op og snøre sammen med en klar, aktuel og varmesøgsom pointe.
Ak ja. Jeg har browset for meget på overskift.dk

KRIMIKONSTIPATION - pitch 3

Elementært

Jeg spørger til mængden af krimier på alle vores flader - herunder natborde, sendeflader, hånd- og flade pander i disse tider. Alle bedømt, berømmet og prist som vedkommende og levende skildringer af vores tid. Og jeg vover denne påstand: Det er kriminalgenrens - for hver dag der går mere og mere endeløse - skildringer af det perverse og uacceptable, som har flyttet 'freak'- og tabergrænserne i vores samfund.
IKKE som man skulle tro længere ud i ekstremerne, hvor de fleste af fortællingerne som bekendt befinder sig, men tættere på normalen. Jagten på at forstå det onde (en altid aktuel substitut for at forstå det gode, vi har) har ikke gjort os klogere, blot mere paraniode. Vi er ikke blevet bedre til at skønne (mellem godt og ondt), blot bedre til at dømme.
Hvad man engang troede var samtidsromanens frelse er blevet til en moralsk svøbe, et sublimeret had til det unormale og alternative - herunder det uformuende og uformående. På trods af alle allegoriske medløbspointer, undersøger genren ikke det standende - den holder konservativt fast i det bestående.
Hvis dette passer - at en kultur der fodrer sig selv med udskilte og udskældte forbryderes ugerninger og (mere og mere) menneskelige og køligt intelligente lov- og ordenshåndhævere, så lurer også her den gryende nykonservatismes pæne ansigt.
Og gør ondt værre.

AKTUEL LITTERÆR ANAGRAMMATIK - UGE 8

Bestsellerliste billigbøger/pocketbøger
Baseret på Arnold Buscks (Slurb & Co.) boghandler 

Bragt i Information 17. februar 2012

1) Natascha Kampusch: 3096 dage - STAMANA HACKSPUCH
2) Kathryn Stockett: Niceville - N. STRAHYT KOCKETT
3) Camilla Läckberg: Fyrmesteren - CLIMACA KÄLLGREB
4) Jonathan Safran Foer: Ekstremt højt og utrolig tæt på - RAJAHFEN ANTROSNAFO
5) Hanne Bech Hansen: Lasten - HABENE HANNSCHE
6) Lotte & Søren Hammer: Alting har sin pris - ØRENTHE & TROMMESAL
7) Haruki Murakami: Norwegian Wood - HURU MAKI KIMARA
8) Kirsten Thorup: Tilfældets gud - HEKTOR PRUSTIN
9) Ildefonso Falcones: Havets katedral - FLAESO CON SILDEFON
10) Linda Olsson: Astrid & Veronika - SONA SOLLIND

  

REBLIK - I ANLEDNING AF EN BEGAVELSE

Jan Garbarek og The Hilliard Ensemble, Aarhus Domkirke - 16. februar 2012

Rum + Musik = Menneske
Menneske + Rum = Musik
Musik + Menneske = Rum

- Men hvad så med tiden?
- Tiden er døden. Og døden var der ikke.

Garbareks lyd er ikke lineær.  Selvom jeg ikke ved hvad de sang ('chantede' er måske mere passende) er bønnen heller ikke lineær - dels fordi den ofte har så mange gentagelser, dels fordi den netop indgår som et cyklisk element i hverdagen.

Torsdag aften i Aarhus Domkirke rejste rum og musik sig om mig og holdt mig oppe og inde i en hellig treenighed. Jeg blev begavet med noget jeg kun tilnærmelsesvis kan sætte ord på, nu halvandet døgn senere.

Det må også være det begavelse handler om forstår jeg nu. Hvis man har fået noget (hvad sproget så viseligt har antydet også er en slags begavelse), som er noget særligt, så må man gerne give det videre - for det kan helt sikkert også glæde andre.

Tak for alt.

EKSISTENTIEL TRIANGULERING: GUD, MATEMATIK OG MENNESKE

Safety in numbers

Dagens tekst i søndags var fra bl.a. fra Paulus' brev til korintherne. Og i vanlig højstemt og fremlænet stil forkynder han sagernes rette sammenhæng for os jordiske væsner. Grebet er uforligneligt retorisk. En skaber siger til sin skabning; Hvad kan du vide om mig, som jeg ikke ved bedre end dig? Hvad kan du være andet end mindre end det, der skabte dig? Sandt nok, må man erkende - og alt efter temperament føle sig stærkt provokeret over hele trosteknikken, eller trygt i hænderne på noget, der sikrer der er en virkelighed. Mod slutningen af uddraget siger Paulus (som er hvad i forhold sin skaber?) følgende (på vegne af Ham): "Det er mig der har frembragt jorden, og menneskene på den. Mine hænder har spændt himlen ud, og jeg befaler over hele dens hær." Denne smukke sætning "Mine hænder har spændt himlen ud" kunne ikke andet end sparke til noget af det senest læste skønlitteratur i hjernes mange snit: (bemærk de mange kolon'er - vi er i en hierakisk opbygget tekst!:) I Daniel Kehlmanns (hermed anbefalet) skønne roman 'Opmålingen af verden' (hermed anbefalet) møder vi blandt andre matematikeren Gauss - for kendere og elskere af denne disciplin matematik, kendt som 'Fysten' - hvis faktiske erfaringer med landmåling skildres levende og humoristisk, som alt andet i denne bog. Herude på landet antyder Kehlmann - nok ikke helt ueffent - at Gauss får ideer på linie (undskyld) med Einsteins senere om det krumme univers! Gauss ser for sig, hvordan han ville kunne lave en gigantisk triangulering mellem fx bjergtoppe, hvis bare han havde instrumenterne ... i romanen en af Kehlmanns (lidt som Paulus egentligt) fortolkninger af Gauss' situation: Han er så langt foran sin tid, at han til enhver tid mangler redskaber og modspil til sin viden og sit liv. Men hér er altså en smuk symmetri mellem Biblens tekster og en af matematikkens tænkere, der kunne skabe en slags fordragelighed mellem matematikkens ofte så ugudelige logik og troens abstrakte dybder. Og Gauss var faktisk også (som ikke så få videnskabsmaæd) troende ... måske har Paulus' ord målt med et sted derude på Braunschweigs marker?
I Salmernes bog v 139 (en på alle måder stærk tekst, der har mange ligheder med Paulus' brev - retorisk og indholdsmæssigt) står blandt andet følgende: "Herre, du ransager mig og kender mig. Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke; du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med. Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Herre; bagfra og forfra indeslutter du mig, og du lægger din hånd på mig. Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det." Og ansporet af forrige analogi kunne jeg ikke andet end tænke på et andet matematisk greb, født af (Gud hjælpe os) den anden (ja, for der er kun de to, før Eistein kommer til) store matematiker Leonhard Euler - der også var stærkt troende. Eulers tanker foranstalter (gestalter er muligvis bedre) den senere teori 'Laplaces dæmon', hvor hele verden og alt i den bliver partikelgjort, hvorfor man ville være i stand til at redegøre for alt i den; hændt, nuværende og kommende, kunne man blot beregne partiklernes bevægelser. Det er jo en voldsomt materialistisk tankegang - som så alligevel rammer midt ind i hele det abstrakte skaberværks kerne, læser man teksten fra salmernes bog igen. Jeg forestiller mig altså igen en gudfrygtig men modig matematiker, der ikke mener gudsbegrebet og matematikken er fjender eller udelukker hinanden. Det tror jeg heller ikke de hverken er eller gør.

Personligt appendikS
Skulle nogen tro skribenten er matematisk begavet og bibelstærk, så lad dem være salige så. Sandheden ligger som altid i paradokset og snittet. Udover teksterne, har jeg her støttet mig til gode kollegers gavmildhed, min lokale præsts ditto, 'Biblen online', Wikipedia og et godt interview med Kehlmann på Information.dk

HAMMERSHØI-ØINE

Udsigt fra Brohusgade Aalborg søndag morgen 12. februar 07:40 2012. Det var et hammershøi-øjeblik. Motivet er på samme tid så ladet med betydning og helt almindeligt, at man ikke ved om man kigger ind i selve kulturens og eksistensens kerne, eller blot betragter byens, døgnets og årets rytme. Og måske er det det samme.

ANONYME EPONYMER

Ord for ord i ord

Jeg er ikke den første, bliver heller ikke den sidste, der har funderet over ordet - dvs udsagnsordet - 'google'. Men vi er ikke på den med dets oprindelseslashbetydning, for vi ved godt det er hentet i en nummerisk betegnelse: Et ettal plus hundrede nuller (do the math!) Vi er heller ikke i finten med at 'varen' er firmaet, som velcro, gore-tex, nescafé, neopren og lign. Men det snerper.
Vi er i den boldgade som hedder 'eponymer'. Et eponym er (på dansk) et ord som rummer egennavnet på den person, der ska'visige foranstaltede ordet eller begrebets opståen: 'Sandwich' (efter Jarlen af Sandwich - der kom på den fikse idé med at lade brødet tage af fra det fedtede kød), 'røntgenstråler' (efter fysikeren Wilhelm Conrad Röntgen), 'dieselmotor' (efter Rudolf Diesel) og skal vi ikke lige tage 'dræsinen' med (efter K. F. Drais von Sauerbronn). For er 'at google' ikke netop opkaldt efter søgemaskinen (og firmaet)? Helt på linie med det engelske 'hoover', som fik sit navn efter det firma som fremstillede den bedste(?) støvsuger gennem alle tider: the 'Hoover'. Men det kan i sagens natur ikke være et eponym, da det i høj grad står og falder med det personlige islæt. Under min research (som bestemt involverede flere søgninger .. men altså også regulære opslag i bøger) stødte jeg på begrebet 'sesamord' (udtales sesam-ord), som er ord, der er giver adgang til penge eller værdier - i konkret og overført (referencen til Ali Baba antyder det overførte) betydning. Der er tale om ord som 'sesam', 'buzzword', 'plusord' og 'løsen' *). Her kunne 'google' måske finde en plads? Sammen med andre ord som 'pay-off', 'joke', 'password' og 'cumshot' fristes man til at tilføje i disse stand-up-porno-digitaliserede tider. Men så er der jo alle de futile søgninger man laver, når man googler? Og så er 'google' også stadig lidt for verbum-agtigt til at det helt falder til ro som et sesamord. Det er lidt det samme som at 'wallraffe', der dog har fordelen af at have en person (Günther Wallraff) knyttet til sig og sin betydning. Jeg tænker vi i det mindste kan finde nogle brødre og søstre til det: Hvad med at 'sms'e'? Eller 'junke' noget? Tivolisere? (Muligvis findes det ikke i en verbalform - men det er tæt nok på. Ligesom at være 'speedet'.) Alle gode, anvendelige og udbredt anvendte ord, som er navngivet efter upersonlige begreber. Anonyme eponymer.
Jeg er ked af at skuffe Dem. Men der kommer ikke en løsning.
Hvis den dukker op ser De den først her. Skulle De sidde inde med den, så tøv ikke med at bekendtgøre den her eller et andet sted, så man kan 'google' 'google' og endelig vide, hvad man gør.

*) www.ordnet.dk/ddo
PRØV deres grafiske fremstilling af ord og deres sammenhæng med resten af sproget. Det er bedre end fx ..

SKIBET I SNEEN

TI BEKVEMME SANDHEDER

 

 

 

 

 

 

 

til folk som foretrækker ikke at undres, ændres eller ånde.

1) Kunstnere der udsmykker det offentlige rum mener ikke noget med deres kunst.
2) Lærere arbejder mindre end alle andre, fordi undervisning er det nemmeste der findes.
2a) Fordi lærere arbejder mindre end alle andre, er ens børn blevet dummere end man havde forventet.
3) Penge er den eneste målestok man altid kan regne med.
4) Der findes ikke noget, der hedder ironi.
5) Når man falder i søvn foran fjernsynet, er det fordi udsendelserne er kedelige.
6) Alfabetet er en række bogstaver.
7) Man kan ikke stole på nogen man ikke kender.
7a) Når man lærer nogen at kende, finder man ud af, at de ikke er til at stole på.
8) Det man glemmer er ikke vigtigt.