tirsdag den 30. juli 2013

Hvor er gåden konge? I spørgsmålet.
















Fem nye gåder for poeter og andre sprogbrugere

1) Hvilken forblindelse kan få folk til at se klart?

2) Jeg får altid det sidste ord, men er aldrig tilfreds. Hvem er jeg?

3) Jeg sagde "Jeg elsker dig", men hun troede mig ikke. Hvorfor?

4) På hvilket dørskilt har manden intet navn?

5) Ordene forsvandt lige så hurtigt som jeg skrev dem. Hvorfor?





-

1) Diktatorens
2) Spørgsmålstegnet
3) Det ved jeg ikke.
4) På døren ind til herretoilettet
5) De var skrevet i vand

torsdag den 25. juli 2013

SPROG OG BEVDSTHEDSSKOLE I FEM DELE - SIG EFTER MIG



Sprog- og bevidsthedsskole - første del
Sig efter mig: 
Han ser sig selv i spejlet. 
Han ser sig selv i spejlet.

Sprog- og bevidsthedsskole - anden del
Sig efter mig:
Han ser sig selv i spejlet. Han prøver at få orden på verden.
Han ser sig selv i spejlet. Han prøver at få orden på verden.

Sprog- og bevidsthedsskole - tredie del
Sig efter mig:
Han ser sig selv i spejlet. Han tror ikke på det han ser.
Han ser sig selv i spejlet. Han tror ikke på det han ser.

Sprog- og bevidsthedsskole - en flok stære letter - fjerde del
Sig efter mig:
Han ser sig selv i spejlet. Han prøver at få orden på verden. Verden vil ikke ordnes.
Han ser sig selv i spejlet. Han prøver at få orden på verden. Verden vil ikke ordnes.

Sprog- og bevidsthedsskole - femte del
Gentag dette til sproget er fundet.
Alternativt. Gentag dette til digtet er fundet.

Sprog- og bevidsthedsskole - sidste del
Sig efter mig:
Dette gør mig glad.
Dette gør mig glad.

FERIEN - KORT


lørdag den 20. juli 2013

ORDENE I MASKINEN





















Hvem satte sammen med sætte?

Seneste ord i ørets fintfølende sprogmaskine har vist sig at have det sammensatte til fælles:

Poker-profil
Selvmotivering
Parkeringsoplevelse
Retænkes
Sideeffekt

Og lad os bare hurtigt overstå begrædelsen af de mere og mere almindelige, unødvendige orddelinger, som utilstrækkelige eller unødvendigt intelligente stavekontroller og almindelig utilbørlig anglifissionering har medført, så vi kan kigge nærmere på ordene.
- En 'poker-profil' er en kendt pokerspiller. Sandsynligvis kun i pokerkredse. Det interessante ved ordet er 'profilen' - for hvor kommer den fra? Kunne det ikke lige så godt have været en pokerspiller? Eller poker-kendis, måske? Ikke i disse facebook-tider, disse jobsøgningstider, disse krimikonstiperede tider og disse teambuilding-tider, hvor profilen er det der afgør om du duer eller ej. Ikke din personlighed, som er utilstrækkelig, fordi den ikke kán noget. Ikke er andet end dig. En profil er meget nemmere at vise frem. At ordet oprindeligt er en metafor for noget overfladisk gør ikke ordets udbredelse mindre tankevækkende.
Vi bliver på jobmarkedet, hvor man også kan opleve at skulle kunne motivere sig selv - for a fact. Ordet 'selvmotivering' må være beslægtet med fænomener som selvhypnose og selvsuggestion, og selvom det fletter den ret nyttige motivation ind, så efterlader det et indtryk af en jobansøger med en usund evne til at indbilde sig noget uvirkeligt - eller måske abonnerer job-udbyderen bare på jæger-konceptet, hvor den ensomme ulv skal kunne klare sig på sin egne reserver. Det lyder som et ensomt job - og nok også uinteressant, hvis ikke motivationen har med samarbejde med andre at gøre. Hvad er der galt med at være vedholdende og optimistisk?
I disse tider kan og skal alt sælges, hvis det skal have en chance for at overleve. Kan man gøre salget til en oplevelse, så kan man åbenbart slippe af sted med at pushe ting, man aldrig havde troet skulle tilbyde een noget udover det helt basale. En 'parkeringsoplevelse' fx. Ordet er selvfølgelig skabt ud fra en indforståelse med, at oplevelsesøkonomi er mere lødig end så mange andre måder at tjene penge på - men det er virkelig svært at se, hvordan det skulle blive mere spændende at betale de ublu priser ved Kvæsthusbroen, end andre steder. Og selv om  man så rent faktisk smed nogle oplevelser oveni - jonglører, tableauer eller fakler med levende ild - så ville jeg egentlig betakke mig for en parkeringsoplevelse ud over at sætte vehiklet på dets dertil indrettede plads og komme i gang med oplevelser jeg selv har tilvalgt.
Nogen sagde 'retænkes' i radioen. Havde det så været en fra Aarhus, hvor vi for tiden varmer op til kulturbystatussen i 2017 ved at 'rethink'e' alle slags sammenhænge, men det var det ikke. Det var åbenbart een, der var blevet for fin til at 'gentænke' noget. Der findes masser af danske ord, hvor det latinske re-præfiks indgår og udfylder sin rolle (fedest i 'retablere'), men når vi nu også har et godt dansk (tysk) præfiks i 'gen'et', så er det trist at støde på 'retænke'. Det lyder også som om man er ude i bare at tænke tingene igen, hvor gentænke lyde mere af at tænke om. Sammenhold med forskellen på at recirkulere og genanvende. 
Sidste skud kom i dag, hvor 'sideeffekten' skurrede ind i kraniet på mig. Hele ordet ér faktisk (modsat de andre i dette indlæg) at finde i ordbogen, så jeg kan ikke skyde det ned fordi det strejfer i ulovligt område. Men da begrebet blev brugt i en medicinsk sammenhæng, kan jeg kun beklage (anglificeringen igen jeg ved det) det bruges på bekostning af det langt tydeligere 'bivirkning', som bedre forklarer, at der rent faktisk er tale om at der sker noget (mere). Sideeffekten er dels meget teknisk, dels 'ved siden af' og derfor helt ufarlig.
Det kan være svært at sætte ord sammen så de får lige den passende balance. Men dybest set kan man ikke tillade sig at klage over at det sker med nye kombinationer hver dag. Sproget er jo et puslespil med rigtig meget himmel på. Man skal bare lige huske at lytte når man lægger sine brikker. 

Ord fundet på BT spiseseddel, Jobnet.dk, skilt ved Kvæsthusbroen, radioavis på P1

torsdag den 18. juli 2013

PERVERSE REGNSKABER
















Checks and tolerances

Hvor mange deltagere fra de forskellige talentshows skal ryge ud i glemsel, intethed og eksistentiel krise, før man sige underholdningsfjernsynet har ædt sin egen målgruppe?

Hvor mange timers reality-shows skal der til, før man kan sige en tv-optræden er blevet lige så virkelig som en tilværelse?

Hvor mange mennesker skal opleve slankekure som forgyldte portaler til umenneskelige perioder med humørsvingninger og elevatorvægt, før man kan sige det er federe at lade være?

Hvor mange gange skal man sige nej tak til et super godt tilbud, før man bliver så træt af det, at man køber noget man ikke har brug for?

Hvor mange gange skal man opleve at have været helt afhængig af at være online, før man ikke tør bevæge sig ind i offline zoner? 

Hvor mange gange skal man glemme at give visse typer en chance, før man ikke engang overvejer det længere?

Hvor mange gange skal man køre på genbrugsstationen med ting fra fortiden, før man bliver historieløs?

Hvor mange gange skal man sige til sig selv, at det hele nok skal gå, før man rent faktisk tror man har indflydelse på fremtiden?

Hvor mange eldrevne ting skal man eje, før man kan sige at man er strømnarkoman? 

Hvor mange gange skal man falde i søvn til tv-nyhedsudsendelserne, før man automatisk bliver træt, når nogen siger noget om samfundet?

onsdag den 17. juli 2013

ELLEVE BILLEDER FRA MALLORCA


No island is a man













Men er det sande fotografier? 
Jeg kunne have taget andre billeder, mere oplagte, mere tilrettelagte - eller måske mere tilfældige. Hvad fortæller disse billeder om Mallorca? At der er kvindelige taxachauffører og fritgående geder. At Disney og Amerika også findes her. At vejret er godt.
Skulle jeg hellere have taget billeder af Formentor, maden, Palmas rambla, badestrandene? Er de mere sande?
Vi tager billeder af det vi kan se. Jeg ser altid kontraster. Kulturens egne montager. Og når jeg er i et gennemfotograferet turistparadis, så er der ingen kontraster i katedraler, calaer og kalamares.

fredag den 5. juli 2013

ARVEAMERIKANSK NOSTALGI





Historie er det man kan se, når tiden er gået


Hvad er det for en følelse man fyldes af, når man lytter til, ser eller smager på ærkeamerikanske fænomener som Hershey bars, Frank Sinatra og Campell's logo? Marlboro, Levi's, LA Dodgers og Ford? Pepsi, Burger King og Bruce Springsteen?

Kan man forestille sig, at noget af magien kommer fra den tid og de dage i fyrrerne, hvor Europa og Danmark blev befriet og siden genrejst af den amerikanske drøm? Kan man forestille sig Amerika simpelthen fik kilet sig så dybt ind i genopbygningen, at det blev en del af det til enhver tid eksisterende værk? Altså at de aktuelle amerikanske strømninger i den europæiske kultur har kvalificeret sig historisk? Man taler altid om amerikaniseringen som et aktuelt emne (evt. problem): Disneyficeringen og fast food-kulturen fx. Men hvem siger det er noget aktuelt? Hvorfor kan vi ikke anskue det som en udvikling, der starter med Marshall-hjælpen og pt. hedder Obey?
Jeg undrer mig kun over det, fordi jeg ved jeg selv falder i med jævne mellemrum … og synes noget amerikansk er for sejt. Kommer til at ville eje eller gøre noget klassisk americana, fordi det stiver een af, giver en fornemmelse af at tilhøre noget stort og stærkt eller hvad ved jeg. Men jeg kan aldrig forklare hvorfor - egentlig. Jeg kan godt forklare, at jeg bliver del af det fællesskab, som også dyrker de amerikanske dyder, men det forklarer jo ikke religionen. Jeg blev provokeret af logikken i alt for nemt at synes godt om Wrigley's og have en udtalt svaghed for cowboystøvler.
Og så så jeg forleden en samling af alle (ALLE) de forsider Billedbladet har haft siden de udkom første gang i 1938. Og der kan man se det, hvis man vil. Hver anden eller tredie uge er Amerika på forsiden. Typisk filmstjerner, men også politikere eller andre amerikanske enere. Meget lig Uge-Revyen, der også udkom tilbage i disse for vort land så vanskelige tider.
Så tesen er altså, at vi kiggede vestover for at få ideer og håb til at komme videre i teksten efter det massive nedbrud Anden verdenskrig var for Europa, og det blik var USA ikke sene til at gengælde og forstærke - og altså i en grad, så det blev del af arvemassen og kunne nedarves fra vore forældre og siden gives videre til vore egne børn. No questions asked.
Om det er sandheden finder vi først ud af når vi får et kulturpatologisk speciale indenfor videnskaben. Jeg skal gerne testamentere den gådefulde krop, der befinder sig indenfor mine Converse, mine jeans og min hvide t-shirt.

"Og på første plads
 filmens stjerne, 
helten fra det vilde vesten 
(med Odolsmil), 
verdenskomikeren 
(med Odolsmil) 
og solskinspigen 
(med Odolsmil)."


Fra Otto Gelsteds 'Reklameskibet' (1923)

PARALLELLE LIV