HJEM KÆRE HJEM

 
 








Flere sange om bygninger og mad

Huset er på mange måder en udbygning af ens eget væsen. Et naturligt skjold, en kæmpe negl, der piskes af storm og renter, men samtidig lyer for elskov og sorg. 'Hjem' er det varmeste og blødeste ord du har for en hård ting i dit vokabularium, og man fyldes af følelser ved den blotte lyd af det.

Jeg har det sådan at jeg hader lyden af højtryksrensere, ukrudtsbrændere, hækklippere, pudsemaskiner og hamre, ligesom jeg hader duften af træimprægnering, kit, gipsplader og rockwool. Jeg har med andre ord ikke et afklaret forhold til mit hus som en konkret vedligeholdelseskrævende størrelse. Måske er det derfor jeg i disse stormfulde tider kan mærke, hvordan skallen om mit liv skutter sig og klager over denne mangel på omsorg. Men for mig er huset mere som kraniet. Noget der omslutter mit liv, der altså er kendetegnet ved abstrakte og emotionelle værdier som musik, litteratur og samtaler. Og noget jeg ikke tænker på, når jeg tænker. Så selvom regnen pisker ind på ruden, og der samler sig store gennemblødningstruende søer på det flade tag, så går tankerne først til huset dagene efter, eller værre først når den store grå plet breder sig som en utæt truende paraply over mit enfoldige akademiske væsen. Når sol og frost omklamrer mit hjem, og får det til at knage og sukke i rammer og fuger, og når vinden hidsigt rykker i tagskægget, for at tjekke om det tilbyder falsk tryghed, så parkerer jeg enhver uro og virketrang i en slags eventyrlig forestilling om, at jeg er på det sted og i det slot, hvor jeg skal bo til mine dages ende - ikke i en konstruktion der kan karakteriseres med K’er og kritiske blikke fra mænd med kasketter. Og når parketgulvet begynder at knage og knirke, så man går nye veje, eller helt naturligt kan høre, hvor andre bevæger sig, så dæmrer ikke en eneste tanke i mit hoved, der har at gøre med, hvilke falser eller hvilke søm mit gulv er samlet med.

Jeg tror det spiller ind, at selvom hjemmet er en konstruktion og organisering af konkrete materialer, så er det netop også ‘et hjem’: Hvor mange tænker tagsten, spær, spanter og afsyrede skabe, når man siger hjem? Hvor mange tænker mursten, tapet og bærende konstruktioner, når ‘hjemmets fire vægge’ bliver nævnt? Jeg vil endda gå så vidt som til at påstå, at når jeg siger jeg har et hus - så er det helt på linie med at sige, jeg har hjem. Ikke engang det ellers helt synlige faktum i de efterhånden meget påtrængende sætterevner får mig til at tænke på, at huset ligger på en skråning, der ikke helt har besluttet sig for at blive, hvor den er. Jeg bor ikke i et hus. Jeg bor i mit hjem. Og mit hjem er (i) mit sprogcenter.

PANDELAMPEN

Mere lys

Det er sæson for pandelamper. Man møder dem på alle mørke og dårligt oplyste steder, hvor folk motionerer og bevæger sig. Det at man tager en pandelampe med sig, hvis man vil ud om eftermiddagen og aftenen peger på en uventet sammenhæng.
I sig selv er pandelampen jo et fascinerende redskab som man snildt kan se beslægtet med bjørneskindshuen, sovsekanden og den høje sorte hat (kakkelovnsrøret kaldet); alle disse hovedbeklædninger som man bærer for at imponere og skræmme primitive væsner med sit stærke hoved, høje korpus og klart lysende tanke. I populærlitteraturen finder vi de ultimative bærere af pandelampen hos Superman og Kyklopen (fra X-men), hvis synsnerver og lys er smeltet sammen i en drøm af muligheder fra svejsning til røntgensyn.
Men pandelampen kommer jo oprindeligt fra en helt tredie og langtfra velbjærget og glorificeret verden - underverdenen, eller rettere sagt minerne. Pandelampen og minehjælmen er en proletarbeklædning på linie med denimstoffet (et andet element, der har gjort karriere) og arbejdshandskerne. Pandelampen er et redskab som skulle og skal øge arbejdsdueligheden for dem som befinder sig dernede på arbejdsmarkedets bund, hvor man (antager jeg) ikke tør tænke på evt. arbejdsskader. Der er noget næsten ironisk i, hvor smart pandelampen er, når man ser, hvad den bliver brugt til.
Lidt af den ironi skinner igennem, når jeg ser løberne flashe sig gennem villakvarterernes labyrinter og skovenes stier. For er det ikke som om de er en ny tids slaver og minearbejdere? Er det ikke som om det udstyr vi før tænkte som knyttet til et højrisikofyldt lavstatusarbejde nu pludselig er i handlen hos helsebevidste og i den forstand overklasserettede lavblodtryksjagende butikker? Er det ikke som om man pludselig ser et nyt proletariat af helbredsslaver hoppende rundt derinde i mørket, fordi de ikke har andre muligheder end netop det? Ingen andre valg på hylderne, hvis de vil hive - ikke en ussel løn, men - et længere liv hjem?

BILLEDE ER ORD - NAT

GRUCK

Tænk du blot din tanke
Tænk hvilken tanke du vil

Universet har plads nok til alle de tanker der er til

Ensomheden i mørket og kulden derude
er ikke tankens men den hjerne
der satte den i spil

Tænk fx på en stjerne hvis du vil

EFTERTANKESTREGER 2

© Claude Rouge

© Claude Rouge

© Claude Rouge

© Claude Rouge

SURE KANINER

Det er oftere et spørgsmål om hvem man kender end hvad man kender til. Og kaniner formerer sig som bekendt hurtigt.

PIKTOGRAMSTATEN

-->

Tegn på tegn

Alle har vel efterhånden mødt skilte og piktogrammer i trafikken eller bybilledet, som nogen har ændret ved. Her tænkes ikke på klistermærker, som jo har sin egen egocentrerede dagsorden og kommunikationspraksis (vi genkalder os med glæde ’pik-mærkerne’), men på de oftest morsomme modifikationer af advarsels-, forbuds- og påbudsskiltene. Ved man ikke hvad jeg her tænker på kan man orientere sig længere nede, eller søge sig til døde.

Som udgangspunkt er en hvilken som helst vandalisering af offentlig ejendom jo rebelsk. Rebelsk-politisk, rebelsk-destruktiv eller måske bare rebelsk-rebelsk. Det at det er offentlig ejendom OG led i en kommunikativ og dermed kontrollerende praksis gør provokationen af rebellen så meget større og tydeligere. Sværere at modstå.

Men jeg tolker ikke skiltene som rebelske. Ikke ved nærmere eftertanke. Heller ikke selvom de eksplicit modsiger eller undergraver påbud, forbud og advarsler. På en måde er modifikationerne for artige – og for arty’e. Dertil kommer at skiltenes kommunikative præmis og grafik er så stærk, at hvis de ikke er komplet overmalede, så vil deres oprindelige budskab stadig tale med.

Jeg tænker i stedet, at modifikationerne er en ny, mindre bombastisk, svagere ironisk, og først og fremmest stærkt kontekstbevidst tilgang til det rebelske. Med andre ord er bemalingerne – som en passant altid er neurotisk præcist og omhyggeligt udført – mere udtryk for en høflig og humoristisk modsigelse, der understreger samfundsborgerens kompetence, frem for hans eller hendes inkompetence, hvis man kan sige det på den måde. Skiltenes oftest åbenbare budskab og dermed rationale, er ikke længere nødvendige for os; vi ved godt der er regler og at reglerne er til for vores egen (vel- og samfærdsels) skyld. Ha ha. Selvfølgelig kører vi ikke ind ad en ensrettet gade – nogen kunne jo komme til skade. Den autoritet der tidligere stod om snart sagt ethvert forbudsskilt er ikke længere nødvendig, hvorfor den rebelske kommentar også har ændret karakter.

Det minder en lille smule om Disneyland.