HORN, HANREJER OG HOREUNGER

eller; HVORFOR ER HOLBERG SÅ OPTAGET AF UTROSKAB?

I mit professionelle virke skal jeg heldigvis jævnlig trækkes med Holbergs tekster. Og forleden slog det mig han kredser en del om de ulykkelige ægtemænd med utro koner. I Barselsstuen er vor aldrende hovedperson meget nervøs for, at hans unge kones sanglærer måske har hjulpet til med mere end at synge. I Jeppe på bjerget, der vel må siges at være Holbergs mest kendte figur, er Degnens 'servicering' af Nilles kødelige behov en åbenlys ydmygelse af det stakkels drog. Og så så jeg senest, at også i hans epigrammer optræder utroskaben - altid fremstillet latterliggørende og hånligt. Som her: 

TIL HR. HORN, DER DØBTE SIN DATTER LYKKE
Din Datter, Horn, du gav i Daaben Navnet Lykke, 
naturligvis fordi hun er et Mesterstykke. 
For du vil dog vel ej fortælle Folk dermed, 
at ikke hver Mand er sin egen Lykkes Smed? 

Jeg benytter mig ikke gerne af den biografiske vinkel på litteraturen - men i Holbergs tilfælde er det svært ikke at hive hans ægteskabelige status frem i denne sammenhæng. Manden blev simpelthen aldrig gift og fik - så vidt vides - heller ingen børn. Dette faktum kan ikke på nogen måde forklare hans forkærlighed for at udlevere de kreperlige kujoner, så meget som ses som en naturlig forlængelse af det. Holberg var jo i samfundsforholdene meget en kvindernes mand - og holdt dem ej heller på nogen måde ude fra hverken roller, overlegenhed eller intelligens i sine stykker. Men noget tyder på Holberg ikke skulle nyde noget af kvindfolk på nært hold.
Skulle hanrejen forklare dette fænomen kunne man forestille sig flere forklaringer: 
- Holberg kunne ikke - som det forfængelige menneske han var (læs en helt almindelig mand) - bære tanken om at få udstillet en maskulin utilstrækkelighed. Så veldrejet denne baron var i alle andre sammenhænge kan vi vel også unde ham en banal svaghed på dette punkt.
- Holberg anså dybest set kvindens mulighed for rent faktisk at blive befrugtet af og føde andre mænds børn som en voldsom provokation af de rationelle og ellers ordentlige forhold han stod for som tænker og kritiker. Denne forklaring afmonterer jo i nogen grad hans ellers feministiske skær - men nægtes kan det ikke, at det er besværligt for et ordensmenneske ikke med sikkerhed at vide, hvem alle menneskers fader er.
- Sluttelig kan man forestille sig en art sammensmeltning af disse to forhold: Hanrejen er en skammelig og latterlig person, fordi han ikke evner at udfylde den rolle han har fået som ægtemand, og ydermere bærer den tort at skulle finde sig i det. Med mindre da han vil ombringe barnet.
Man forstår måske hvorfor Holberg ikke ønskede at risikere noget. Kan også være han var homoseksuel! Har vi noget queer kritik på ham? Vi kunne starte med knæstrømperne og parykken!

Hvorfor det iøvrigt hedder 'hanrej' finder vi lidt af forklaringen på i den altid redebonne ODS, hvor det fremgår, at 'han' er en kort form 'hane' - altså handyr (med fjer). Anden del 'rej' er man ikke sikker på betydningen af, men det antydes - via svensk og norsk - at det kan betyde 'ræd'. En hanrej er altså en mand, der er bange for andre mænd - hvorfor han ikke kan holde dem fra sin kone. Det sætter på en vis kvindekønnet i et lidt mindre grelt lys, selvom man skulle mene hun vel selv kunne holde sig på måtten.

Og hvorfor det hedder 'at få horn', når ens kvinde er een utro vil jeg gerne helt uvidenskabeligt forklare ved denne forklaring: 
Horn er jo ikke kun biologisk bevis på kønnet, de er jo ofte også i overført betydning at ligne med peniser eller fallosser. Når en bedraget mand 'får horn' ender hans uvirksomme og latterligt udstillede kønsorganer et ubrugeligt, men slet skjult sted - i panden. Jeg fornemmer faktisk på Holbergs tekster, at hanrej-statusen ofte netop var båret af en medvidende offentlighed - hvilket man jo godt kan forstå, da det i en vis forstand er dér konen er ham utro. I dag er den slags utugt langt bedre organiseret og skjult … ligesom hornene … med mindre man er til fodbold … og konen er derhjemme!

Sandheden (ODS!) er imidlertid at når man som bedraget ægtemand 'får horn', så gør man det fordi man dengang i hønseavlen (ja, kan hænde man stadig gør det?) benyttede sig af 'kapuner' i hønsegården. Kastrerede haner, hvis sporer man klippede af, og placerede i den (nu impotente og ukrigeriske) hanes kam - og kaldte for 'horn'.

Hvorvidt der ligger en mulig forbindelse i den lydlige overensstemmelse mellem at hore og horn, der igen kan spores til engelske 'horny', som igen kan spores til et mellemøstligt ord for 'en som begærer' skal her være antydet.

ods.dk / etymonline.com / 

FUGLEFANGST

MR FACE VALUE - BOWIES ANSIGT AN SICH

"Judge it by the cover! I dare you. Judge it by the cover!"

Ikke nogen særlig original vinkel vel? Men vi prøver alligevel at kigge på hans to seneste covers. 
Her som jeg mødte det første i forbindelse med singlen 'Where are We Now?'

Og her som albummet 'The Next Day' kommer til at se ud.

Bowie har gennem sin lange selvoptagne karrirere formået at konkretisere ansigtet - an sich. Det er i hans tilfælde ikke en talemåde, at han har mange ansigter. Han har skiftet dem som andre skifter masker. Det er derfor man ofte nævner kamæleonen og ikke maskespilleren, når man skal karakterisere ham. Eller det ved jeg jo ikke, men jeg opfatter ikke hans ansigter som roller - måske netop fordi han har holdt så kategorisk på det altid skulle være det, der bar hans persona. Alle covers prydes af dette ansigt - ganske få tager hele kroppen med - og altid er der dette unikke dobbeltblik fra kraniet ud gennem ansigtet, som for at understrege det bipolære og dialektiske i ansigtsmaskens evindelige skiften. Hvor man oplagt kan tale om look i andre rock- og popstjerners tilfælde, så er det hos Bowie ikke hele outfittet han betoner, men væsentligst ansigtet, der bærer det nye.
Det er selvfølgelig også derfor de seneste covers er særlige. Både på det ene og det andet er ansigtet jo forsvundet. Så hvad er det han fortæller os?
Han fortæller han os - i god overensstemmelse med hypen og foromtalerne og singlen - at nu får vi endelig den rigtige vare. Den 66-årige er (endelig) nået til år og skel mellem virkelighed og reality, hvad man kun kan fortælle ved - paradoksalt nok - IKKE at have et ansigt på coveret. Bowies sande jeg er ikke til at vise. Det er vi nødt til at tænke os til. Hans sande jeg er selvfølgelig en platonistisk konstruktion, hvor ideen om de skiftende identiteter er det mest ægte, hvorfor vi kun ser en skærm, hvorpå han gentagne gange har projiceret sine ansigter. Det er lykkedes ham at gøre det skjulte til det sande. Det er en ultimativ kamæleonisk manøvre mere end tæt på Magrittes signaturgreb. Alternativt kan man vælge at tolke firkanterne som spejle, og forstå hans ansigter som noget vi fans, lyttere, tilbedere og apostle har skabt i vort billede - ikke mindre virkelige, men bestemt mere attitituderelativistiske.
Så hvor er vi nu?
Alt efter temperament kan man vælge og sige, han har taget toget til hauptbahnhof en sidste gang - og derfor ikke er rejst incognito. Man kan også vælge at sige han - især med Heroes-coveret - vipper billedet en sidste utrolig gang og - måske en smule mæt af dage-melankolsk - konstaterer, at selv det glatte (i.e. rynkede) ansigt er et blandt andre, og bare fordi det ikke er nyt, så er det stadig et i rækken af alle de andre.
Andy. Here's another 15 minutes. Mesterligt.

Hvis man vil vide, hvad designeren har tænkt - så står det her:

http://virusfonts.com/news/2013/01/david-bowie-the-next-day-that-album-cover-design/

NØJAGTIG POESI

MIG OG MAGRITTE

Snit gaflen i øjet

Da jeg vågnede i morges forstod jeg pludselig Rene Magrittes billeder!

Nu er det ikke sådan jeg vil sige, at jeg ikke tidligere har forstået dem. Hans billeder repræsenterer dels et livslangt personligt bekendtskab, hvor jeg har fulgt min egen udvikling i hans fantasier - fra det første ungdommelige, af tegneseriens akkuratesse formidlede møde, over det, af egen kreative kraft og praksis ((collagen)) fatale møde, til det modne af sproget og skæbnen dybere møde på det seneste. Dels et af professionel indsigt og, kunstteorien faciliteret møde, hvor især Magrittes dyrkelse af det han kaldte 'poesien' har bragt gode analyser og forståelse med sig. Den private fetisch og fascination har aldrig egentlig beflittet sig med analyse og forståelse som sådan, den har blot boltret sig i hans kompromisløse og insisterende magi - hans billeder er frisættende sære. Kunsthistorisk betragtet kan han både læses ind i og udenfor surrealisterne, fordi man indadtil fornemmer anarki, sjæleliv og et muligt opgør med det borgerligt bornerte i hans motiver, men udefra set fornemmer en finesse og finhed - måske poesien og det æstetiske projekt - der både er for ædelt og banalt til periodens rå og provokerende isme.

Imorges - hvem ved, måske som resultat af en drøm - stod en tredie forståelse imidlertid klar ved mit hode. Logisk set  vel en samling og formæling af de to ovenfor nævnte spor. Imidlertid tror jeg, på en slags linie med drømmens jomfruelige og upersonlige (læs. ubevidste) karakter, det er en forståelse som er mere loyal mod lærredet og Magrittes inspiration. Det var (med) billedet 'Terapeuten' fra 1937 jeg forstod et yderligere aspekt ved hans kunst:

Det jeg forstod var, at Magrittes billeder handler om tanken - bevidstheden om De vil. Det som ikke passer ind, mangler eller er erstattet med noget fremmed i hans billeder, er det samme som tanken. Således fylder jeg fugleburets rum op med mine tanker - om fugleburet selv, eller det mærkelige ved det - hvorved billedet - og jeg, bliver fuldkomment. Hans mest kendte billede af manden med æblet svævende foran blikket (Son of Man, 1964), er et billede på, at fordi manden tænker - fx på et æble, forsvinder han, men tanken bliver tydeligere, ja virkelig. Det gør min tanke imidlertid også - blandt andet (hvis ikke KUN; tilgiv mig, forståelsen er stadig sprød) i kraft af det rum æblet skaber for både manden og jeg. Kunsten og beskuerens fællesskab. Dette er ikke et maleri, det er virkelighed. Se:

HOS LÆGEN

Et nedkogt kammerspil

Patienten: Jeg har ondt i livet.

Lægen: Højre eller venstre side?

Patienten: Jeg har også ondt i hodet.

Lægen: Jeg har nogle piller som kan save hodet af og derved tage de værste smerter.

Patienten: Jeg har ondt af mig selv.

Lægen: Det er jeg ked af at høre. På Deres vegne naturligvis.

Patienten: Jeg har ondt i blodet.

Lægen: Her kan vi tage en prøve.

Patienten: Rorschach?

Lægen: Var det højre eller venstre side, de sagde?

Patienten: Jeg kan prøve.

Lægen: Mener De at forstå?

Patienten: Nej. Det modsatte.

Lægen: Udstå?

Patienten: Nærmest.

Lægen: Det kan forklare nogle af smerterne.

Patienten: Som sagt.

Lægen: Jeg tror vi skal tage en leverbiopsi.

Patienten: Jeg mener nu nok jeg er klar over at jeg lever.

Lægen: Men biopsien er uvildig.

Patienten: Men jeg er uvillig.

Lægen: Det kan forklare nogle af smerterne.

Patienten: Har De nogle piller der kan save livet af?

Lægen: Sidste dør på egen hånd.

Patienten: Ak ja.

Lægen: Selv tak.

KRIMIKONSTIPATION - pitch 4

Gyde eller gælde

Albertsens skosål klæbede til asfalten, da han ville lave sit sædvanlige gardervip. Tyggegummi. Hans tanker gik til den fjortenårige datter, som ikke ville tale med ham mere. Jeg fatter dig bare ikke, havde hun sagt. Skarpt og kort. Sin mor. Støvregnen stod skråt ind under gadelampens i forvejen skråtstillede sygt lysende lampe. Dørene fra de ankommende biler smækkede en symfoni af søvnløse betjente. Albertsen forstod ikke hvor alt det sprog kom fra. Alle de mystiske beskrivelser af den ret almindelige virkelighed han stod i. Han snakkede da udmærket med sin datter og havde aldrig været i garden. Det regnede ikke engang. Han mente heller ikke at være betjent.

Albertsen tænkte på sin datter. Hvad hun havde at gøre i en verden som denne, hvor mennesker som dette skulle ende sådan. Liget af den unge mand var næsten revet over. Slaskedukke, voodoodukke, nikkedukke. Albertsen var forvirret. Var han blevet hjemsøgt af faderens uhyggelige alzheimers? Hvor kom de billeder fra og de ord? Nogen lagde bogen fra ham. Han sukkede befriet.

CREDO - IN AUTOGRAM

Fra dette sværtede rum udstøder jeg ord, som har svigtet mig, ord som har udsultet mig, ord som har forskrækket mig og ord som har udstillet min utilstrækkelighed.

Arbejdet ophører aldrig: Ordets eksil er dets genfødsel. Og jeg tager alle nyfødte til mit udbrændte bryst som velkendte fremmede.

Som igen.