søndag den 5. december 2010

FLERE TALEMÅDER OM MÆND























MANDEN ER SJÆLENS FEJL.

MÆND FLYTTER BJERGE.

MÆND ER TYKKERE END VAND.

FOR EN MAND GÆLDER ALLE KNEB.

VEJEN TIL HELVEDE ER BROLAGT AF MÆND.

DER ER IKKE ILD I EN MAND, HVIS HAN HAR TØJ (PÅ).


JEG VIL SE EN MAND, FØR JEG TROR HAM.



Tak til http://www.123abc.dk/

Ulykkelig kærlighed i en alder af 45


Spin


For første gang siden jeg var ulykkeligt forelsket for 25 år siden har jeg mærket følelsen igen. Følelsen - ikke sagen. Ikke fordi jeg har savnet den. Jeg er gift med den kvinde jeg elsker mest, og har ikke fligen af af frygt for at miste hende . Men når jeg lytter til Ray LaMontagnes nummer "I Still Care for You", får jeg det nøjagtig som den og de gange, hvor verden og kæresten havde forladt mig. Tom og tilstede på samme tid. ude af stand til at løfte noget som helst ind i på sjælens hylder. Udsynet gråt stribet af usynlig regn. Så meget mere end selvmedlidende. Så meget mindre end desperat. Jeff Buckleys sange er filosofisk melankolske. Han er ulykkeligt forelsket som et bestemt livsvilkår - ikke i en bestemt kvinde. Ray LaMontagnes sang rammer der, hvor man kan mærke der har været et helt bestemt navn engang. Meget mærkeligt. Som at ramme en duft fra engang, finde et foto eller en tegning fra engang hvor man var en på alle måder anden, men jo stadig den samme. Eller blive mindet om noget ulykkeligt man lykkeligt havde glemt man havde gjort.
Jeg flirtede med sangen i bussen til byen igår. Ligesom nu, hvor den er ved at spille sig ind på Top 25. Træder ind i sangens, fortidens og følelsens rum og kigger mig omkring i fornemmelsen af at savne nogen så meget det definerer alt, hvad man er. Den manende følelse af at ville have nogen, der ikke er til at få. Som dengang er det helt futilt og nedbrydende, men stærkt som sirenesang. Ulykkelig kærlighed kan man have til een man ikke kan få, fordi den ene ikke vil have een selv, men man kan også have den, hvis man slet ingen kan få, og man kan have den, hvis den man vil have også vil have een, men ikke kan nå. Hvilken ulykkelig kærlighed der er den værste er afhængig af, hvilken man har - det er altid den man har, der er den værste.
I byen så jeg meget passende "Romeo og Julie" på Arhus Teater i Christian Lollikes opsætning. Romeos første kærlighed til Rosalinde spiller han ud som ulykkeligere end ulykkelig. Med manér så at sige. Mercutio, som ikke ellers er en dyrker af de dybe følelser (bortset fra foragt), kan sagtens se dét spil. Romeo kan ikke - eller vil ikke slippe jagten på den meningsfulde fortabelse i kvinden, fordi hans ulykke er lig med at der ér en kvinde i hans liv. Da han så møder Julie bliver kærligheden til ægte kærlighed. Efterhånden. Og ender i varianten: Vi vil gerne have hinanden, men kan ikke nå. Alt stiller sig som bekendt i vejen for de to - ultimativt døden, som jo heller ikke er en ukendt figur i de to andre varianter. Det er en en god historie de to har, og et godt stykke jeg så, men det kom aldrig i nærheden af den følelse sangen giver mig. Den følelse er alt for konkret. Den kan slet ikke deles eller postuleres. Hun har navn og ansigt og nærvær - selvom hun jo heller ikke længere er hende eller nogen.
Jeg lyttede til "Blade Runner"-soundtracket dengang, da jeg var rigtigt ulykkelig. Især "Love Theme" og "Memories of Green" med den fake film noirstemning, står klart i erindringen. Men satte jeg det på nu, ville jeg kun fyldes med en art nostalgisk melankoli: En følelse af at jeg engang følte på en anden måde. Stærkt nok, men støvet. Ligesom stykket, vil jeg tro. Blade Runner er i øvrigt ikke langt fra at være en Romeo & Julie-story.
Og hvad kan vi så lære af det?
"If music be the food of love, play on."

søndag den 28. november 2010

Logan's lip #2

















Det ta'r kun 5 minutter


faktas slogan hár gået sin sejrsgang over det ganske land. Det fik (som fx Rexona, Danmarks Idræts-Forbund og Kohberg også gjorde og Telia gerne ville) hul til det for slogans så lukrative hverdagssprog og den danske idiomatik, med deres "Det ta'r kun fem minutter - men vi vil så gerne have du bliver lidt længere". Betegnende nok for problemet med deres slogan i dag, er netop, at det var den sidste del, som gjorde det til et sjovt og kreativt slogan - både i deres tv-reklamer, men også i de hverdagssproglige sammenhænge, hvor alt muligt, som "kun tog fem minutter", fx at finde en parkeringsplads eller skide på et offentligt toilet, kunne efterhænges et helt absurd og morsomt: "- men vi vil så gerne have du leder og skider lidt længere".
I dag hedder det (alfald på faktas hjemmeside) så kun "Det ta'r kun 5 minutter". Lad os lige kigge på grafikken først. fakta er jo ligesom fx ARoS og HÜMÖR, lykkedes med at få indbygget deres navn i selve opsætningen af bogstaverne. Point for det! Hvergang jeg ser ARoS-navnet kan jeg ikke undgå at tænke på Peter Laugesens beskrivelse af det lille "o" som et røvhul (Inf. 30.01.03) ... han kunne heller ikke lide navnet på det nye hus. HÜMÖRS overhængende prikker er i sådan en sammenhæng ikke øjne, men antallet af cifre på kasseapperatet, når man anskaffer sig en "humoristisk" beklædningsgenstand. I faktas slogan indgår både en apostrof "'" og et ciffer "5". Apostroffen er absolut i orden. Slogans skal - grafisk eller blot udtalemæssigt - bestemt rumme en mundrethed. Point for det. Værre med 5-tallet. Det er grimt sammen med bogstaverne, stikker - selv for en reklamegenstand - for meget ud. Omvendt ville det jo også gå helt galt, hvis man skrev: "fakta - Det ta'r kun fem minutter", for se ville det se ud som det var enelleranden embedsmand, som under pres i en håbløs omskoling var sat til at skrive slogans. "fakta - Det tager bare fem minutter af Deres tid".
Det står altså 2-1. Vi mangler et par selvmål. Det åbenlyse selvmål er løgnen. det ta'r ikke fem minutter. Det ta'r helt sikkert mere. Nogle gange tager det tre gange så lang tid, hvis man skal stå i kø. Hvad man nemt kan komme til på Vesterbro i Aalborg fx. Der er nok en grund til sloganet ikke er at se INDE i butikken.
Allright - hvem lyver ikke i et slogan? Jeg synes man skal lade være. Bare for en tid: "fakta - det ta'r ikke lige så lang tid som andre steder". "Tefal - vi tror du kan lide vores produkter". "føtex - vi vil gerne gøre mere for dig, hvad skulle det være?"
2-2. Vi er nået frem til det afgørende selvmål, som meget passende hænger sammen med omtalte amputationen i starten. Hvis et slogan understreger at noget går hurtigt, må det være fordi det er en kvalitet i sig selv, at det er hurtigt overstået - så hvis det kun tager fem minutter i fakta, og det er godt, så må det være fordi det er rædsomt at købe ind der. Så deres slogan fremhæver faktisk det værste ved deres produkt. Udover at være stimulerende sprogligt afmoterede det oprindelige slogans andet sætning dette faktum. Vi vil selvfølgelig gerne have du bliver lidt længere, fordi det faktisk slet ikke er så slemt at handle hos os!
Det er muligt fakta mener de kan lave "en Netto", som med deres "DERFOR!" altid allerede henviser til at priserne er billigst - og derfor(!) ikke behøver skrive andet end det, for det har de gjort så mange gange før (det kan diskuteres som det virker, men det er en modig strategi), hvor mange af de nye, unge forbrugere kan efterhånden huske traveren - "men vil vil så gerne have de strigler lidt længere"?
Jeg bliver ikke længere. Farvel.

mandag den 22. november 2010

Spørgeskema til den trætte og modløse magasinlæser

Hvor ofte støder du på interviews med de samme faste spørgsmål hver gang?

Hvor ofte finder du disse interviews fascinerende?

Hvad har været din største oplevelse under læsningen af den slags interviews?

Hvem ville du ønske at se i den slags interviews?

Hvem kunne du ikke forestille dig optræde i den slags interviews?

Har du gennemskuet den fantastiske idé i disse interviews? (Man kan sammenligne svarene!)

Har du oplevet nogen journalistiske gennembrud i disse interviews?

Synes du den slags interviews respekterer eller ikke respekterer deres ofre?

Synes du den slags interviews respekterer eller ikke respekterer dig?

Tror du Sankt Peter bruger noget lignende?

Vil du bruge disse spørgsmål til andre læsere?

Jeg tænker jeg synes jeg føler jeg tror - nok

















Brain dam
Lige siden min (ellers) gode ven Jeppe fangede mig i at bruge forleddene "jeg tænker" på en af mine udredninger eller kommentarer, har udtrykket hærget min opmærksomhed. Jeg hører det alle vegne HELE tiden. Udtrykket må have et viralt peak disse tider - det smitter, og vi talende er åbenbart ikke vaccineret mod det.
Udtrykket er som udgangspunkt selvsagt en sproglig markør, som skal bane vejen for det efterfølgende udsagn. I den forstand kan det sidestilles med en lang række andre almindelige sproglige greb. Men modsat Michael, som bestemt ikke bryder sig om udtrykket - hvad jeg i øvrigt heller ikke gør (hvorfor han 'fangede' mig) - mener jeg ikke det er udtryk for en særlig form for afrundet og følende argumentation. Jeg vil hellere se det i (mental)historisk perspektiv.
Teorien er som følger: Inden for de sidste tre tiår har forledene bevæget sig fra "jeg tror" over "jeg føler" via "jeg synes" til det nu meget snart totalt dominerende "jeg tænker". Hvorfor det? Se på ordene! Vi er gået fra at være religiøst funderet (al fald i den sproglige praksis) i en art tro på vores udsagn, til at være mere følelsesmæssigt defineret (styret af det ægte jeg!), derefter blev det mere politiseret og bevidstgjort - den såkaldte "synsning", som jeg bestemt også fik nok af, for nu at være landet i disse tiders højhellige hal: Kraniet og med det JARNEN! Det er da også oplagt at videnskaben efterhånden har gennempenetreret sprogbrugen med sin argumentative og - al fald sammenholdt med denne korte mentalhistoriske linie - afpersonaliserede og dermed ret så ansvarsløse position. Man skal ikke gå og tro videnskaben kun vil os det godt. Videnskaben lider under en så kronisk ensporet mangel på moral i så mange henseender, at den har været nødt til at opfinde et speciallegeret ekstra cyborgben for overhovedet at kunne bevæge sig. Sic.
Det er som om udsagnet "jeg tænker" skal bane vejen for, at bare der er lys i pæren så er man kvalificeret til at fremføre sine teorier uimodsagt. Der er ret beset ikke langt til den kvælende synsning, hvor det pseudokartesianske belæg lå i, at når bare man er er 'sig selv', så har man også ret. Nå ja, stillet overfor den cerebrale bulldozerretoriks "jeg tænker" er det lige ved man kunne savne et enkelt quasifilosofisk "jeg synes" til at bløde tingene lidt op. "Jeg tror" er for altid for tabt: Når (hvis) man bruger det i dag, er det netop udtryk for, hvor håbløst lidt man ved! Det er da ikke udtryk for, at man har overvejet, tvivlet og siden fundet fodfæste ... min Herre, min Herre, hvorfor har du forladt mig her på retorikkens slagmark?
"Jeg føler"? Jeg tør dårligt nok skrive det! Hvis man skulle komme for skade at ytre de to ord gør man klogt i ikke at sige mere. Så kan de til nød kvalificere sig som en art humanistisk statement, eller måske bare et mentalhygienisk nap i nakkedellerne. Hvis jeg går så vidt som til at "føle" noget som helst om noget som helst begrebsligt eller måske endda politisk, så er det ud og skide sig (godt biodynamisk, men altså alligevel) tom i nælderne sammen med alle de andre hippier.
Velan! Sådan kom brikkerne til at stå. Så kan du synes om det hvad du vil - du kan endog tænke dit. Jeg vil øve mig på de næste forled, der kommer dominere det sproglige karantæneområde vi kalder dansk: "Jeg siger".

søndag den 31. oktober 2010

ULYKKELIGE TALEMÅDER - OM MÆND
























HVER MAND ER SIN EGEN ULYKKE NÆRMEST



MAN KAN ALTID KENDE EN MAND PÅ STØRRELSEN AF HANS ULYKKE


VEJEN TIL EN MANDS HJERTE GÅR GENNEM HANS ULYKKE


EEN MAND KOMMER SJÆLDENT ALENE


NÅR MANDEN ER STØRST ER ULYKKEN NÆRMEST


Logan's lip #1

Det er til dig

Og velkommen til ny kategori: Slogans og deres indbyggede logik eller mangel på samme.
Telias slogan er (pt) "Det er til dig". Ideen er tydeligt nok hentet i den fælles forståelse af tingen og teknologiens intetkønnethed, og yderligere boostet af metaforen "en samtale er en ting". Så ting der kommer gennem æteren - her typisk samtaler, men efterhånden vel også MMS'er, SMS'er og måske endog mails og invitationer - tager Telia sig af!
Bare fordi det er første gange vi prøver dette, tager vi den ellers under bom-pointe med også, at Telia og alt deres væsen også, "helt filantropisk", men også ubetinget og monopolistisk uliberalt i sin grund, er til dig. Du må ikke have andre selskaber, for dette er til dig!
The slip? Det der gør, at Telias slogan kvalificerer sig til at komme på listen over svipsere, er ganske enkelt - at den mundrethed der ligger i ytringen "det er til dig", stammer fra en tid, hvor man kunne komme for skade, eller hvor det ligefrem var amindelig praksis, at man tog den telefon som ringede, hvis man var i nærheden af den. Det sker aldrig længere! Al teknologi er sat op til den enkelte og bestemte bruger. Fastnet er for gamle mennesker, som i øvrigt bor alene. Ingen telefoner ringer steder, hvor man ikke ved, hvem de er til - muligvis på et kontor, hvor samtaler bliver stillet om x antal gange, og ender overfor den person, som egentlig skulle modtage den, men ikke i Telias (går jeg ud fra) klart afgrænsede privattelefoni.
At sloganet skulle være bygget på den sjove men sjældne hændelse, hvor nogen ved hvem nogen er sammen med men ikke kan ringe til (strøm, lydløs, slukket) den ene nogen, og derfor ringer til den anden, som så himmelfalden (afpersonalificeret) må kigge på den anden og sige: "Det er til dig", anser jeg for utænkeligt - og i bedste fald en dårlig afspejling af den almindelige udbredelse et telefonselskab gerne ville have.
Farvel.

fredag den 22. oktober 2010

Intromission - ekstramission












Lige i øjet!

Jeg er i den lykkelige situation, at min arbejde til stadighed giver mig mad til tanker. Af og til så ovenud urimeligt stillet, at tankerne ikke er til at slippe. Senest et kapitel i bogen PANORAMA (Systime 2007) om landskabsmaleriets historie, hvor Hans Jørgen Frederiksen førte mine elever ind i byzantisk og ungrenaissancekunst og deres medfølgende billedsprog. Til mig efterlod han et afsnit, der handlede om forskellen på at se og indse, og med den en helt ny måde at forstå mine egne øjne på.
Kort fortalt handler det om man vil at billeder skal illudere eller illustrere. Det er hårdt og i en følsom verden som kunstens og dens mange organiske udskud og sideskud og grozoner alt, alt for kategorisk, at sætte således op - men vi gør det alligevel: Middelalderkunsten og dens ligesindede perioder og stilretninger var interesserede i at vise sandheden, det egentlige - hvis Abraham gennemgik tre faser i sit forhold til troen, så ser vi Abraham tre steder på samme mosaik. Hvis den hellige Jomfru Maria er alles moder, så skal hun være så stor at hun kan favne alle dem, der er omkring hende. Når renaissancemennesket - eller renaissansanceøjet - betragter hende, siger det, at hun er større end de andre. Så maler renaissancemennesket et billede, hvor Jomfru Maria er i samme størrelsesforhold, som de andre personer på billedet. Gæt hvad byzantineren siger. Hvorfor har hun mistet sin betydning? Og de det ligemeget om kunstneren har malt hende så indtagende og omsorgsfuld som muligt.
Renaissancemennesket vil have kunst som passer ind i perspektivet, lysets brydning, jordens krumning og klædernes fald. Renaissancemennesket vil have illusioner - gengivelser af den virkelighed som kunsten fortæller om, han vil inviteres med, omgives, dyppes og fortabes i den kunstiges lighed med det faktiske. Hvis nadverbordet er med nytter det ikke at alle benene når ned til samme linie på gulvet - rummets dybde må tvinge dem fra hinanden og tallerknernes ovaler er en betingelse for at vi overhovedet vil begynde at acceptere der var så meget som et brudt brøds krumme på spil den aften. Byzantineren ved at alle bordets ben når ned til gulvet, at tallerkner er runde som planeter og det kunne aldrig falde ham ind at fremstille det anderledes. Gjorde han det forsvandt Jesus som det virkelige væsen jo!
Den amerikanske videokunstner Bill Viola har fat i meget at denne modstillingens dynamik i mange af sine produktioner - for han han tager højde for, at brugen af kameraets ufejlbarlige gengivelse af virkeligheden suger hele renaissanceblikket til sig, ved at bygge kulisser, som ikke overholder perspektivet og ved at trænge tider og kronologi sammen i epikken. Det er blandt andet derfor hans værker er så holdbare, tror jeg.
Der hvor modstillingen for alvor begyndte at æde sig ind på mig var dels de nyligt beskuede billeder i Firenze, hvor Fra Angelicos tidlige murmalerier og ikke mindst Lorenzettis panoramaer tydeligvis havde lejret sig dybt, og så i biografens sanselige borbardement. Er det virkeligt sådan, at det vi mener er den helt store og overbevisende filmoplevelse - fx i 3D! - slet ikke er så overbevisende, men blot en illusion? Er det sådan, at de billeder nogen har genereret dybest set kun skal tilfredsstille den tekniske og perspetiviske forståelse af verden? Er det sådan, at film, med traditionelle dybe billeder og fremadskridende handlinger, slet ikke er sande? Men derimod kan en række mennesker, som åbenlyst påstår de er nogle andre end dem de tydeligvis er, som løfter en pind og siger den er et gevær, som bryder ud i sang midt i en samtale, som voldtager hinanden uden at tage bukserne af - fordi de har begge ben på jorden når de gør det, og fordi deres baggrund ikke fortaber sig i perspektivet, men derimod stopper med teatrets bagtæppe, pludselig være sandheden?
Tænker eller føler du i biografen - kigger eller mærker du?
Tænker du eller føler du i teatret?
Og hvad med næste gang du skal vælge et postkort?

tirsdag den 5. oktober 2010

Aaaauuuuuuuhhhhhhh!


















Man skal aldrig skue ulven på luven


Mange lyde trigger mange følelser. Dufte trigger minder. Smage steder? Måske et vel hurtigt ræsonnement, men så kan man tænke over det. Her skal det handle om de lyde man reagerer på øjeblikkeligt. Lyt engang til linket på overskriften ... (((( )))) ... Aha! Kuldegysninger? Gru måske? Kriller? Sugen i maven, hvis jeg smider dig ud i en skov, der dufter af vådt træ og sur bund? Slukker dagen, tænder månen. Lader lidt ånde flyde som tåge fra din halvåbne mund. Strammer om brystet så åndedrættet bliver kort og hektisk. Hvis intet af dette rør dig er du muligvis mere civiliseret end mig - eller også er du meget mindre.
Man snakker i flere sammenhænge om hvordan reaktionsmønstre fra urmenneskets hverdag stadig spiller ind på det spinkle liv, vi elendige civilister prøve at stable på benene med farvede huder, skove omsat til møbler og nødder, bær og rødder blendet til smoothies. Derfor overvejer jeg om ulvens tuden på samme måde blot er en atavistisk adrenalinpumpe, eller - hvad jeg egentlig synes ville være mere interessant - udslag af en mytologisk og kulturel fintuning af et væsen og dets lyd.
Bortset fra Lille Stygge Ulv og den ulv Romulus og Remus diede er der ikke mange go'e og rare ulve i den vestlige kulturs baggage. Altid er de blevet brugt som uhyggespredere og varsler. Altid er lyden af den hylende ulv sat på som trumf, for at gøre ensomheden og udsatheden ekstra tydelig. Personligt i en grad så en rævs ellers ikke imponerende galpen IRL kan gøre noget af det samme! Selv på de - ellers fra dyrenes synspunkt objektive - naturkanaler, trænger ulvens snerren og kolde blik lige ind i hjertet på een. Sig mig - havde urmennesket ikke fjender, der var større, flere og statistisk set langt farligere end ulven? Bjørnen (i dag teddybjørnen!) eller ilden (i dag fyrfadslyset!) for eksempel?
I Aalborg Zoologiske Have havde man i 70'erne ulve. De gik med deres karakteristiske hoppende krop og ludende hoved i vatter og blikket klart som glas, i et bur tæt på havens yderste hegn. Når man på den nærliggende skole hørte løvernes brøl var det en næsten hyggelig påmindelse om haven, der var fyldt med aber, popkorn, is og klappegeder - vi Aalborgbørn bliver aldrig blaserte! Men den tuden som aldrig lød fra ulvenens struber var i den nøgne tanke skrækkelig som døden. Usynlige i deres snavsede grå pels, lydløse og evigt cirklende, som en spiral fra underbevidstheden, var ulvene havens største skræk.
Spørgsmålet er jo kort og godt om man kan opdrages til at frygte et dyr? Urmennesket behøvede ikke opdragelse. Det fik en lang række instinkter med i fødselsdagskagen - og resten kom fra de rap over fingrene de fik. Nogen må have fortalt og vist mig til bevidstløshed (netop!), at ulven er det mest uvenlige og uhyggelige dyr vi har. Der er jo ingen kære mor, der har sagt: "Når du skal hjem fra skole, så pas på ulvene! De er livsfarlige!"